Landseer

Mere om racen

Overblik

Landseer, med det fulde navn Landseer (europæisk-kontinental type), er en meget stor, hvid hund med sorte aftegninger. FCI placerer den i gruppe 2, sektion 2.2, blandt molosserne af bjergtypen, med Tyskland og Schweiz som oprindelseslande. Standarden nævner brug som vagthund og følgehund, men i dag er racen først og fremmest en familiehund, der er glad for vand.

I Danmark er racen sjælden. Landseer Danmark skriver, at Dansk Hundegister i 2014 havde registreret knapt 250 landseere i alt. Racen har ingen egen specialklub, men hører under KHKG, Klubben for Hyrde-, Kvæg- og Gårdhunde.

Landseeren ligner newfoundlanderen og har fælles forfædre med den, men FCI og Dansk Kennel Klub (DKK) behandler dem som to racer.

Historie og oprindelse

Racens forfædre kom fra øen Newfoundland. For omkring to hundrede år siden tog engelske og franske fiskere hunde med hjem derfra, og de blev solgt som newfoundlændere, blandt andet i havnebyerne Poole og Bristol. Den svenske raceklubs avlsstrategi antager, at det hvide kom fra fiskernes egne hunde, formentlig i familie med nutidens pyrenæerhund. De hvid-sorte hunde blev kendt, da maleren Sir Edwin Landseer i 1837 malede en hvid og sort redningshund ved navn Paul Pry. Racen har navn efter maleren.

Den hvid-sorte hund døde ud på Newfoundland. Fra omkring 1902 arbejdede tyske og schweiziske opdrættere på at udskille de hvid-sorte hunde fra de sorte og brune, fordi de var overbeviste om, at der var tale om to forskellige racer. Under første verdenskrig var racen tæt på at forsvinde. Opdrætteren Otto Walterspiel i München samlede resterne, og i 1933 blev de første hvalpe fra hans kennel von Schartenberg indskrevet i opdrætterbogen. DKK skriver, at racen først blev anerkendt i 1960 efter årtiers stridigheder.

Newfoundland findes også i en sjælden hvid og sort variant. Hos landseeren har man avlet målrettet på farven, og ifølge DKK har det givet en lettere og mere livlig hund. Standarden beskriver benene som forholdsvis længere end hos den sorte newfoundlander, især hos hannen, og underulden som mindre tæt.

Udseende og størrelse

Landseeren skal give indtryk af en stor, kraftig og harmonisk bygget hund. Hovedet er bredt og massivt med ædelt, venligt udtryk. Næse og læber er sorte. Standarden kræver tørre læber, så stramme som muligt, og ingen savlen. Poterne er store kattepoter med kraftig svømmehud mellem tæerne.

Skulderhøjden er 72 til 80 cm hos hanner og 67 til 72 cm hos tæver, og mindre afvigelser tolereres. FCI-standarden angiver ingen vægt. Ifølge den svenske raceklubs avlsstrategi vejer hanner cirka 55 til 70 kg og tæver cirka 45 til 55 kg, mens DKK angiver 50 til 65 kg. Racen hører dermed til de meget store hunde.

Dæklaget er langt, glat og blødt at røre ved, bortset fra på hovedet, og hunden har god underuld, som dog ikke er så tæt som hos newfoundlanderen. Let bølget pels på ryg og bagpart er ikke forkert. Grundfarven er ren hvid med tydelige sorte partier på krop og kryds. Krave, forbryst, bug, ben og hale skal være hvide. Hovedet er sort med hvidt næseparti og en hvid, symmetrisk blis, som er et defineret avlsmål.

Temperament

Landseeren er kendt for et meget venligt og tillidsfuldt sind, også over for fremmede. Den svenske raceklub beskriver den som glad, social, hengiven og legesyg, med stabilt sind og stor tålmodighed. Den vil gerne gøre sin fører tilpas, men kan også være meget stædig. KHKG kalder den rolig, nervestærk og robust uden aggression over for mennesker eller hunde, og standarden diskvalificerer aggressive eller meget sky hunde.

Racen holder sig gerne tæt på sine mennesker og søger fysisk kontakt. Den er ofte mere aktiv og livlig end newfoundlanderen og har brug for meningsfulde opgaver, men den kan også slappe af og er som regel meget rolig indendørs.

Vagtinstinktet varierer meget mellem individer og linjer. Nogle hunde vil forsvare hjem og familie, andre byder gladeligt en fremmed velkommen. Racen kan derfor ikke regnes for en udpræget vagthund, men er ofte en god gårdhund. Den modner langsomt og kan have en udtrukket og anstrengende slyngelalder.

