Basset Fauve de Bretagne

Mere om racen

Overblik

Basset fauve de Bretagne er en lille, kompakt støver fra Bretagne i det nordvestlige Frankrig. FCI placerer den i gruppe 6, drivende hunde, i sektionen for små støvere, og den har standardnummer 36. “Fauve” er fransk for den rødgule farve, og “basset” betyder, at hunden er lavbenet. Racen er skabt til at jage kanin, hare, ræv, rådyr og vildsvin i tæt krat og kuperet terræn.

Bag den ru pels gemmer sig en lidenskabelig jæger med en fremragende næse, men også en social, kærlig og ligevægtig familiehund. I Danmark holdes den mest som familiehund, og den passer bedst til en ejer, der forstår og respekterer dens jagtinstinkt.

Historie og oprindelse

Bretagne har et meget kuperet landskab, som ofte er dækket af tæt krat og skåret igennem af stejle kløfter. Det er netop til de forhold, at basset fauve de Bretagne er avlet. Den er afledt af den større og mere højbenede griffon fauve de Bretagne, og de to racer deler stadig raceklub i Frankrig. Den første officielle standard udkom i 1926.

Racens historie har huller, og kilderne er ikke enige. DKK skriver, at racen var tæt på at uddø i 1800-tallet og blev reddet ved krydsning med basset griffon vendéen og røde ruhårede støvere. Et raceportræt i DKK’s blad Hunden fra 2003 placerer i stedet krisen omkring 2. verdenskrig og nævner indkrydsning af petit basset griffon vendéen, beagle og gravhund. Ifølge den amerikanske standard afviser den franske klub, at racen var ved at forsvinde under krigen. Sikkert er det, at den var meget populær i sin hjemegn i 1800-tallet og fik et nationalt ry i de sidste 30 år af 1900-tallet, blandt andet ved flere gange at vinde det franske mesterskab i jagt på kanin.

Jægerne arbejdede oprindelig med kobler på fire hunde, mens en jæger i dag ofte nøjes med en eller to. I Frankrig bruges racen også til vildsvinejagt i kobler på seks. FCI anerkendte racen endeligt i 1963. I 2003 fandtes der omkring 300 af racen i Danmark, og den bruges sjældent til jagt her.

Udseende og størrelse

Basset fauve de Bretagne er en lille, robust og kompakt hund, der er livlig og hurtig for sin størrelse. Ryggen er kort for en basset og bred, brystet dybt og bredt, og benene har god benstamme. Ørerne er fint ansat, når til næsespidsen, når de trækkes frem, og ender i en spids. Halen er middellang, let sabelformet og bæres over ryglinjen i bevægelse.

Pelsen er meget ru, hård og ret kort og må aldrig være ulden eller krøllet, og ansigtet må ikke være for busket. Farven er fauve i nuancer fra gylden hvede til teglstensrød. Enkelte sorte hår på ryg og ører tolereres, og en lille hvid stjerne på brystet forekommer, men er ikke ønsket.

Skulderhøjden er 32 til 38 cm for både hanner og tæver, og standarden tillader 2 cm over eller under for enestående hunde. FCI-standarden angiver ingen vægt, men Basset Klubben skriver, at en voksen hund vejer 12 til 15 kg, så den hører til de mellemstore hunde. DKK’s racebeskrivelse angiver lidt mere, 16 til 18 kg.

Temperament

Standarden beskriver racen som lidenskabelige jægere, der også er fremragende ledsagere: sociale, kærlige og ligevægtige. På jagt er de modige, snedige og stædige, og de tilpasser sig let alle slags terræn og vildt. Den er venlig, kvik og udadvendt, glad og livlig, og den har et ret selvstændigt temperament. Aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres.

Indenfor er den som regel ret rolig, og den følger nysgerrigt med i alt, hvad der foregår. Over for fremmede er den venlig og lader sig gerne klappe, og andre hunde møder den generelt tolerant. Jagtlysten er stærk: får den færten af noget, er den væk i et nu, men den kommer som regel selv tilbage. Den er både fysisk og psykisk robust og kan have en tendens til stædighed.

