Lakeland Terrier

Mere om racen

Overblik

Lakeland terrieren er en lille, kvik terrier fra Lake District i det nordvestlige England. FCI placerer den i gruppe 3, sektion 1, blandt de store og mellemstore terriere, med standardnummer 70. Skulderhøjden er højst 37 cm, og en hanhund vejer omkring 7,7 kg.

Racen er humørfyldt, frygtløs og energisk, meget hengiven over for familien og glad for at lege. Samtidig er den en ægte jordhund, udviklet til selvstændigt at finde og dræbe ræve, og det præger både dens jagtlyst og dens temperament over for andre hunde. Den passer til mennesker, der kan lide en selvstændig terrier med humør, og som er klar til at få den stride pels trimmet og plejet fast hele året. Racen er sjælden: Sverige har kun omkring 200 lakelandterriere.

Historie og oprindelse

Racen stammer fra dalene i Cumberland og Westmorland i Lake District. Her brugte bønderne små, hårdføre terriere til at holde skadedyr nede, især ræve, som tog lam om foråret. Hundene skulle kunne følge jagthundene over stejle, stenede bjergsider og have mod til at drive en ræv eller grævling ud af dens skjul. Den britiske kennelklub skriver, at racens grundstamme er den nu uddøde black and tan terrier, muligvis med indslag fra blandt andet welsh, border og foxterrier og måske bedlington.

De lokale terriere blev længe kaldt efter opdrætteren eller dalen, hvor de blev født. I 1912 enedes entusiaster ved et møde i Keswick om navnet Lakeland Terrier, og i 1921 blev både en fælles standard og en forening for racen en realitet. Racen blev optaget i den engelske kennelklubs stambog i 1928, og de første certifikater blev uddelt i 1931. FCI anerkendte racen endeligt i 1954.

De første kom til Sverige i 1931, hvor de i starten blev brugt til jagt i grav. I dag er racen ikke længere jagthund, men en glad allroundhund og selskabshund.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en smart, arbejdsduelig, velafbalanceret og kompakt hund. Hovedet har en flad, fin hjerne og en bred, ikke for lang snude med kraftige kæber og sort næse, dog leverfarvet hos leverfarvede hunde. Øjnene er mørke eller hasselbrune, ørerne moderat små og V-formede og båret opmærksomt. Halen er højt ansat og bæres muntert, men ikke over ryggen. Standarden beskriver både kuperede og ukuperede haler, fordi halen tidligere var kuperet.

Pelsen er tæt, hård og vejrbestandig med god underuld. Den findes i sort og tan, blå og tan, rød, hvedefarvet, rød grizzle, leverfarvet, blå eller sort. Små hvide spidser på poter og bryst tolereres, mens mahogni og dyb tan ikke er typisk. Alle andre farver er ikke tilladt.

Skulderhøjden er højst 37 cm for begge køn. Standarden angiver en vægt på 7,7 kg for hanner og 6,8 kg for tæver, og racen er derfor lille.

Temperament

Standarden beskriver en hund med et muntert, frygtløst væsen, et skarpt udtryk og hurtige bevægelser, der er “on the tip-toe of expectation”, altså spændt af forventning. Den skal være dristig, venlig og selvsikker. Aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres.

DKK skriver, at racen er meget hengiven og venlig over for familien og glad for at lege. Over for fremmede kan den optræde en smule afventende uden at være fjendtlig. Den svenske avlsstrategi beskriver en glad, aktiv og nysgerrig hund, især livlig som ung. DKK kalder den en charmerende selskabshund for mennesker, der forstår og accepterer dens til tider let antændelige terriertemperament.

Racens oprindelse som selvstændig jordhund kan mærkes i hverdagen. DKK skriver, at jagtinstinktet stadig er fuldt til stede, og at hørelsen svigter totalt, når hunden ser en kat. Lysten til at jage smådyr kan ikke trænes bort, og PDSA anbefaler tidlig socialisering med mindre kæledyr. Over for andre hunde er den ikke altid let: DKK advarer mod at lade hunden udfordre artsfæller eller slås, og i svenske ejerundersøgelser er hundeaggression, jagtadfærd og lydfølsomhed de tre problemer, der går igen.

Motion og aktivering

Lakeland terrieren er ikke helt så motionskrævende som flere andre terrierracer, men den har brug for masser af afveksling, meningsfyldt beskæftigelse og tæt menneskelig kontakt. PDSA anbefaler omkring en times motion om dagen, og dyrlægekilder nævner lange gåture og udendørsaktivitet.