Motion og aktivering

Landseeren er ikke voldsomt motionskrævende. Et par daglige gåture og noget leg eller aktivitet i haven dækker ifølge Hunden grundbehovet. Derudover vil racen gerne bruges. Vandarbejde, svømning, apportering, vognkørsel og lydighed passer godt til den. De fleste har en stor kærlighed til vand, og DKK nævner, at den sætter pris på en rask spadseretur.

Fordi racen er stor og modner langsomt, bør en hvalp ifølge den svenske raceklub have lov til at udvikle sig i ro uden stress, krav og hård træning.

Træning og socialisering

DKK skriver, at racen i reglen er lærenem og samarbejdsvillig, så opdragelsen ikke kræver nogen særlig erfaring. Træn med venlig konsekvens, beløn rigeligt og varier øvelserne. Landseeren er sensitiv. Ifølge en dansk opdrætter, som Hunden citerer, bliver den meget ked af skældud og vender så ryggen til, mens positiv forstærkning kan få den til næsten hvad som helst.

Den svenske raceklub skriver, at hundens stædighed og størrelse i kombination med dens bløde sind gør, at balanceret træning med venlighed, bestemthed og konsekvens er vejen til en god grundlydighed.

Familie og bolig

DKK skriver, at den er altid oplagt til at lege, især med børn, som den behandler blidt og nænsomt. KHKG kalder den meget børnevenlig og legesyg. Den svenske raceklub tilføjer, at mange individer ikke er opmærksomme på deres størrelse, så samvær med små børn kræver opsyn. Racen går ifølge Hunden også godt sammen med andre hunde og dyr, men nogle individer har jagtinteresse.

DKK skriver, at racen har brug for plads omkring sig og gerne opholder sig udendørs, og en lejlighed passer den derfor dårligt. Den trives bedst med meget selskab og vil helst ikke være alene i længere tid ad gangen. Ifølge den svenske raceklub klarer den ofte at være alene hjemme udmærket, men meget alenetid er ikke ideelt.

Pelspleje

Pelsen er lang, men ikke så krævende som newfoundlanderens. DKK skriver, at en grundig ugentlig gennembørstning er nok, og den svenske raceklub, at racen ikke er en trimmerace. Plejen består ud over børstning af at klippe pelsen på poterne og eventuelt plukke overskydende hår på ørerne.

Landseeren fælder noget. Ifølge den svenske raceklub fælder den periodevis rigeligt, ofte to gange om året, og DKK nævner, at de hvide hår især ses på tæpper. Mængden af pels varierer meget fra hund til hund. Den tykke, tætte pels og kærligheden til vand gør racen udsat for fugtigt eksem, og de behårede hængeører kan give ørebetændelse, så ørerne bør holdes rene og tørre.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Den svenske raceklub kalder landseeren en forholdsvis sund race med få sundhedsproblemer sammenlignet med andre store racer. Som hos de fleste store racer forekommer hofte- og albueledsdysplasi (HD og AD), men racen er relativt forskånet. I Sverige har andelen af røntgenfotograferede hunde med HD A eller B i mange år ligget en god del over 80 procent, men trenden er begyndt at vende, og færre hunde bliver røntgenfotograferet. Overvægt belaster leddene.

Tre arvelige sygdomme anbefaler raceklubben DNA-test for før avl. Trombopati er en arvelig blødersygdom, som kan give livstruende blodtab og spontane blødninger, og som ifølge klubben er i fremmarch i Kontinentaleuropa. Muskeldystrofi hos landseere er dødelig, og ramte hvalpe overlever sjældent deres første leveår. Degenerativ myelopati er en fremadskridende rygmarvssygdom. Klubben nævner også allergier og epilepsi og en øget risiko for mavedrejning hos store hunde med dybt brystkasse, et akut livstruende tilfælde.

Der findes ingen tal for racens levetid. I en stor britisk undersøgelse fra 2026 af 29 kæmperacer, hvor landseeren ikke indgår, var medianalderen ved død 8,9 år, og den midterste halvdel af hundene døde mellem 7,0 og 10,9 år. Den svenske raceklub skriver, at hunde ikke sjældent bliver ældre end ti år, og den ældste på klubbens liste blev 14 år og 6 måneder.

Racen er ikke på listen over forbudte hunde i hundeloven. For at få stambogsførte hvalpe kræver DKK, at begge forældre har officiel HD-status A eller B (C kan bruges, hvis partneren har A) og AD-status 0 eller 1, og at faderen dokumenteret har normale testikler. Til Basis+-stambogen kræves også mindst Very Good på en udstilling, og HD C er her tilladt uden krav til partneren. Landseeren er desuden nævnt som kæmpehund i bilag 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, som kræver røntgenundersøgelse for HD og AD før avl, tidligst ved 18 måneders alder. Hunde med HD D eller E eller AD 2 eller 3 må ikke bruges i avl.

Spørg opdrætteren om forældrenes HD-, AD- og DNA-resultater. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.