Epagneul Picard

Mere om racen

Overblik

Epagneul Picard er en mellemstor, langhåret stående jagthund fra Picardie i det nordlige Frankrig. FCI placerer den i gruppe 7, sektion 1.2, blandt de kontinentale stående jagthunde af spanieltypen, med standardnummer 108 og brugsprøve. Hanner måler 57 til 62 cm og tæver 55 til 60 cm. Standarden angiver ingen vægt, men den nordamerikanske raceforening regner med 20 til 25 kg.

Racen er først og fremmest en alsidig jagthund, der søger, tager stand og apporterer på land og i vand. Standarden beskriver samtidig en blid og ligevægtig hund, der passer godt ind i familielivet og er en ægte børneelsker. Den hører hjemme hos en aktiv familie, der gerne går på jagt eller på anden måde kan give den motion og arbejde. Racen er sjælden og stort set ukendt uden for Frankrig.

Historie og oprindelse

Picardie har store kornsletter, skove og marsk omkring floden Somme, og jægerne i området havde brug for en robust hund, der kunne arbejde i alle slags terræn og vejr. De franske épagneuls var længe en gruppe, men i 1907 delte den franske spanielklub dem i fire racer, heriblandt Epagneul Picard. Racens standard blev skrevet i 1908 og er kun ændret lidt siden. SKK skriver dog, at racen blev anerkendt i Frankrig allerede i 1901.

Raceklubben blev stiftet i Amiens i 1921. Den blev slået sammen med klubben for Epagneul Bleu de Picardie i 1937 og med klubben for Epagneul de Pont-Audemer i 1980 og hedder i dag Club des Épagneuls de Picardie et Pont-Audemer (CEPPA). Racen overlevede Første Verdenskrig, som ramte Picardie hårdt, men efter Anden Verdenskrig var den næsten forsvundet. En lille gruppe opdrættere reddede den, og i 1980’erne vandt den igen prøver og udstillinger. FCI anerkendte racen endeligt i 1954.

Racen er udviklet fra de gamle franske épagneuls. UKC skriver, at de blev krydset med engelsk setter og gordon setter, og den nordamerikanske raceforening NAPSA skriver, at der flere gange er kommet setterblod ind, også i 1980’erne og 1990’erne. Standarden og den franske klub nævner det ikke.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en mellemstor hund med kraftige knogler og stærke lemmer, et mildt udtryk og en stolt hovedholdning. Kroppen er omkring en tiendedel længere end skulderhøjden. Øjnene er mørkt ravfarvede med et åbent og venligt udtryk, og de lange ører når næsespidsen, når de lægges frem, og er dækket af smukt bølget, silkeagtigt hår. Halen hænger i to svage buer og har silkeagtige faner. Standarden beskriver ikke halekupering, og det er heller ikke tilladt i Danmark.

Pelsen er tæt og ikke for silkeagtig, fin på hovedet og let bølget på kroppen, ofte med underuld. Farven kaldes traditionelt gråskimlet med mørkebrune pletter på kroppen og ved haleroden, oftest med tan aftegn på hoved og ben. Franskmændene kalder farven “efterårsblade”. Det grå er en blanding af brune og hvide hår, og hvide eller sorte pletter er diskvalificerende. DKK registrerer farven gråmeleret med brunt.

Vægten står ikke i standarden. NAPSA angiver normalt 20 til 25 kg, mens den britiske raceklub skriver 20 til 35 kg i samme sætning, og DKK’s raceside nævner 19 til 21 kg. Med NAPSA’s og DKK’s tal er racen mellemstor.

Temperament

Standarden kalder racen fleksibel og blid med et ligevægtigt temperament. DKK beskriver sociale og elskværdige hunde, der er blide og hengivne i familien og tillidsfulde over for fremmede. NAPSA skriver, at racen er lidt hårdere og mere robust end andre franske racer, og at nogle kan være lidt stædige, men at den stadig er kærlig, rolig og let at håndtere.

Den britiske raceklub beskriver en hund, der i hverdagen er den mest føjelige kammerat og lige så gerne går tur på landet som slapper af derhjemme. Den er følsom og udvikler sig langsomt, og den har brug for meget opmærksomhed og omsorg. På jagt arbejder den roligt og metodisk, søger inden for skudhold og tilpasser afstanden til terrænet og føreren. Den tager stand i stående stilling og apporterer naturligt med blød mund.

Motion og aktivering

Standarden kalder racen atletisk og skriver, at den nyder en daglig tur for at komme af med energien. DKK skriver, at hundene skal have lov at bevæge sig frit og bruge næsen, men ellers kun er moderat motionskrævende. Samtidig er det jagtbrugshunde, der stiller krav til ejerens udendørs aktivitetsniveau og ikke trives som rene selskabshunde. SKK skriver, at racen er energisk og udholdende og har brug for regelmæssig aktivitet for at have det godt.

