Petit Basset Griffon Vendéen

Mere om racen

Overblik

Petit basset griffon vendéen er en lille, ruhåret støver fra Vendée på den franske vestkyst. FCI placerer den i gruppe 6, drivende hunde, i sektionen for små støvere, og den har standardnummer 67. Navnet fortæller det meste: “petit” betyder lille, “basset” lavbenet, “griffon” en hund med ru, pjusket pels, og Vendée er egnen, den kommer fra. I USA kaldes den ofte bare PBGV.

Standarden beskriver racen med en berømt sætning: “En djævel i marken, en engel hjemme.” Den er en passioneret jæger med stærk jagtlyst og samtidig en glad, selskabelig familiehund, der passer bedst til en aktiv familie, som kan leve med dens selvstændige sind.

Historie og oprindelse

Vendée er en barsk egn med tæt, tornet vegetation, og de fire ruhårede støverracer derfra er formet af netop det terræn: grand griffon vendéen, briquet griffon vendéen, grand basset griffon vendéen og petit basset griffon vendéen. Petit er den mindste af dem. Den blev brugt til jagt på kanin og hare og af og til rådyr, og jægeren fulgte koblet til fods.

I lang tid havde petit basset samme standard som grand basset, og kun størrelsen var forskellig. Ifølge FCI-standarden gav det ikke gode resultater på jagt, fordi de små hunde var halvkrogede i benene og lige så tunge som de store. Derfor fik petit sin egen standard, så den blev en lille basset, der var harmonisk mindre i alle proportioner. Den amerikanske raceklub skriver, at de to typer blev krydset med hinanden indtil 1950’erne, og at den særskilte standard først blev håndhævet fra 1975.

FCI anerkendte racen endeligt i 1976. Den bruges stadig til jagt og som sporhund, men især i Nord- og Vesteuropa er den blevet mere og mere udbredt som selskabshund. De første hunde i USA kom i begyndelsen af 1980’erne fra blandt andet Canada, England og Danmark.

Udseende og størrelse

Petit basset griffon vendéen er en lille, aktiv og energisk støver med en let aflang krop og en hale, der bæres stolt i sabelform. Hovedet er udtryksfuldt med mørke øjne, buskede bryn, der ikke må skjule øjnene, og rigeligt overskæg. De bløde, smalle ører er dækket af langt hår, drejet indad og ansat under øjenhøjde.

Pelsen er grov og lang uden overdrivelse og må aldrig være silkeagtig eller ulden. Standarden tillader en række farver: sort med hvide aftegninger, sort med tan eller lys tan, fauve med hvide aftegninger, trefarvet med sort sadel og fauve eller lys fauve med sorte hårspidser. En helt sort eller helt hvid hund diskvalificeres.

Skulderhøjden er 34 til 38 cm for begge køn, med en tolerance på 1 cm til hver side. FCI-standarden angiver ingen vægt, men Basset Klubben skriver, at racen vejer omkring 15 kg for begge køn, så den hører til de mellemstore hunde. DKK’s racebeskrivelse angiver 14 til 18 kg.

Temperament

Standarden beskriver en passioneret og modig jagthund, der elsker krat og buskads. Af karakter er den lærevillig, men selvstændig og ivrig. Den er glad, kærlig og livlig med et udpræget jagtinstinkt. Aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres.

Racen er imødekommende over for fremmede mennesker og hunde og generelt glad for alle. Den er opmærksom og melder typisk, når det ringer på døren, men den er ikke en vagthund. Den er et flokdyr, der har brug for menneskers opmærksomhed, og en hund, der bliver overset, skal nok gøre opmærksom på sig selv.

Motion og aktivering

Petit basset griffon vendéen har brug for meget motion. En kort luftetur er ikke nok, og den amerikanske raceklub anbefaler flere gåture om dagen på mindst en halv mile, omkring 800 meter. Den vil gerne med på en løbetur, men det er lige så vigtigt, at den får brugt sin næse.

Sporarbejde passer godt til en hund, der er skabt til selv at finde vildtet og drive det gøende foran sig. Jagtinstinktet er stadig i behold, og den amerikanske raceklub fraråder at lade den gå løs, fordi en enkelt fært kan være nok til, at den forsvinder. Haven bør have et solidt hegn, gerne 1,2 til 1,8 meter højt. Nogle hunde er gode til at slippe ud, og de graver sig lige så gerne under hegnet, som de kommer over det.

