Border Terrier

Mere om racen

Overblik

Border Terrier er en lille britisk brugsterrier i FCI’s gruppe 3, sektion 1. Standarden betegner den som “essentially a working terrier”, en hund, der er i stand til at følge en hest. I Danmark hører racen under Dansk Terrier Klub, hvor den har sin egen racegruppe.

Det er en venlig, selskabelig og charmerende hund, som er glad for at lege og har det herligt sammen med børn. Den er dog stadig en jagthund og passer bedst til en aktiv familie, der kan håndtere en noget selvstændig hund og har tid til selskab det meste af dagen.

Historie og oprindelse

Racen er opstået i grænselandet mellem England og Skotland, omkring Cheviot Hills og Northumberland, og har fået navn efter netop grænsen. Som den danske racegruppes avlsstrategi fra 2007 fortæller, holdt de små terriere først gårdene fri for rotter, mår og andre skadedyr. Senere fulgte de rævejagt til hest med kobler af foxhounds, og når ræven søgte skjul i en grav, en stendynge eller en hule, var det terrierens opgave at få den ud igen.

I begyndelsen havde hundene lokale navne efter de jagtselskaber eller egne, de hørte til, blandt andet Coquetdale Terrier, Reedwater Terrier og Liddesdale Terrier. Det nuværende navn fik racen omkring 1880 efter jagtselskabet Border Foxhounds. Den deler ophav med bedlington terrier og dandie dinmont terrier, og den engelske kennelklub anerkendte racen i 1920.

Den første border terrier blev registreret i Danmark i 1958, en tæve importeret fra Sverige, og i 1960 fulgte tre mere. Herhjemme skal en hund have bestået en gravprøve for at kunne blive udstillingschampion.

Udseende og størrelse

FCI-standarden er kort, og ordet moderat går igen. Hovedet skal ligne en odders, med moderat bred skalle og kort, kraftig snude. De små, V-formede ører falder fremad tæt ind til kinderne, og øjnene er mørke med et skarpt udtryk. Kroppen er dyb, smal og ret lang, og man skal kunne spænde om brystkassen bag skuldrene med begge hænder. Bagparten beskrives som “racy”, altså forholdsvis let, og halen er moderat kort og bæres muntert.

Huden skal være tyk, og pelsen hård og tæt med en tætsiddende underuld. De tilladte farver er rød, hvedefarvet, grizzle og tan samt blå og tan.

Standarden fastsætter kun vægt: 5,9 til 7,1 kg for hanner og 5,1 til 6,4 kg for tæver. Om højde står der intet. Ved danske gravprøver var gennemsnitshøjden 35,6 cm, viser racegruppens avlsstrategi fra 2007. Ifølge både den danske og den svenske raceklub vejer mange hunde i dag mere end standarden, typisk 1 til 2 kg.

Temperament

Standardens beskrivelse af temperamentet er kun tre ord: “Combining activity with gameness”, i DKK’s oversættelse energisk og jagtivrig. Energisk betyder ikke rastløs, og jagtivrig betyder ikke aggressiv over for andre hunde, for hunden skulle kunne arbejde sammen med en flok store hounds. Aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres efter standarden.

Hunden er selvstændig og kan selv finde løsninger, men er samtidig samarbejdsvillig og positiv over for nye mennesker, hunde og omgivelser. Den har stort behov for mental stimulans, men kan slappe af mellem aktiviteterne. Over for andre hunde er den mindre aggressiv end mange andre terriere. Jagtlysten er stadig stærk, og PDSA fraråder at holde den sammen med kaniner, marsvin og rotter. I den britiske sundhedsgruppes ejerundersøgelser beskrives enkelte hunde som aggressive, men gruppen påpeger, at det ikke er et racetræk.

Motion og aktivering

Border terrieren har brug for masser af afveksling, motion og meningsfyldt beskæftigelse, og uopfyldte behov kan vise sig som irriterende rastløshed. PDSA og The Royal Kennel Club anbefaler mindst en time om dagen, suppleret med leg og træning. Racegruppen er lidt mere afslappet: den kan klare sig med en beskeden mængde motion, men elsker at komme med ud i alt slags vejr.

Jagtinstinktet gør indkaldet til det svage punkt. Hunden holder god kontakt, men kan være svær at kalde ind, hvis den får færten af vildt. Gravprøver, schweisspor, lydighed og agility er oplagte aktiviteter, og det samme gælder viltspor, nosework og eftersøg på jagt.

