Dalmatiner

Mere om racen

Overblik

Dalmatineren er en hvid, muskuløs og elegant hund med runde sorte eller brune pletter. FCI placerer den i gruppe 6, sektion 3, blandt racer beslægtet med de drivende hunde, og standarden beskriver den som jagthund, selskabshund og familiehund med Kroatien som hjemland.

Racen er skabt til fart og stor udholdenhed. Udendørs er den livlig, indendørs som regel stille og magelig, og den vil helst være med i alt, hvad familien laver. To ting skiller den ud: risikoen for arvelig døvhed og et stofskifte, der gør, at alle dalmatinere udskiller meget urinsyre og kan danne urinsten. I Danmark er racen i dag ganske sjælden med kun 50 til 80 hvalpe om året ifølge Dansk Dalmatiner Klub.

Historie og oprindelse

Dalmatinerens oprindelse er usikker. Racen har navn efter den historiske provins Dalmatien ved Adriaterhavet, og FCI-standarden peger på det østlige Middelhavsområde. Hunde af typen ses på et kroatisk altermaleri fra 1600 til 1630, og kirkeoptegnelser fra 1719 og 1737 omtaler dem som Canis Dalmaticus. Thomas Pennant gav racen navnet Dalmatian i 1771, og i 1790 kaldte Thomas Bewick den “Dalmatian or Coach Dog”.

Racen blev især formet i England i 1700- og 1800-tallet. Dalmatineren løb ved siden af eller under hestevognene, vogtede heste og passagerer og sov om natten i stalden. Senere blev den brandhund ved de hestetrukne brandsprøjter i USA. Den første uofficielle standard blev skrevet af englænderen Vero Shaw i 1882, og efter at den engelske raceklub blev dannet i 1890, blev den til den første officielle standard. FCI udgav sin første standard for racen i 1955.

Dalmatineren kom formentlig til Danmark i 1800-tallet, men var en sjælden race indtil omkring 1980. Dansk Dalmatiner Klub blev stiftet samme år som specialklub under DKK. Disney-filmene om de 101 dalmatinere skabte flere bølger af efterspørgsel, og i et raceportræt i DKK’s blad Hunden fra 2005 fortalte klubbens daværende formand, at hurtig og ukritisk avl dengang gav temperamentsproblemer i nogle linjer, som siden er forsvundet.

Udseende og størrelse

Dalmatineren er kraftig og muskuløs uden at virke grov. Kroppen er en anelse længere end hunden er høj, med dyb brystkasse og kompakte kattepoter. Hovedet er uden rynker, ørerne hængende, og bevægelserne skal være elegante med godt fremskridt.

Pelsen er kort, blank, hård og tæt. Grundfarven er ren hvid med enten sorte eller brune pletter, som helst skal være runde, klart afgrænsede og omkring 2 til 3 cm i diameter, lidt mindre hos de brunplettede. Store farvede plamager, trefarvede hunde, citron- og orangefarvede pletter, blå øjne og døvhed er diskvalificerende fejl i standarden. Hvalpene fødes helt hvide, og pletterne kommer først til i løbet af de første uger.

Skulderhøjden er 56 til 62 cm for hanner og 54 til 60 cm for tæver, og hunde af fremragende type straffes ikke, hvis de er lidt større. Standarden angiver ingen vægt, men DKK opgiver 24 til 35 kg, så racen hører til de store hunde.

Temperament

Standarden beskriver et venligt temperament uden skyhed, nervøsitet eller aggressivitet. Racen er livlig, loyal og selvstændig, holder af vand og har et udpræget støverinstinkt. Den er meget signalfølsom og læser sin ejer godt, men bruger også sin kløgt til egen fordel.

Et kendt særpræg er dalmatinerens “smil” ved glade gensyn. Fremmede kan opfatte det som aggressiv tandvisning, men det er et venligt, dæmpende signal. Racen er desuden meget “talende” med grynt og andre lyde, men den gør relativt sjældent.

Når nogen kommer til døren, melder den tydeligt fra, og nogle hunde er reserverede over for fremmede, indtil de har forstået, at gæsten er velkommen. Andre kilder beskriver den dog som udadvendt og kontaktsøgende. Kilderne er også uenige om jagtlysten: nogle fraråder kaniner og marsvin i hjemmet, andre skriver, at den som regel kommer fint ud af det med husets dyr, især hvis den er vokset op med dem. Samvær med mindre dyr bør ske under opsyn.

Motion og aktivering

Dalmatineren er avlet til at løbe ved hestevogne hele dagen og er svær at køre træt, men kilderne vurderer motionsbehovet forskelligt. DKK skriver, at hunden ikke behøver megen motion, hvis den deltager i familiens afvekslende aktiviteter og får daglige gåture og mentale opgaver. PDSA anbefaler mindst to timers motion om dagen.

