Sankt Bernhardshund

Mere om racen

Overblik

Sankt Bernhardshund er en meget stor schweizisk hund, som FCI placerer i gruppe 2, sektion 2.2 blandt molosserne af bjergtypen. Racen findes i en korthåret og en langhåret variant. DKK fører dem hver for sig, men de hører under samme standard og må parres med hinanden. Navnet kommer fra hospitset i Store Sankt Bernhard-passet, hvor hundene blev berømte som redningshunde, og racen regnes i dag for Schweiz’ nationalhund.

Nu er den først og fremmest familiehund. Den er venlig, rolig og tæt knyttet til sine mennesker, men størrelsen stiller krav til plads, økonomi og tidlig opdragelse. Savl og hår i hjemmet hører med, og som andre kæmperacer har den en kort levetid. Racen er ikke særlig udbredt i Danmark, og bestanden har i en årrække været faldende.

Historie og oprindelse

Munke grundlagde i 1000-tallet et hospits på passet, 2.469 meter over havet, som tilflugtssted for rejsende. Fra midten af 1600-tallet holdt man store bjerghunde der til vagt, og de er afbildet fra 1695. Hundene blev snart brugt til at finde rejsende, der var faret vild i sne og tåge, og beretningerne om de mange reddede liv gjorde dem kendt i hele Europa i 1800-tallet. Dengang kaldte man dem barryhunde efter den legendariske Barry, der levede fra 1800 til 1814, tilskrives over 40 redninger og står udstoppet på det naturhistoriske museum i Bern.

De direkte forfædre var egnens store gårdhunde. Senere blev der tilført nyt blod, og kilderne er uenige om hvorfra: The Royal Kennel Club nævner newfoundland og bloodhound som mulige bidrag, mens DKK peger på en nu uddød langhåret walliser hyrdehund. Sådan opstod formentlig den langhårede variant. Den viste sig uegnet i bjergene, fordi is satte sig i pelsen og mellem tæerne, så en del af bestanden blev holdt tæt på den oprindelige korthårede type.

Heinrich Schumacher fra Holligen ved Bern udstedte de første stamtavler i 1867. Den schweiziske stambog blev oprettet i 1884 med en sankt bernhardshund som første indførsel, samme år blev raceklubben stiftet i Basel, og i 1887 blev racen anerkendt som schweizisk. Tønden om halsen er en romantisk forestilling fra den victorianske maler Edwin Landseer. Dansk Sankt Bernhard Klub blev stiftet i 1973.

Udseende og størrelse

Sankt bernhardshunden er imponerende med en harmonisk, kraftig og muskuløs krop og et stort, udtryksfuldt hoved. Kroppen er lidt længere end høj, i forholdet 9 til 10. Overlæberne er kraftige, men må ikke hænge for meget, og øjenlågene skal helst være naturligt stramme. Entropion og ektropion, altså ind- eller udadrullede øjenlåg, diskvalificerer.

Den korthårede variant, på tysk stockhaar, har en tæt, glat og tilliggende dækpels. Den langhårede har en lige, mellemlang dækpels med faner på forbenene og busket hale. Begge har rigelig underuld. Grundfarven er hvid med rødbrune plader eller en sammenhængende rødbrun kappe over ryg og flanker, og hvide aftegninger på bryst, poter, halespids, snudebånd, blis og nakke er påkrævet.

Hanner skal være mindst 70 og højst 90 cm, tæver mindst 65 og højst 80 cm, men hunde over maksimum straffes ikke, hvis helheden er harmonisk og bevægelserne sunde. Standarden angiver ingen vægt. Raceklubben opgiver 50 til 90 kg, og et raceportræt skrevet med klubben nævner 60 til 80 kg for tæver og 70 til 90 kg for hanner. I en stor britisk undersøgelse fra dyrlægepraksis var medianvægten 65,1 kg, den højeste blandt 29 kæmperacer.

Temperament

Racen er venlig af natur og vagtsom, med et temperament fra roligt til livligt. Aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres. Over for familien er den trofast og hengiven, og den kan være beskyttende, men den er mere beskytter end vagthund. Mange går gerne grunden rundt for at se efter, om der kommer noget udefra, og giver et solidt vuf, når der er fremmede i nærheden. Bagefter læner den sig som regel op ad gæsterne for at blive klappet, selv om nogle er lidt reserverede.

Den voksne hund ligger og sover meget og er rolig indendørs, men den er også nysgerrig og har god næse til sporarbejde. Hvalpe og unghunde kan være lige så vilde som andre hunde, og da racen modnes langsomt, kan hvalpetiden vare langt ind i andet leveår.

