Leonberger

Mere om racen

Overblik

Leonberger er en stor, langhåret hund fra Tyskland med en manke, der giver den et løvelignende udtryk. FCI placerer den i gruppe 2 blandt molosserne, i underafsnittet for bjerghunde, under standardnummer 145, og racen er ikke underlagt brugsprøve. Standarden nævner tre anvendelser: vagthund, ledsager og familiehund.

Racen er rolig, venlig og selvsikker og er kendt for sin store tålmodighed med børn. Den knytter sig stærkt til sin familie og vil gerne være med i alt, hvad der sker i hjemmet. Til gengæld fylder den meget, fælder meget og har en kortere levetid end mindre racer. Leonbergeren passer bedst til en familie med god plads, tid til pelspleje og lyst til at have en stor hund med i hverdagen.

Historie og oprindelse

Racen har navn efter byen Leonberg ved Stuttgart. Omkring 1840 krydsede rådmand Heinrich Essig en hvid og sort newfoundlandtæve med en såkaldt Barry-han fra klosterhospitset ved Store Sankt Bernhard. Senere kom også en pyrenéerhund ind. Den britiske kennelklub er lidt mere forsigtig her og skriver, at det menes, at der blev tilført pyrenéerhund. Essig ville skabe en hund, der lignede løven i byens våbenskjold, og resultatet var meget store hunde med overvejende lang, hvid pels. De første hunde, der blev kaldt leonbergere, blev født i 1846.

Kort efter blev mange af hundene solgt fra Leonberg til hele verden som statussymboler. I slutningen af 1800-tallet var leonbergeren en yndet gårdhund i Baden-Württemberg, hvor den blev rost som vagthund og trækhund. Under de to verdenskrige og i årene efter faldt antallet af avlsdyr dramatisk. I 1946 var der kun registreret 17 hunde, og hele den nuværende bestand går tilbage til 22 stamdyr. FCI anerkendte racen endeligt i 1955. I dag findes der omkring 30.000 leonbergere i verden.

Udseende og størrelse

Leonbergeren er stor, stærk og muskuløs, men samtidig elegant. Kroppen er lidt længere end skulderhøjden, i forholdet 9 til 10, og brystet når mindst ned til albuerne. Hovedet er snarere langt end kompakt, næsepartiet er omtrent lige så langt som skallen, og ryggen af næsen er let buet. Ørerne er hængende og kødfulde. Hannerne skal være tydeligt kraftigere end tæverne.

Pelsen er en dobbeltpels: middelblød til grov, lang og tætliggende dækpels over en tyk underuld. Hannerne har en tydelig manke på hals og bryst, og der er faner på forbenene og rigelige bukser på bagbenene. Farverne er løvegul, rød, rødbrun og sandfarvet med alle mellemtoner, altid med sort maske. Sorte hårspidser er tilladt, men må ikke bestemme grundfarven.

Skulderhøjden er 72 til 80 cm for hanner og 65 til 75 cm for tæver, med 76 og 70 cm som anbefalet gennemsnit. FCI-standarden angiver ingen vægt, og det gør den amerikanske og den britiske standard heller ikke. DKK angiver 35 til 50 kg, hvilket placerer racen blandt de store hunde. En britisk dyrlægeundersøgelse fandt dog en medianvægt på 56,9 kg hos voksne leonbergere, og bekendtgørelsen om hold af hunde regner racen for en gigantrace.

Temperament

Standarden beskriver en hund med selvsikkerhed og overlegen ro, et middel temperament med lyst til at lege, god evne til at lære og huske og ufølsomhed over for støj. Den skal være venlig over for børn og hverken sky eller aggressiv, og aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres. Som ledsager er den tiltalende, lydig og frygtløs.

I hverdagen er leonbergeren rolig, venlig, blid og omgængelig. Den beskytter sit område og sin familie, men er ikke nogen udpræget vagthund. Den er tolerant over for andre hunde og dyr og kommer som regel godt ud af det med alle. Racen er selvsikker og kan sagtens finde på nye påfund, og når den er glad og venter en gåtur eller leg, kan den udfolde overstrømmende energi.

Motion og aktivering

Kilderne er uenige om, hvor meget motion en voksen leonberger har brug for. DKK skriver, at behovet ellers holder sig inden for en halv til en hel time om dagen, mens den britiske dyrlægeorganisation PDSA anbefaler over to timer dagligt. Uanset niveauet skal hvalpe og unghunde skånes, mens knogler og led vokser. En norsk undersøgelse fandt desuden, at leonbergere med en højere vægt i opvæksten oftere fik knoglekræft senere i livet.