Racen er født til vandarbejde. NAPSA kalder den måske den bedste vandhund blandt de franske stående racer, og DKK skriver, at hundene er glade for en rask svømmetur. På åbne marker søger den typisk ud til omkring 100 meter og tættere på i tæt dække. Den franske klub skriver om stående jagthunde i det hele taget, at en hund, der ikke kommer ud mindst en time tre gange om ugen, bliver tyk af mangel på motion. Ingen kilde angiver et bestemt antal timer om dagen.

Træning og socialisering

Racen er samarbejdsvillig og lærevillig allerede som ung, og opdragelsen volder sjældent problemer. DKK anbefaler varieret træning i højt tempo, skiftende træningsmiljøer og belønninger og apportering som en ekstra belønning. Den franske klub kalder racen let at opdrage, og NAPSA kalder den fremragende til begyndere, fordi den har så meget naturligt talent, at den ofte lærer jagten bare ved at komme ud i felten.

Den skal dog håndteres blidt. NAPSA anbefaler en rolig træningsform og fraråder hårdhændede trænere, og den britiske klub skriver, at racen ikke reagerer godt på hård behandling, men udvikler sig bedst med kærlighed og positiv forstærkning. DKK skriver, at hundene gerne søger langt ud, og at det kræver en tidlig og vedholdende opdragelse at holde jagtlysten på et acceptabelt niveau. SKK peger også på behovet for en konsekvent opdragelse. I Danmark har racen ingen egen specialklub, og DKK henviser til Klubben for Jagthunde uden Specialklub.

Familie og bolig

Racen er en god familiehund. Standarden kalder den en ægte børneelsker, der gerne er med i børnenes lege uden at tage overhånd, og DKK, NAPSA, den franske og den britiske klub beskriver alle en hund, der er god med børn. Alle hunde bør alligevel være under opsyn sammen med små børn. DKK kalder hundene omgængelige med andre hunde.

Racen er ikke en vagthund. NAPSA skriver, at de fleste er alt for venlige til mere end at gø ad postbuddet, og DKK skriver, at racen gør meget lidt. Den britiske klub skriver, at racen kan få separationsangst, hvis den efterlades alene i urimeligt lang tid, og at den aldrig bør holdes i hundegård. Alene-tid bør derfor øves gradvist. Ingen kilde siger noget om lejlighed eller om, hvordan racen lever sammen med katte og smådyr.

Pelspleje

Pelsplejen er overkommelig. DKK skriver, at en jævnlig gennembørstning er nok til at fjerne snavs og løse hår, og SKK, at pelsen ikke er svær at pleje, men skal børstes regelmæssigt for at holde den fri for filtre. Pelsen beskytter godt, også ved apportering fra vand, og NAPSA skriver, at den kan klare kulde, når hunden er aktiv og har et varmt sted at sove.

Den britiske klub nævner, at ørerne som hos de fleste jagthunde kan være tilbøjelige til betændelse, men at de klarer sig fint med god renlighed og pleje. Kilderne siger ikke, hvor meget racen fælder eller savler.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Den franske raceklub skriver, at de to picardie-racer i januar 2023 var fri for alle arvelige sygdomme, der kan testes for med DNA. Hofteledsdysplasi (HD) er den arvelige lidelse, klubben nævner, og hofterne kan røntges officielt fra 12 måneders alderen. NAPSA skriver, at racen ikke har flere af de sædvanlige sundhedsproblemer end andre jagthunde, og at HD ikke synes at være særlig almindelig. Både NAPSA og den britiske klub nævner dog entropion og ektropion, altså indad- og udadrullede øjenlåg, i nogle linjer. Der findes ingen tal for, hvor ofte lidelserne forekommer, og SKK skriver, at der er for få hunde i Sverige til at vurdere racens sundhed. Der er ikke fundet en pålidelig levealder.

Den britiske klub anbefaler, at avlshunde får røntget hofter og albuer og får undersøgt øjnene af en specialist, og NAPSA anbefaler kun at avle på hunde uden HD. Det er udenlandske klubanbefalinger og ikke danske krav. DKK kræver, at faderen til et kuld har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt, men stiller ingen krav om HD-, AD- eller øjenundersøgelse.

Racen er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl. Den er ikke blandt de fem racer, der må halekuperes, og den er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven.

Racen er sjælden, og verdensbestanden er lille, så det er en god idé at spørge opdrætteren om forældrenes hofter og øjne, om jagtprøver og om, hvordan hundene bruges. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.