Stabyhoun

Mere om racen

Overblik

Stabyhoun er en hollandsk stående jagthund fra Friesland og en af de sjældnere racer i Danmark. FCI placerer den i gruppe 7 blandt de kontinentale stående jagthunde af spanieltypen, og den skal bestå en brugsprøve. Den er mellemstor, har en halvlang sort eller brun og hvid pels, og den er avlet til at være alsidig: den tager stand, apporterer gerne fra vand og har i generationer holdt gårdene fri for rotter og muldvarpe.

I dag lever de fleste stabyhouns som familiehunde. Racen er hengiven, blid og knytter sig tæt til hele familien, men den er også selvstændig og kan være stædig. Den har brug for daglig motion og mental beskæftigelse, den melder, når der kommer nogen, og den trives dårligt med at være alene mange timer om dagen. I Danmark fødes omkring 100 stambogsførte hvalpe om året.

Historie og oprindelse

Racen stammer fra skovegnene i den østlige og sydøstlige del af Friesland. Forfædrene var sandsynligvis spanielagtige fuglehunde, som kan være kommet til Nederlandene under den spanske tid i 1500-tallet, og racen er i familie med Drentsche Patrijshond og Heidewachtel. Navnet kommer af “sta mij bij”, stå mig bi, og hentyder til en hund, der kunne hjælpe med lidt af hvert. “Houn” er frisisk for hund.

Stabyhounen var de fattige bønders og landarbejderes hund. Den gik med på jagt til fods, vogtede gården og fangede muldvarpe, hvis skind kunne sælges, og den blev transporteret i en kurv eller kasse på cyklen. I begyndelsen af 1900-tallet blev racen ofte krydset med den frisiske vandhund Wetterhoun, så begge racer var ved at forsvinde. Fra 1938 begyndte en gruppe entusiaster at rense racerne igen, og i 1942 blev Stabyhoun anerkendt i Holland. Den første standard er fra 1944, og den hollandske raceklub NVSW blev stiftet i 1947.

Den første stabyhoun kom til Danmark i 1995, en tæve importeret fra Holland, og det første danske kuld blev registreret i 1998. Dansk Stabyhoun Klub blev stiftet i 2004 under DKK. Ved udgangen af 2018 skønnede klubben, at der fandtes 600 til 700 hunde i landet.

Udseende og størrelse

Stabyhounen er en funktionel og kraftigt bygget stående hund, lidt længere end den er høj og hverken for grov eller for fin. Hovedet er tørt med stramme læber og et mildt, venligt og opmærksomt udtryk, og halen når ned til haseleddet og bæres lavt, ofte med den sidste tredjedel let opadbøjet.

Standarden angiver en idealhøjde på 50 til 53 cm for hanner og 48 til 50 cm for tæver, og en afvigelse på 2 cm til hver side er tilladt. Hanner vejer 22 til 27 kg og tæver 18 til 23 kg, så racen hører til de mellemstore hunde.

Pelsen er mellemlang og glat på kroppen med en vejrbestandig underuld. Buskede hår på bryst, krave, bukser og hale får hunden til at se langhåret ud, men krøllet pels er ikke tilladt. Farven er sort eller brun med hvide aftegninger, eventuelt skimlet. Trefarvede hunde diskvalificeres.

Temperament

Standarden beskriver en meget selvstændig hund, der gerne går sine egne veje, og som er kærlig, men også kan være meget stædig. I hus og have er den rolig, men vagtsom, og over for fremmede kan den være reserveret i starten uden at være bange. I hverdagen er den hengiven, blid og venlig og tager nysgerrigt imod gæster. Den knytter sig til hele familien og kommer som regel godt ud af det med andre hunde.

Selvstændigheden er avlet ind, fordi bønderne ville have en hund, der kunne arbejde på egen hånd. Den viser sig blandt andet i en stærk lyst til at jage mus, rotter og muldvarpe og til at grave efter dem. Racen er samtidig følsom. Klubbens mentalbeskrivelser viser, at særligt tæverne er mere nervøse end ønsket, og at racen er udfordret af høje lyde, overraskelser og skud.

Motion og aktivering

Udendørs er stabyhounen livlig og udholdende, men indendørs er den typisk afdæmpet og plager ikke konstant om aktivitet. Motionsbehovet er ikke overdrevent højt for en voksen hund: en god times gåtur om dagen med tid til at snuse er normalt nok, gerne med mulighed for at løbe løs. Mental træning er mindst lige så vigtig, for eksempel lydighed, søgelege eller nosework.