Racen var oprindelig både vagthund og trækhund på gårdene og er glad for vand. Dansk Leonberger Klub uddeler præmier til leonbergere, der har bestået officielle prøver i agility, lydighed, nose work, rally og vandprøver, så der er mange måder at aktivere den på.

Træning og socialisering

Leonbergeren lærer let og husker godt, men dens selvstændighed viser sig ofte i træningen. Den kan have sin egen mening om, hvorvidt en øvelse er umagen værd. Træn derfor i korte, varierede sekvenser med masser af belønning, så interessen holdes fanget. Træningen kræver tålmodighed, og belønningsbaseret træning anbefales.

Tidlig socialisering er vigtig, så hunden vokser op til at være tryg og omgængelig.

Familie og bolig

Venligheden over for børn er et af racens kendetegn. Leonbergeren er meget overbærende med familiens børn og i høj grad en familiehund, der forventer at være med i alle daglige gøremål. Størrelsen kræver dog opmærksomhed: indendørs kan den glade hale rydde et dækket bord på et øjeblik, og børn og hund bør altid være sammen under opsyn.

Racen er en meget stor hund, der har brug for plads omkring sig. Den opholder sig gerne udendørs, men ikke i en hundegård. Et hjem med god plads passer den derfor bedre end en lille lejlighed.

Pelspleje

Pelsen er meget rigelig med tyk underuld, og der vil tit være løse hår på gulv og møbler, både i og uden for fældeperioderne. Jævnlig gennembørstning begrænser fældningen en del. Beregn en til to timer om ugen til en grundig omgang med karte og kam. Pelsen skal ikke trimmes eller klippes, og den amerikanske standard kræver, at hunden udstilles helt naturlig.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Leonbergeren har en lille genetisk variation. Racen gik gennem en flaskehals i 1940’erne, og flittig brug af få populære hanner har givet en høj grad af indavl. Det kan være en del af forklaringen på, at visse sygdomme er hyppige. I en international ejerundersøgelse af 2.726 leonbergere var der indberettet kræft hos 21,5 procent, oftest knoglekræft (osteosarkom) og hæmangiosarkom. Gigt, polyneuropati, lavt stofskifte, mavedrejning og hjertesygdommen dilateret kardiomyopati var også blandt de hyppigste lidelser. PDSA nævner hofteledsdysplasi og mavedrejning.

Polyneuropati er en arvelig nervesygdom, der giver træthed ved anstrengelse, usikker gang, svind af musklerne i bagbenene og vejrtrækningsbesvær på grund af lammelse i struben. To genvarianter er kendt. LPN1 er recessiv: hunde med to kopier af varianten får typisk symptomer, før de er tre til fire år. LPN2 er dominant og debuterer i gennemsnit omkring seksårsalderen, men ikke alle bærere bliver syge. De to varianter forklarer kun omkring hvert tredje tilfælde. Leukoencefalomyelopati (LEMP) er en anden arvelig sygdom i nervesystemet, der rammer unge hunde. I øjnene er en medfødt forandring i øjets afløbsvinkel (pektinatligament-dysplasi) fundet hos 22 procent af de britiske leonbergere, der blev undersøgt i den officielle øjenordning, og alle de undersøgte tilfælde af grøn stær havde den sværeste grad.

Leonberger står i bilag 2 og 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver røntgenundersøgelse for HD og AD før parring, og HD-billederne må tidligst tages ved 18 måneder. DKK kræver, at begge forældre har HD-status A eller B, eller C hvis partneren har A, AD-status 0 eller 1, at faderen har normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl overholdes. Dansk Leonberger Klub henviser kun hvalpe fra forældre, der er testet for LPN1, LPN2 og LEMP, og LPN2-status skal være fri.

Levetiden er kort. I en britisk dyrlægeundersøgelse var medianalderen ved død 9,25 år, men kun ud fra 28 dødsfald. For leonbergere født 1989 til 2004 var gennemsnittet 8,2 år, og det faldt i perioden fra 9,4 til 7,7 år. Klubbens egen lille ejerstatistik fra 2013 med 83 hunde gav en gennemsnitlig levealder på 6,8 år for hanner og 7,3 år for tæver. Spørg opdrætteren om forældrenes sundhedsresultater, og lad spørgsmål om den enkelte hunds helbred gå til en dyrlæge.