Epagneul de Saint Usuge

Mere om racen

Overblik

Epagneul de Saint Usuge er en fransk stående jagthund af spanieltypen med blød, halvlang pels i brunt med hvide aftegn. Hanner måler 45 til 53 cm og tæver 41 til 49 cm. Ingen kilde angiver en vægt, så racen har ingen størrelsesklasse her.

Racen er ikke anerkendt af FCI. Den franske kennelklub SCC anerkendte den i 2003, og de nordiske kennelklubber har også anerkendt den. DKK fører den i gruppe 7 blandt racerne uden FCI-anerkendelse, og hvalpene registreres i DKK’s X-register.

Den er først og fremmest en jagthund til skovsneppe og vandfugle, men den beskrives også som en blid, føjelig og meget kærlig familiehund, der er let at opdrage. Den passer til en aktiv familie, gerne med interesse for jagt.

Historie og oprindelse

Racen kommer fra Bresse i det østlige Frankrig og er opkaldt efter landsbyen Saint-Usuge. Baron de Reculot roste allerede i 1838 i et jagtblad den lille épagneul, der kryber ind overalt og gennemsøger hvert hjørne. Navnet kendes fra en udstilling i Louhans i 1936, hvor ni hunde blev vist, og hvor den første standard blev skrevet. Dommeren mente, at hundene var den gamle franske épagneul, der var bevaret uændret i den afsides egn. Andre så den som en lille form af épagneul français. Oprindelsen er altså usikker.

Racen var næsten uddød efter Anden Verdenskrig. Abbed Robert Billard, præst i Savigny-en-Revermont og ivrig sneppejæger, fandt i 1946 tæven Poupette og i 1950 hannen Dick. Bestanden var så lille, at han måtte bruge fremmed blod. I 1962 købte han en kleiner münsterländer i Tyskland, fordi standarden fra 1936 næsten var den samme, og i 1976 brugte han en epagneul bleu de picardie. På 33 år opdrættede han omkring 250 hunde.

I 1980 overtog Serge Bey avlsbogen, og i 1990 blev raceklubben stiftet. Klubben fjernede blandt andet den tan farve, der stammede fra epagneul picard. I januar 2003 åbnede SCC den franske stambog for racen. Ifølge afhandlingen fra 2014 var klubbens næste mål anerkendelse hos FCI. Der findes hunde i flere lande, blandt andet Tyskland, Schweiz, Canada og USA.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en harmonisk og elegant hund af middel bygning, muskuløs og udholdende, med et mildt udtryk. Kroppen er rektangulær med et forhold mellem højde og længde på 9 til 10. Øjnene er runde og nøddebrune, gerne mørke, og de flade, trekantede ører har faner, der når snudespidsen. Halen når hasen, har en flot fane og bæres som en sabel. Den skal være naturlig, og en medfødt kort hale er diskvalificerende.

Pelsen er halvlang, let bølget og fyldig på kroppen, kortere på hovedet og benene og med faner på ører, hale, ben, bryst og bug. Farven er brun med hvide aftegn uden store hvide pletter. Hvalpene fødes hvide med store brune pletter og en hvid stjerne i panden, og farven kommer først frem fra omkring anden måned. Stjernen kan forsvinde, før hunden er voksen. Trefarvede hunde er diskvalificerende.

Hverken standarden, klubben eller DKK angiver en vægt. DKK’s oplysninger kalder racen både mellem og stor, men uden tal.

Temperament

Standarden beskriver en mild, føjelig, afbalanceret og kærlig hund med stor følsomhed. Den er opmærksom og lidenskabelig og må ikke være bange for vildt. Klubben kalder den kærlig, blid og føjelig af natur og en fremragende kammerat.

I en ejerundersøgelse fra 2013, som en dyrlægestuderende lavede blandt klubbens medlemmer, fremhævede ejerne især jagtevnerne, at den er let at dressere, og dens blide, rolige og hengivne væsen, særligt over for børn. Som ulemper nævnte de fleste det følsomme sind. Nogle fandt den for frygtsom og for klæbende, og nogle skrev, at den ikke tåler adskillelse eller isolation. Undersøgelsen bygger på 73 svar fra klubmedlemmer og er ikke repræsentativ for alle hunde af racen.

