Cesky Terrier

Mere om racen

Overblik

Cesky terrieren er en lille, kortbenet og langhåret terrier fra Tjekkiet. FCI placerer den i gruppe 3, sektion 2, blandt de små terriere, med standardnummer 246. Idealhøjden er 29 cm for hanner og 27 cm for tæver, og vægten skal ligge mellem 6 og 10 kg. Pelsen er gråblå eller lys kaffebrun og klippes i stedet for at blive trimmet.

Racen er rolig, venlig og afbalanceret, en udpræget familiehund, der er tålmodig med børn og lidt reserveret over for fremmede. Den er mildere og lettere at opdrage end mange andre terriere og kræver ikke meget motion, men til gengæld omhyggelig pelspleje. Pelsen klippes omkring fire gange om året, og til gengæld fælder hunden næsten ikke. Racen er sjælden, og der er kun få opdrættere i Danmark.

Historie og oprindelse

Cesky terrieren hører til de yngste racer i gruppen. Den blev skabt af den tjekkiske jæger og genetiker František Horák fra Klánovice ved Prag, som ville have en let, kortbenet og velpigmenteret jagtterrier med hængeører og en pels, der var lettere at passe end hos de racer, han kendte. I 1949 parrede han en skotsk terrier-tæve med en sealyham terrier-han. Der kom tre hvalpe, men kun en han overlevede.

Ifølge den svenske raceklub tog det 14 år og 15 kuld, før Horák kunne vise en ensartet gruppe hunde frem. Racen blev vist første gang i 1959 og anerkendt af FCI i 1963. Grundlaget var ekstremt smalt, og i slutningen af 1970’erne var racen tæt på at uddø. Horák krydsede derfor i 1984 og 1985 en sealyham-tæve ind, den eneste indkrydsning siden skabelsen. Den gav bedre frugtbarhed og pelskvalitet, men også større hunde. I dag findes racen i omkring tyve lande, de fleste med meget få hunde.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en kortbenet, langhåret og muskuløs terrier med et rektangulært format. Ørerne er hængende og trekantede. Halen er ideelt 18 til 20 cm lang og lavt ansat. Den hænger nedad i hvile og bæres vandret eller højere som en sabel, når hunden er opmærksom, men aldrig over ryggen.

Pelsen er lang, fin men fast, let bølget og med silkeagtig glans. På overlinjen er håret 1 til 1,5 cm i udstillingstilstand, og kortere på siderne, mens skæg, øjenbryn og hår på de nedre dele af benene, under brystet og bugen får lov at blive langt. Der er to farvevarianter, gråblå (hvalpene fødes sorte) og lys kaffebrun (hvalpene fødes chokoladebrune). Gule, grå eller hvide aftegn er tilladt, men grundfarven skal dominere.

Skulderhøjden er ideelt 29 cm for hanner og 27 cm for tæver, inden for 25 til 32 cm, og vægten må hverken være under 6 kg eller over 10 kg. Den svenske raceklub skriver, at hundene i praksis ofte er større end ønsket.

Temperament

Standarden beskriver en afbalanceret, ikke aggressiv, behagelig og munter følgesvend, som er let at træne, lidt reserveret over for fremmede og af rolig og venlig natur. DKK tegner samme billede og tilføjer, at racen er tilpasningsdygtig i familien og overbærende og tålmodig med børn.

Den svenske raceklub fremhæver, at racen ikke har noget typisk terriertemperament. Den har terrierens stædighed, men på en mild måde, og er mere følgelig end andre terriere. Jagtlysten er moderat eller ikke-eksisterende og styrbar, og de fleste hunde kan gå løse. Dansk Terrier Klub beskriver dog også en skrap jagthund, så kilderne er ikke helt enige. Hvalpe skal socialiseres godt, så reservationen over for fremmede ikke bliver til frygt.

Over for andre hunde er racen som regel venlig. DKK skriver, at den gerne leger med andre hunde, men er påtrængende, vedholdende og frygtløs, hvis den føler sig provokeret. I en svensk undersøgelse fra 2007 angav ejerne af 7 af 43 hanhunde (16 %), at hunden var hanhundeaggressiv.

Motion og aktivering

DKK skriver, at racen er kontaktsøgende og ikke krævende med hensyn til bevægelsesfrihed, men at den ofte er madglad og derfor har brug for en del motion for at holde den slanke linje. Dansk Terrier Klub skriver, at den ikke kræver meget motion. Den norske klub beskriver en hund, der er aktiv som unghund, men rolig og sindig som voksen, og som gerne følger med på lange ture.

