Tysk Jagtterrier

Mere om racen

Overblik

Tysk Jagtterrier er en tysk jagtterrier, som FCI placerer i gruppe 3, sektion 1, blandt de store og mellemstore terriere, med standardnummer 103. Racen er underlagt brugsprøve, og den er fra starten avlet med ét formål: jagt. Standarden beskriver den som en alsidig jagthund, der især egner sig til arbejde under jorden og som drivende hund.

Det er en lille, kompakt hund, som regel sort med gulrøde aftegninger, og pelsen er enten ru eller glat. Temperamentet er modigt, hårdført og arbejdsivrigt, og jagtinstinktet er meget stærkt. Racen trives bedst hos en erfaren jæger eller hundefører, der kan give den jagtligt arbejde og daglige udfordringer. Som ren selskabshund passer den dårligt.

Historie og oprindelse

Racen opstod i Tyskland efter Første Verdenskrig. En gruppe aktive jægere brød ud af den store tyske foxterrierklub, fordi de ville avle en terrier, hvor kun jagtegenskaberne talte. Målet var en sort og tan jagthund, der især kunne arbejde i grav. En zoodirektør forærede gruppen fire sort og tan terriere, der efter sigende stammede fra renavlede foxterrierlinjer, og de blev grundlaget for racen.

Gennem mange års avl og med krydsninger af den gammelengelske ruhårede terrier og welsh terrier lykkedes det at fastlægge racens udseende. Samtidig lagde opdrætterne vægt på en alsidig, lærenem og hård hund med god halsgivning, glæde ved vand og et udtalt jagtinstinkt. DKK nævner desuden, at der formodentlig blev tilsat lidt pinscher og tysk bracke, men det står ikke i standarden. Deutscher Jagdterrier-Club blev stiftet i 1926, og FCI anerkendte racen endeligt i 1954.

Ambitionen var fra begyndelsen større end en ren gravhund. Hunden skulle også kunne jage vildsvin, drive, apportere og gå på schweissspor efter anskudt vildt. I Tyskland er den i dag en af de foretrukne hunde til vildsvinejagt. I Danmark har racen været registreret i DKK siden i hvert fald begyndelsen af 1960’erne, og den har sin egen specialklub, Tysk Jagtterrier Klub.

Udseende og størrelse

Tysk Jagtterrier er en lille, kompakt og velproportioneret brugshund. Kroppen er en anelse længere, end hunden er høj, og brystomfanget er 10 til 12 cm større end skulderhøjden. Hovedet er langstrakt og let kileformet med kraftige kæber og store tænder, øjnene er små, mørke og dybtliggende med et bestemt udtryk, og ørerne er højt ansatte og V-formede. Huden er tyk og stram uden folder.

Pelsen er glat og tæt, enten hård og ru eller grov og glat, med en tæt, isolerende underuld. Farven er sort, mørkebrun eller gråsort med skarpt afgrænsede gulrøde aftegninger på øjenbryn, snude, bryst, ben og ved haleroden. Både lys og mørk maske er tilladt, og små hvide pletter på bryst og tæer tolereres.

Standarden angiver en skulderhøjde på 33 til 40 cm for både hanner og tæver. Om vægten siger den kun, at den skal passe til bygningen. Den svenske raceklub angiver en ideal arbejdsvægt på 9 til 10 kg for hanner og 7,5 til 8,5 kg for tæver. Racen hører dermed til de små hunde.

Temperament

Standarden beskriver en hund, der er “modig og hård, arbejdsvillig og udholdende, vital og temperamentsfuld, pålidelig, omgængelig og let at føre, hverken sky eller aggressiv”. Aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres. Racen er livlig, energisk, intelligent og lærenem, men også viljestærk og kompromisløs i arbejdet.

I familien er den omgængelig, og den knytter sig ofte mest til en bestemt person. Over for andre hunde kan den være noget stridbar. Kilderne er uenige om, hvordan den møder fremmede: DKK kalder den vagtsom og ret forbeholden, mens standarden kræver en omgængelig hund, og den amerikanske UKC-standard beskriver den som helt igennem venlig over for mennesker.

Jagtinstinktet er meget stærkt og rettet mod al slags vildt. Racen har en medfødt skarphed, og på jagt arbejder den selvstændigt, hurtigt og højlydt, både over og under jorden og i vand. Den er utrættelig og bevæger sig gerne langt væk fra sin fører.