Motion og aktivering

Racen er en alsidig jagthund, der jager i skov, på mark og ved søer og marsk. Klubben kalder den utrættelig i marsken og frygtløs i de tætteste krat, og den er særlig god til vandfugle og skovsneppe. Den søger inden for skudhold, højst omkring 40 meter til hver side, i et roligt tempo og holder hele tiden kontakt med føreren.

SKK skriver, at racen har brug for både fysisk og psykisk stimulering hele året og ikke passer som ren selskabshund. Klubben skriver, at den hver dag skal have lange perioder, hvor den kan få afløb for sin energi. Afhandlingen om racen skriver, at den kan nøjes med ture i naturen, hvis den ikke bruges til jagt. Ingen kilde angiver et bestemt antal timer om dagen.

Træning og socialisering

Standarden kalder racen let at træne. Klubbens arbejdsstandard skriver, at dressuren er let, så længe man aldrig er hårdhændet, og at en fast stemme er nok, fordi hunden er meget følsom. SKK kalder den lærenem og føjelig. En blid, rolig og tålmodig træning passer derfor bedst.

Standarden regner et svagt temperament og frygt for skud eller vildt som diskvalificerende fejl. I Danmark har racen ingen egen specialklub, og DKK henviser til Klubben for Jagthunde uden Specialklub. DKK venter stadig på en dansk racebeskrivelse.

Familie og bolig

Racen er en god familiehund. Afhandlingen beskriver en meget trofast hund, der er knyttet til familien og kærlig med børn, og alle 73 ejere i undersøgelsen kaldte den en god familiehund. SKK skriver, at den knytter stærke bånd til familien. Alle hunde bør alligevel være under opsyn sammen med børn.

Klubben mener, at ingen jagthund egentlig er skabt til lejlighed, men at racen på grund af sin størrelse, sit væsen og sin manglende hundelugt ret let kan vænne sig til det, hvis den får motion nok. Det sværeste er ifølge klubben at få en stille og rolig hund, når ejerne er længe væk, og hunden har brug for kontakt flere gange om dagen. Alene-tid bør derfor øves gradvist. Kilderne siger ikke noget om gøen, vagtsomhed, andre hunde eller katte og smådyr.

Pelspleje

Klubben kalder plejen meget let. Hunden skal ikke bades, medmindre den har rullet sig i noget, og den har ingen mærkbar hundelugt. En god børstning en gang imellem er nok, gerne fra fem til seks måneders alderen, når pelsen er færdigudviklet. To eller tre gange om året kan man bruge omkring ti minutter på at klippe hår ved ørekanterne, bag på poterne og mellem tæerne og tynde et for fyldigt bryst ud.

SKK skriver, at pelsen er let at pleje, men skal børstes regelmæssigt for at undgå filtre. Kilderne siger ikke, hvor meget racen fælder eller savler.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Der findes kun få sundhedsoplysninger om racen. Hofteledsdysplasi (HD) er den lidelse, klubben arbejder med. Klubben kræver HD-grad C eller bedre for at optage en hund i sin bog over avlshunde egnet til jagt, og ifølge afhandlingen fjernede Serge Bey hofteledsdysplasi sammen med andre fejl i 1980’erne og 1990’erne. Ejerne i undersøgelsen nævnte meget sjældent sundhedsproblemer. Standarden regner indad- og udadrullede øjenlåg (entropion og ektropion) som diskvalificerende fejl. SKK skriver, at der er for få hunde i Sverige til at vurdere racens sundhed, og der er ikke fundet en pålidelig levealder. Den lille bestand og den hyppige brug af de samme hanner gør det vigtigt at holde indavlen nede.

DKK kræver, at faderen til et kuld har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt, men stiller ingen krav om HD-, AD- eller øjenundersøgelse. Fordi racen ikke er anerkendt af FCI, kan den ikke indgå i FCI-anerkendt avl, og hvalpene registreres i DKK’s X-register.

Racen er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl. Den er ikke blandt de fem racer, der må halekuperes, og standarden kræver en naturlig hale. Racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven.

Spørg opdrætteren om forældrenes HD-status, om jagtprøver og om indavlsgraden. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.