Griffon Korthals

Mere om racen

Overblik

Griffon Korthals er en mellemstor, ruhåret stående jagthund fra Frankrig med tydeligt skæg og buskede øjenbryn. FCI placerer den i gruppe 7, sektion 1.3, blandt de kontinentale stående jagthunde af griffontypen, med standardnummer 107. Skulderhøjden er omkring 55 til 60 cm for hanner og 50 til 55 cm for tæver. DKK angiver en vægt på 23 til 27 kg.

Standarden beskriver en mild og stolt hund, der er meget knyttet til sin herre og til sit hjem. Den er først og fremmest en alsidig jagthund, men også en samarbejdsvillig og børnevenlig familiehund. Den passer til mennesker med et aktivt udendørsliv, som vil tilbyde den både motion, mental beskæftigelse og meget nær kontakt.

Historie og oprindelse

Ruhårede stående hunde er beskrevet allerede i antikken, og FCI-standarden nævner, at Xenofon kender en gammel fuglehundetype, der var udbredt i hele Europa under forskellige navne. Racen, som vi kender den, blev fornyet af hollænderen Eduard Karel Korthals i anden halvdel af 1800-tallet. Ifølge den svenske standardkommentar ville han have en hund, der stod for fuglene som de engelske fuglehunde, apporterede på land og i vand som en retriever, kunne spore skadet vildt og klarede kulde, vand og tæt terræn.

Korthals fortalte aldrig selv, hvilke racer han brugte. DKK nævner kleiner münsterländer, braque français, franske griffoner og muligvis barbet, mens FCI-standarden skriver, at racen blev forbedret ved indavl, udvælgelse og træning uden tilførsel af fremmed blod. Her er kilderne altså ikke enige. Korthals boede i perioder i Tyskland, men gennemførte det meste af avlsarbejdet i Frankrig, som dermed er racens hjemland.

Racen blev registreret i Frankrig i 1887, Korthals døde i 1896, og hans navn blev føjet til racenavnet som en hyldest. Den franske klub blev stiftet i 1901, og FCI anerkendte racen endeligt i 1954. I USA hedder den Wirehaired Pointing Griffon, og ejerne kalder den en Griff.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en kraftig, robust hund af medelstørrelse, der er længere end høj. Hovedet er stort og langt med et firkantet næseparti, der er lige så langt som kraniet, og en altid brun næse. Øjnene er mørkegule eller brune og skygget af buskede øjenbryn, der sammen med overskæg og skæg giver racen et karakteristisk udtryk af fasthed og tryghed. Den svenske kommentar understreger, at hunden ikke må blive for stor eller for tung, fordi det går ud over bevægeligheden i terrænet.

Halen bæres vandret eller med spidsen lidt hævet. Standarden siger, at den sædvanligvis kuperes med en tredjedel eller en fjerdedel, men i Danmark er halekupering ikke tilladt for racen (se sundhedsafsnittet).

Pelsen er hård og grov og minder ved berøring om vildsvinebørster. Den er aldrig krøllet eller uldagtig, og under dækhåret ligger en fin, tæt underuld. Den helst ønskede farve er stålgrå med brune (leverfarvede) pletter eller ensfarvet brun. Brunskimlet forekommer ofte, og hvid og brun samt hvid og orange er også tilladt.

FCI-standarden angiver ingen vægt, og det gør hverken AKC’s eller UKC’s standard heller. DKK’s raceside nævner 23 til 27 kg uden at oplyse kilden, og med det tal regnes racen til de mellemstore hunde.

Temperament

Standarden kalder racen mild og stolt, en fremragende jagthund, der er meget knyttet til sin herre og sit territorium, som den vogter årvågent. Den er meget mild over for børn. AKC’s standard beskriver en hurtigt opfattende, let trænet og udadvendt hund med en enorm vilje til at behage.

DKK skriver, at racen virkelig vinder ved nærmere bekendtskab. Den er social og villig til at indrette sig efter de mennesker, der omgiver den, livlig og glad for at lege og imødekommende over for fremmede. Hanhunde kan dog være lidt forbeholdne over for andre hanner. Jagtlysten er fuldt ud til stede, men mere afdæmpet end hos mange andre hønsehunde, og racen kan arbejde selvstændigt, men holder generelt tæt kontakt. Den amerikanske klub AWPGA kalder den menneskeorienteret og kendt for sin lærenemhed.

Motion og aktivering

Griffon Korthals er en muskuløs arbejdshund. DKK skriver, at ejeren skal have et aktivt udendørsliv og være indstillet på at tilbyde hunden mental beskæftigelse og meget nær kontakt. AKC beskriver en hund, der har brug for betydelige mentale og fysiske udfordringer hver dag, ellers kan den blive kedet, utilfreds eller ødelæggende. Racen er især aktiv som hvalp og trives med svømning, vandreture, lege og lange ture med plads til at løbe.

