Drentsche Patrijshond

Mere om racen

Overblik

Drentsche patrijshond er en hollandsk stående jagthund. FCI placerer den i gruppe 7, sektion 1, blandt de kontinentale stående hunde af spanieltypen, med standardnummer 224. Navnet betyder agerhønsehunden fra Drenthe, og blandt ejere kaldes den ofte bare drent eller drenten.

Racen er avlet til alsidig jagt, hvor den søger, tager stand og apporterer, men i hjemlandet var den lige så meget gårdhund som jagthund. Derhjemme er den blid, loyal og glad for familiens børn, og den melder, når der kommer fremmede. Den passer bedst til aktive mennesker, der vil give den både fysiske og mentale opgaver, og den skal opdrages konsekvent, men aldrig med hårde metoder.

Historie og oprindelse

Racen udviklede sig fra 1500-tallet af stående hunde, der kom til Holland fra Spanien via Frankrig. I Holland blev de kaldt agerhønsehunde. Mens hundene andre steder blev blandet med udenlandske racer, holdt man dem rene i den østlige del af landet, især i provinsen Drenthe.

Bønderne på heden i Drenthe brugte hunden til jagt, men også til at vogte gården, holde styr på dyrene og af og til trække en vogn. Det liv som gårdhund er en del af forklaringen på racens karakter i dag.

Den hollandske kennelklub anerkendte racen officielt den 15. maj 1943. Forinden blev 13 tæver og 7 hanner udvalgt efter jagtegenskaber og type. Hannen Nimrod regnes for racens stamfar, og standarden er skrevet ud fra hans type. Den hollandske raceklub blev stiftet den 5. juni 1948, og FCI anerkendte racen endeligt i 1960. Racen er beslægtet med kleiner münsterländer og epagneul français.

Den første drentsche patrijshond blev registreret i Danmark i 1991, og Dansk Drentsche Patrijshond Klub holdt sin første officielle generalforsamling i 1998. I Holland er der omkring 4.000 registrerede hunde.

Udseende og størrelse

Drentsche patrijshond er velproportioneret, tørt muskuløs og stærkt bygget, med kraft nok til at holde det tempo, en jagthund har brug for. Hovedet er let kileformet, næsepartiet lidt kortere end kraniet, og læberne er tynde og tætsiddende uden at hænge. Øjnene er ravfarvede, og standarden siger, at udtrykket skal vise “kindness as well as the intelligence of the hunting dog”.

Pelsen er tæt, mere glat end krøllet og har vandafvisende underuld. Den er ikke egentlig lang, men længere hår på hals og forbryst, faner på ører og ben og en busket hale får hunden til at se langhåret ud. Farven er hvid med brune aftegninger, med eller uden pletter eller stænk, og ørerne og håret omkring øjnene skal være brune. Hvide ører eller hvidt omkring øjnene diskvalificerer. Med standarden fra 2016 er orange aftegninger og trefarvet ikke længere tilladt, selv om DKK’s racebeskrivelse stadig nævner orange.

Hanner måler 58 til 63 cm og vejer 30 til 35 kg, mens tæver måler 55 til 60 cm og vejer 25 til 31 kg. En velproportioneret hund må gerne være et par centimeter højere. Racen hører dermed til de store hunde. Den er først helt udvokset, fysisk og mentalt, omkring treårsalderen.

Temperament

Standarden beskriver en blid, loyal og intelligent hund, som kan være reserveret i starten, men aldrig frygtsom. Den er pålidelig og elskværdig og hengiven over for familien. Den er nysgerrig, livlig og følsom over for stemningen i hjemmet og meget knyttet til sin ejer.

Arven fra gården ses i vagtsomheden. Når fremmede nærmer sig hus og have, advarer den med gøen, men velkomne gæster bliver hilst venligt på. Den kommer som regel godt ud af det med andre hunde. Racen er ikke aggressiv, men den har sin egen mening og står fast.

På jagt arbejder den i roligt tempo og holder tæt kontakt med jægeren. Når den søger, kører halen ofte rundt i cirkler, især når den får færten af vildt. Den tager fast stand og venter på jægeren, og hvis det trækker ud, kigger den sig tilbage efter ham. Den apporterer på land og fra vand og er god til eftersøgning af skadet vildt.

Motion og aktivering

Motionsbehovet beskrives forskelligt. DKK kalder racen kun moderat motionskrævende, selv om den sætter stor pris på at løbe frit, mens de hollandske og svenske raceklubber lægger vægt på, at det er en aktiv hund, som har brug for både fysiske og mentale udfordringer. Jagt og jagttræning er den mest naturlige aktivering. Bruges hunden ikke til jagt, kan sporarbejde, søg, trækhundesport, vandreture, lydighed eller agility give den afløb.

