Polish Hunting Spaniel

Mere om racen

Overblik

Polish Hunting Spaniel, på polsk Polski Spaniel Myśliwski, er en mellemstor jagtspaniel fra Polen. Skulderhøjden er 43 til 48 cm for hanner og 39 til 44 cm for tæver, med en tolerance på 2 cm, og vægten er ifølge DKK 12 til 16 kg. Pelsen er mellemlang med frynser og oftest brunskimlet med en hvid halespids.

Racen er ikke anerkendt af FCI. Den er derimod anerkendt af den polske kennelklub og af Dansk Kennel Klub, som har den i gruppe 8, apporterende jagthunde, og Spaniel Klubben er racens danske specialklub. Den er velafbalanceret, glad og let at træne, tæt knyttet til familien og en dygtig jagthund med stor jagtpassion. Den passer til mennesker, der vil bruge den til jagt, sporarbejde eller anden aktivitet, og som kan give den kontakt med familien.

Historie og oprindelse

Den første omtale af jagt med spaniels i polsk litteratur stammer fra 1800-tallet. Hundene fulgte jægere til fods, støvede ænder op af sumpe og rørskov og apporterede. Der blev indført forskellige spanielracer til de områder, der dengang hørte til Polen, mest springer og cocker spaniels og enkelte sussex og field spaniels. Den mest kendte opdrætter var prinsesse Izabella Radziwill, der opdrættede spaniels på godset Mankiewicze og importerede flere springere fra England, blandt andre den engelske champion Rolick of Harting.

I begyndelsen af 1980’erne øgede en stor bestand af småvildt interessen for små jagthunde, og videnskabsmanden og jægeren Andrzej Krzywinski interesserede sig for de typer, der havde holdt sig i det østlige Polen. Siden 1990’erne har avlsprogrammet valgt hundene efter arbejdsevner, temperament, jagtlyst og eksteriør. DKK skriver, at man med omhu forenede flere spanielracer i én gennemsnitlig race.

Den polske kennelklub besluttede i september 2016, at racen fra 1. januar 2017 kunne optages i den polske stambog som selvstændig race. FCI har ikke anerkendt den, og standarden bærer betegnelsen “ej erkänd av FCI” med en foreslået placering i gruppe 8, sektion 2, med jagtprøve. Racen kom til Danmark og blev optaget i Spaniel Klubben i begyndelsen af 2020 som klubbens niende race.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en mellemstor hund med kompakt og let rektangulær bygning, der gør den smidig og udholdende i svært terræn på marker, enge, moser og i vand. Benene er ret kraftige. Hovedet er nobelt og i proportion til kroppen, næsen er sort eller brun efter pelsfarven, og overlæben er tyk og dækker underlæben. Ørerne hænger tæt ind til kinderne og er dækket af lang pels, der danner frynser.

Halen er af middel længde, bæres lavt i hvile og har ofte en lys spids. Pelsen er mellemlang, ret, blød og vejrbestandig med underuld og må ikke have tendens til lokker eller bølger. Frynserne sidder på ørerne, bag på benene, på forbrystet, knæene og under maven, og halen har en fane.

Farven er oftest roan med aftegninger af forskellig størrelse og form, mest almindeligt chokoladebrun med brun næse og sjældnere sort roan. Hunde med overvejende hvid grundfarve med brune eller sorte aftegninger forekommer også. Den hvide halespids er typisk for alle farvekombinationer, og Spaniel Klubben nævner, at den gør det let for føreren at se hunden i terrænet.

Standarden angiver en vægt på 12 til 26 kg, et usædvanligt bredt interval, mens DKK skriver 12 til 16 kg. Begge placerer racen blandt de mellemstore hunde.

Temperament

Standarden beskriver en hund, der er balanceret og behersket, modig og aktiv i arbejdet. Den er intelligent og let at træne og viser ingen aggression. DKK kalder den velafbalanceret og fuld af selvtillid, glad, imødekommende og tæt knyttet til sin familie, og Spaniel Klubben fremhæver kontakten til føreren, evnen til at lære og en stor jagtpassion.

Racen er ikke udpræget åben over for fremmede. Standarden skriver, at den kan være afventende, DKK, at nogle er lidt forbeholdne, og Spaniel Klubben, at den er mere reserveret end andre spaniels. Standarden kalder den også en god kammerat på gåture og en vagthund, men ingen kilde beskriver den som territorial eller aggressiv.

