Lille Schweizer Støver

Mere om racen

Overblik

Lille schweizer støver er en lavbenet støver fra Schweiz. På tysk hedder den Schweizer Niederlaufhund, og på engelsk Small Swiss Hound. FCI placerer den i gruppe 6, drivende hunde, i sektionen for små støvere, og den har standardnummer 60. Racen findes i fire farvevarianter, som hver har sit eget navn: lille berner støver, lille jura støver, lille luzerner støver og lille schwyzer støver. De bedømmes efter samme standard og hører til samme race.

Det er en venlig og omgængelig hund med en fremragende næse og en melodisk stemme, men først og fremmest er den en jagthund. Jagtlysten er så stærk, at racen næppe passer til et hjem, der kun søger en selskabshund. Den er sjælden, også i hjemlandet.

Historie og oprindelse

Omkring år 1900 indførte flere schweiziske kantoner jagt i afgrænsede revirer. De populære mellemstore schweizer støvere viste sig at være for hurtige til de mindre terræner, og deres fart og høje gøen kunne skræmme råvildtet. Man besluttede derfor at erstatte dem med mindre, lavbenede støvere. Den nye race blev avlet frem ved planlagt udvælgelse og krydsning og fik navnet Niederlaufhund, der betyder lavbenet støver.

Ifølge DKK krydsede man små individer af de store støvere med gravhund, dachsbracke og foxterrier, og til sidst med franske støvere og bassets for at bevare støvernes farver og væsen. Resultatet var en hund med lav skulderhøjde, de samme farver som de store schweizer støvere, en melodisk stemme på sporet og en meget stor lyst til at finde vildt og arbejde på schweiss. Den schweiziske klub kalder racen en formindsket udgave af schweizer laufhund.

Racens klub blev stiftet 1. juni 1905 under navnet Schweizerischer Dachsbracken-Club og hedder i dag Schweizer Niederlaufhund- und Dachsbracken-Club. FCI anerkendte racen endeligt i 1954, og den amerikanske kennelklub UKC fulgte efter i 2006. Racen bruges stadig næsten udelukkende til jagt, og de fire varianter varierer fortsat noget i type.

Udseende og størrelse

Lille schweizer støver har den typiske schweiziske støvers udseende, blot i mindre målestok. Kroppen er rektangulær, moderat lang og kraftigt bygget, og benene er tørre og robuste. Hovedet er ædelt og tørt med et venligt, opmærksomt udtryk og mørke, let ovale øjne. Ørerne er meget lange, sat lavt og hænger i smukke folder tæt ind til kinderne. De skal mindst nå ud til næsetippen. Halen er middellang og hænger, når hunden bevæger sig roligt, men bæres let opad, når den arbejder.

Racen har tre pelsvarianter. Den glatte pels er kort og tætsiddende og finere på hoved og ører. Den ruhårede pels er hård og elastisk med næsten ingen underuld og et let skæg. Stokhåret pels har meget tæt, lige dækhår og tæt underuld. Farverne giver varianterne deres navne: hvid og sort med tan aftegninger (berner), sort med tan aftegninger (jura), blåspættet med sort kappe (luzerner) og hvid med orangerød kappe (schwyzer). Alle blandinger af de fire farver er tilladt.

Hanner måler 35 til 43 cm over skulderen og tæver 33 til 40 cm, med en tolerance på 2 cm til hver side. Standarden angiver ingen vægt, og det gør den schweiziske klub heller ikke. DKK’s racebeskrivelse angiver 14 til 16 kg, og efter den vægt hører racen til de mellemstore hunde.

Temperament

Standarden beskriver en passioneret lille støver med fremragende næse, behændig, utrættelig og ivrig. Den holder sporet sikkert, jager med melodisk hals og finder og driver vildtet med stor sikkerhed, også i vanskeligt terræn. Den er også fremragende til at følge sporet efter anskudt vildt. Karakteren er venlig, ikke nervøs og aldrig aggressiv, og temperamentet går fra roligt til livligt. Aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres.

I hverdagen er hundene venlige og omgængelige. De er rolige indendørs, men livlige, udholdende og behændige ude, og de sætter stor pris på selskab og menneskelig kontakt. Ingen af kilderne beskriver racen som vagthund. Den schweiziske klub fremhæver det rolige væsen og skriver, at racen egner sig godt til at jage alene, men at vildtskarpheden kun er moderat.

