Dogue de Bordeaux

Mere om racen

Overblik

Dogue de Bordeaux er en meget stor og kraftig vagthund fra Frankrig. FCI placerer den i gruppe 2 blandt molosserne, i afsnittet for hunde af doggetypen, og racen har standardnummer 116. Den er ikke underlagt brugsprøve, og standarden angiver anvendelsen som vagt, forsvar og afskrækkelse.

Bag det barske udseende gemmer sig en rolig og kærlig hund, der knytter sig tæt til sin familie. Den savler en del, har et moderat motionsbehov og kræver en ejer med nogen hundeerfaring. Racen er ikke omfattet af det danske forbud mod visse hunderacer, men den er en af de racer, hvor dansk lov stiller særlige sundhedskrav før avl.

Historie og oprindelse

Dogue de Bordeaux regnes for en af de ældste franske racer. FCI-standarden kalder den formentlig en efterkommer af alanernes hunde og især den såkaldte alan vautre, som greven af Foix, Gaston Phébus, beskrev i sin jagtbog i 1300-tallet med ordene, at den “holder sit bid stærkere end tre mynder”. Ordet dogue dukkede op i slutningen af 1300-tallet.

Midt i 1800-tallet var disse gamle dogger næsten ukendte uden for Aquitaine, området omkring Bordeaux. De blev brugt til jagt på stort vildt som vildsvin, til hundekampe, til at vogte hus og kvæg og hos slagtere. DKK nævner også arbejde som kvægdriver, som hyrdehund ved fåreflokke og som vagthund på vingårdene omkring Bordeaux. Ved den første franske hundeudstilling i Paris i 1863 blev hundene vist under det navn, racen bærer i dag. Der fandtes dengang flere typer, fra Toulouse, Paris og Bordeaux, og det er bordeauxtypen, der er ophav til den nuværende race.

Racen led hårdt under de to verdenskrige og var tæt på at uddø efter 1945. Fra 1960’erne kom den igen på fode. Den første standard blev skrevet i 1896, og den nuværende bygger på arbejde fra den franske raceklub med præciseringer fra 2007. FCI anerkendte racen endeligt i 1954. I dag holdes den først og fremmest som familie- og vagthund.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en typisk kortsnudet molosser med en meget muskuløs, men harmonisk krop. Hunden er bygget tæt til jorden, og kroppen er lidt længere end skulderhøjden, i forholdet 11 til 10. Hovedet er stort, bredt og kantet med symmetriske, bevægelige rynker. Hos hannen svarer hovedets omkreds omtrent til skulderhøjden. Snuden er kort og bred og udgør højst en tredjedel og mindst en fjerdedel af hovedets længde. Underbid er et racetræk. Ørerne er forholdsvis små og hængende, og den tykke hale bæres lavt.

Standarden lægger vægt på, at typen ikke må overdrives. Huden skal være tyk og passende løs, men uden overdrevne rynker. En flad skalle, en snude kortere end en fjerdedel af hovedet og store folder omkring hovedet regnes som alvorlige fejl, og det samme gælder udpræget åndenød og hvæsende vejrtrækning.

Pelsen er fin, kort og blød. Farven er ensfarvet i alle nuancer af fawn, fra mahogni til isabella, med sort maske, brun maske eller ingen maske. Lidt hvidt på forbrystet og poterne er tilladt, mens brindle, chokoladebrun og hvidt på hoved eller krop diskvalificerer.

Skulderhøjden er 60 til 68 cm for hanner og 58 til 66 cm for tæver, med en tolerance på 1 cm under og 2 cm over. Standarden angiver kun en mindstevægt: mindst 50 kg for hanner og mindst 45 kg for tæver. Racen hører derfor til de meget store hunde. I en britisk VetCompass-undersøgelse fra 2026 var den mediane voksenvægt 51,2 kg.

Temperament

Standarden kalder racen en gammel kamphund med gode evner som vagthund. Den vogter med årvågenhed og stort mod, men uden aggressivitet. Den er en god ledsager, meget knyttet til sin ejer og meget kærlig, og den er rolig og ligevægtig med en høj tærskel for, hvad der får den op at køre. Aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres.

Hunden er samarbejdsvillig, intelligent og frygtløs. Den er nært knyttet til sin familie, men kan være reserveret over for fremmede, og det imponerende udseende gør den til en effektiv vagthund. Hanner har normalt et dominerende væsen og er som regel meget selvsikre. Over for andre hunde kan de besvare udfordringer, og DKK’s pasningsvejledning for molosserne skriver, at en del af disse racer bliver aggressive over for andre hunde efter kønsmodningen.

