Breton

Mere om racen

Overblik

Breton er en fransk stående jagthund af spanieltypen og den mindste af alle de stående jagthunde. FCI placerer den i gruppe 7, sektion 1.2, blandt de kontinentale stående hunde af spanieltypen, og racen er opført med brugsprøve. Den er kompakt, fuld af energi og meget alsidig: den søger efter fugle i stort tempo, tager stand, apporterer fra land og vand og finder anskudt vildt. I Frankrig er den den talmæssigt største af jagthunderacerne, og i USA, hvor den kaldes Brittany, er den en af de mest udbredte stående jagthunde.

I hjemmet er bretonen kælen og optaget af sine mennesker, men den er først og fremmest en jagthund. De fleste danske bretoner ejes af aktive jægere eller folk, der går til markprøver, og mange opdrættere sælger helst til jægere.

Historie og oprindelse

Racen stammer fra det centrale Bretagne i det nordvestlige Frankrig og regnes for en af de ældste hunde af spanieltypen. Hunde af den type ses allerede på billeder fra 1600-tallet. Den moderne breton tog form i slutningen af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet, da lokale spaniels blev parret med blandt andet engelske hunde af settertypen, og avlen derefter blev styret mod en fast type.

Et udkast til en racestandard blev skrevet i Nantes i 1907 og vedtaget den 7. juni 1908 i Loudéac af racens første klub, hvis navn kan oversættes til klubben for den naturligt stumphalede bretonske spaniel. Halen var altså en del af racens identitet fra starten. Den første standard krævede en naturlig stumphale på højst 10 cm, og kupering blev først tilladt i 1938.

I 1930’erne kom racen til USA. De første bretoner i Danmark kom fra Norge i 1960 og blev fulgt af hunde fra Canada og Frankrig, og i 1968 blev der stambogsført 300 hvalpe. Ifølge Dansk Breton Klub registreres der i dag omkring 80 til 130 hvalpe om året. Klubben har cirka 500 medlemmer og arrangerer markprøver, apporteringsprøver og udstillinger.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en “cobby” hund: kompakt, kortkoblet og harmonisk bygget på et solidt, men ikke tungt skelet, med et livligt blik og et intelligent udtryk. Kroppen er lige så lang, som hunden er høj, så den passer ind i et kvadrat.

Hanner skal måle 48 til 51 cm i skulderhøjde og tæver 47 til 50 cm, med en tolerance på 1 cm til hver side. Den ideelle højde er 49 til 50 cm for hanner og 48 til 49 cm for tæver. FCI-standarden nævner ingen vægt, men den amerikanske standard angiver 14 til 18 kg (30 til 40 pund). Det placerer bretonen blandt de mellemstore hunde, i den lette ende.

Hvalpe kan fødes helt uden hale eller med en meget kort hale. I Danmark er halekupering stadig lovligt for racen: bekendtgørelsen om hold af hunde tillader, at en dyrlæge kuperer hvalpe efter stambogsførte forældre af fem jagthunderacer, heriblandt breton, inden hvalpen er fire dage gammel. En kuperet hale er ideelt 3 til 6 cm og højst 10 cm.

Pelsen er fin uden at være silkeagtig og ligger fladt eller let bølget, men aldrig krøllet. Den er kort på hovedet og forsiden af benene, mens bagsiden af benene har rigelige faner. Farverne er hvid med orange, sort eller leverbrun, i plader, broget eller skimlet, og der findes også trefarvede hunde med tan aftegninger. En smal blis er ønskelig, mens helfarvet pels ikke er tilladt.

Temperament

Bretonen tilpasser sig ethvert miljø og er omgængelig, opmærksom og mentalt i balance. Den er tidligt udviklet og viser jagtlysten allerede som ung. På marken arbejder den med god næse, spontan og vedholdende stand og sikker apportering, og den jager i al slags terræn. Aggressive og meget sky hunde diskvalificeres efter standarden.

Ud over fugle interesserer bretonen sig mest for mennesker. Den er socialt anlagt, temmelig kælen og glad for nærkontakt, og også indendørs er den levende og følger med i alt, hvad der sker. Over for fremmede er den typisk udadvendt, og den kommer normalt godt ud af det med andre hunde. Den arbejder selvstændigt på marken, men holder kontakten til sin fører og tager gerne imod anvisninger.

