Weimaraner

Mere om racen

Overblik

Weimaraner er en tysk stående jagthund, som FCI placerer i gruppe 7, sektion 1.1 blandt de kontinentale hønsehunde af braque-typen. Den er avlet som en alsidig brugshund, der skal kunne arbejde på mark, i skov og i vand, både før og efter skuddet. I praksis betyder det, at den søger efter fuglevildt og tager stand, apporterer og følger sporet efter anskudt vildt. Racen findes i en korthåret og en langhåret variant, som hos DKK registreres hver for sig, men som er samme race.

Den sølv-, rådyr- eller musegrå pels har givet racen tilnavnet “det grå spøgelse”. Den er energisk og udholdende og knytter sig meget tæt til sin familie. Den passer bedst til et aktivt hjem, hvor den får både motion, træning og opgaver til hovedet, og hvor den ikke skal være alene i lange perioder. I Danmark er racen stadig forholdsvis fåtallig, og den korthårede variant er klart den mest udbredte.

Historie og oprindelse

Der findes mange teorier om, hvor weimaraneren kommer fra, men det står fast, at hunde af typen allerede blev holdt ved hoffet i Weimar i første tredjedel af 1800-tallet. De blev brugt til jagt på storvildt som vildsvin, og på det tidspunkt havde de en stor andel blod fra de tyske ledehunde. Dansk Weimaraner Klub nævner blodhunden som en mulig forfader, men kun som én af flere teorier.

Da storvildtjagten tog af, blev hundene krydset med hønsehunde og avlet videre som stående jagthunde. Fra omkring 1890 blev racen avlet efter en plan og stambogsført, og den tyske raceklub blev stiftet i 1897. FCI-standarden fremhæver, at weimaraneren siden 1900 er blevet renavlet stort set uden indkrydsning af andre racer, især pointer, og at den derfor sandsynligvis er den ældste tyske stående jagthunderace, der er avlet rent. Den langhårede variant har optrådt enkeltvis siden omkring år 1900. FCI anerkendte racen endeligt i 1954.

De første weimaranere kom til Danmark i slutningen af 1950’erne, og Dansk Weimaraner Klub blev stiftet i 1961. Den er i dag racens specialklub under DKK.

Udseende og størrelse

Weimaraneren er en mellemstor til stor jagthund af funktionel arbejdstype: muskuløs, senet og harmonisk bygget med en lidt lang ryg, som er et racetræk. Hovedet har et langt og kraftigt næseparti, brede og ret lange ører, der er ansat højt, og runde øjne i rav fra mørk til lys. Hvalpene fødes med himmelblå øjne, som senere skifter farve.

Den korthårede pels er kort, men længere og tykkere end hos de fleste lignende racer, kraftig og meget tæt og glat tilliggende, med ingen eller meget lidt underuld. Den langhårede er blød, glat eller let bølget, omkring 3 til 5 cm lang på siderne og med faner på ører, ben og hale. Farven er sølvgrå, rådyrgrå eller musegrå i forskellige nuancer, ofte lidt lysere på hoved og ører. Kun små hvide aftegn på bryst og tæer er tilladt, og nogle hunde har en mørkere ålestribe langs ryggen.

Skulderhøjden er 59 til 70 cm for hanner og 57 til 65 cm for tæver. Standarden angiver en vægt på cirka 30 til 40 kg for hanner og 25 til 35 kg for tæver, så racen hører til de store hunde.

Temperament

Standarden beskriver weimaraneren som en alsidig, lærenem, stabil og passioneret jagthund, der er vedholdende i sit søg uden at være for livlig. Den har en bemærkelsesværdig god næse, er villig til at gribe vildt og andet bytte og arbejder gerne efter skuddet. Den er en god vagthund, men uden aggressivitet, og både aggressive og meget sky hunde diskvalificeres.

Til hverdag er racen selvsikker, temperamentsfuld, kærlig og meget loyal. Den er venlig over for mennesker, den kender, men kan være lidt forbeholden eller vagtsom over for fremmede og lidt reserveret over for andre hunde. Når nogen nærmer sig huset, gør den sig typisk bemærket med en dyb gø, men den følger sjældent op med aggression.

Jagtlysten er betydelig. Racen jager gerne det, der bevæger sig, og passer dårligt sammen med små kæledyr. Den kan leve sammen med katte, især hvis den har mødt dem som hvalp, men det er langtfra givet.

Motion og aktivering

Weimaraneren har et stort behov for motion. PDSA anbefaler mindst to timer om dagen og understreger, at det er et minimum, fordi racen ikke bliver træt let. Lange ture uden snor og løbeture passer godt til den.

