Pyrenéerhund

Mere om racen

Overblik

Pyrenéerhunden, på engelsk Pyrenean Mountain Dog og i USA Great Pyrenees, er en stor fransk vogterhund fra Pyrenæerne. FCI placerer den i gruppe 2, sektion 2.2, blandt molosserne af bjergtypen, med standardnummer 137, og DKK har den i gruppe 2. Skulderhøjden er 70 til 80 cm for hanner og 65 til 75 cm for tæver, og pelsen er hvid, ofte med grå eller gullige aftegn på hoved og ører.

Racen er rolig og venlig, meget hengiven i familien og tolerant over for familiens børn. Den er samtidig selvstændig og vagtsom, gør gerne, når nogen nærmer sig, og kan være svær at have løs. Den passer bedst til en erfaren ejer med hus, hegnet have og tid til socialisering. Racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven, men dansk lov kræver røntgen af hofter og albuer, før den bruges i avl.

Historie og oprindelse

Racen har levet i Pyrenæerne siden ukendt tid. Den var kendt i middelalderen som vagthund ved slottene og nævnes af Gaston Phoebus i 1300-tallet. I 1600-tallet blev den værdsat som selskabshund, og ved Ludvig XIV’s hof nåede den sin storhedstid.

Pyrenéerhundens egentlige opgave var at vogte fåreflokke mod rovdyr og tyve på nordsiden af bjergene. Den arbejdede uafhængigt af hyrden og skulle tilpasse sig de sky får uden at skræmme dem. DKK skriver, at racen formentlig er kommet østfra og er i familie med de store, hvide kvægvogtere fra Lilleasien og Øst- og Sydeuropa. Den svenske raceklub fortæller, at hunden overlevede den franske revolution, fordi hyrderne stadig havde brug for den, og at eksporten til England og USA tog fart i slutningen af 1800-tallet.

Den første detaljerede beskrivelse af racen er fra 1897. Ti år senere kom de første raceklubber, og i 1923 registrerede klubben Réunion des Amateurs de Chiens Pyrénées den officielle standard i den franske kennelklub. FCI anerkendte racen endeligt i 1955.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en hund af stor størrelse, imponerende og kraftigt bygget, men med en vis elegance. Hovedet er ikke for stort i forhold til kroppen, øjnene er små, mandelformede og ravbrune med et blidt, drømmende blik, og de små trekantede ører hænger fladt ind til hovedet. Læberne hænger ikke ret meget og dækker kun lige underkæben. Halen er busket og bæres lavt i hvile. Når hunden er opmærksom, rejser den halen i en ring over ryggen, det man i Pyrenæerne kalder at “slå hjul”. Hver bagpote har dobbelte, veludviklede ulvekløer, og mangler de, diskvalificeres hunden.

Pelsen er rigelig, flad, ret lang og smidig, lidt stiv over skuldre og ryg og længere på halen og om halsen. Underulden er tæt. Farven er hvid eller hvid med grævlingegrå, ulvegrå, lysegule eller orange pletter på hoved, ører og halerod, og standarden foretrækker de grævlingegrå.

FCI-standarden angiver ingen vægt. Den britiske kennelklubs standard kræver mindst 50 kg for hanner og 40 kg for tæver ved mindstehøjden og siger, at højere hunde skal være tungere. DKK’s racebeskrivelse angiver 45 til 60 kg, og i en britisk undersøgelse af 267 pyrenéerhunde hos dyrlæger var den mediane voksenvægt 50,1 kg. Da de britiske tal er mindstevægte, hører racen til klassen meget stor, og dansk lov regner den også for en gigantrace.

Temperament

Racen er avlet til at vogte flokken på egen hånd, og den blev udvalgt for sin evne til at bevogte og afskrække og for sin tilknytning til flokken. Standarden fremhæver styrke og smidighed sammen med mildhed og hengivenhed over for dem, den beskytter. Hunden er venlig og som regel tålmodig med en nærmest overlegen ro og er meget hengiven i familien. Den er normalt også venlig over for fremmede, men ikke alle er lige interesserede i kontakt.

Vagtinstinktet er stadig veludviklet, og den svenske raceklub beskriver en familiehund med stærke vagtegenskaber og en stor portion selvstændighed. De ulemper, ejerne oftest nævner, er, at hunden er svær at have løs, gør meget og kan være dominerende over for hunde af samme køn. Unge hunde mellem 10 og 18 måneder kan være lidt reserverede, mens vagtinstinktet udvikler sig, men racen må aldrig være sky eller aggressiv. Standarden diskvalificerer begge dele.

