Norfolk Terrier

Mere om racen

Overblik

Norfolk terrieren er en af de mindste terrierracer. Den kommer fra East Anglia i det østlige England, og FCI placerer den i gruppe 3, sektion 2, blandt de små terriere, med standardnummer 272. Standardens idealhøjde er 25 cm, og ifølge DKK vejer en voksen hund 6 til 7,5 kg. Racen kendes på de hængende ører og den hårde, trådede pels i alle nuancer af rød, hvedefarvet, sort og tan eller grizzle.

Standarden kalder den en “demon” for sin størrelse. Den er kærlig, vagtsom og frygtløs, men ikke stridbar, og DKK beskriver en livlig og charmerende hund, der er venlig over for alle, kendte som fremmede. Samtidig er den en gammel rottejæger med jagtinstinkt og selvstændigt hoved. Den passer til dem, der vil have en lille, aktiv hund med meget personlighed, og som er klar til at få pelsen trimmet nogle gange om året. Racen er ikke på listen over forbudte hunderacer.

Historie og oprindelse

Norfolk terrieren og norwich terrieren har samme rødder. I 1800-tallet var små røde terriere almindelige gårdhunde i East Anglia, hvor de blev brugt mod rotter og på ræv og grævling. Standarden nævner Glen of Imaal, røde cairn terriere og dandie dinmont blandt racerne bag dem. Den svenske avlsstrategi fortæller, at de små røde terriere første gang blev omtalt omkring 1890 under navnet trumpingtonterrier, og at hanhunden Rags regnes for racens stamfader. Senere blev blandt andre border terrier og lakeland terrier krydset ind, den sidste blandt andet for at give en længere hals, og man mener, at cairn terrier også blev blandet ind i 1930’erne og 1940’erne.

Den britiske kennelklub optog norwich terrieren i 1932 med to tilladte ørestillinger, stående og hængende. I 1964 blev varianten med hængende ører anerkendt som egen race under navnet norfolk terrier, og de to racer blandes ikke længere. DKK skriver, at de to med undtagelse af ørestillingen er identiske i baggrund, udseende og personlighed, og at norfolken i dag i praksis er en anelse større. FCI anerkendte racen endeligt i 1966.

Den første norfolk terrier kom til Sverige i 1964, en drægtig tæve fra England. Registreringerne toppede dér i 2004 med 161 hunde og var 84 i 2024. I dag er racen først og fremmest en selskabshund.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en lav, kvik og kompakt hund med kort ryg, godt kød på kroppen og kraftig benstamme. Hovedet har en bred isse og en kilformet, stærk snude med tætsluttende læber og saksebid. Ørerne er mellemstore, V-formede og falder fremad tæt ind til kinden. Halen blev tidligere ofte kuperet, og standarden beskriver både kuperede og ukuperede haler. Den ukuperede hale bæres muntert, men ikke overdrevent.

Pelsen er hård, trådet og ret og ligger tæt til kroppen. Den er længere og grovere på hals og skuldre, mens hår på hoved og ører er kort og glat bortset fra lidt skæg og øjenbryn. Farverne er alle nuancer af rød, hvedefarvet, sort og tan eller grizzle. Hvide aftegninger er uønskede, men tilladt. Alle andre farver er ikke acceptable.

Standarden angiver en idealhøjde på 25 cm, men ingen vægt. DKK oplyser 25 til 26 cm og 6 til 7,5 kg, og racen er altså lille.

Temperament

Standarden beskriver racen som kærlig, ikke stridbar, robust, vagtsom og frygtløs. Aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres. DKK skriver, at den blide og kontaktsøgende natur gør den til en god familiehund. Den er livlig, aktiv, opfindsom og charmerende og generelt venlig over for alle uanset alder. DKK kalder den vagtsom og frygtløs, men ikke stridbar, og tilføjer, at den er en lille hund, men at ingen har fortalt den det.

Den svenske avlsstrategi beskriver en livlig, social og frygtløs hund med bevaret jagtinstinkt, der dog varierer fra hund til hund, ligesom de typiske terriertræk. I en svensk ejerundersøgelse fra 2024 oplyste 16 af 170 ejere, at hunden havde adfærdsproblemer, blandt andet jagtinstinkt, aggression over for andre hunde, stress, frygt og at stikke af.

Motion og aktivering

DKK skriver, at racen elsker motion og udendørs liv og er næsten umulig at gå træt. PDSA anbefaler omkring en times motion om dagen. Den er glad for mad og kan tage på, så vægten skal passes i perioder med mindre aktivitet.

