Cairn Terrier

Mere om racen

Overblik

Cairn Terrier er en lille skotsk brugsterrier, som FCI placerer i gruppe 3, sektion 2 blandt de små terriere. Det er en kvik, vågen og naturlig arbejdshund med en vejrbestandig pels, og den skal virke aktiv, modig og robust. I Danmark hører racen under Dansk Terrier Klub, hvor den har sin egen racegruppe, Cairngruppen.

Som selskabshund er cairn terrieren kvik, behagelig og meget tilpasningsdygtig, en tålmodig legekammerat for børn og samtidig en modig vagt for huset og dem, der bor der. Racen passer til en ejer, der vil have en robust lille hund med terriertemperament, og som er klar til at lære at håndtrimme pelsen eller betale for at få det gjort.

Historie og oprindelse

Racen stammer fra det vestlige skotske højland og øerne ud for kysten. Fra 1600-tallet blev den brugt i Western Highlands og på Isle of Skye til at holde skadedyr nede, ofte i små flokke. Navnet kommer af de stendynger, cairns, som ræv og andre dyr søgte skjul i, og hundens opgave var at få dem ud. Hundene skulle beskytte gårdenes dyr mod ræv, grævling, vildkat, odder og gnavere, og både fattige bønder og godsejere holdt dem.

Cairn terrieren deler ophav med skotsk terrier, skye terrier og west highland white terrier. Den blev først udstillet som en korthåret skye terrier, men tilhængerne af skye terrieren protesterede, og racen fik i stedet navnet Cairn Terrier. Om årstallet for anerkendelsen er kilderne ikke enige: DKK og den svenske klub angiver 1910, og ifølge Dogs Victoria godkendte The Kennel Club navnet det år, mens den danske racegruppe og Dogs NSW har 1912. Racen har ændret sig mindre end de fleste terriere og ligner stadig sine forfædre.

Til Danmark kom racen i 1924, da den første stambogsførte cairn, Fergus of Penshurst, blev hentet hjem fra England.

Udseende og størrelse

Cairnen er en adræt hund, der står godt frem på forpoterne, med kraftig bagpart, dybt brystparti og meget fri bevægelse. Hovedet er lille, men i balance med kroppen, med bred skalle, tydeligt stop og kraftig snude. Øjnene sidder langt fra hinanden, er mørkt nøddebrune og en smule dybtliggende under buskede øjenbryn, og de små, spidse ører bæres opretstående. Halen er kort og godt behåret og bæres muntert.

Standarden kalder pelsen “meget vigtig”. Den skal være dobbelt med en rigelig, hård, men ikke grov dækpels og en kort, blød og tætsiddende underuld. Farverne er creme, hvedefarvet, rød, grå eller næsten sort, og alle kan være brindle. Helt sort, hvid eller sort med tan er ikke tilladt, mens mørke aftegninger på ører og snude er typiske.

Skulderhøjden er omkring 28 til 31 cm, og vægten skal passe til højden, ideelt 6 til 7,5 kg.

Temperament

Standarden kræver et frygtløst og muntert væsen og en hund, der er selvbevidst, men ikke aggressiv. Aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres. Over for fremmede er cairnen nysgerrig og venligt imødekommende, og over for andre hunde er den selvbevidst, men den udfordrer sjældent, medmindre den bliver provokeret.

Det typiske temperament er aktivt, glad, påfundsomt, lærenemt, nysgerrigt og selvstændigt. Den svenske raceklubs sundhedsundersøgelser viser dog, at følsomhed for høje lyde, skudangst, gøen og stor jagtlyst går igen i ejernes svar. Nogle cairn terriere gør meget, og det bør modvirkes fra hvalpealderen. Jagtinstinktet er dæmpet gennem avlen, men det er der stadig, og PDSA anbefaler, at hvalpen tidligt lærer katte og andre små kæledyr at kende.

Motion og aktivering

Cairnen er glad for at bevæge sig, men ikke udpræget motionskrævende, og den indretter sig gerne efter familien. Behovet kan dækkes med en lang gåtur eller en kort løbetur sammen med en livlig leg, og hunden skal også have lov at snuse og udforske i trygge omgivelser. Den er lille nok til at blive løftet op og robust nok til en lang tur.

Indkaldet er det svage punkt. Racen er selvstændig og opfindsom og kan være svær at kalde ind, hvis noget mere spændende lokker, og den kan forsvinde på jagt. Løs hund er derfor kun en god idé på steder, hvor indkaldet er trænet godt. Lydighed, agility og gravprøver (earthdog) er blandt de aktiviteter, racen deltager i.