Motion og aktivering

Racen har et middel motionsbehov. PDSA anbefaler omkring en times motion om dagen til en voksen hund og advarer mod at overmotionere hvalpe, mens knogler og led vokser. Unghunden har især brug for at komme ud og få nye indtryk, og en voksen hund skal også ud og opleve andet end haven. DKK skriver, at den helst opholder sig køligt, gerne udendørs.

Hunden er stor og uafhængig og kan være vanskelig at færdes med uden snor. Den bliver ikke uden videre på egen grund, hvis den ikke er hegnet ind. Den svenske raceklub anbefaler snor på gåturene og hegn om grunden.

Træning og socialisering

Standarden skriver, at hundens selvstændighed og initiativ kræver en vis autoritet hos ejeren. Racen lærer let, men foretrækker ofte selv at bestemme, og ubetinget lydig bliver den næppe. Den har stor gavn af en rolig og konsekvent opdragelse med ros og belønning. Den svenske raceklub skriver, at pyrenéerhunden gerne arbejder for sin fører til en vis grad, men keder sig ved traditionel lydighedstræning.

Tidlig socialisering er vigtig. Hunden bør tidligt vænnes til fremmede mennesker og dyr. DKK’s pasningsvejledning for hyrde- og vagthunde, der gælder hele gruppen, anbefaler vægt på samarbejde og kontakt, ingen kamp- og trækkeleg og stor opmærksomhed på, hvordan hunden reagerer på andre hunde, fra den bliver kønsmoden. Det er generelt svært at føre fremmede voksne hunde af samme køn sammen.

Familie og bolig

I familien er pyrenéerhunden hengiven og tolerant. DKK og den svenske raceklub fremhæver, at den er god med børn, og AKC’s standard beskriver en tålmodig og tolerant hund. Den er dog meget stor, og DKK’s vejledning understreger, at børn under 8 til 10 år aldrig må være alene med en hund.

Racen sætter frihed højt, og DKK skriver direkte, at den ikke egner sig til et liv i byen. Størrelsen, gøen ved enhver tilnærmelse og trangen til at patruljere sit område gør et hus med en solidt hegnet have til den rette ramme. Om at være alene hjemme findes ingen racespecifik oplysning. DKK’s vejledning skriver for hunde i almindelighed, at man ikke bør anskaffe hund, hvis den må være alene mere end 6 til 8 timer i døgnet.

Pelspleje

Den store pels kræver mindre pleje, end man skulle tro, og skal børstes en til to gange om ugen. En så stor hund slæber dog en del snavs med ind, og racen fælder i perioder meget. PDSA anbefaler en grundig gennemredning med jævne mellemrum, så pelsen ikke filtrer.

Den svenske raceklub skriver, at fugteksem er det mest almindelige hudproblem, især når hvalpepelsen fældes. En lille rift kan blive inficeret under den tætte pels, og en våd pels skal derfor have lov til at tørre helt efter et bad. Racen er ikke vurderet som allergivenlig.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Den svenske raceklub kalder pyrenéerhunden en forholdsvis sund race uden overdrivelser i bygningen. Hofteledsdysplasi (HD) forekommer, men klubben har for få røntgede hunde til at sige, hvor ofte. Klubben har set flere tilfælde af knæskalsluksation, og alvorlige tilfælde hos hvalpe har endt med aflivning. Osteochondrose er mere almindelig end albueproblemer, og knoglekræft er den hyppigste kræftform i et svensk forsikringsselskabs tal. PDSA nævner desuden døvhed, epilepsi, panosteitis og indadrullede øjenlåg (entropion). Der findes ingen anerkendt levetidsundersøgelse, så levealderen er ikke angivet.

Racen er nævnt i bilag 2 og 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver røntgenundersøgelse for HD og albueledsdysplasi (AD) før første parring, og HD-billederne må tidligst tages ved 18 måneder. Hunde med HD D eller E eller AD 2 eller 3 må ikke bruges i avl, og en hund med HD C kun med en partner med HD A. DKK kræver siden 1. juli 2025, at begge forældre har HD A eller B, eller C mod en partner med A, at faderen har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. Den britiske kennelklub anbefaler desuden screening af albuer og øjne.

Racen er ikke på listen over de 13 forbudte racer i hundelovens § 1 a, hvor flere andre vogterhunde står: kangal, de tre ovtcharka-racer, tornjak og sarplaninac. Ingen gennemgået kilde behandler pyrenéerhunden som en race tæt på en af dem. Politiet kan kræve dokumentation for en hunds race eller type, hvis der er tvivl, så en stamtavle er en fordel. Hunde må kun hale- eller ørekuperes af veterinære hensyn.

Spørg opdrætteren om forældrenes HD- og AD-resultater, om der har været knæskalsluksation i linjerne, og om forældrenes temperament. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.