Newfoundland

Mere om racen

Overblik

Newfoundland er en meget stor canadisk arbejdshund, som FCI placerer i gruppe 2, sektion 2.2 blandt molosserne af bjergtypen. Standarden beskriver den som trækhund til tunge læs og vandhund, og racen er især kendt for sin glæde ved vand og sin evne til at redde mennesker op af det.

I dag er den først og fremmest familiehund. Den regnes for en af de venligste hunde, der findes: rolig, blid og tilpasningsdygtig. Til gengæld fylder den meget, savler, fælder kraftigt og kræver en ejer, der begynder opdragelsen tidligt. Som andre kæmperacer har den en forholdsvis kort levetid. Newfoundlandklubben i Danmark har eksisteret siden 1967.

Historie og oprindelse

Ingen ved med sikkerhed, hvordan racen opstod, men den udviklede sig på øen Newfoundland ud for Canadas østkyst. Ifølge FCI-standarden stammer den fra lokale hunde og en stor sort bjørnehund, som vikingerne skulle have bragt til øen efter år 1100. Senere kom europæiske fiskere til med mange forskellige hunde, som også satte deres præg på racen. Da koloniseringen af øen begyndte i 1610, havde hunden allerede stort set sit nuværende udseende og sin adfærd. Den amerikanske raceklub nævner, at baskiske fiskere muligvis også parrede pyrenéerhunde med øens hunde.

Hundene hjalp torskefiskerne med at trække garn og både i land, bar last og trak vogne og brænde. Fra omkring 1780 blev mange hunde eksporteret, og i den engelske havneby Poole trak de vogne med fisk op gennem de smalle gader. Maleren Edwin Landseer malede i 1837 en hvid/sort newfoundland, og farven kaldes stadig landseer i Storbritannien.

Racen, som vi kender den i dag, blev især formet i England og USA i 1800-tallet. Den engelske raceklub blev stiftet i 1886 og den tyske i 1893. Begge verdenskrige var tæt på at udrydde bestanden i Storbritannien. Newfoundland er også en af forfædrene til labrador retriever. På den franske atlanterhavskyst bliver lette og smidige newfoundlændere stadig uddannet som livreddere.

Udseende og størrelse

Newfoundland er massiv med en kraftig, velmusklet krop og velkoordinerede bevægelser. Hovedet er bredt og massivt med et kvadratisk, dybt snudeparti, små øjne og små, tætsiddende ører. Standarden skriver, at eventuelle ekstra kløer på bagbenene bør være fjernet, men den danske oversættelse tilføjer, at det er forbudt i Danmark.

Pelsen er en vandafvisende dobbeltpels. Dækpelsen er moderat lang og lige, og underulden er blød og tæt, tættest om vinteren. Benene har faner, og halen er dækket af langt, tæt hår. Trimning og klipning ønskes ikke. Farverne er sort, som er den traditionelle, hvid/sort og brun fra chokolade til bronze. Hvide aftegninger på bryst, tæer og halespids er tilladt hos sorte og brune hunde. Landseer er i øvrigt også navnet på en selvstændig FCI-race, som dansk lovgivning nævner for sig.

Den gennemsnitlige skulderhøjde er 71 cm for hanner og 66 cm for tæver, og gennemsnitsvægten er omkring 68 kg for hanner og 54 kg for tæver. Stor størrelse ønskes, men må ikke gå forud for harmoni, sundhed og korrekt bevægelse. Racen hører dermed til de meget store hunde.

Temperament

Udtrykket skal udstråle velvilje og mildhed. Ifølge standarden er hunden værdig, glad og kreativ og kendt for sin gedigne blidhed og ro. Aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres.

Newfoundland er hengiven, kærlig og typisk venlig over for både fremmede mennesker og fremmede hunde. Den har stærke beskytterinstinkter og melder gerne, når nogen kommer, men den er ikke en egentlig vagthund. Den er følsom og reagerer dårligt på hård behandling.

Det er ikke ualmindeligt, at en newfoundland blidt tager et menneske i hånden eller om håndleddet med munden, som når den redder nogen op af vandet. Det kan virke foruroligende på folk, der ikke kender racen.

Motion og aktivering

Voksne hunde har brug for omkring en time om dagen, gerne fordelt på to ture. Den har ikke brug for lange vandreture, men skal have regelmæssig motion for at holde formen og undgå overvægt. Svømning er den ideelle motion, fordi den styrker musklerne uden at belaste leddene.

Hvalpe skal behandles forsigtigt. Knogler og led tager op til to år om at udvikle sig færdigt, og for meget motion kan give varige skader. Den britiske raceklub anbefaler omkring et minuts rolig gang i snor for hver uges alder, to gange om dagen, og fraråder trapper, spring og glatte gulve. Tung motion og vogntræk bør vente, til hunden er mindst 18 måneder.