Som terrier elsker den at grave og at undersøge omgivelserne. Det gør indkald vigtigt, og turene bør foregå i snor eller på sikre arealer, hvor hunden ikke kan forsvinde efter en lugt. I Sverige har norfolk terriere deltaget i nosework, agility, lydighed, rallylydighed og vildtspor, og klubben ser det som en positiv udvikling.

Træning og socialisering

DKK beskriver en opmærksom, lærenem og samarbejdsvillig hund, der helst selv vil kunne se et formål med øvelserne. Godbidder virker godt, fordi der i denne lille hunds øjne ikke er noget så fornuftigt som mad. Træningen skal være konsekvent, venlig, kvik og varieret.

PDSA beskriver racen som dristig, nysgerrig og uafhængig og skriver, at selv grundtræning og især indkald ikke altid er let, fordi jagtinstinktet er stærkt. Den oprindelige rottejæger er selvstændig, og DKK skriver, at den stadig kan tænde på for eksempel en kat og så være svær at kalde til orden. Den er dog tæt knyttet til sine mennesker og holder som regel nær kontakt. PDSA anbefaler tidlig socialisering med andre husdyr, og den svenske raceklub vil have valpekøbere informeret om racens oprindelse og mentalitet.

Familie og bolig

DKK kalder racen en god familiehund og beskriver den som venlig over for alle uanset alder. Den trives som hjemmets midtpunkt, så den hører til tæt på sine mennesker. Terrierens jagtlyst betyder, at man bør tænke sig om, før en norfolk skal dele hjem med små kæledyr, og PDSA anbefaler tidlig socialisering med de andre dyr i husstanden.

Pelspleje

Pelsen er hård og trådet, og DKK skriver, at den i hverdagen holdes ved lige med børste og kam, og at hunden så kun fælder lidt. PDSA anbefaler at kæmme pelsen et par gange om ugen og at få den trimmet tre til fire gange om året. DKK’s pasningsvejledning for terriere nævner, at de ruhårede racer trimmes tre til fire gange om året hos en hundefrisør, og at de til gengæld stort set ikke fælder. DKK påpeger, at man udmærket kan lære at trimme selv, og at standarden udtrykkeligt kalder for megen trimning uønsket.

Den svenske raceklub advarer mod en lang, blød og “fluffy” pels, som ikke kan trimmes ved håndplukning og er en helt anden pelstype end den strittende, rette pels, standarden beskriver. Klubben opfordrer opdrættere til at DNA-teste avlsdyr for at begrænse forekomsten af den. Tænder og ører skal også passes, og i den svenske ejerundersøgelse oplyste 47 af 170 ejere, at hunden havde tandsten.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Den svenske avlsstrategi kalder racen sund og uden kendte forplantningsproblemer, men der findes ingen sundhedsprogrammer fra den svenske kennelklub for racen. Hjertets mitralklap er det område, som klubben og dens hjertespecialist fremhæver. Myxomatøs klapdegeneration, MMVD, forekommer i racen, og forsikringsstatistikken viser flere dyrlægebesøg for hjertemislyde end hos andre hunde, men grundlaget er lille. Den hyppigste årsag til dyrlægebesøg er ifølge samme statistik problemer med mave og tarm, og SKK’s gennemgang nævner også overrepræsentation af urinvejs- og øjenlidelser, herunder hornhindesår. I ejerundersøgelsen fra 2024 med 170 hunde havde 58 haft mave-tarm-problemer og 23 øjenproblemer, og 9 havde en bemærkning om hjertet. PDSA nævner hoftedysplasi, hudproblemer, løs knæskal, grå stær, grøn stær og linseluksation.

Den svenske raceklub anbefaler, at avlsdyr er øjenlyst og har fået lyttet til hjertet inden for et år før parring. Af 244 øjenlyste hunde havde tre en arvelig øjendiagnose. Den britiske kennelklub har ingen anbefalede sundhedstests for racen.

DKK kræver, at hvalpenes far har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. Til Basis+ stambøger skal begge forældre desuden være præmieret med mindst Very Good på en udstilling eller være eksteriørgodkendt. Norfolk terrier er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl, og racen er ikke blandt de fem, der må halekuperes. Racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven.

Spørg opdrætteren om forældredyrenes sundhed og mentalitet. Sundhed varierer fra hund til hund, og spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.