Blodhund

Mere om racen

Overblik

Blodhunden er en meget stor, blid og udholdende støver, kendt for sin usædvanlige lugtesans. FCI placerer den i gruppe 6, sektion 1.1, blandt de store støvere, med standardnummer 84 og Belgien som hjemland. Hanner vejer omkring 46 til 54 kg og tæver omkring 40 til 48 kg, og skulderhøjden er 58 til 72 cm.

Racen er mild og venlig over for mennesker og andre dyr, men også selvstændig og stædig. Den savler temmelig meget, har hudfolder og lange ører, der skal holdes rene, og den følger sin næse, uanset hvad ejeren har planlagt. Den passer til aktive mennesker med plads, tålmodighed og lyst til sporarbejde. Racen er ikke nogen begynderhund.

Historie og oprindelse

Ifølge FCI-standarden blev racen skabt i Ardennerne af munkene ved klosteret Saint-Hubert. Den nedstammer formentlig fra sorte og sort-og-tan flokjagthunde, som munken Hubert brugte i 600-tallet, og som efter hans helgenkåring gjorde ham til jægernes skytshelgen. Hundene var kendt for styrke og udholdenhed, især på jagt efter vildsvin.

I 1000-tallet kom hunde af typen til England med Vilhelm Erobreren. Navnet bloodhound betyder “blooded hound”, altså en hund af rent blod. The Royal Kennel Club skriver, at racen er udviklet i Storbritannien siden før år 1300, og at den i 1800-tallet blev brugt til at redde den franske Chien de St Hubert fra udryddelse.

I Danmark blev de første to stambogsregistrerede blodhunde indført i 1909 og 1910, og Dansk Blodhunde Klub blev stiftet i 1980. Racen er meget sjælden herhjemme. Hunden skrev i 2013, at der kun var omkring 40 hunde i landet, og at det seneste kuld var født i 2005, så tallene er gamle.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en stor og massiv støver, den kraftigste af alle støverne, med stærke knogler og meget substans, men uden at virke tung. Kroppen er lang og passer ind i et rektangel. Bevægelsen er imponerende, ret langsom og let rullende, men smidig og fri.

Hovedet er racens mest karakteristiske træk. Den rigelige, tynde hud danner rynker og dybe folder på pande og kinder og går over i halsens kraftige hudlap. Læberne er meget lange og slappe, og overlæberne falder ned over underlæberne. Ørerne er tynde, bløde og lavt ansat, og de rækker ud over næsetippen. Udtrykket er blidt og lidt melankolsk. Standarden advarer mod overdrivelser som dybtliggende eller små øjne, slappe øjenlåg og for meget løs hud.

Pelsen er kort, tæt, ret hård og vejrbestandig, og på hoved og ører meget kort og blød. Farverne er sort og tan, lever og tan samt ensfarvet rød. Lidt hvidt på forbryst, tæer og halespids tolereres.

Idealhøjden er 68 cm for hanner og 62 cm for tæver med en tolerance på 4 cm op eller ned. Standardens vægt er omkring 46 til 54 kg for hanner og 40 til 48 kg for tæver, og DKK nævner 40 til 54 kg. Racen hører til de meget store hunde.

Temperament

Standarden beskriver en blid, rolig, venlig og omgængelig hund, der er særlig hengiven over for sin ejer, tolerant over for andre hunde og husdyr og aldrig aggressiv. Den er lidt reserveret og stædig og lige så følsom over for ros som over for irettesættelse. Stemmen er dyb, men racen gør sjældent. DKK skriver, at den har et stort behov for social nærhed.

Selvstændigheden er stærk. Racen blev skabt til at arbejde på egen hånd i en flok, og DKK kalder den selvstændig, næsten egensindig. Racen er ikke vagtsom: den hilser gerne på fremmede, og PDSA kalder den en elendig vagthund, fordi den holder så meget af selskab.

Kilderne er uenige om jagtlysten. Standarden og DKK beskriver en hund, der er tolerant over for andre dyr, mens PDSA skriver, at den har et meget højt jagtinstinkt og ikke bør holdes sammen med mindre dyr.

Motion og aktivering

Blodhunden er udholdende og slet ikke klodset, selv om den er tung. Hunden-portrættet skriver, at den har brug for plads, motion og opgaver, hvor den kan bruge lugtesansen, og at den ikke er den dovne hund, som tegneserierne viser. PDSA anbefaler mindst to timers motion om dagen fordelt på flere ture med tid til at snuse, plus mental aktivering som duftlege.

Det naturlige sted at bruge næsen er sporarbejde. Ifølge DKK kan hunden følge et ugegammelt spor over mere end 200 km. Dansk Blodhunde Klub holder sporinger året rundt og et tredages stævne hver pinse.