Den svenske raceklub kalder den ingen udpræget sporthund, men en race, der fungerer til de fleste hundeaktiviteter på hobbyniveau. Den norske klub nævner agility, spor og lydighed og skriver, at træningen skal være lystbetonet, for hunden gør ikke øvelser for at gøre ejeren til lags.

Træning og socialisering

DKK skriver, at racen er nemmere at opdrage end mange andre terriere. Man kommer længst med venlig konsekvens, mens hårde metoder kun gør hunden stædig og uvillig til at samarbejde. VCA skriver, at hunden er for følsom til hårde metoder, så korte, varierede træningspas med belønning virker bedst.

Dansk Terrier Klub beskriver en meget intelligent hund, der gerne prøver at charmere sig ud af problemer, og anbefaler lydighedstræning, som også lærer hunden at omgås andre hunde. Den svenske raceklub kalder racen signalfølsom og kommunikativ og nævner, at nogle hunde er lette at skræmme. Fordi den er reserveret over for fremmede, bør hvalpen møde mange mennesker, steder og lyde.

Familie og bolig

Racen er en udpræget familiehund. Dansk Terrier Klub kalder den meget børnevenlig, og den knytter sig stærkt til sin ejer og vil gerne være med overalt. Den norske klub skriver, at den sjældent løber langt væk fra ejeren, når den er løs. Ingen af kilderne siger noget om, hvor godt den kan være alene hjemme.

Dansk Terrier Klub mener, at den på grund af sin størrelse og fordi den ikke gør meget og ikke kræver meget motion, egner sig godt til en lejlighed. Den norske klub nævner, at hunden om vinteren kan få snebolde i den lange pels på kort tid.

Pelspleje

Pelsen er racens største arbejdsopgave. DKK skriver, at den skal klippes regelmæssigt og børstes hyppigt. De uklippede hår på benene og under bugen samler meget snavs, og øjenbryn og navnlig skæg skal vaskes ofte, så de ikke bliver fedtede af madrester.

Dansk Terrier Klub anbefaler klipning omkring fire gange om året, helst ved en fagmand, og mener, at det ikke er nok at rede pelsen fem minutter om dagen. Mange lærer selv at klippe, og klubben tilbyder jævnligt kurser i dagligdags trimning. VCA nævner børstning mindst to gange om ugen og klipning fire til seks gange om året, den norske klub kæmning mindst en gang om ugen.

Fordelen er, at klippede hunde næsten ikke fælder. Både Dansk Terrier Klub og den norske klub skriver, at racen ikke fælder, og VCA kalder den en meget lavt fældende race.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Flere klubber kalder racen sund og relativt frisk, men der er forhold, man bør kende. Standarden nævner uregelmæssige, knyksende og spastiske bevægelser (Scottie cramp) som en diskvalificerende fejl. Den britiske raceklub skriver, at det er den eneste kendte arvelige sygdom i racen, at den sandsynligvis nedarves recessivt, at den hverken er livstruende eller smertefuld, og at der ikke findes nogen test. Den svenske klub beskriver, at hundene har svært ved at galoppere, når de bliver glade eller stressede, og at symptomerne viser sig hos hvalpe på nogle måneder og aftager med alderen. Hunde med sygdommen og deres forældre skal ikke bruges i avl.

Den svenske raceklub peger desuden på lymfom, short ulna (et albueben, der holder op med at vokse for tidligt) og urinvejsinfektion, især hos tæver, som forhold, der bør følges i avlen. I ejerundersøgelserne fra 2007 og 2015 havde 5 % af hundene haft lymfom. Den britiske klub skriver, at kræft ser ud til at være racens største sundhedsproblem, og at patellaluxation er set. Den norske klub siger, at racen ikke har kendte sygdomme og ofte bliver 11 til 13 år, nogle op til 15, men de to andre klubber nævner ovenstående, så billedet er ikke ensartet. Racen er madglad, og overvægt er en risiko.

DKK kræver, at hvalpenes far har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. Til Basis+ stambøger skal begge forældre desuden være præmieret med mindst Very Good på udstilling eller være eksteriørgodkendt. Racen er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl. Halen er naturlig, og kupering er ikke tilladt. Racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven.

Spørg opdrætteren om forældrenes sundhed og mentalitet og om eventuelle tilfælde af Scottie cramp i linjerne. Sundhed varierer fra hund til hund, og spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.