West Highland White Terrier

Mere om racen

Overblik

West Highland White Terrier, i daglig tale westie, er en lille hvid terrier fra det skotske højland, som FCI placerer i gruppe 3, sektion 2 blandt de små terriere. Den blev avlet til at jage ræv og grævling ud af grave og til at holde rotter og mus nede på gårdene. I dag er de fleste westier familiehunde, men der er stadig en robust jagthund under den hvide pels.

Standarden beskriver en lille, aktiv og hårdfør hund med “no small amount of self-esteem”, altså en god portion selvbevidsthed. I Danmark varetages racen af Dansk Terrier Klub, hvor den har sin egen racegruppe. Westien passer til en ejer, der vil have en glad og selvstændig hund og er klar til en del pelspleje.

Historie og oprindelse

Westien har samme rødder som cairn terrieren. I 1800-tallet blev alle terriere fra Skotland kaldt skotske terriere, indtil de blev delt op i skotsk terrier, cairn terrier og west highland white terrier. Hvide hvalpe blev dengang ofte aflivet, fordi man troede, de var svage.

Især familien Malcolm på godset Poltalloch i Argyll avlede videre på de hvide hunde. Historien fortæller, at oberst Malcolm ved et uheld skød sin rødbrune yndlingsterrier, fordi han forvekslede den med en ræv, og at han derefter begyndte at beholde de hvide hvalpe. Racen blev først vist som poltalloch terrier og roseneath terrier.

En raceklub blev stiftet i 1905, og den britiske Kennel Club anerkendte racen under det nuværende navn i 1907. I begyndelsen var det tilladt at krydse farvede cairn terriere ind, indtil det blev forbudt i 1920’erne. De første westier kom til Danmark i begyndelsen af 1900-tallet, men racen var længe sjælden her. Interessen steg, da man omkring 1970 begyndte at trimme og pleje pelsen.

Udseende og størrelse

Westien er en kraftigt bygget og kompakt hund med dybt bryst, vandret ryg og stærk bagpart, som efter FCI-standarden skal vise “a great combination of strength and activity”. Hovedet er tæt behåret og skal fremstå rundt. De små, spidse, opretstående ører og de mørke øjne under kraftige øjenbryn giver det skarpe udtryk. Halen er 13 til 15 cm lang og må aldrig kuperes.

Pelsen er dobbelt: en grov yderpels på omkring 5 cm uden krøl over en kort, blød og tæt underuld. Den eneste tilladte farve er hvid, og standarden kræver, at huden er fri for tydelige hudproblemer.

Skulderhøjden er cirka 28 cm. Hverken FCI-standarden, de store kennelklubbers standarder eller raceklubberne fastsætter en vægt, så racen har ingen størrelsesklasse her. Voksne westier i en stor britisk undersøgelse fra dyrlægepraksis vejede i gennemsnit 9,6 kg.

Temperament

Standarden kalder westien vågen, humørfyldt, modig og selvsikker, men venlig, og aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres. Hunden er energisk, modig og robust med en charmerende frækhed, vagtsom, men som regel venlig og nysgerrig over for fremmede.

Den er glad og legesyg og overbevist om, at den er en stor hund. Af natur er den selvstændig, og den kommer ikke altid, når den bliver kaldt, hvis der er noget spændende at undersøge. Andre hunde kan den som regel godt lide, men den kønsmodne hund tager let imod udfordringer fra artsfæller. Jagtinstinktet er dæmpet, men ikke væk, og PDSA fraråder at holde westien sammen med mindre kæledyr.

Motion og aktivering

Westien er ikke en sofakartoffel, og den elsker at komme ud i skov og på mark. Kilderne er uenige om behovet: PDSA anbefaler omkring en times motion om dagen fordelt på et par ture med tid til at snuse, plus fri løb på et sikkert sted, træning og leg. DKK taler om en hel del motion, mens VCA mener, at en lang gåtur eller en kort løbetur og en livlig leg dækker behovet.

Fordi westien vil undersøge alt nyt, og indkaldet kan svigte, er hegn om haven en god idé. Lydighed, rally, agility, nosework og sporarbejde er oplagte aktiviteter. Westien keder sig let, så opgaver til hovedet er vigtige.

