Airedale Terrier

Mere om racen

Overblik

Airedale terrieren er den største af alle terrierracerne og bliver ofte kaldt terriernes konge. Den kommer fra Yorkshire i Nordengland, og FCI placerer den i gruppe 3, sektion 1, blandt de store og mellemstore terriere, med standardnummer 7.

Racen er en muskuløs og alsidig hund med en stri, sort og tanfarvet pels. Den er udadvendt, tillidsfuld og venlig over for både familien og fremmede, men også vagtsom og modig. Blandt terrierne er den som regel den roligste, og den holder tættere kontakt med sin ejer end flere af de mindre terriere. Den passer til en aktiv familie, der vil give den motion og opgaver til hovedet, og som er klar til at få pelsen trimmet i hånden flere gange om året.

Historie og oprindelse

Racen blev udviklet i 1800-tallet i dalene omkring floderne Aire, Wharfe og Calder i Yorkshire. Arbejdere og bønder ville have en alsidig hund, der kunne holde vandrotter, rotter og oddere nede langs flodbredderne, og derfor blev den længe kaldt Waterside Terrier. Navnet fik den efter en hundeudstilling i Airedale, hvor mange af disse terriere blev vist.

Hvordan racen præcis blev skabt, blev aldrig skrevet ned. DKK skriver, at den blev udviklet fra den nu uddøde Old English Brokenhaired Terrier ved krydsning med odderhund, og at glæden ved vand stammer fra odderhunden. Dansk Terrier Klubs avlsstrategi fra 2009 kalder krydsningen med odderhunden sikker, men gengiver også en ældre teori om, at racen alene blev avlet frem fra de største af de gamle engelske ruhårede terriere.

En gruppe opdrættere enedes om navnet Airedale Terrier i 1879. Klubbens egne tekster er uenige om, hvornår den britiske kennelklub første gang registrerede racen: racebeskrivelsen siger 1876, avlsstrategien 1886. De første airedaler kom til Danmark i 1908, importeret fra Tyskland. FCI anerkendte racen endeligt i 1963.

Den gode næse har gjort racen til sporhund i Afrika, Indien og Canada, sanitets- og ordonnanshund under begge verdenskrige og politihund i blandt andet Storbritannien, Rusland og Tyskland. I dag bruges den også som hjælpehund og redningshund.

Udseende og størrelse

Airedalen er muskuløs, aktiv og ret kompakt, uden at være højbenet eller for lang i kroppen. Hovedet er langt og fladt med et knapt synligt stop, kraftige kæber og små, mørke øjne fulde af terrierudtryk. De små V-formede ører knækker fremad, og halen er højt ansat og bæres muntert. Standarden beskriver både kuperede og ukuperede haler, fordi halen tidligere var kuperet.

Pelsen er hård, tæt og trådhåret med en kortere og blødere underuld. De hårdeste pelse er sprøde eller let bølgede, mens en krøllet eller blød pels er meget uønsket. Sadlen, toppen af halsen og halens overside er sort eller gråsprængt, og resten af hunden er tanfarvet. Nogle få hvide hår mellem forbenene er tilladt.

Skulderhøjden er omkring 58 til 61 cm for hanner og 56 til 59 cm for tæver. Standarden angiver ingen vægt, men Dansk Terrier Klub regner med 20 til 25 kg for en voksen hund, så racen hører til de mellemstore. Hvalpen når sin fulde højde ved omkring syv måneder, mens vægten kommer senere.

Temperament

Standarden beskriver en hund med et skarpt udtryk og hurtige bevægelser, der er “on the tiptoe of expectation at any movement”, altså spændt af forventning ved enhver bevægelse. Den skal være udadvendt og tillidsfuld, venlig, modig og intelligent, altid årvågen, ikke aggressiv, men frygtløs. Aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres.

I hverdagen er airedalen værdig, venlig og som regel rolig, og den er klog. Den er nysgerrig og meget iagttagende, og alt nyt på dens vej bliver undersøgt grundigt.

Racen er også vagtsom og villig til at beskytte hus og hjem, hvis det bliver nødvendigt. Med sin størrelse og dybe stemme stopper den gerne den, der vil gå uindbudt ind, men i det daglige er den rolig og gør ikke meget. Over for andre hunde er den en typisk terrier. Den er ingen slagsbror, men den finder sig ikke i at blive provokeret. Den har bevaret mange af terrierens oprindelige jagtinstinkter og er fortrinlig til at jage rotter.