Motion og aktivering

Racen har ikke noget stort løbebehov, men skal motioneres regelmæssigt og fornuftigt. En voksen hund har typisk brug for en halv til en hel time om dagen fordelt på flere gåture, og mange kan klare mere. Den indretter sig gerne efter familiens tempo og nyder skovture, sporarbejde og at trække en vogn. Den tåler varme dårligt og bliver let overophedet.

Opvæksten kræver særlig omtanke. En hvalp vejer 500 til 800 gram ved fødslen, runder typisk 10 kg ved otte uger og kan derefter tage op til 2,5 kg på om ugen. Raceklubben advarer mod at overmotionere hvalpen, så leddene kan gro ordentligt sammen, og fraråder at lade den gå på trapper eller hoppe ud af bagagerummet.

Træning og socialisering

Sankt bernhardshunden er samarbejdsvillig og som regel positiv over for indlæring, men kan have et selvstændigt træk. Den skal opdrages venligt og roligt med masser af belønninger, konsekvent, men uden hårdhed og i korte sekvenser. Træningen bør begynde, så snart hvalpen er kommet hjem, for en hund på 70 kg, der trækker i snoren eller springer op ad folk, kan være farlig for både ejeren og andre.

Gang i line og rolig hilsen på gæster bør trænes tidligt og holdes ved lige gennem ungdomstiden. Den svenske raceklub opfordrer alle hvalpekøbere til at gå på hvalpekursus.

Familie og bolig

Det venlige og rolige sind gør racen til en god familiehund. Den er tålmodig over for børn, især hvis den har været vant til dem fra hvalp. Størrelsen er den største ulempe: selv en blid hund kan vælte et lille barn, når den bliver ivrig, så samvær med mindre børn kræver opsyn. Har den vokset op med andre dyr, går det som regel fint, men katte og smådyr skal introduceres med omtanke, og den kan godt sætte efter en kat i haven eller et rådyr i skoven.

Racen passer dårligt til en lejlighed og bør have et rummeligt hjem med en solidt indhegnet have, for den er god til at finde svage steder i hegnet. Den vil helst være der, hvor dens mennesker er.

Den trives dårligt med at være meget alene og kan udvikle separationsrelaterede problemer. PDSA anbefaler, at den aldrig er alene mere end fire timer på en almindelig dag, og den passer bedst i et hjem, hvor der er nogen hjemme det meste af dagen. Gøen er sjældent et problem.

Pelspleje

Begge pelsvarianter er tætte med en tyk underuld og skal børstes grundigt flere gange om ugen. Den langhårede kræver lidt mere, fordi pelsen ellers filtrer. Racen fælder meget, især forår og efterår, og når underulden skifter, er der løst hår nok til en ny hund.

Savl følger med racen, men mængden varierer meget: nogle hunde savler meget lidt, mens andre savler kraftigt, så snart der er udsigt til en godbid. De fleste ejere må jævnligt tørre savl af gulve og møbler. Hudfolder og læber bør holdes rene, ørerne tjekkes, og øjnene kan kræve ekstra opmærksomhed, hvis øjenlågene er løse.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Sankt bernhardshunden har en kort levetid. I en britisk VetCompass-undersøgelse af kæmperacer fra 2026 var medianalderen ved død 6,8 år for 64 hunde, og den svenske raceklub angav i 2013 en gennemsnitlig levetid på cirka 7 til 8 år. Mange af racens problemer hænger sammen med, at den er blevet langt større end de oprindelige hospitshunde.

Kendte lidelser er hofte- og albueledsdysplasi, osteochondrose, korsbåndsskader, mavedrejning, hjertesygdommen dilateret kardiomyopati (DCM), knoglekræft (osteosarkom), entropion og ektropion samt hud- og øreproblemer omkring læbefolderne. Den britiske kennelklub har racen i Breed Watch kategori 3 og beder dommere holde særligt øje med øjenlåg, bid- og tandfejl, usunde bevægelser og svag bagpart.

Bekendtgørelse nr. 607 af 2025 om hold af hunde nævner sankt bernhardshund som kæmperace. Den skal derfor røntgenundersøges for både HD og AD før avl, tidligst ved 18 måneder for HD, og hunde med HD D eller E eller AD 2 eller 3 må ikke bruges i avl. DKK stambogsfører kun hvalpe, hvis begge forældre har HD A eller B (C kun med en A-partner) og AD 0 eller 1, og faderen skal have normale testikler. Til Basis+-stambog skal begge forældre desuden være præmieret med mindst Very Good. Spørg opdrætteren om forældrenes resultater, og søg dyrlægen ved spørgsmål om den enkelte hunds helbred.