Træning og socialisering

DKK anbefaler en konsekvent og venlig opdragelse. Westien lærer bedst gennem leg, så træningen bør foregå i korte og tempofyldte sekvenser med meget små godbidder. Lydighed kan være lidt svært, fordi racen er selvstændig, men westien samarbejder, når den kan se en grund til det. Belønningsbaseret træning med en fast, men fair tilgang virker bedst, og socialisering med mange mennesker, hunde og oplevelser bør begynde fra en tidlig alder.

Familie og bolig

Westien har det godt sammen med børn og kan falde til i de fleste familier, og PDSA kalder den ideel til familier med børn i alle aldre. Den amerikanske raceklub tager forbehold: det afhænger af voksnes opsyn og børnenes alder, børn fra omkring ti år passer bedst, og racen anbefales ikke i hjem, hvor mange børn samles. Samvær med børn skal altid ske under opsyn.

Lejligheder nævnes ikke direkte i kilderne, men westien tilpasser sig både land og by, hvis den får motion nok. Gøen er værd at tænke over. Racen kan være noget gøende, og westier kan lide lyden af deres egen stemme. Den amerikanske raceklub mener dog, at de ikke er gøere, men gerne melder besøg.

Alene hjemme kan være svært. Westier får ofte separationsangst, og ideelt set bør der være nogen hjemme hele dagen. Racen kan blive kedet, ensom og trist af at være alene, og motion, legetøj og faste rutiner hjælper.

Pelspleje

De stride dækhår vokser til en bestemt længde og dør, men westien kan ikke selv fælde dem. Derfor trimmes pelsen i hånden, hvor de døde hår rykkes ud, første gang ved 4 til 5 måneder og derefter cirka hver fjerde måned. Imellem skal pelsen børstes og redes igennem en til to gange om ugen.

En westie, der kan trimmes, bør ikke klippes, fordi pelsen så bliver blød og krøllet og mister evnen til at afvise vand og snavs. Mange hunde har en for blød pels, som kræver mere arbejde. PDSA og VCA beskriver frisørbesøg hver sjette uge eller formning hver tredje måned, og ifølge VCA bliver kæledyr typisk klippet. Det fraråder den danske klub.

Fældningen er beskeden og ligger under gennemsnittet. Pelsen er selvrensende, så bad frarådes som udgangspunkt, og tænderne bør børstes dagligt.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Hudproblemer er det mest omtalte sundhedsemne. Racegruppens kompendium kalder hudproblemer og kløe det største problem i racen. I svenske tal havde omkring 10 % atopisk dermatitis, en arvelig tilbøjelighed til allergi over for blandt andet husstøvmider og pollen. Sygdommen begynder oftest ved 1 til 3 år, og kompendiet anbefaler ikke at avle på hunde under 18 måneder. Racegruppens sundhedsside er mere afdæmpet. VetCompass-undersøgelsen fra 2019 fandt, at forskellige former for betændelse i hud og ører tilsammen ramte 28 % af westierne, og henviser til, at racen globalt er disponeret for atopisk dermatitis.

Craniomandibulær osteopati (CMO) er en smertefuld knoglenydannelse i kæben hos hvalpe, typisk ved 4 til 8 måneder, og symptomerne går som regel over, når hunden er udvokset. En genetisk undersøgelse i PLoS Genetics fra 2016 fandt en variant i genet SLC37A2 og en dominant arvegang, hvor ikke alle bærere bliver syge, mens racegruppens sider omtaler arvegangen som recessiv. Racen er også disponeret for Calvé-Legg-Perthes, et henfald af lårbenshovedet hos unge hunde, samt tørre øjne (KCS) og knæskalsluksation.

Idiopatisk lungefibrose, også kendt som “Westie Lung”, er en fremadskridende lungesygdom, der især rammer ældre westier. Årsagen er ukendt, men en genetisk baggrund mistænkes stærkt. I VetCompass-undersøgelsen var sygdomme i de nedre luftveje og kræft de hyppigste dødsårsager med hver 10,2 %, og de hyppigste lidelser var tandkødssygdom, ørebetændelse, for lange kløer og allergisk hudsygdom. Medianlevealderen var 13,4 år, og den midterste halvdel døde i alderen 11 til 15 år.

DKK stiller ingen sundhedskrav for stambogsføring ud over dokumentation for, at faderen har normale testikler, og at de etiske regler for avl er overholdt. Racen er ikke nævnt i de danske krav om HD- og AD-undersøgelse før avl, og The Royal Kennel Club anbefaler i øjeblikket ingen undersøgelser før avl. Spørg opdrætteren om forældrenes hud og helbred. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.