Gammel Dansk Hønsehund

Mere om racen

Overblik

Gammel Dansk Hønsehund er en dansk stående jagthund og en af de danske nationalracer. FCI placerer den i gruppe 7 blandt de kontinentale stående jagthunde, og den skal bestå en brugsprøve. Ifølge raceklubben er den den eneste stående jagthunderace fra Skandinavien. Racen er kraftigt bygget, hvid med brune aftegninger og har en kort, tæt pels.

På jagt arbejder den i et roligt tempo, søger grundigt og holder hele tiden kontakt med jægeren. Den er kendt for sin gode næse og kan bruges til både fuglejagt, apportering og eftersøgning af anskudt vildt. I hjemmet er den rolig, blid og kærlig, når den får dækket sit behov for motion og aktivering. Racen passer derfor bedst hos aktive mennesker, der kan lide at færdes i naturen, og mange ejere bruger den både som jagthund og familiehund.

Historie og oprindelse

Racens historie føres tilbage til omkring 1710. Morten Bak fra Glenstrup mellem Randers og Hobro krydsede gennem otte generationer hunde fra omrejsende tatere med lokale gårdhunde og fik en ensartet type af hvide og brunbrogede jagthunde. De blev kaldt Bakhunde og senere Gamle Danske Hønsehunde. Man antager, at både gårdhundene og taternes hunde havde islæt af støvere af Sct. Hubertus-typen og spanske pointere.

I 1800-tallet var racen i en periode Danmarks mest brugte jagthund. Senere blev den udkonkurreret af hurtigere engelske jagthunde, og i første halvdel af 1900-tallet var den tæt på at forsvinde. Familien Bansen på Ærø havde holdt fast i racen, og ud fra et lille antal hunde startede man en planlagt avl igen. Klubben blev stiftet i 1947, og i 1963 blev den optaget i Dansk Kennel Klub, samtidig med at FCI anerkendte racen. I 1980’erne steg populariteten kraftigt, blandt andet på grund af tv-hunden Balder.

Udseende og størrelse

Efter standarden er Gammel Dansk Hønsehund en mellemstor, rektangulær og kraftigt bygget hund, men med sin vægt hører den til de store racer. Forholdet mellem skulderhøjde og kropslængde er cirka 8 til 9. Et af racens kendetegn er den tydelige forskel på kønnene: hanen er kraftig og tung, mens tæven er lettere og mere livlig. Hovedet er kort og bredt med dybe læber, og løs hud på halsen danner en hagepose, som er et kendetegn for racen. Ørerne er brede og sidder lavt.

Hanner er 54 til 60 cm og tæver 50 til 56 cm i skulderhøjde. Hanner vejer 30 til 35 kg og tæver 26 til 31 kg. Pelsen er kort og tæt og føles lidt hård. Farven er hvid med brune aftegninger, enten som få store plader eller mange små brune pletter, og brun til mørkebrun foretrækkes. Hunden er først udvokset ved 2½ til 3 års alderen.

Temperament

Gammel Dansk Hønsehund er en rolig og stabil hund, der viser beslutsomhed og mod. Sky eller aggressive hunde diskvalificeres. Den er lærenem, nysgerrig og kærlig med et blødt temperament. Forskellen på arbejde og hvile er tydelig: på jagt er den ivrig og fokuseret, og derhjemme er den rolig og nem at omgås, når den er stimuleret nok.

På jagt søger den i et forholdsvis langsomt tempo, men meget grundigt, og den skaber ikke unødig uro i terrænet. Den tager stand tidligt, holder standen længe og apporterer med et blødt greb. Over for fremmede mennesker og andre hunde er den generelt venlig. Den kraftige popularitet i 1980’erne gav nogle hunde et for skarpt temperament, men det er siden rettet gennem målrettet avl.

Motion og aktivering

Gammel Dansk Hønsehund er en arbejdende jagthund, og alle kilder er enige om, at den har brug for meget motion og mental stimulering hver dag. Den skal både kunne bevæge sig frit, bruge næsen og apportere. Racen er avlet til at kunne arbejde mange timer i træk.