Motion og aktivering

Tysk Jagtterrier er en udpræget arbejdshund. DKK skriver, at den skal bruges efter sin hensigt og ganske enkelt ikke kan fungere uden jagtlige udfordringer og et frit hundeliv med masser af motion. Den svenske raceklub tilføjer, at racen ikke er en hund for den, der kun går på jagt en gang imellem og har lidt tid til hunden.

Racen bruges til gravjagt på ræv og grævling, til vildsvinejagt, som drivende hund, til schweissarbejde efter anskudt vildt og som apportør, også fra vand. Den har en god næse og egner sig til sporarbejde og eftersøgning, og den kan også bruges i hundesport. Uanset aktiviteten har den brug for både fysisk og mental stimulering hver dag.

Træning og socialisering

Racen er intelligent og lærenem og trives med faste rammer, tydelig træning og masser af opgaver. Viljen er stærk, men den er alligevel modtagelig for dressur. Racens medfødte skarphed gør tidlig socialisering og en ubøjeligt konsekvent opdragelse nødvendig. Træningen skal samtidig være venlig, for hårde metoder provokerer kun hunden yderligere. Det hjælper at variere både belønninger og træningsmiljø.

DKK skriver, at racen kræver en del hundeerfaring, og Tysk Jagtterrier Klub, at den kræver en erfaren ejer. Den er derfor ikke en oplagt førstegangshund. Socialisering med andre hunde er vigtig, og et sikkert indkald er afgørende, fordi den gerne arbejder langt fra føreren.

Familie og bolig

Kilderne er uenige om racen som familiehund. Den svenske raceklub kalder den en fremragende familiehund, mens Tysk Jagtterrier Klub skriver, at den ikke er en typisk familiehund for alle, men et stærkt valg for den aktive jæger eller hundefører. DKK fremhæver, at den vanskeligt kan tilpasse sig et liv udelukkende som selskabshund. Ingen af kilderne omtaler børn direkte. Som altid bør små børn og hund ikke være alene sammen.

Kilderne siger intet om lejlighed eller alene-tid. Med det store motionsbehov og det meget stærke jagtinstinkt passer racen bedst til et aktivt liv med adgang til jagt og natur. Ingen kilde nævner katte eller små kæledyr, men med racens skarphed og jagtlyst bør man være meget forsigtig, hvis den skal bo sammen med mindre dyr.

Pelspleje

Pelsplejen er enkel. Den ruhårede pels skal være så strid, at den knap nok behøver trimning, og jævnlig børstning er som regel nok til at fjerne løse hår og give plads til nye. Den glathårede pels kræver ikke mere. Kilderne siger ikke, at racen skal til hundefrisør, og de siger ikke noget om, hvor meget den fælder.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Den vigtigste arvelige sygdom hos racen har længe været primær linseluksation (PLL), hvor linsen i øjet løsner sig. Det er smertefuldt og kan føre til blindhed, og hunde, der rammes, er typisk 3 til 7 år. Før DNA-testen fandtes, blev omkring 2 % af hundene ramt ifølge den svenske raceklub. Testen viser, om hunden er fri, bærer eller har dobbelt anlag. En anden arvelig sygdom er en muskelsygdom (myopati), der viser sig som muskelsvaghed, muskelsmerter og dårlig restitution efter anstrengelse. Den nedarves recessivt og kan også påvises med en DNA-test, og Tysk Jagtterrier Klub ønsker, at alle avlshunde bliver testet. Svenske forsikringsdata viser desuden flere skader og ulykker end hos gennemsnitshunden, formentlig fra jagten. Der findes ingen sikre tal for racens levetid i de gennemgåede kilder.

Tysk Jagtterrier er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl. DKK kræver, at hvalpenes far har dokumenteret normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. Hvis et medlem af DKK’s øjenpanel indberetter linseluksation hos en tysk jagtterrier, får hunden, dens forældre og dens eventuelle afkom automatisk avlsforbud. Til Basis+ stambøger skal faderen have 1. præmie på en godkendt avlsprøve og mindst sg/sg på Zuchtschau, mens moderen skal have mindst 2. præmie og g/g.

Standarden beskriver en hale, der er kuperet med omkring en tredjedel, men tillader naturlig hale, hvor kupering er forbudt. Racen er ikke blandt de fem racer, der må halekuperes i Danmark, så halekupering er ikke tilladt her. Racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven.

Spørg opdrætteren om forældrenes DNA-test for PLL og myopati og om deres resultater på avlsprøver. Sundhed varierer fra hund til hund, og spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.