En hvalp skal have jævn og passende motion, mens knogler og led udvikler sig. Den hollandske raceklub foreslår 5 til 10 minutters tur pr. levemåned ad gangen og fraråder boldkast, trapper og spring for unge hunde.

Træning og socialisering

Drenten lærer let, vil gerne samarbejde og kan koncentrere sig. Ifølge standarden er jagtegenskaberne medfødte og kræver kun lidt træning. Samtidig er den ikke lydig af natur, og den hollandske raceklub skriver, at den ikke altid er let at træne. Især i puberteten afprøver den grænserne, og racen har brug for en tålmodig og konsekvent ejer, særligt i de første et til to år.

Standarden advarer mod hård træning på grund af racens blide karakter. Tvang kan gøre hunden bange eller få den til at lukke sig over for ejeren. DKK anbefaler at belønne selvstændigt arbejde og give hunden opgaver, der styrker dens selvtillid.

Hvalpen skal socialiseres godt, men uden at blive overvældet. Den danske klub opfordrer kraftigt ejere til at lade hunden prøve sig på en jagtlig prøve.

Familie og bolig

Drentsche patrijshond er en god familiehund og en ægte børneven, når den får de opgaver og den motion, den har brug for. Børn skal lære at behandle den med respekt og forstå, at den nogle gange har brug for at trække sig. Som med alle hunde bør børn og hund være sammen under opsyn.

Racen har brug for nær kontakt med sine mennesker og trives bedst med faste rammer. Den egner sig ikke til at bo alene i en hundegård. Kilderne siger intet om, hvor godt den klarer at være alene hjemme, om den kan bo i lejlighed, eller hvordan den lever med katte og smådyr.

Pelspleje

Pelsplejen er overkommelig. En grundig gennembørstning og lidt frisering en gang om ugen holder pelsen fri for snavs og filtre. Den hollandske raceklub anbefaler at tynde ørernes hår ud med et trimmeredskab med jævne mellemrum, så hunden ikke ligner en spaniel, og det kan ejeren selv gøre. Ingen kilde nævner professionel trimning eller klipning. Kilderne siger ikke, hvor meget racen fælder.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Hele racen bygger på få stamdyr, og den genetiske variation er lav. Den svenske raceklubs avlsstrategi fra 2024 oplyser, at to tilfældige hunde i gennemsnit er næsten lige så nært beslægtede som søskende. Den hollandske raceklub var derfor i 2023 ved at forberede et program med indkrydsning af andre racer.

Epilepsi regnes for racens største arvelige problem. Primær epilepsi har en arvelig baggrund, og de første anfald kommer typisk mellem et halvt og seks års alderen. Den svenske raceklub oplyser, at 10 til 15 % af hundene var ramt i 1980’erne, og at nutidens skøn ligger på 3 til 5 % eller 5 til 9 %. Der findes endnu ingen DNA-test. Arvelig nethindesvind (PRA) blev bekæmpet hårdt fra 1971 og er ikke længere et stort problem, men øjenundersøgelser fortsætter. Hofteledsdysplasi (HD) og albueledsdysplasi (AD) forekommer, og den svenske klub nævner også entropion, nedsat stofskifte, diskusprolaps, navlebrok, kryptorkisme og autoimmune sygdomme. Von Willebrands sygdom type 1, en blødersygdom, er udbredt i racen, men giver sjældent symptomer, og Dansk Drentsche Patrijshond Klub understreger, at den ikke har givet kliniske tegn hos racen. En sjælden arvelig sygdom med blodmangel og fortykket mavesæk (familiær stomatocytose med hypertrofisk gastritis) blev beskrevet i 1991 i to familier af racen.

Racen er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så loven kræver ikke HD- eller AD-røntgen før avl. Da racen vejer over 20 kg, må en tæve efter samme bekendtgørelse tidligst parres første gang, når hun er 24 måneder. Halekupering er ikke tilladt. DKK kræver fra 1. september 2026, at begge forældre har HD-status A, B eller C og AD-status 0 eller 1, at faren har dokumenteret normale testikler, og at DKK’s etiske regler er overholdt. Til Basis+ stambøger skal begge forældre desuden være præmieret mindst Very Good, øjenlyst fri for PRA og have bestået en jagtlig prøve. Ingen af de gennemgåede kilder angiver racens levealder.

Spørg opdrætteren om forældrenes HD-, AD- og øjenresultater, om epilepsi i familien og om jagtlige resultater. Sundhed varierer fra hund til hund, og spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.