Træning og socialisering

Racen er ikke svær at træne, men den er klog og har ofte sin egen dagsorden. Standarden skriver, at den helt fra ung skal vænnes til at adlyde. Den er opmærksom og samarbejdsvillig, når opdragelsen begynder tidligt og gennemføres konsekvent, venligt og vedholdende. Basset Klubben understreger, at der skal stilles krav til hunden, og at det vigtigste er konsekvens.

DKK anbefaler at lægge hovedvægten på indkald og belønne varieret og præcist, gerne med aktiviteter, hvor hunden får lov til at bruge sin næse. Den første træning bør handle om grundlæggende lydighed og gode manerer, og bagefter kan racen bruges i lydighed, rally, sporsøg, nosework og agility.

Familie og bolig

Med sine behov dækket er racen en fortrinlig selskabshund i en aktiv familie. Den er glad for familiens børn og for at lege. Samvær mellem hund og børn bør altid foregå under opsyn, især når børnene leger med legetøj eller har mad i hånden på hundens højde.

Den er selskabelig og har brug for meget kontakt, så den kan have svært ved at være alene i mange timer. En ensom eller kedet hund finder selv på underholdning. To hunde holder hinanden med selskab, og racen kommer normalt godt overens med andre hunde i hjemmet. Over for katte og smådyr peger kilderne i forskellige retninger: jagtlysten er stærk, men den amerikanske raceklub skriver også, at racen normalt kommer godt ud af det med familiens øvrige kæledyr.

Den kan bo i lejlighed, hvis ejeren er konsekvent med at give den motion hver dag.

Pelspleje

Den grove pels beskytter godt mod vejr og vind og mod rifter fra torne og krat. Basset Klubben skriver, at pelsen kræver lidt pleje: en grundig børstning en gang om ugen og trimning nogle gange om året. DKK skriver, at den skal trimmes let et par gange om året. Pelsen skal se naturlig og lidt uformel ud.

Ørerne ligger tæt ind til hovedet og kræver nogen opmærksomhed, og øregangen skal holdes fri for overskydende hår og voks. Kløerne klippes jævnligt, og det lange hår under poterne klippes forsigtigt, så der ikke samler sig filt eller fremmedlegemer mellem trædepuderne.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Racen regnes generelt for sund, og den amerikanske raceklub angiver en gennemsnitlig levetid på 12 til 14 år, ofte mere. Den vigtigste kendte arvelige sygdom er grøn stær af typen primært åbenvinklet glaukom (POAG). Trykket i øjet stiger, det gør meget ondt, og uden behandling bliver hunden blind og kan miste øjet. Sygdommen arves recessivt, og en britisk undersøgelse fra 2015 fandt den genforandring, der giver sygdommen hos racen. Den er set hos hunde fra omkring 8 måneder op til 9 år. Ifølge klubben var knap halvdelen af over 800 testede hunde verden over i 2015 bærere, og cirka hver tiende var syg. Klubben anbefaler kraftigt, at begge forældre DNA-testes før parring, og at hunden øjenlyses en gang som ung, fordi der findes andre arvelige øjensygdomme.

Racen har også en øget forekomst af epilepsi. En dansk undersøgelse af alle racens hunde registreret i DKK fra 1999 til 2008 fandt epilepsi hos 8,9 procent, mod 1 til 2 procent i hundebestanden generelt. Anfaldene begyndte i gennemsnit ved godt to års alderen, og sygdommen klumpede sig sammen i bestemte kuld, så der er formentlig en arvelig årsag. Den er endnu ikke fundet. En anden dansk undersøgelse fandt et særligt mønster på hjertets EKG, J-bølger, hos de fleste raske hunde af racen. Det regnes for en normal variation og ikke for hjertesygdom.

Petit basset griffon vendéen er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov stiller ikke krav om røntgen før avl. DKK kræver, at hvalpenes far har dokumenteret normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. Til Basis+ stambøger skal begge forældre desuden være præmieret med mindst Very Good på udstilling. DKK har ingen krav om HD, øjenundersøgelse eller DNA-test for racen, så det er op til opdrætteren. Halekupering er ikke tilladt for racen i Danmark, og racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven.

Spørg opdrætteren, om forældrene er DNA-testet for POAG og øjenlyst, og om der har været epilepsi i linjerne. Sundhed varierer fra hund til hund, og spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.