Engelsk Setter

Mere om racen

Overblik

Engelsk setter er en stående fuglehund fra Storbritannien. FCI placerer den i gruppe 7, sektion 2, sammen med de øvrige britiske og irske pointere og settere, og den har standardnummer 2. Den er underlagt brugsprøve i FCI’s nomenklatur, og standarden angiver dens anvendelse som stående jagthund.

Mange kender racen på den lange, silkebløde pels med de små farvede pletter, som kaldes belton. Bag det elegante ydre er en hurtig og udholdende jagthund, der er avlet til at søge store, åbne arealer igennem efter fugle og tage stand for dem. Udenfor har den umådelig meget energi, men indendørs er den stilfærdig og venlig. Den passer bedst til en aktiv familie, der kan give den meget motion og helst jagt eller jagtlig træning.

Historie og oprindelse

Setterne nedstammer fra de såkaldte setting spaniels, som hjalp fuglefangere, der arbejdede med net. Allerede i 1500-tallet blev hunde brugt på de engelske heder til at finde agerhøns. Hundene måtte ikke jage fuglene op, men skulle fastholde dem, til fangerne kunne kaste nettet over dem. Da jægerne begyndte at bruge skydevåben, blev de kortbenede spaniels og de højbenede settere skilt ad, og setterne blev oplært til at tage stand for fuglen og apportere efter skuddet.

Den moderne engelske setter går især tilbage til englænderen Edward Laverack. I 1825 fik han to blue belton settere, og i mere end 40 år avlede han målrettet på sin egen stamme med henblik på rypejagt i det skotske højland. Racen bar en overgang hans navn. Selve ordet belton kommer fra en landsby i Northumberland og blev udbredt gennem Laveracks bog om racen. Efter ham udvidede waliseren Richard Purcell Llewellin genpuljen ved at krydse gordon settere, rød og hvide settere og den nu uddøde walisiske setter ind.

I Danmark lancerede Dansk Jagtforening markprøver for stående hunde i midten af 1880’erne. Engelsk Setter Klub i Danmark blev stiftet i 1918 og fejrede sit 100-årsjubilæum i 2018. Markprøverne har siden været klubbens vigtigste redskab til at bevare racens jagtlige kvaliteter. FCI anerkendte racen endeligt i 1963, og en ny udgave af standarden blev gyldig i september 2026.

Udseende og størrelse

Den engelske setter er middelhøj med stramme linjer og elegant i både fremtræden og bevægelse. Hovedet bæres højt og er langt og rimeligt tørt, med et ovalt kranie og et tydeligt stop. Øjnene er klare, milde og udtryksfulde. Ryggen er kort og lige, brystet dybt, og halen bæres omtrent i niveau med ryggen og må ikke vende opad. Bevægelsen er fri og yndefuld og skal give indtryk af fart og udholdenhed.

Pelsen er lang, silkeblød og let bølget, men ikke krøllet. Der er lange faner på ørerne, bag på lårene, på forbenene og på halen, hvor fanen hænger i lange, bløde totter. Standarden tillader fem farvevarianter: sort og hvid (blue belton), orange og hvid (orange belton), citrongul og hvid (lemon belton), leverbrun og hvid (liver belton) og trefarvet, det vil sige blue belton eller liver belton med tan. En hund, der er spættet over det hele, foretrækkes frem for en med store farvede plader.

Skulderhøjden er 65 til 68 cm for hanner og 61 til 65 cm for tæver. Den norske raceklub skrev i 2007, at man i Norden i stedet dømmer efter den gamle engelske standards mål, 58 til 64 cm for hanner og 54 til 60 cm for tæver, fordi racen først og fremmest er en jagthund. FCI-standarden angiver ingen vægt. Den amerikanske UKC-standard angiver 25 til 32 kg for hanner og 23 til 27 kg for tæver med plads til lettere hunde af marktype, så racen hører til de store hunde. DKK’s racebeskrivelse angiver lidt lavere, 20 til 30 kg.

Temperament

Standarden beskriver racen som meget aktiv med en skarp jagtsans og som overstrømmende venlig og godmodig. Aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres. Udendørs har den intens jagtlyst og en enorm energi, men indendørs er den stilfærdig, og i dagligdagen er den som regel rolig og omgængelig.