Motion og aktivering

Airedale terrieren er en aktiv hund, der har brug for en hel del motion og mulighed for at bevæge sig frit. Den trives med opgaver, der stimulerer den mentalt, og uden nok aktivitet kan den blive rastløs, destruktiv eller svær at håndtere. En velmotioneret airedale er til gengæld rolig og nem, både inde og ude.

Racen er alsidig. Oplært fra hvalp er den god til jagt, den elsker vand og kan apportere fuglevildt, men den er for stor til at gå i rævegrav.

En hvalp vokser hurtigt og er først udvokset ved omkring halvandet år. Dansk Terrier Klub råder til, at den lille hvalp motionerer sig selv ved leg i haven og derefter går korte ture. Fra omkring ti måneders alderen kan turene gradvist blive længere, indtil hunden kan gå virkelig langt.

Træning og socialisering

Airedalen er generelt meget positiv over for indlæring og kan lære det meste. Den arbejder gerne sammen med mennesker, men helst med opgaver, der interesserer den. Gentager man den samme øvelse for mange gange, sætter den sig og vil ikke mere. Det skyldes ikke stædighed, men at den ikke kan se meningen med at træne noget, den allerede kan. Selvstændigheden kan gøre træningen mere udfordrende, og nogle tester grænser.

DKK anbefaler at være venlig, men konsekvent, at holde et rask tempo og at variere både belønninger og træningsmiljø. Opdragelsen skal være bestemt, og kærlighed og ros virker langt bedre end skæld ud.

Hanner kan være op til tre år om at blive færdigudviklet i både krop og sind, tæver omkring to år, så tålmodighed betaler sig. Airedalen kan stadig gå sine egne veje, men den er mere lydhør end mange mindre terriere.

Familie og bolig

Airedalen er først og fremmest en familiehund. Den elsker at blande sig i alt, hvad familien laver. Den er tolerant og godmodig over for børn, og klubben fremhæver, at den elsker børn. DKK understreger, at det altid er de voksnes ansvar, at børn under 8 til 10 år aldrig er alene med en hund.

Racen trives bedst med tæt kontakt til sine mennesker. Den er en stor terrier og har brug for plads til at bevæge sig frit, men en velmotioneret airedale er rolig indendørs og gør sjældent. En have er en fordel, men airedalen graver gerne, så giv den et sted, hvor den må. Ingen af kilderne siger noget direkte om katte, men jagtlysten over for rotter og andre smådyr er værd at tænke på, før den skal bo sammen med kaniner eller marsvin.

Pelspleje

Airedalen er en trimmerace. Pelsen består af en hård, stri dækpels, der holder vind og vand ude, og en blød underuld, der holder hunden varm. Tre til fire gange om året skal pelsen trimmes, det vil sige at de døde dækhår rykkes ud i hånden. DKK’s pasningsvejledning for terriere nævner trimning hos en hundefrisør, og klubben nævner trimningen som en ekstra udgift. Klipning ødelægger både farve og struktur.

Mellem trimningerne skal hunden børstes grundigt en gang om ugen, og skægget skal friseres dagligt. Ører, negle og tænder skal også passes jævnligt. Til gengæld fælder en trimmet airedale kun ubetydeligt.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Dansk Terrier Klub beskriver racen som generelt sund og robust, hverken mere eller mindre plaget af sygdomme end andre racer. Udenlandske dyrlægekilder nævner dog en række tilstande hos airedale terrier: hofte- og albueledsdysplasi, medfødte hjertefejl, von Willebrands sygdom (en arvelig blødersygdom), nedsat stofskifte, lymfekræft, hornhindedystrofi, arvelig nethindesvind (PRA) og nethindedysplasi. Racen kan være hårdfør og vise ubehag sent, så et problem kan nå at udvikle sig, før det opdages. Den britiske kennelklub anbefaler, at avlsdyr får undersøgt hofter og albuer. Der findes ingen sikre tal for racens levetid i de gennemgåede kilder.

Airedale terrier er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl. DKK kræver, at hvalpenes far har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. Til Basis+ stambøger skal begge forældre desuden være præmieret med mindst Very Good på udstilling eller være eksteriørgodkendt. Racen er ikke blandt de fem racer, der må halekuperes, så halekupering er ikke tilladt i Danmark. Racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven.

Spørg opdrætteren om forældrenes sundhed, også selv om HD- og AD-fotografering ikke er et krav. Sundhed varierer fra hund til hund, og spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.