Jagt er den oplagte aktivitet, men raceklubben arrangerer også markprøvetræning, apporteringstræning og schweisstræning, hvor hunden følger sporet efter anskudt vildt. Hunden spilder ikke kræfter på formålsløse aktiviteter, så arbejdet skal give mening og gerne have med jagt at gøre. Den er en god svømmer, men har ikke samme lyst til vand som retrievere. Uden nok aktivering kan den blive urolig i hjemmet.

Træning og socialisering

Racen er lærevillig og glad for at samarbejde. DKK’s raceportræt anbefaler venlig, motiverende og konsekvent træning med hurtig og varieret belønning, korte gentagelser og pauser. Fordi den har et blødt temperament, kan hård opdragelse eller konflikter gøre den usikker og stædig, og den går så let i baglås. Klikkertræning og læring gennem leg fungerer godt. Opdragelsen skal være bestemt, men venlig.

Skal hunden bruges på jagt, er det en god ide at begynde allerede i hvalpealderen med kontaktøvelser, socialisering og grundtræning rettet mod jagt. Raceklubben opfordrer nye hvalpeejere til at tage hvalpen med ud i mange forskellige situationer, så den vænner sig til lyde, mennesker, køreture og andre hunde, og til at træne ofte, men i korte perioder.

Familie og bolig

Racen er blid, rolig, tålmodig og overbærende over for familiens børn. Den knytter sig meget til familien, er venlig over for andre hunde og fungerer godt sammen med katte og andre husdyr. I hjemmet er den en rigtig familiehund og en hyggehund. Som med alle hunde skal børn og hund have opsyn.

Kilderne er uenige om alene-tid. Raceklubbens redaktør siger, at den kan være alene hjemme i trygge omgivelser, mens Svenska Kennelklubben skriver, at racen ikke trives med at blive efterladt alene. Den kan bo i en lejlighed, hvis den får motion og aktivering nok, men den er en stor hund med et stort behov for at komme ud. Pelsen har ingen underuld, så holdes hunden i en hundegård, skal den have et isoleret hundehus og adgang til læ og varme.

Pelspleje

Den korte, tætte pels kræver ikke meget. Løse hår og støv kan fjernes med en gummibørste eller et fugtigt vaskeskind, og DKK’s raceportræt anbefaler at gøre det dagligt, fordi de hvide hår ellers sætter sig tydeligt på møbler og tæpper. Pelsen fældes to gange om året, og hunden bades kun efter behov.

De lange, hængende ører skal tjekkes og rengøres jævnligt, og racens kløer er meget hårde, så der er brug for en kraftig kloklipper. Pelsen beskytter ikke meget mod vejret, men hunden er robust.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Gammel Dansk Hønsehund er en forholdsvis sund race med få racespecifikke sygdomme. Hofteledsdysplasi (HD) forekommer. For at blive avlsgodkendt i raceklubben skal en hund være HD-fotograferet med hofter bedømt A, B eller C. Efter dansk lov (bekendtgørelse nr. 607 af 2025) skal en gammel dansk hønsehund undersøges for HD, før den bruges i avl. Racen er også kendt for medfødt myasteni, i Danmark kaldet muskeltræthed. Det er en arvelig, recessiv lidelse i overførslen mellem nerve og muskel, som danske forskere i 2007 fandt årsagen til i genet CHAT. Der findes en DNA-test, og ifølge Svenska Kennelklubben er sygdommen nu meget sjælden. Klubben kræver desuden DNA-test for øjensygdommen PRA, og efter klubbens reviderede avlskommissorium fra april 2026 skal mindst en af forældrene til et kuld være fri for PRA.

Standarden diskvalificerer hunde med øjenlågsfejl som ektropion og entropion og med dobbelte øjenhårsrækker. Boomet i 1980’erne gav også problemer med huden og arvelig sygdom, som siden er blevet mindsket med gentest og avl. Raceklubben regner med en gennemsnitsalder på cirka 11 år. Den enkelte hunds sundhed afhænger af arv, opdræt og levevis, og spørgsmål om helbred hører hjemme hos en dyrlæge.