Motion og aktivering

Som selvstændige drivende jagthunde har disse hunde brug for megen fysisk motion og konstant mulighed for at bruge deres højt udviklede sporsans. Sporarbejde, schweissarbejde og jagt er det, racen er avlet til, og det er den form for aktivering, der passer den bedst.

Jagtlysten sætter grænser for, hvor og hvordan hunden kan motioneres. Når den får fært af vildt, er den næsten umulig at kalde tilbage, selv med den mest konsekvente opdragelse, og den arbejder uden betænkning langt fra føreren. Løb uden snor er derfor kun sikkert i et indhegnet område.

Træning og socialisering

Hundene er følsomme og skal trænes, så det er sjovt for dem. De samarbejder gerne, og det er sjældent nødvendigt at hæve stemmen. DKK understreger, at indkaldstræning er nødvendig på grund af den store jagtlyst, og at belønningen skal være af en slags, der holder på hundens interesse.

Selv med god træning vil instinktet ofte vinde over indkaldet, når der er vildt i nærheden. Racen passer derfor bedst til en ejer, der kan leve med en hund, som skal holdes i snor eller bag hegn de fleste steder, og som kan give den opgaver for næsen.

Familie og bolig

Lille schweizer støver er venlig, omgængelig og glad for menneskelig kontakt. Ingen af kilderne siger dog noget direkte om racen sammen med børn, og DKK skriver, at hundene næppe er egnede som udelukkende selskabshunde, fordi jagtlysten er umættelig, og trangen til at følge enhver fært med kraftig og melodisk gøen er udtalt. Samvær mellem hund og børn bør altid foregå under opsyn.

Katte og smådyr som kaniner kræver forsigtighed. Racen er avlet til at finde og drive vildt, og ingen af kilderne siger, at den lever let sammen med mindre dyr.

Ingen af kilderne omtaler lejlighed eller bolig direkte. Det store motionsbehov og jagtlysten gør under alle omstændigheder en have med sikkert hegn til en fordel.

Pelspleje

Ingen af de tre pelsvarianter kræver pelspleje af betydning, og ingen af kilderne nævner trimning eller klipning. Det gælder både den korte, glatte pels, den hårde ruhårede pels med næsten ingen underuld og stokhåret med den tætte underuld.

Forskellen i underuld betyder, at varianterne kan opføre sig forskelligt, når det gælder fældning, men ingen af kilderne siger, hvor meget racen fælder.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Racen kan rammes af neuronal ceroid lipofuscinose type 7 (NCL7), en arvelig og fremadskridende sygdom i nervesystemet. En undersøgelse fra Vetsuisse-fakultetet i Bern, offentliggjort i Animal Genetics i 2024, beskrev to kuldsøskende, der fra omkring 12 måneders alderen fik tiltagende balanceproblemer og mistede kognitive evner og synet. Begge måtte aflives få måneder senere. Forskerne fandt den genvariant, der giver sygdommen, og den nedarves recessivt: en hvalp bliver kun syg, hvis den arver varianten fra begge forældre. Der findes derfor nu en DNA-test, så man kan undgå at parre to bærere. Den schweiziske klub har gjort testen obligatorisk for alle avlsdyr fra kåringen i 2025, og den skriver, at symptomerne viser sig inden for hundens første to leveår.

Standarden lægger vægt på, at kun funktionelt og klinisk sunde hunde med racetypisk bygning bruges i avl, og diskvalificerer blandt andet entropion og ektropion, altså øjenlåg, der vender ind eller ud. Der er ikke fundet videnskabelige undersøgelser af racens levetid, så vi angiver ingen forventet levealder.

Lille schweizer støver er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov stiller ikke krav om røntgen før avl. DKK kræver, at hvalpenes far har dokumenteret normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. DKK har ingen krav om HD, øjenundersøgelse eller DNA-test for racen, så det er op til opdrætteren. Halekupering er ikke tilladt for racen i Danmark, og racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven.

Racen er sjælden, og det kan tage tid at finde en hvalp. Der er ingen dansk specialklub for racen; DKK henviser til Klubben for Jagthunde uden Specialklub. Spørg opdrætteren, om forældrene er testet for NCL7, og om eventuelle sygdomme i linjerne. Sundhed varierer fra hund til hund, og spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.