Engelsk Cocker Spaniel

Mere om racen

Overblik

Engelsk Cocker Spaniel er en kompakt jagthund fra Storbritannien. FCI placerer den i gruppe 8, sektion 2 blandt de stødende jagthunde, altså hunde, der arbejder tæt på jægeren, får fuglene på vingerne og derefter apporterer det skudte vildt. Racen bruges stadig til jagt, men de fleste holdes i dag som selskabshunde.

Standarden opsummerer racen som “merry, sturdy, sporting”: munter, robust og sporty. Racen knytter sig tæt til sine mennesker, har svært ved lange perioder alene og har en pels, der kræver pleje hver dag.

Som hos flere jagthunderacer findes der i dag en arbejdstype og en udstillingstype. Selv FCI-standarden tager forskellen med: udstillingscockeren er kraftigere og tungere end den, der bruges på jagt. Hunde fra arbejdslinjer har typisk brug for mere motion og mindre pelspleje.

Historie og oprindelse

Spaniels er en gammel hundetype, som længe ikke blev regnet som selvstændige racer. I 1800-tallet blev landspanielerne i Storbritannien opdelt efter størrelse. De større hunde skulle jage vildtet op, mens de mindre, cockerne, både skulle rejse og apportere. Navnet kommer af skovsneppen, på engelsk woodcock, som var cockerens foretrukne vildt. Racens udspring ligger i Wales og Sydengland.

Alle landspaniels blev avlet sammen og først senere sorteret efter størrelse og farve, og en cocker skulle simpelthen veje under 25 pund. Racen blev anerkendt som selvstændig i 1893. En artikel i DKK’s medlemsblad HUNDEN fra 2026 fortæller, at vægtgrænserne blev afskaffet i 1901 til fordel for en beskrivelse af typen.

I Danmark tog racen for alvor fart i 1950’erne. I 1950’erne og 1960’erne kom der hunde fra England af en kortere og mere kompakt type med mere pels, og det er den type, vi kender i dag.

Udseende og størrelse

Cockeren skal være velbalanceret og kompakt, og afstanden fra manke til jord svarer omtrent til afstanden fra manke til halerod. Ørerne er lavt ansat i øjenhøjde, rækker til næsespidsen og er klædt med langt, silkeagtigt hår. Standarden rummer både kuperet og ukuperet hale; den ukuperede er moderat lang og bæres livligt, men ikke over ryggens linje.

Pelsen er glat tilliggende og silkeagtig og må hverken være ruhåret, bølget eller krøllet. Der er faner på ben og krop. Farveudvalget er stort: helfarvede hunde i sort, rød, gylden, leverbrun eller med tan-aftegn, tofarvede og trefarvede hunde med hvidt samt en række roan-farver.

Standardens mål er en skulderhøjde på omkring 39 til 41 cm for hanner og 38 til 39 cm for tæver og en vægt på omkring 13 til 14,5 kg. Det gør racen til en mellemstor hund. I en stor britisk undersøgelse fra dyrlægepraksis var medianvægten for voksne cockere dog 15 kg, så mange hunde vejer lidt mere end standarden.

Temperament

Cockeren har et muntert væsen med en hale, der næsten aldrig står stille, og en travl måde at bevæge sig på, især når den følger et spor. Ifølge standarden skal den være frygtløs i tæt krat, blid og hengiven og samtidig fuld af liv, og aggressive eller udpræget sky hunde diskvalificeres. Over for fremmede er den venlig, men bag det indtagende væsen gemmer sig en beslutsom og selvstændig jagthund.

Den møder mennesker og hunde med begejstring. Vagtinstinktet er begrænset, og den tager sjældent forsvar op, men enkelte kan blive besidderiske over mad og legetøj. DKK nævner, at den røde cocker af erfaring har den stærkeste jagtlyst og kan være noget vagtsom.

En britisk VetCompass-undersøgelse fandt aggression registreret hos omkring 4 procent af cockerne. Det var hyppigere hos hanner end tæver og hos helfarvede end flerfarvede hunde. Temperamentet hos den enkelte hund afhænger af linje, opvækst og træning.

Motion og aktivering

Racen er aktiv og har brug for en hel del beskæftigelse og motion, helst med mulighed for at bevæge sig frit og bruge næsen. Mindst en times motion om dagen er et godt udgangspunkt, fordelt på flere ture med god tid til at snuse, frit løb på et sikkert område og derudover leg og træning. Hunde med forældre fra arbejdslinjer har brug for mere.

