Welsh Terrier

Mere om racen

Overblik

Welsh terrier er en lille, ruhåret og kompakt terrier fra Wales. FCI placerer den i gruppe 3, sektion 1, blandt de store og mellemstore terriere, med standardnummer 78. Skulderhøjden er højst 39 cm, og vægten er 9 til 9,5 kg, så den hører til de små hunde.

Racen har en tydelig arbejdsbaggrund, men er roligere end mange af sine terrierfætre. Den er hengiven, munter og modig, glad for børn og som regel også for andre hunde, hvis den har lært dem at kende som hvalp. Jagtlysten er udpræget, og den har brug for rigelig motion og beskæftigelse. Pelsen skal trimmes tre til fire gange om året, men til gengæld fælder den ikke. Racen passer til aktive mennesker, der vil bruge tid på både træning og pelspleje.

Historie og oprindelse

Welsh terrier har sit navn efter Wales, hvor den siden 1700-tallet har været brugt til gravjagt. Standarden fortæller, at racen oprindeligt jagtede ræv, grævling og odder. DKK skriver, at den er udviklet på basis af den nu uddøde ruhårede black-and-tan terrier, og at den langt op i tiden var den foretrukne terrier til rævejagt både på de britiske øer og på det europæiske fastland.

Standarden nævner også, at welsh terrier og lakeland terrier ligner hinanden meget og måske har en fælles oprindelse, der rækker tilbage til før romernes invasion af Britannien. Det er en formodning. Den britiske kennelklub oplyser, at racen tidligt hed Welsh Black and Tan Rough Coated Terrier, og at de walisiske jægere holdt fast i den sorte og tan farve. De tilføjede senere irsk terrier og airedale terrier og endnu senere lakeland terrier for at gøre hunden mindre og mere elegant. Andre kilder nævner ikke krydsningerne, så de er usikre. DKK understreger, at racen er en selvstændig type: den er lige så lidt en miniudgave af airedale som en solidere lakeland eller en farvevariant af fox terrier.

FCI anerkendte racen endeligt den 23. oktober 1954, og Storbritannien er oprindelsesland. I dag holdes den hovedsagelig som selskabshund, men den er også god til forskellig hundesport.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en hund, der er smart, arbejdsduelig, velbalanceret og kompakt. Hovedet har en flad skal, sort næse og kraftige, rene kæber med et regelmæssigt saksebid. Øjnene er forholdsvis små og mørke, og et rundt, fuldt øje er uønsket. Ørerne er små og V-formede, sidder forholdsvis højt og bæres fremad tæt mod kinden. Ryggen er kort, lænden stærk, og poterne er små, runde og katteagtige.

Halen er velansat og bæres oprejst, men ikke for muntert. Standarden skriver, at den tidligere sædvanligvis var kuperet, og beskriver nu både en kuperet og en ukuperet hale.

Pelsen er strid, hård, meget tæt og rigelig. En enkeltlaget pels er uønsket. DKK beskriver en ru dækpels over en kort og tæt underuld, der beskytter mod al slags vejr. Farven er helst sort og tan, eller sort grizzle og tan uden sorte aftegninger på tæerne. Sort under haserne er stærkt uønsket, og alle andre farver er uacceptable.

Skulderhøjden er højst 39 cm for begge køn, og standarden angiver en vægt på 9 til 9,5 kg. DKK gengiver de samme tal.

Temperament

Standarden beskriver en hund, der er hengiven, lydig og let at styre. Den er munter og levende og sjældent sky. Den er modig og frygtløs, men afgjort ikke aggressiv, selv om den til enhver tid kan klare sig, hvis det er nødvendigt.

DKK kalder racen en typisk terrier med udpræget jagtlyst og vildtinteresse, men nok den roligste af de tre beslægtede racer, welsh, lakeland og fox terrier. Den er glad for børn, fremmede og andre hunde, hvis den er vænnet til dem fra hvalp. Mange terriers tøjlesløse jagtiver og stridbarhed over for andre hunde er mere dæmpet hos welsh terrier, som dog stadig er en meget livlig og aktiv hund. PDSA beskriver den som legesyg, venlig og af og til drilagtig og skriver, at den kan være lidt stædig.

Racen er vagtsom, men ikke voldsomt gøende. Den holder af at være tæt på sine mennesker. DKK nævner, at den har brug for nær social kontakt, men siger ikke noget om, hvor godt den klarer at være alene.