Motion og aktivering

Racen kan holde til meget, når det gælder, men fungerer fint med et moderat motionsniveau, så længe den bliver aktiveret. Basset Klubben skriver, at den ikke nødvendigvis kræver megen motion, men at den skal aktiveres. Det vigtigste er at give den opgaver, hvor den kan bruge sin fine næse.

Sporarbejde, for eksempel blodspor, passer godt til en hund, der har sporsansen i sig fra starten. Jagt og drivprøver er den mest naturlige aktivering. Har man to hunde, motionerer de ofte hinanden i leg, mens en enkelt hund har brug for mere aktivering fra ejeren. Den er adræt og bevæger sig let i vanskeligt terræn.

Træning og socialisering

Basset fauve de Bretagne er ikke svær at opdrage og accepterer hurtigt de grænser, den får. Den har dog et selvstændigt sind, og som andre drivende hunde slår den ørerne fra, når jagtlysten bliver tændt. Skal den kunne gå løs, bør indkaldstræningen begynde allerede i hvalpealderen, og den kræver tålmodighed og vedholdenhed. DKK anbefaler at skifte træningsmiljø tit og belønne rigeligt.

Racen har brug for en fast, men kærlig hånd. Hårde metoder passer dårligt til den, og den kan næsten virke fornærmet, når den ikke får lov til det, den har sat sig for. Venlig, konsekvent træning med masser af belønning giver de bedste resultater.

Familie og bolig

Med sine behov dækket er racen en dejlig familiehund. Den er børnevenlig og søger gerne børns selskab, og når det bliver for meget, går den som regel stille og roligt sin vej. Samvær mellem hund og børn bør altid foregå under opsyn. Den har brug for meget social kontakt og elsker selskab og opmærksomhed.

Kilderne er uenige om livet med mindre dyr. Den svenske raceklub skriver, at racen ofte fungerer godt med alle i familien, også en kat, mens danske kilder beskriver et udpræget jagtinstinkt over for mus, fugle og andet vildt. Kilderne siger ikke noget direkte om livet i lejlighed eller om, hvor længe den kan være alene.

Pelspleje

Den hårde, tætte pels beskytter mod vejr og krat, og plejen er overskuelig. Pelsen skal børstes eller redes grundigt igennem jævnligt, så løse hår kommer ud. DKK skriver, at pelsen skal trimmes et par gange om året, og raceportrættet i Hunden nævner to gange om året. Basset Klubben er mere afslappet og skriver, at man trimmer efter behov, hvis man ønsker det.

Standarden nævner ikke trimning, og den amerikanske standard ønsker en naturlig pels, der ikke er overdrevent plejet eller formklippet. De lange, lidt tunge ører skal altid holdes rene og fri for hår i øregangen.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Standarden kalder racen hårdfør, og den svenske raceklub og kennelklub beskriver den som en forholdsvis sund hund. Den vigtigste kendte arvelige sygdom er grøn stær af typen primært åbenvinklet glaukom (POAG). Trykket i øjet stiger langsomt, det gør ondt, og hunden bliver med tiden blind. Sygdommen arves recessivt, og en britisk undersøgelse fra 2015 fandt en mutation, der hænger tæt sammen med sygdommen hos racen. Der findes en DNA-test, som i Danmark bestilles via DKK, så resultatet registreres på Hundeweb. Den britiske kennelklub anbefaler testen, og den svenske raceklub anbefaler, at alle avlsdyr testes. Af 53 testede svenske hunde var tre bærere og én syg. Den svenske avlsstrategi nævner også enkelte tilfælde af allergi, epilepsilignende anfald og forkortet albueben (short ulna), som giver fejlstillede forben og halthed.

Kilderne giver ikke et pålideligt tal for, hvor længe racen typisk lever.

Basset fauve de Bretagne er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov stiller ikke krav om røntgen før avl. DKK kræver, at hvalpenes far har dokumenteret normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. Til Basis+ stambøger skal begge forældre desuden være præmieret med mindst Very Good på udstilling. DKK har ingen krav om HD, øjenundersøgelse eller DNA-test for racen, så det er op til opdrætteren. Halekupering er ikke tilladt for racen i Danmark.

Spørg opdrætteren, om forældrene er DNA-testet for POAG, og hvad resultatet var. Sundhed varierer fra hund til hund, og spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.