Motion og aktivering

Racen er ikke udpræget løbeglad, og den voksne hund er som regel rolig. Den er dog ingen sofahund. PDSA anbefaler mindst en times motion om dagen, gerne fordelt på flere ture, og derudover leg og træning. Hunden kan lide at have noget at lave, og legetøj, der skiftes ud, holder den beskæftiget. Unghunden er relativt aktiv.

Jagtlysten er behersket, og hunden holder gerne tæt kontakt med sin fører på tur. Som molosser med dyb brystkasse kan den få mavedrejning. DKK råder til ikke at fodre før tidligst en til to timer efter aktivitet og at fordele maden på mindst to måltider om dagen.

Træning og socialisering

Hunden er på én gang barsk og følsom og reagerer bedst på en venlig og konsekvent opdragelse. Hårdhed ødelægger tilliden og lukker af for viljen til at lære. Træn med gode belønninger i korte sekvenser med tempo. Den kan være viljestærk, så træningen kræver vedholdenhed, og en førstegangsejer bør søge hjælp hos en erfaren træner.

Tidlig socialisering er afgørende. DKK’s pasningsvejledning for molosserne lægger vægt på, at hunden præges på og socialiseres til andre hunde, dyr og mennesker, til den er mindst et år gammel, med fokus på samarbejde og kontakt. Efter kønsmodningen anbefaler vejledningen, at den voksne hund går i snor og kun leger frit med andre hunde under organiserede forhold. En hund, der er socialiseret tidligt, bliver selvbevidst, men ikke en slagsbror.

Familie og bolig

Dogue de Bordeaux er tæt knyttet til familien, og DKK kalder den tålmodig over for børn. PDSA anbefaler den derimod ikke til familier med små børn eller sårbare voksne, fordi en så stor og stærk hund let kan vælte eller skade nogen ved et uheld. Med den rette socialisering og træning kommer den som regel godt ud af det med større børn. Som altid skal mindre børn ikke være alene med en hund.

Racen behøver plads omkring sig og en ejer, der optræder som en venlig og konsekvent leder. Haven skal være sikkert indhegnet, for hunden kan springe overraskende højt. Den bør ikke være alene i lang tid ad gangen. DKK skriver, at racen kræver nogen hundeerfaring, og PDSA fraråder den til førstegangsejere.

Pelspleje

Den korte pels kræver kun lidt pleje. En aftørring med et fugtigt vaskeskind fjerner støv og løse hår, og en børstning en gang om ugen er rigeligt. Til gengæld skal hovedets dybe furer og folder holdes rene og tørre for at undgå hudirritation og infektioner, og ørerne skal holdes øje med. Hunden savler en del, og det skal man være forberedt på i hjemmet. Ingen kilder nævner trimning eller klipning.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Racens udseende har en sundhedsmæssig pris. Den britiske kennelklub placerer den i kategori 3 i sin Breed Watch-ordning, som omfatter racer, hvor overdrevne træk giver helbredsproblemer. For Dogue de Bordeaux gælder det de mange hudfolder, der let giver hudbetændelse, underbiddet, et til tider nervøst temperament og svage bagben. PDSA nævner desuden hofteledsdysplasi (HD) og albueledsdysplasi (AD).

Levetiden er kort. I VetCompass-undersøgelsen af kæmperacer i britisk dyrlægepraksis fra 2026 var racen den mest almindelige kæmperace med 5.156 hunde, og medianalderen ved død var 7,71 år, beregnet på 229 dødsfald i 2019. Undersøgelsen giver ikke et spænd for racen alene.

Dogue de Bordeaux er nævnt i bilag 2 og bilag 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025. Dansk lov kræver derfor, at hunden er røntgenundersøgt for både HD og AD før første parring, og som kæmperace skal HD-røntgen tages, når hunden er mindst 18 måneder. Hunde med HD-status D eller E må ikke bruges i avl, og en hund med HD C kun sammen med en partner med HD A. DKK kræver desuden, at begge forældre har HD-status A eller B, eller C hvis partneren har A, og AD-status 0 eller 1, at faderen har dokumenteret normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. Siden 1. juli 2025 får hvalpe Basis+-stambog, når begge forældre er præmieret med mindst Very Good på en udstilling.

Racen har ingen dansk specialklub. Vælg en opdrætter, der opfylder DKK’s krav, og vælg en hvalp med et trygt temperament, da nogle linjer kan være nervøse. Sundhed varierer fra hund til hund, og spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.