Træning og socialisering

Opdragelsen bør begynde tidligt og gennemføres med konsekvens, men uden hårdhed, gerne i et raskt tempo med megen variation og rigelig belønning. Racen er lærenem og ivrig efter at gøre sin ejer tilfreds, men også følsom, så belønningsbaseret træning er vejen frem. Blandt terrierne regnes den for en af de lettere at træne.

Racegruppen anbefaler hvalpekursus og råder til, at det, man ikke vil tillade den voksne hund, heller ikke skal tillades hvalpen. Socialisering med mange steder, mennesker og hunde fra en tidlig alder er vigtig, så hunden bliver tryg.

Familie og bolig

Kilderne er enige om, at racen passer godt ind i en familie. En velsocialiseret border elsker at være sammen med børn i alle aldre, men kan blive overgearet i leg, så legen bør dæmpes, og hund og børn altid være under opsyn. Racen regnes for særligt egnet til familier. Er den vokset op med en kat, går det som regel, men under opsyn.

By eller land er lige godt, men en sikker have er ideel, fordi den gerne graver og er god til at slippe ud. Det største forbehold gælder alene-tid. Ifølge PDSA er racen kendt for at udvikle separationsangst, fordi den knytter sig så stærkt til sin ejer, og det er bedst, hvis der er nogen hjemme hele dagen. Den trives ikke med at være alene i lange perioder eller som ren udendørshund. Til gengæld er den ikke kendt for at larme, selv om den kan gø, hvis den er utilfreds eller vil have opmærksomhed.

Pelspleje

Den ekstremt hårde og vandtætte pels beskytter mod al slags vejr. Den skal trimmes, det vil sige, at den gamle dækpels trækkes ud med fingrene eller en trimmekniv. Hyppigheden varierer fra kilde til kilde: DKK siger tre til fire gange om året, racegruppen to til tre og Dogs NSW to gange. Det er forholdsvis let at lære selv, og klubben holder trimmekurser. Pelsen har desuden godt af børstning et par gange om ugen.

Racen fælder kun, når den trænger til at blive trimmet. Trimningen er også praktisk, så man ikke har huset fuldt af hår, men racekompendiet advarer mod moden med meget kort pels på udstilling, fordi den vejrbestandige dobbeltpels er en del af racens funktion.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Racegruppen i Dansk Terrier Klub betragter border terrieren som en overordnet sund race, hvor langt de fleste lever et langt liv uden nævneværdige sygdomme. Et VetCompass-studie af 2841 border terriere hos engelske dyrlæger fandt, at paradentose (17,6 %), overvægt (7,0 %) og ørebetændelse (6,7 %) var de hyppigste diagnoser, og pegede på en mulig disposition for tand- og nervesygdomme. Med racegruppens ord er racen “uhyggeligt madglad”, så vægten kræver opmærksomhed.

Den vigtigste racespecifikke sygdom er CECS, også kaldet Spike’s disease. Det er en anfaldslignende bevægeforstyrrelse, hvor hunden er ved fuld bevidsthed, og hvor almindelig epilepsimedicin har ringe effekt. Arvegangen kendes ikke, og der findes ingen DNA-test. I et lille studie fra 2015 med seks hunde blev alle hunde, der holdt sig strengt til glutenfri kost, bedre.

SLEM, også kaldet shaking puppy syndrome, er en arvelig nervesygdom hos hvalpe, der begynder at ryste, når de skal lære at gå. Den nedarves recessivt, og der findes en DNA-test. To bærere bør aldrig parres, men en bærer kan bruges sammen med en fri hund. The Royal Kennel Club regner testen som god praksis. Knæskalsluksation og galdeblæresygdommen mucocele forekommer også, og den britiske sundhedsgruppe følger både mucocele og Cushings syndrom. Den danske racegruppe har informationssider om CECS, SLEM og Cushings syndrom.

DKK stiller ingen sundhedskrav ud over dokumentation for, at faderen har normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. Til Basis+-stambog skal begge forældre være præmieret med mindst Very Good eller godkendt ved en eksteriørbedømmelse. Racen er ikke nævnt i de danske krav om HD- og AD-undersøgelse før avl.

I VetCompass-studiet var medianalderen ved død 12,7 år, mens racen ifølge den svenske klub ofte bliver 14 til 15 år. Spørg opdrætteren om forældrenes SLEM-status og helbred, og spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.