Fordi jagtinstinktet er stærkt, bør turene foregå i sikre områder eller i snor. Når hunden først har fået færten af noget, kan den være svær at kalde tilbage, så indkald skal trænes fra hvalpealderen. Den svenske avlsstrategi fremhæver, at mange lakelandterriere klarer sig godt i agility, sporarbejde, lydighed og rallylydighed, og at nogle træner nosework.

Træning og socialisering

Lakeland terrieren lærer let, men kan være en udfordring at træne, fordi den er avlet til at arbejde modigt og selvstændigt i en klippehule. Den svenske avlsstrategi kalder den en terrier, der kræver en venlig, men fast og konsekvent hånd. DKK anbefaler at opdrage den yderst konsekvent og venligt med respekt for racens selvstændighed, at begynde fra tidligste hvalpealder og at træne i korte, tempofyldte sekvenser med varierede belønninger. Dyrlægekilder skriver, at den let keder sig ved gentagelser, så korte pas og meget belønning virker bedst.

Tidlig socialisering er vigtig, både med mennesker, andre hunde og husdyr, og hunden må ikke få lov at slås med artsfæller.

Familie og bolig

Racen er hengiven over for sin familie, glad for at lege og har det godt med børn. Dyrlægekilder beskriver den som blid og kærlig over for dem, den kender, især børn, og PDSA skriver, at den med rigtig socialisering kan blive et fremragende familiedyr. DKK understreger, at det altid er de voksnes ansvar, at børn under 8 til 10 år aldrig er alene med en hund.

Jagtlysten gør, at man bør tænke sig om, før en lakeland skal bo sammen med katte, kaniner eller marsvin, og at hunde i familien skal vælges med omhu. Den har brug for tæt menneskelig kontakt og er en aktiv terrier med eget hoved.

Pelspleje

Den stride pels beskytter hunden og skubber fugt og smuds fra sig. DKK skriver, at løse hår og noget af underulden fjernes dagligt med en karte eller andet specialværktøj, og at pelsen skal trimmes i facon, ikke klippes, tre til fire gange om året. DKK’s pasningsvejledning for terriere nævner trimning hos en hundefrisør, og PDSA anbefaler at børste pelsen et par gange om ugen og få den trimmet professionelt omkring fire gange om året. Til gengæld fælder de ruhårede terrierracer stort set ikke, når de trimmes regelmæssigt.

Mange kæledyrsejere vælger at få hunden klippet hos hundefrisøren hver anden til tredje måned. Klipning blødgør dog pelsen over tid, og DKK anbefaler trimning. Ører, negle og tænder skal også passes jævnligt, og hvalpe bør vænnes til pleje fra en tidlig alder.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Et stort britisk studie fandt en medianlevealder på 14,2 år for lakeland terrier (McMillan m.fl., 2024), og racen hører til dem, der er mindst udsat for tidlig død. Den svenske avlsstrategi kalder racen sund, og forsikringsstatistik fra Agria for 2016 til 2021 viser ikke flere dyrlægeudgifter end hos gennemsnitshunden, bortset fra problemer med mave og tarm. Der er dog meget få forsikrede lakelandterriere i statistikken.

Dyrlægekilder nævner linseluksation, grå stær og Legg-Calvé-Perthes, en sygdom i hofteleddet, og VCA nævner også tandproblemer og en del hunde med degenerativ hoftesygdom. Svenske ejerundersøgelser fra 2007 og 2012 viste, at omkring 20 til 25 procent af hundene havde problemer med mave og tarm, tumorer eller tandsten, mens hudproblemer faldt fra godt 25 til omkring 8 procent. Den britiske kennelklub anbefaler øjenundersøgelse af avlsdyr, og PDSA råder til at spørge, om hvalpens forældre er undersøgt efter de britiske sundhedsordninger.

Lakeland terrier er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl. DKK kræver, at hvalpenes far har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. Til Basis+ stambøger skal begge forældre desuden være præmieret med mindst Very Good på udstilling eller være eksteriørgodkendt. Racen er ikke blandt de fem racer, der må halekuperes, så halekupering er ikke tilladt i Danmark. Racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven.

Spørg opdrætteren om forældrenes sundhed og mentalitet. Sundhed varierer fra hund til hund, og spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.