På jagt arbejder cockeren typisk inden for 10 til 25 meter fra jægeren og holder hele tiden øje med føreren. Den er en ivrig svømmer, og sporarbejde, nose work, lydighed og agility er oplagte aktiviteter. En dansk opdrætter slog i HUNDEN i 2002 fast, at ture på fortovet ikke er nok, og foreslog enkle søgeøvelser med foder.

Mange ejere oplever, at cockeren er rolig indendørs, når den får lov at bruge sig selv udenfor.

Træning og socialisering

Racen er samarbejdsvillig og let at opdrage. DKK anbefaler kvik og opfindsom træning med hurtigt skiftende belønninger samt søge- og apporteringsøvelser som afveksling. Træningen bør være belønningsbaseret og begynde i en tidlig alder, og god socialisering med mennesker og hunde er vigtig for en venlig voksen hund.

Jagtinteressen er især rettet mod fugle, så hvalpen bør tidligt lære grundlæggende lydighed med vægt på indkald. Mange cockere trækker i snoren, fordi de er avlet til at arbejde med næsen i jorden. Mindre børn bør derfor ikke gå alene tur med hunden.

Familie og bolig

Cockeren regnes bredt for en god familiehund. Den kommer typisk godt ud af det med børn takket være et tålmodigt sind, men den kan blive overgearet, så leg med børn bør holdes rolig og altid foregå under opsyn. Hjemme følger den familien rundt i huset og søger fysisk kontakt, til tider så meget, at man må sætte grænser.

Racen er tilpasningsdygtig og passer til både by og land, når den har et sikkert sted at løbe. Man kan sagtens have en cocker på fjerde sal, men kun hvis den bliver motioneret og aktiveret. En indhegnet have er en god idé, fordi cockeren gerne går på besøg hos naboerne.

Alene hjemme er racens svage punkt. Den har et stort kontaktbehov og trives ikke med at være længe alene. PDSA kalder racen kendt for separationsangst og anbefaler højst fire timer ad gangen, og nogle hvalpe skal modnes langsomt ind i det. Cockeren gør sjældent, men kan gø, mens familien er væk.

Pelspleje

Cockeren er plejekrævende. Pelsen skal børstes dagligt, så døde hår fjernes og den ikke filtrer, og udstillingstypen skal hos en trimmer omkring hver tredje måned eller tre til fire gange om året. Arbejdstypen har en lettere pels. Mange ejere lærer selv at klippe poter og ører ind imellem, og om vinteren bør poterne klippes fri for hår, så der ikke samler sig is og sne.

Cockeren fælder lidt hele året og har typisk et par større fældeperioder.

Ørerne kræver særlig opmærksomhed. Hår i ørerne bør fjernes, og det er værd at holde øje med, at de lugter friskt. Ørebetændelse var den næsthyppigste registrerede lidelse i den britiske VetCompass-undersøgelse.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

VetCompass-undersøgelsen af over 10.000 cockere i britisk dyrlægepraksis i 2016 (Engdahl og kolleger, 2023) fandt, at de hyppigste lidelser var tandkødssygdom (21 procent), ørebetændelse (10 procent), overvægt (10 procent) og problemer med analkirtlerne (8 procent). Medianlevealderen blandt de 116 hunde, der døde i perioden, var 11,4 år, og den midterste halvdel døde i alderen 9,5 til 13,5 år. Tæverne levede lidt længere end hannerne. Cockeren er ofte meget madglad og tager let på.

Andre lidelser hos racen er hofteledsdysplasi, allergi, øjensygdomme og de arvelige sygdomme familiær nefropati (FN), adult onset neuropathy (AON) og acral mutilation syndrome (AMS). The Royal Kennel Club anbefaler som minimum DNA-test for AMS og prcd-PRA, en arvelig nethindesygdom, og derudover test for AON og FN, øjenundersøgelse og HD-røntgen.

I Danmark kræver DKK for stambogsføring, at faren har dokumenteret normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. Til Basis+-stambog skal begge forældre have HD-status A, B eller C og være øjenundersøgt fri for PRA og arvelig katarakt. Racen er ikke blandt dem, som dyrevelfærdsbekendtgørelsen fra 2025 kræver HD-undersøgt før avl.

Spørg opdrætteren om forældrenes resultater. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.