Racen tåler varme dårligt og kan hurtigt blive overophedet, også i lunt vejr. Gå tur tidligt om morgenen eller sent om aftenen, når det er varmt, og undgå motion lige før og efter måltider på grund af risikoen for mavedrejning. Newfoundlandklubben i Danmark tilbyder vandtræning, hvor svømme- og redningsprøven er adgangsbillet til de egentlige vandprøver.

Træning og socialisering

Newfoundland er lærenem, let at socialisere og villig til at samarbejde, og opdragelsen volder sjældent problemer. Den retter sig gerne efter venlige anvisninger og lærer bedst med ros og godbidder. Ifølge DKK kan enkelte hanhunde dog være noget udfordrende.

Træningen skal begynde den dag, hvalpen kommer hjem. Allerede som et halvt år gammel er hunden meget stærk, og uden tidlig træning kan den vokse fra sin ejer. Gang i løs line og at holde alle fire poter på gulvet er vigtige færdigheder, fordi en glad unghund let vælter folk. Racen modnes langsomt og kan opføre sig som en hvalp, til den er omkring to år.

Socialisering er vigtig. Hvalpen skal møde mange mennesker, lyde og situationer, og den britiske raceklub skriver, at voksne hunde, der ikke har mødt små børn, kan være bange for dem.

Familie og bolig

Racen er kendt som en god familiehund og er blid og tålmodig over for børn. Den trives bedst som fuldgyldigt familiemedlem. Størrelsen er det store forbehold: en stor, glad unghund kan let vælte små børn og ældre, så samvær med børn skal altid ske under opsyn.

Kilderne er uenige om boligen. Den amerikanske raceklub skriver, at racen trods størrelsen kan bo fint i et lille hus eller en lejlighed, hvis den får nok motion, mens DKK lægger vægt på plads i hjemmet, i haven og i bilen. Hunden fylder meget, og en indhegnet have er en fordel.

Den britiske raceklub skriver, at racen ikke er egnet til at blive efterladt alene i lange perioder, og at den ikke passer til en ejer, der er ude og arbejde på fuld tid. Den skal heller ikke bo i hundegård eller holdes ude.

Pelspleje

Den tykke dobbeltpels kræver fast pleje. DKK anbefaler omkring en time om ugen med karte og kam, og pelsen skal børstes grundigt helt ned til huden, ikke kun i overfladen. I fældeperioderne er daglig børstning en fordel. Hold især øje med pelsen bag ørerne, på brystet, mellem bagbenene og bag albuerne, hvor der let dannes filt.

Racen fælder kraftigt. Den voksne pels skifter typisk to gange om året, men hos kastrerede hunde kan fældningen vare hele året, og der vil være hår overalt i hjemmet. Savl er også en del af hverdagen på grund af de løse læber, så håndklæder er praktiske at have ved hånden. Ørerne skal holdes rene og tørre, og håret omkring dem kan tyndes for at give luft.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

En britisk undersøgelse fra dyrlægepraksis (VetCompass, O’Neill og kolleger, 2026) omfattede 2.174 newfoundlændere. Medianvægten for voksne hunde var 58,8 kg, og hos de 70 hunde, der døde, var medianalderen ved død 10,3 år. Den amerikanske raceklub angiver en gennemsnitlig levetid på omkring 10 år.

Hofte- og albueledsdysplasi, hjertesygdommen subaortastenose (SAS) og cystinuri, en arvelig stofskiftefejl, der kan give urinsten, er de lidelser, raceklubberne lægger mest vægt på. Andre kendte problemer er mavedrejning, knogleræft, allergi og hudbetændelse, nedsat stofskifte, korsbåndsskader og vækstsmerter i knoglerne. RKC fremhæver øjenlåg, der vender ind eller ud. I den britiske raceklubs ejerundersøgelse fra 2025 med 944 hunde var hudproblemer, øreproblemer og ortopædiske problemer de hyppigst nævnte.

I Danmark kan hvalpe kun stambogsføres hos DKK, hvis begge forældre har HD-status A eller B (C kan bruges, hvis partneren har A) og AD-status 0 eller 1. Efter dansk lov (bekendtgørelse nr. 607 af 2025) er newfoundland en kæmperace, der skal røntgenundersøges for HD og AD før avl, og HD-undersøgelsen må tidligst ske ved 18 måneders alder. DKK anbefaler desuden, at forældrene har en officiel SAS-status, og at mindst den ene er DNA-testet fri for cystinuri.

Spørg opdrætteren om forældrenes resultater. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.