Over for fremmede og andre hunde er den venlig og åben. Den søger gerne langt væk fra føreren, men er også lydhør og holder i reglen forholdsvis god kontakt. På jagt kan en god engelsk setter holde sin stand i lang tid; i uoverskueligt terræn kan det dreje sig om op til en halv time.

Motion og aktivering

Motionsbehovet er meget stort. Racen har brug for at bevæge sig frit og bruge næsen, og over to timers motion om dagen er et rimeligt udgangspunkt. Den trives kun med meningsfyldt beskæftigelse, for eksempel vekslende søgeopgaver, og ifølge DKK vil den næppe trives som ren selskabshund. Linjer avlet til markarbejde er som regel endnu mere energiske end udstillingslinjer.

Jagt og markprøver er den mest naturlige aktivering. Den engelske setter er robust, og tæt vegetation er ingen hindring for den. Den er meget glad for vand og for at apportere, og pelsen gør, at selv koldt vand i december ikke stopper den. Uden praktisk jagt er søgeopgaver, apportering og lange ture i naturen gode alternativer.

Træning og socialisering

Racen er samarbejdsvillig og glad for at lære, og opdragelsen volder sjældent store vanskeligheder. Den store interesse for vildt er dog en reel udfordring. Med tidlig og vedholdende træning kan hunden lære at færdes frit. Vær venlig og konsekvent, og beløn rigeligt og varieret; godbidder virker godt. Hunden er ivrig efter at gøre tilpas, men kan let lade sig distrahere.

Tidlig socialisering er vigtig. I raceportrættet i DKK’s blad Hunden siger en erfaren ejer, at racen kan være en stor udfordring for en førstegangshundeejer, og en anden, at den kræver meget træning. Engelsk Setter Klub i Danmark har en mentorordning, hvor medlemmer kan få råd om lydighed, markprøver, apportering, udstilling og pleje. Mentorerne vejleder, men træner ikke hunden.

Familie og bolig

Med motionsbehovet dækket er den engelske setter en kærlig og tålmodig familiehund. Den er som regel meget god med børn og kommer godt ud af det med andre hunde. Samvær mellem hund og børn bør dog altid foregå under opsyn.

Kilderne er uenige om livet med mindre dyr. Racen beskrives som venlig over for andre kæledyr, men den har samtidig en intens jagtlyst over for fugle og vildt, og ingen af kilderne nævner katte eller smådyr direkte. Racen trives bedst hos en aktiv familie, der kan lide at færdes i naturen. Kilderne siger ikke noget direkte om livet i lejlighed eller om, hvor godt den klarer at være alene hjemme.

Pelspleje

Pelsen er rigelig og kræver jævnligt en grundig gennembørstning. De fyldige faner på bryst, ben og hale bør redes dagligt, så de ikke filtrer. Til resten af pelsen anbefales børstning og redning to til tre gange om ugen. En velplejet pels fælder ifølge DKK kun ubetydeligt, mens VCA kalder fældningen gennemsnitlig.

Hverken standarden eller den danske klub kræver professionel pleje. PDSA nævner lejlighedsvis klipning og trimning, og VCA en let klipning eller trimning en gang om måneden for at holde udseendet. Den amerikanske standard advarer mod så store faner, at de skjuler linjerne eller går ud over hundens arbejde som jagthund.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Udenlandske kilder nævner en række tilstande hos racen: hofteledsdysplasi (HD), albueledsdysplasi (AD), allergisk hudlidelse (atopi), udadvendte øjenlåg, kræft, andre hudproblemer og lavt stofskifte. Den britiske kennelklub anbefaler som minimum røntgen af hofter før avl og som bedste praksis også røntgen af albuer, en hørelsestest (BAER), hvor hele kuldet testes, og en DNA-test for den arvelige nervesygdom NCL8.

Engelsk setter er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov stiller ikke krav om røntgen for HD eller AD før avl. DKK kræver kun, at hvalpenes far har dokumenteret normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. Engelsk Setter Klub i Danmark kræver præmiering på markprøve og udstilling for at optage en han på sin hanhundeliste og skriver, at HD-status og andre sundhedsoplysninger bør oplyses, men det er ikke et krav. Racen er ikke forbudt i Danmark, og halekupering er ikke tilladt for den.

Der er ikke fundet en pålidelig opgørelse af racens levealder. Spørg opdrætteren om forældrenes HD-status og andre sundhedsundersøgelser, også selvom de ikke er et krav, og om deres resultater på markprøve. Sundhed varierer fra hund til hund, og spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.