Motion og aktivering

Behovet for motion er stort. Bretonen skal have rig mulighed for at løbe frit, bruge næsen og apportere, og den trives bedst med jagt eller opgaver, der ligner. Daglige lange ture, løb eller energisk leg er et minimum, og hovedet skal bruges lige så meget som benene. Adgang til gode naturområder året rundt gør det meget lettere at dække behovet.

Uden for jagtsæsonen kan hunden holdes i gang med markprøvetræning, apportering, agility eller trækhundesport på ski. Svenska Kennelklubben skriver, at racen er en udpræget jagthund, som ikke passer som ren selskabshund. Får den nok at lave, falder den til gengæld til ro og bliver en rigtig kælegris i hjemmet.

Træning og socialisering

Bretonen er lærenem og samarbejdsvillig, og opdragelsen giver sjældent store problemer. Den er dog følsom over for hård behandling, så træningen skal være venlig og konsekvent, med hurtig og varieret belønning. Strenge metoder kan få den til at miste lysten. Farten og selvstændigheden kan overraske en førstegangsejer, og den store jagtlyst kræver vedholdende træning, før man kan stole på den løse hund i terræn med vildt.

Den bløde natur gør det vigtigt, at hvalpen tidligt og på en venlig måde møder mange mennesker, dyr og lyde. Dansk Breton Klub avler efter hunde, der er lette at dressere, og som er rolige i hjemmet, i hundegården og i bilen.

Familie og bolig

Med de rette rammer er bretonen en fin familiehund. Den er venlig og kælen, knytter sig til familien og er normalt meget god med børn. Den lille størrelse betyder, at den ikke fylder meget i hjemmet eller i bilen. Som med alle hunde skal børn og hund have opsyn.

Det afgørende er, om familien kan give den nok at lave. En almindelig aktiv familie, der er indstillet på at dække de jagtlige behov, kan få stor glæde af en breton. Der er dog en tradition for, at danske opdrættere kun sælger hvalpe til jægere, og Norsk Breton Klubb skriver ligeud, at der findes bedre racevalg for den, der ikke vil bruge hunden til jagt. En familie uden jagttegn bør derfor tale åbent med opdrætteren og overveje, om en anden race passer bedre.

Ingen af de kilder, vi har læst, omtaler liv i lejlighed, gøen eller hvordan racen klarer at være alene hjemme. Hunden er glad for nærkontakt med sine mennesker, så alene-tid bør trænes gradvist fra hvalpealderen.

Pelspleje

Pelsplejen er let. En jævnlig gennembørstning, typisk en eller to gange om ugen, fjerner snavs og løse hår, og pelsen kræver sjældent mere end det og et bad ved behov. Pelsen beskytter ret godt mod vejret, og hunden er ikke kuldskær.

Standarden kræver tynde, tætsluttende læber, og den amerikanske standard regner savl som en alvorlig fejl. Hvor meget racen savler i hverdagen, beskriver kilderne ikke.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Racen beskrives generelt som sund og robust, og mange hunde jager stadig højt oppe i årene. Hofteledsdysplasi (HD) og epilepsi forekommer, men i lav grad. Andre tilstande, der ses sporadisk, er navlebrok, knæskalsluksation, spondylose (forkalkninger i ryggen) og en medfødt sammenvoksning af den sidste lændehvirvel med korsbenet. I Finland er der fundet arvelig grå stær hos lidt over 3 procent af de undersøgte hunde. Standarden diskvalificerer hunde med øjenlågsfejl som entropion og ektropion.

DKK stiller kun krav om, at faderen har normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl overholdes. Racen står ikke i bilag 2 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så der er ikke lovkrav om HD-røntgen før avl. Dansk Breton Klub har strengere regler for de parringer, klubben godkender: i den højeste kategori skal begge forældre have HD-status A, B eller C, en præmie på markprøve, mindst Very Good på udstilling og bestået apporteringsprøve. Kuld efter forældre med HD D eller E kan ikke markedsføres gennem klubben, og hunde med epilepsi i egen eller afkommets sygehistorie kan få karantæne eller udelukkes fra klubbens avl. Den britiske Kennel Club anbefaler HD-røntgen af avlsdyr.

Der findes ingen målte tal for racens levealder i de kilder, vi har læst. Den svenske raceklub regner med en gennemsnitlig levetid på 13 år i sin avlsplanlægning, men skriver selv, at tallet måske er lidt for højt. Spørg opdrætteren om forældrenes HD-status og om epilepsi i linjerne. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.