Træning og socialisering

Cairn terrieren lærer hurtigt og er ofte lettere at opdrage end mange andre terriere. Den kræver alligevel konsekvens, så den ikke overtager styringen i familien. DKK anbefaler varieret træning i højt tempo uden hårdhed, fordi hårdhed kun gør hunden stædig. Racen er selvstændig og stædig, og belønningsbaseret træning med godbidder eller leg virker bedst.

DKK’s pasningsvejledning for terriere anbefaler korte træningspas, mange koncentrationsopgaver og ingen øvelser, der hidser hunden op. Socialisering hjælper hunden med at falde til i familielivet.

Familie og bolig

Kilderne er enige om, at racen passer godt ind i en familie. Den er en tålmodig legekammerat for børnene, og socialiserede cairns er gode med børn og fremragende familiehunde. Racen har en naturlig tilknytning til børn og kan tåle vild leg. Små børn og kæledyr skal dog altid være under opsyn.

Med andre hunde kommer racen som regel godt ud af det, men nogle kan være lidt opfarende og må ikke få lov at tyrannisere andre hunde i hundeparken. Har man have, skal hegn og låger være flugtsikre både foroven og forneden, for mange cairns kan lide at grave.

Den lille størrelse, det moderate motionsbehov og den tilpasningsdygtige natur gør, at racen kan fungere i mindre boliger, men tendensen til at gø bør man tage med i overvejelserne, hvis man bor tæt på naboer. Hvor længe en cairn kan være alene, står der ikke noget konkret om i de gennemgåede raceklub- eller dyrlægekilder. Det eneste, vi ved, er, at den sætter pris på nær social kontakt med sine mennesker.

Pelspleje

Den hårde dobbeltpels beskytter godt mod vejr og vind og er nem at passe i hverdagen. DKK foreslår en grundig gennembørstning en gang om ugen og trimning tre til fire gange om året. PDSA anbefaler børstning en til to gange om ugen og håndtrimning to gange om året, og Dogs Victoria foreslår at trimme dækpelsen i starten af sommeren og igen sidst på efteråret.

Pelsen skal håndtrimmes. Klipning eller saks gør pelsen blød og ødelægger den hårde struktur, og det kan give kløe og hudproblemer. Med den rette pleje fælder racen meget lidt: man undgår næsten al fældning, og fældningen ligger under gennemsnittet.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Cairn terrieren er en stærk race, både mentalt og fysisk, hvor alvorlig sygdom sjældent forekommer. Cairngruppen i Dansk Terrier Klub har siden 2002 haft et sundhedsudvalg, der registrerer sygdomme, og i dyrlægens årsrapporter var langt de fleste sundhedsattester uden bemærkninger. Også i Sverige regnes racen for forholdsvis sund, men den svenske raceklub følger en stigning i tilfælde af SRMA (steroidresponsiv meningitis-arteritis) og har indført avlsanbefalinger for den. Hertil kommer nyresygdommen renal dysplasi, som blev tydelig i den svenske bestand i 1980’erne.

Mulige problemer er desuden knæskalsluksation, grøn stær, allergi (atopi), portosystemisk shunt, von Willebrands sygdom, Legg-Perthes sygdom og grå stær. Ifølge Dogs NSW er portosystemisk shunt, hvor blodet ledes uden om leveren, det vigtigste sundhedsproblem, og en galdesyretest af hvalpe omkring seks uger gamle kan vise, om leveren fungerer normalt. Den danske racegruppe har informationssider om blandt andet cystenyrer (PKD), hvor der findes en DNA-test, og medfødt macrothrombocytopeni. Det er en arvelig ændring af blodpladerne, som ikke i sig selv giver blødninger, men som kan forveksles med alvorligere sygdomme. The Royal Kennel Club anbefaler øjenundersøgelse af avlsdyr som bedste praksis.

DKK stiller ingen sundhedskrav for at stambogsføre hvalpe ud over dokumentation for, at faderen har normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. Til Basis+-stambog skal begge forældre desuden være præmieret med mindst Very Good på en udstilling eller godkendt ved en eksteriørbedømmelse. Racen er ikke nævnt i de danske krav om HD- og AD-undersøgelse før avl.

Tallene for levealder varierer: Cairngruppen angiver en gennemsnitlig levealder på 12 år, Dogs NSW en forventet levetid på 12 til 15 år og Dogs Victoria et gennemsnit på 15 år. Spørg opdrætteren om forældrenes helbred og testresultater, og spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.