Når hunden har fået færten af noget, følger den den. Den har ingen forståelse for, at biler er farlige, og kommer ikke nødvendigvis, når den kaldes. DKK siger, at den kun bør slippes løs på sikre områder. Haven skal være forsvarligt indhegnet, og PDSA skriver, at racen kan presse sig gennem forbavsende små åbninger.

Træning og socialisering

DKK anbefaler, at hvalpen socialiseres tidligt og i hele livet har tæt kontakt til mennesker, at man belønner samarbejde, og at man træner varieret, venligt og konsekvent. Hårdhed skal undgås, fordi hunden kan reagere meget negativt på den. PDSA skriver, at racen reagerer godt på positiv, belønningsbaseret træning, men kan være viljestærk og let lader sig distrahere af en interessant duft.

Hunden-portrættet beskriver en hund, der ikke er særlig interesseret i lydighed, men gerne tager imod bestikkelse, så godbidder er en farbar vej. Vil man have en fin snorgang, kræver det tålmodighed, for hunden vil hellere snuse end gå pænt ved siden af. PDSA fraråder racen til førstegangsejere, og Hunden-portrættet kalder den ikke nogen begynderhund.

Familie og bolig

DKK kalder blodhunden en udmærket selskabshund i en familie, der forstår og respekterer dens særlige karakter, men skriver også, at den ikke er nogen nem familiehund: den er meget stor, behøver plads omkring sig, kræver en del pleje og savler. PDSA skriver, at racen kan klare sig fint med børn i alle aldre, men fraråder den til familier med små børn, fordi den ved et uheld kan vælte dem. Hunden skal altid have opsyn sammen med børn.

Racen er omgængelig over for andre hunde, når den er socialiseret fra ung alder. PDSA skriver, at den ikke er kendt for separationsangst, men aldrig bør være alene i mere end fire timer, og at den skal trænes til at være alene.

Med 40 til 54 kg, et stort motionsbehov og savl er en lille lejlighed ikke det naturlige valg. DKK og Hunden-portrættet understreger behovet for plads, og PDSA kalder en sikker have et absolut must. Savlen betyder, at hund og omgivelser ofte skal tørres af med en klud, og PDSA skriver, at racen ikke er det bedste valg for ejere, der går op i et pænt hjem.

Pelspleje

Den korte pels kræver ifølge DKK kun daglig aftørring med et fugtigt vaskeskind eller en gummibørste og i fældetiden daglig børstning. PDSA nævner ugentlig børstning. Racen fælder hele året, men mindre end langhårede racer.

Pelsen er den mindste del af plejen. Hudfolderne, de løse øjenrande og de lange ører skal holdes rene og tørre for at undgå infektioner, og ørerne skal tjekkes jævnligt. Lange negle generer ifølge DKK den tunge hund. PDSA skriver, at racen har sensitiv hud, og at man bør tale med dyrlægen, før man vælger shampoo. Racen har en særlig hundelugt, som man skal vænne sig til.

Racen savler temmelig meget, skriver Hunden-portrættet, og PDSA og VCA beskriver det samme.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Blodhunden har en kort levetid. Den britiske kennelklubs sundhedsplan for racen refererer en britisk undersøgelse fra 2004, hvor medianalderen ved død var 6 år og 9 måneder ud fra 82 døde hunde. Det er ikke et statistisk interval, og tallene er små og gamle. En undersøgelse fra Association of Bloodhound Breeders i 2013 fandt en gennemsnitsalder på 8,25 år blandt 14 døde hunde.

Den hyppigste dødsårsag i 2004-undersøgelsen var mavedrejning (GDV): 28 af de 82 dødsfald, eller 34,1 procent. Kræft stod for 22 dødsfald. PDSA skriver, at et mellemrum mellem måltid og motion antages at mindske risikoen, og Hunden-portrættet anbefaler mindst to daglige måltider og ro før og efter måltiderne.

Øjenlågsfejl er en anden kendt udfordring. Både udadvendte (ektropion) og indadvendte øjenlåg (entropion) optræder i undersøgelser af racen, og PDSA nævner også hornhindesår. Standarden kræver, at øjenlågene slutter normalt om øjet, og at øjenvipperne aldrig rører det. PDSA nævner desuden hofte- og albueledsdysplasi, atopi og ørebetændelser. The Royal Kennel Club anbefaler hofte- og albuescreening til avl og øjenundersøgelse, og der findes ingen racespecifikke DNA-tests.

Blodhund er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl. DKK kræver, at hvalpenes far har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. DKK stiller ingen krav om HD-, AD- eller øjenundersøgelse. Racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven.

Spørg opdrætteren om forældrenes sundhed, øjne, hofter og albuer og om mentaliteten. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.