Racen er glad for vand og elsker at bære og apportere, så apportering og svømning er oplagt. Den kan bruges på jagt som stående hund og apportør med blød mund, men den er grundig snarere end hurtig i søget. Med hvalpe skal man ikke gå for hurtigt frem: mental stimulering, blid leg og grundlæggende lydighed er bedre end lange ture.

Træning og socialisering

Stabyhounen er klog og gerne vil arbejde for sin ejer, og den er glad for mad, så den lærer let med godbidder. Selvstændigheden betyder dog, at den helst gør ting, den selv kan se meningen med. Træningen skal være rolig, venlig, varieret og konsekvent. Racen tåler ikke straf, og belønningsbaseret træning er den rigtige vej, for en hård hånd får hunden til at gå i baglås.

Jagtlysten gør indkald og evnen til at blive i nærheden til vigtige øvelser, og det kan være svært at lære hunden at lade ting som muldvarpehuller være. Massiv selvkontroltræning i en tidlig alder frarådes dog. Kilderne er ikke enige om, hvorvidt racen passer til en førstegangsejer: en dansk opdrætter kaldte den i 2006 velegnet, mens Dansk Stabyhoun Klub i dag skriver, at det afhænger af erfaring, tid og tålmodighed, og at opdrættere kan finde på at anbefale en anden race.

Familie og bolig

Stabyhounen har ry for at være meget børnevenlig. Den er en legesyg og tålmodig kammerat for familiens børn og søger ofte deres selskab. NVSW minder dog om, at hunden sætter sine grænser sent, fordi den er så knyttet til sine mennesker, og at også en tålmodig stabyhoun kan snappe, hvis den ikke kan komme væk. Børn og hund skal derfor altid have opsyn.

Racen er avlet som vagt- og gårdhund, og man skal forvente, at den melder, når nogen nærmer sig. Hvor meget den gør, varierer meget fra hund til hund. Nogle gør næsten aldrig, mens andre også gør ad forbipasserende, og gøen kan dæmpes med træning, men ikke fjernes helt. Ingen kilde omtaler liv i lejlighed direkte.

Den sociale og flokorienterede natur gør, at stabyhounen ikke trives med at være alene mange timer hver dag. Gradvis alene-træning fra hvalpetiden anbefales stærkt, også i ferier, hvor familien er meget hjemme.

Pelspleje

Pelsen er let at holde og filtrer ikke, og snavs falder ofte af af sig selv, når hunden er tør. En grundig gennembørstning en gang om ugen og lidt frisering af de buskede partier på benene og halen er nok. Racen fælder en del, især i to perioder om året, men hårene er lette at fjerne fra møbler og tøj. Kastration kan ifølge den danske klub gøre pelsen længere og glattere og mere tilbøjelig til at filtre.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Racen regnes for forholdsvis sund trods den lille population, men nogle sygdomme ses regelmæssigt. Hofteledsdysplasi (HD) og albueledsdysplasi (AD) er de vigtigste. Stabyhoun står i bilag 2 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, og hunde skal derfor ifølge loven røntgenundersøges for HD, før de bruges i avl. DKK kræver HD-status A eller B hos begge forældre (en hund med C kan bruges, hvis partneren har A), AD-status 0 eller 1 og dokumenterede normale testikler hos hanhunden. For Basis+ stambøger kræves desuden mindst Very Good på udstilling eller godkendelse ved et hollandsk avlsshow, gældende fra 1. juli 2026.

Epilepsi forekommer, og der findes ingen gentest. Den arvelige form viser sig typisk omkring treårsalderen. I Holland anmeldes omkring fire tilfælde om året, mens der i Danmark er meget få kendte tilfælde, og den danske klub udelukker hunde med epilepsi fra avl. Cerebral dysfunktion (CDF) er en arvelig nervesygdom, der rammer hvalpe og er dødelig; den kan testes med en blodprøve, og to bærere må ikke parres. Derudover ses hjertefejlen persisterende ductus arteriosus (PDA), hjernehindebetændelsen SRMA hos unge hunde og den arvelige benfejl radius curvus.

Von Willebrands sygdom type I, en mild blødersygdom, er påvist i racen. Ifølge NVSW er omtrent en fjerdedel af hundene fri, halvdelen bærere og en fjerdedel afficerede, men kliniske symptomer meldes sjældent, og den hollandske klub har ingen avlsregler for sygdommen. Dansk Stabyhoun Klub anbefaler en indavlsgrad på højst 3,25 procent over tre generationer for at beskytte den lille danske bestand.

Den britiske raceklub angiver en gennemsnitlig levealder på 13 til 14 år, men der findes ingen målte tal i de kilder, vi har læst. Spørg opdrætteren om forældrenes resultater, og husk, at spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.