Fysisk motion kan dog ikke stå alene. Næsearbejde, sporsøg, apportering og lydighed er mindst lige så vigtigt, og jagt eller jagtlig træning er den mest naturlige måde at give racen meningsfulde opgaver på. En weimaraner, der ikke får nok at lave, kan blive rastløs, overaktiv og svær at styre. Får den dækket sine behov, er den derimod rolig og afslappet indendørs.

Træning og socialisering

Racen er intelligent og lærer hurtigt, men den lærer dårlige vaner lige så hurtigt som gode. Den har brug for en venlig, tydelig og konsekvent opdragelse fra den dag, hvalpen kommer hjem, og træningen fungerer bedst i korte, tempofyldte sekvenser med skiftende belønninger. Apportering, ture i marken og spor er gode motivationskilder. Træningen bør være fast, men aldrig hård; hunden er tæt knyttet til sin fører og reagerer bedst på samarbejde og positiv motivation.

Tidlig socialisering er vigtig, så hvalpen møder mennesker i alle aldre, andre hunde og mange forskellige miljøer på en tryg måde. Et sikkert indkald bør have høj prioritet på grund af jagtlysten. DKK og Dansk Weimaraner Klub anbefaler at træne hunden i jagthundeklubberne rundt om i landet.

Racen anbefales oftest til erfarne hundeejere, og en førstegangsejer skal være klar til at bruge meget tid på træning.

Familie og bolig

I en aktiv familie kan weimaraneren være en hengiven og nærværende følgesvend, og den er som regel legesyg og blid med børn. Racen er dog stor, kraftig og livlig, og flere kilder fraråder den til familier med små børn, fordi den kan være for voldsom. Den passer bedst til en aktiv familie med lidt større børn, og samvær mellem hund og børn bør altid foregå under opsyn.

Weimaraneren trives bedst i et hus i forstaden eller på landet med en god, sikkert indhegnet have og let adgang til natur. En lejlighed i byen er sjældent et godt match.

Racen vil helst være, hvor familien er, og trives dårligt som ren kennelhund. Den kan udvikle separationsangst, hvis den efterlades alene for længe, og den amerikanske raceklub skriver, at det er en af de hyppigste grunde til, at hunde bliver omplaceret. Alenetid kan trænes op gradvist, og buretræning anbefales af samme klub, men et hjem, hvor hunden er alene hele arbejdsdagen, passer den dårligt. En kedet eller frustreret weimaraner kan gø, pibe og ødelægge ting.

Pelspleje

Begge pelsvarianter er lette at holde. Den korthårede pels har brug for en børstning om ugen for at fjerne døde hår, og den langhårede skal gennembørstes jævnligt. Racen fælder moderat og året rundt, men med jævnlig børstning og støvsugning er det til at overkomme. Pelsen bliver hurtigt ren og tør efter et bad.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

I en britisk ejerundersøgelse fra 2014 (Lewis og kolleger, 2018), som kun omfattede 74 weimaranere, var medianalderen ved død 124 måneder, altså omkring 10 år, og den midterste halvdel af hundene døde i alderen 8 til 13 år. En større britisk undersøgelse fra 2024 med over 3.000 hunde (McMillan og kolleger) fandt en medianlevealder på 12,8 år. De hyppigst nævnte dødsårsager i ejerundersøgelsen var alderdom, kræft, hjertesvigt og mavedrejning.

Mavedrejning (gastrisk dilatation og volvulus) er en livstruende tilstand, som dybbrystede racer som weimaraneren er disponeret for, og som kræver akut dyrlægehjælp. Hofteledsdysplasi (HD) forekommer også. Standarden diskvalificerer hunde med entropion og ektropion, altså ind- eller udadvendte øjenlåg.

Efter dansk lov (bekendtgørelse nr. 607 af 2025) skal en weimaraner røntgenundersøges for HD, før den bruges i avl, og hunde med HD D eller E må ikke avles på. DKK kræver, at begge forældre har HD A eller B, mens en hund med HD C kun må parres med en hund med HD A. Fra 1. januar 2027 skal begge forældre desuden være øjenundersøgt af en godkendt øjendyrlæge. Den britiske kennelklub anbefaler undersøgelse for hofte- og albueledsdysplasi og øjensygdomme. Dansk Weimaraner Klub stiller egne krav til hunde på klubbens avlslister, blandt andet HD A eller B, en udstillingspræmie og beståede jagtprøver.

Halekupering af weimaranere er tilladt i Danmark, når forældrene er stambogsført. Indgrebet skal foretages af en dyrlæge under bedøvelse, og hvalpen må højst være 4 dage gammel.

Spørg opdrætteren om forældrenes resultater. Sundhed varierer fra hund til hund, og spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.