Motion og aktivering

Welsh terrier er en tilpasningsdygtig hund, der indordner sig under mange forskellige forhold, blot den får rigelig motion, meget beskæftigelse og nær kontakt med sine mennesker. PDSA angiver omkring en times motion om dagen.

Racen strejfer sjældent, men er nysgerrig nok til, at DKK anbefaler en indhegnet have. Da jagtlysten er udpræget, bør den kun slippes fri i sikre områder, og indkaldet skal trænes tidligt. Hundesport som agility passer godt til en hund, der er glad for at lære.

Træning og socialisering

Racen er samarbejdsvillig og glad for at lære. DKK anbefaler en opdragelse, der er meget venlig og positiv, men samtidig konsekvent, “ellers bliver man snøret af den lille filur”. DKK advarer mod al brug af magt og anbefaler, at man belønner samarbejde og venlig omgang med andre hunde.

PDSA understreger, at træning og socialisering er vigtige tidligt i livet, for at hunden kan vokse op til at blive selvsikker og social. Racen kan som nævnt være lidt stædig, og træningen kræver derfor en ejer, der tager den alvorligt og er tålmodig.

Familie og bolig

Racen bliver tæt knyttet til sin familie. Standarden kalder den hengiven, DKK skriver, at den er glad for børn, og PDSA, at den holder meget af børn og altid er klar til et spil, hvilket gør den til et fremragende familiedyr. DKK’s pasningsvejledning for terriere understreger, at det altid er de voksnes ansvar, at børn under 8 til 10 år aldrig er alene med en hund.

Racen kan leve sammen med andre hunde, hvis den er vænnet til dem som hvalp. Jagtlysten og vildtinteressen gør, at man skal tænke sig om, før den skal bo sammen med katte eller andre smådyr. Ingen af de gennemgåede kilder siger noget direkte om, hvordan racen klarer sig med katte.

Welsh terrier er lille og tilpasningsdygtig, og den kan trives i en bolig af næsten enhver størrelse, hvis dens behov for motion, beskæftigelse og kontakt bliver dækket udenfor hjemmet. Ingen kilde af værdi taler direkte om lejlighed. VCA kalder racen uegnet til lejlighed på grund af gøen, men det er en gammel, kommerciel tekst, og DKK beskriver racen som vagtsom frem for voldsomt gøende.

Pelspleje

Welsh terrier har en ru dækpels over kort og tæt underuld. DKK skriver, at pelsen skal trimmes tre til fire gange om året, og at den ikke må klippes, fordi det går ud over både farver og struktur. DKK’s pasningsvejledning for terriere nævner, at de ruhårede racer trimmes hos en hundefrisør. Trimning betyder, at de døde hår plukkes ud, så pelsen bevarer sin hårde struktur.

Den daglige pleje klares med karte og kam, og PDSA angiver pelspleje to til tre gange om ugen. Til gengæld fælder racen ikke, så længe den trimmes, og DKK’s vejledning siger det samme om de ruhårede terrierracer generelt. Ingen af kilderne lover noget om allergi.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

PDSA nævner tre tilstande, som racen er udsat for: glaukom (grøn stær), linseluksation (en løsrevet linse i øjet) og atopi, en allergisk hudsygdom, der giver kløe og hudskader. VCA nævner også glaukom og allergi. Den britiske kennelklub har en DNA-test for primær linseluksation (PLL) og anbefaler, at opdrættere som minimum tester for den, fordi sygdommen er en betydelig udfordring i racen. PDSA anbefaler at spørge, om forældredyrene er undersøgt efter de relevante britiske ordninger.

Welsh terrier er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl. DKK kræver, at hvalpenes far har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. DKK stiller ingen særlige krav om HD, AD eller øjenundersøgelse for racen. Til Basis+ stambøger skal begge forældre desuden være præmieret med mindst Very Good på udstilling eller være eksteriørgodkendt.

Racen er ikke blandt de fem racer, der må halekuperes, så halekupering er ikke tilladt i Danmark, selv om standarden nævner, at halen tidligere sædvanligvis var kuperet. Racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven.

Spørg opdrætteren om forældrenes sundhed og mentalitet, og om de er undersøgt for PLL og andre relevante tilstande. Sundhed varierer fra hund til hund, og spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.