Spaniel Klubben nævner tålmodighed både over for andre hunde og over for børn. Det er den eneste kilde, der siger noget om omgangen med andre hunde, så udsagnet skal tages med forbehold. Jagtlysten er stor, og racen er avlet til at finde og støde fugle og småvildt. Ingen af kilderne siger noget om, hvordan den klarer sig sammen med katte og smådyr, så det må ejeren afprøve forsigtigt.

Motion og aktivering

Standarden beskriver en hund, der kan arbejde utrætteligt i svært terræn og i vand. DKK skriver, at racen først og fremmest er avlet til at støde fugle tæt på jægeren, og at mange i dag bruges som apporterende hund til fasaner, ænder og andet småvildt. I Polen bruges den også til jagt på vildsvin. Den er en glimrende svømmer og arbejder gerne i vand, og næsen og koncentrationen gør den god til sporarbejde.

Til hverdag er behovet mere beskedent. DKK skriver, at racen tilpasser sig let, og at daglige gåture og lidt sporarbejde kan dække behovet for træning. Den trives fint med lydighed, agility, nosework og rally. Ingen kilde angiver et bestemt antal timer.

Træning og socialisering

DKK kalder racen lærenem og lærevillig og let at opdrage. Der er ingen brug for hårde ord, da den vil gøre meget for at glæde sin ejer, og den er hverken stædig eller egenrådig. Når den har forstået en opgave, løser den den hurtigt og med glæde. Spaniel Klubben nævner en stor dresserbarhed og en enestående kontakt til føreren.

Jagtpassionen er dog stærk, og racen bruges til både jagt, apportering på vand og sporarbejde. Racen er mere reserveret over for fremmede end andre spaniels, og det må man tage højde for i socialiseringen.

Familie og bolig

DKK kalder racen særdeles velegnet som både jagt- og familiehund og skriver, at den trives med at være en del af familien. Spaniel Klubben nævner tålmodighed over for børn, og standarden skriver, at racen holder af mennesker og børn, den kender.

Racen egner sig ikke godt til at stå i en hundegård i timevis, skriver DKK. Ingen kilde siger noget om lejlighed, om hvor godt den klarer at være alene, eller om hvor meget den gør i hverdagen, så der er ikke noget grundlag for at give den en vurdering på de punkter. Den tilpasser sig dog let, og dens behov for daglige ture og beskæftigelse kan dækkes udenfor hjemmet, hvis ejeren vil give den tid.

Pelspleje

Pelsen er mellemlang og har underuld, og den er ret, blød og vejrbestandig. DKK skriver, at man må regne med ugentlig børstning, især af ørerne og de lange hår bag på benene og under maven. Et bad er nødvendigt, hvis hunden skal på udstilling. Spaniel Klubben kalder racen særdeles plejelet og skriver, at den ikke behøver trimning.

Ingen af de gennemgåede kilder siger noget om, hvor meget racen fælder eller savler. Standarden beskriver kun, at overlæben er tyk og dækker underlæben.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Hverken Spaniel Klubben, DKK’s racebeskrivelse eller standarden beskriver racens sundhedsproblemer, og der er ikke fundet noget tal for racens levetid. Det, der kan siges, er, hvad DKK beder opdrættere om at undersøge.

Racen er ikke anerkendt af FCI og kan derfor ikke bruges til FCI-anerkendt avl. Hvalpe stambogsføres i DKK’s X-register. DKK kræver, at hvalpenes far har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. For at få Basis+ stambøger anbefaler DKK fra 1. marts 2026, at begge forældre har HD-status A, B eller C registreret hos DKK, så hunde med HD grad D og E ikke bruges i avlen. Begge skal desuden være øjenundersøgt og fundet fri for PRA og arvelig katarakt, og begge skal have mindst Very Good på udstilling eller være eksteriørgodkendt. Det viser, hvad DKK vil have undersøgt, men ikke hvor udbredte sygdommene er i racen.

Racen er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl. Den er ikke blandt de fem racer, der må halekuperes, så halekupering er ikke tilladt i Danmark. Racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven.

Spørg opdrætteren om forældrenes sundhed og mentalitet, og om de er undersøgt efter relevante ordninger. Sundhed varierer fra hund til hund, og spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.