Racen er avlet til at arbejde på alle slags terræn, og DKK kalder den vandglad. AKC kalder den en fremragende svømmer og en alsidig hund, der både står for fuglene og apporterer, og AWPGA en naturlig sporhund. AKC skriver, at den ikke egner sig som fuldtidskennelhund. Kilderne angiver ikke et bestemt antal timers motion, og ingen taler om flere timers krævende aktivitet hver dag, men behovet for daglig, varieret aktivitet er tydeligt.

Træning og socialisering

DKK kalder racen meget positiv over for indlæring. Den knytter sig stærkt til sin ejer og er udpræget glad for at samarbejde, så opdragelsen er som regel let. DKK anbefaler at træne venligt og lystbetonet i korte, tempofyldte sekvenser med skiftende belønninger og at begynde socialisering og træning tidligt.

AKC skriver, at positiv og konsekvent træning fungerer bedst, og at racen kræver meget opmærksomhed, tid og tålmodighed. For en førstegangsejer er den derfor ikke en umulig opgave, men man skal have tid og energi til en aktiv hund hver dag. Skal hunden bruges til jagt, bør den tidligt stifte bekendtskab med vildt. I Danmark har racen ingen egen specialklub, og DKK henviser til Klubben for Jagthunde uden Specialklub.

Familie og bolig

Racen er en god familiehund. FCI-standarden kalder den meget mild over for børn, og DKK skriver, at den er livlig og glad for at lege, for eksempel med familiens børn. AKC’s standard kalder den en fremragende familiehund, og AWPGA et vidunderligt kæledyr, der er god med børn. Alle hunde bør alligevel være under opsyn sammen med børn.

Racen har brug for tæt kontakt. DKK nævner meget nær kontakt, og AKC beskriver en social hund, der ikke egner sig som kennelhund. Kilderne giver intet direkte svar på, hvor længe den kan være alene hjemme, så det er klogt at øve det gradvist.

De gennemgåede kilder siger ikke noget om, hvor meget racen gør, eller hvordan den lever sammen med katte og smådyr, og boligformen er heller ikke omtalt. Det er punkter, man bør tale med opdrætteren om.

Pelspleje

DKK skriver, at pelsen kræver jævnlig og grundig gennembørstning og eventuelt let trimning, og at skæg og øjenbryn bør friseres dagligt. AKC anbefaler ugentlig børstning eller kæmning og lejlighedsvis trimning omkring fødder og ører. Nogle pelse skal håndstrippes fra tid til anden for at fremme ny pels, og ørerne skal også holdes under opsyn, som hos alle hunde med hængeører.

AWPGA skriver, at skægget let samler snavs og filtres, at hvalpeejere bør kæmme pelsen ugentligt og oftere, efterhånden som pelsen bliver tykkere fra omkring fire måneders alderen, og at meningerne er delte om stripning, men at mange griffoner har brug for regelmæssig pleje.

Racen skal have et let uplejet udseende, også når den er trimmet. Den svenske kommentar kalder en hund uden dækhår eller underuld som følge af trimning for en alvorlig fejl, og AKC’s standard tillader kun trimning omkring ører, isse, kinder og fødder. Kilderne siger ikke noget om, hvor meget racen fælder.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Den amerikanske moderklub AWPGA skriver, at racen er generelt sund og ikke har de alvorlige sygdomme, der plager mange racehunde. Klubben nævner dog test for hofteledsdysplasi, albueledsdysplasi og øjenproblemer som entropion samt for lavt stofskifte. AKC skriver, at hofteledsdysplasi er relativt sjælden hos racen, men anbefaler OFA- eller PennHIP-attester til både tæve og han, og nogle opdrættere undersøger også øjne, hjerte, albuer og skjoldbruskkirtel. Alle sundhedskilderne er amerikanske, da der ikke er fundet en dansk eller nordisk sundhedsside, og der er ikke fundet en pålidelig levealder.

Racen er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl. DKK kræver, at hvalpenes far har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. DKK lister 12 måneder som tidligste alder til HD-, AD- og OCD-fotografering, men stiller ikke krav om resultater.

Racen er ikke blandt de fem racer, der må halekuperes (ruhåret hønsehund, korthåret hønsehund, weimaraner, vizla og breton), så halekupering er ikke tilladt, selv om standarden beskriver en kuperet hale. Racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven.

Spørg opdrætteren om forældrenes sundhed og mentalitet, og om de er undersøgt, for eksempel for hofter, albuer og øjne. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.