Hunden har brug for både fysisk og mental aktivitet hver dag og sætter pris på at løbe frit på et sikkert område. Den egner sig godt som løbemakker og trives med agility, flyball, spor- og næsearbejde, apportering og svømning. En dalmatiner, der ikke får dækket sine behov, kan blive overaktiv og ødelæggende. Den tager let på, så foderet bør tilpasses motionen.

Træning og socialisering

Racen er kvik og lærer hurtigt, men den keder sig ved gentagelser. Træningen bør derfor være varieret, kort og bygget på positiv motivation. DKK understreger, at dalmatineren ofte er stædig, og at tvang typisk har den modsatte virkning. Opdragelsen skal være fast, men aldrig hårdhændet.

Tidlig socialisering med mennesker, hunde og mange forskellige miljøer er vigtig, og en god opdrætter bruger meget tid på hvalpene i de første leveuger. Et sikkert indkald bør prioriteres, fordi en ung dalmatiner gerne løber langt omkring. Mange finder de første to år krævende, og en førstegangsejer bør være klar til at søge hjælp på et hvalpe- eller lydighedshold.

Familie og bolig

Både DKK og Dansk Dalmatiner Klub kalder dalmatineren en fremragende familiehund, og den er som regel venlig og legesyg med børn. Den er dog stor, stærk og meget energisk som ung og kan let vælte mindre børn i legen. Racen passer derfor bedst til en aktiv familie med lidt større børn, der respekterer hundens behov for ro, og samvær mellem hund og børn bør altid foregå under opsyn.

Dalmatineren har et stort behov for kontakt og er ikke en hund, der kan bo i en hundegård. Den trives dårligt med at være alene i lange perioder og kan udvikle separationsangst. PDSA anbefaler, at den aldrig er alene i mere end fire timer, og klubben skriver, at hvalpen skal vænnes gradvist til at være alene. En godt indhegnet have er en fordel, fordi hunden gerne løber sin vej.

Pelspleje

Den korte pels er nærmest selvrensende og kræver ikke trimning eller klipning. Til gengæld fælder dalmatineren jævnt året rundt, og de små, korte hvide hår sætter sig i tøj, møbler og tæpper, hvor de er meget synlige. En daglig tur med en gummihandske, en børste eller et fugtigt vaskeskind fjerner mange løse hår.

Hudproblemer og allergi forekommer, især hos unge hunde, så valg af shampoo bør drøftes med dyrlægen.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Dansk Dalmatiner Klub angiver, at en dalmatiner som regel lever 10 til 12 år. I en britisk ejerundersøgelse fra 2014 (Lewis og kolleger, 2018), som kun omfattede 52 dalmatinere, var medianalderen ved død 130 måneder, knap 11 år, og den midterste halvdel af hundene døde i alderen cirka 7 til 14 år.

Døvhed er arvelig og hænger sammen med den hvide grundfarve, og man formoder også en sammenhæng med blå øjne. Ifølge klubben fødes under 2 % af de danske dalmatinerhvalpe døve, mens knap 8 % kun hører på det ene øre. Hørelsen måles med en BAER-test hos en dyrlæge, og næsten alle danske opdrættere tester både avlshunde og hvalpe.

Alle dalmatinere er arveligt anlagt for at udskille meget urinsyre i urinen, og hos nogle danner det urinsten, som ofte skal fjernes kirurgisk. En blokering af urinvejene kræver akut dyrlægehjælp. Klubben anbefaler foder med et forholdsvis lavt indhold af puriner og protein og fraråder blandt andet indmad, okse- og svinekød, visse fisk og tyggeben af oksehud. Rigeligt vand på foderet mindsker risikoen for urinsten. Andre lidelser, der nævnes for racen, er hudallergi, epilepsi, hofteledsdysplasi og mavedrejning.

DKK stiller kun krav om testikelstatus og om, at de etiske regler for avl er overholdt. For at hvalpene kan få en Basis+ stambog, skal begge forældre desuden have HD-status A, B eller C (C kun med en A-partner), være præmieret med mindst Very Good og have en BAER-høretest registreret hos DKK. Ingen af forældrene må være døve, og en ensidigt hørende hund må kun parres med en fuldt hørende. Racen er ikke blandt dem, der efter bekendtgørelse nr. 607 af 2025 skal HD-røntgenfotograferes før avl. Klubbens hvalpeliste kræver, at mindst den ene forælder er testet fuldt hørende.

Spørg opdrætteren om forældrenes høretest og HD-resultater, og om hvalpene er høretestet. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred og foder hører hjemme hos en dyrlæge.