Engelsk Springer Spaniel

Mere om racen

Overblik

Engelsk Springer Spaniel er en britisk jagthund, som FCI placerer i gruppe 8, sektion 2 blandt de stødende jagthunde. Dens opgave er at finde vildtet, støde det op og apportere det efter skuddet. Den er den største af spanielracerne og både en rolig og afbalanceret familiehund og en energisk jagthund, der skal have afløb for sin trang til aktivitet.

Springeren er venlig og glad for at lære, men den har brug for meget motion og noget at bruge hovedet til. Før et køb er det vigtigt at vide, at racen både i Storbritannien og i Danmark er delt i en arbejdstype, der kun avles til jagt, og en familie- og udstillingstype. Arbejdshundene kaldes FT springere og er langt mere aktive.

Historie og oprindelse

FCI-standarden kalder racen gammel og af ren afstamning og omtaler den som “oldest of sporting gundogs”, altså den ældste af jagthundene. Oprindeligt skulle den finde fuglene og jage dem op, så de kunne fanges med net, falk eller mynde. Navnet kommer af netop dette: hundene “sprang” frem og jog vildtet ud. Da geværet kom til, blev opgaven at drive fuglene ud af krattet foran jægeren.

Landspaniels blev først senere sorteret efter størrelse og farve, og racen hed en overgang Norfolk Spaniel efter hertugen af Norfolk. Den engelske kennelklub optog racen i sin stambog i 1902, fortæller raceportrættet i DKK’s medlemsblad HUNDEN fra 2017.

I mange år var springeren en hund, der både kunne udstilles og bruges på jagt. Nogle år efter Anden Verdenskrig blev specialiseringen i enten udstillingshunde eller arbejdshunde så markant, at racen blev delt i de to typer, vi ser i dag. FT springeren avles udelukkende efter jagtegenskaber og skal ikke forveksles med Spaniel Klubbens standardspaniels. Der er desuden en mindre forskel i udseende mellem hunde med engelsk og amerikansk baggrund.

Udseende og størrelse

Springeren er symmetrisk, kompakt og stærk, den mest højbenede af de britiske landspaniels, og har en bygning, der signalerer fart. Ørerne er dråbeformede, ansat i øjenhøjde og pænt behængte. Halen var tidligere normalt kuperet, og standarden rummer nu både den kuperede og den ukuperede hale. Den skal være lavt ansat og aldrig bæres over ryglinjen. I langsomt tempo kan springeren gå i pasgang, hvilket er typisk for racen.

Pelsen er tætliggende, glat og vejrbestandig og aldrig grov, med moderate faner på ører, forben, krop og bagpart. Farverne er få: leverbrun og hvid eller sort og hvid, begge eventuelt med tan-aftegn. Andre farver er ikke tilladt.

FCI angiver kun en omtrentlig skulderhøjde på 51 cm, som gælder begge køn, og standarden har ingen vægt med. Den amerikanske standard angiver omkring 23 kg for en han og 18 kg for en tæve ved idealhøjden, og det gør springeren til en mellemstor hund. FT springeren er typisk mere lavstammet og ser længere ud i kroppen.

Temperament

Springeren har et venligt og glad sind og er let at føre og træne. Skyhed og aggression er uacceptabelt, og aggressive eller overdrevent sky hunde diskvalificeres. I familien er den trofast og hengiven, og over for fremmede og andre hunde er den vagtsom, men omgængelig.

Den er munter, glad og meget social og trives normalt med både mennesker, hunde og andre dyr. Som apportør elsker den at bære rundt på ting, og takket være sin bløde mund ødelægger den sjældent noget, men sko og andre ting bør alligevel lægges væk. Springeren er åben over for fremmede, og mange egner sig som besøgshunde.

Hunden er sprudlende og kan blive ophidset og let distraheret, og VCA nævner, at nogle få springere har vist pludselig aggression med meget lidt varsel. Mød derfor gerne forældredyrene, og spørg opdrætteren om deres temperament.

Motion og aktivering

Motion er det, der fylder mest i hverdagen med en springer. PDSA skriver, at racen på grund af sit høje energiniveau kræver en ejer, der vil give den over to timers motion om dagen. Daglige lange gåture, løb eller energiske lege er godt, og hunde fra arbejdslinjer har brug for mere. Den skal kunne bevæge sig frit og have opgaver, der stimulerer den mentalt.

På jagt søger springeren systematisk med næsen som sit vigtigste redskab, og den er glad for vand. Man behøver ikke gå på jagt med en springer, men den vil bruges. Gå- og cykelture, lange skovture, svømning, agility, lydighed, HTM og nose work er gode muligheder.

Får den nok at lave ude, er den rolig indendørs.

Træning og socialisering

Springeren er i reglen glad for at lære og meget samarbejdsvillig. Træningen bør begynde tidligt og være motiverende, venlig og konsekvent i korte sekvenser med tempo, og apporteringslysten og sporevnen kan bruges som belønning. Hvalpen har brug for faste rammer og tydelige regler fra starten.

Træn med belønning, og undgå hård korrektion. Racen er klog, men hurtig til at kede sig ved ensformige øvelser, så træningen bør være kort og varieret. Lydighedstræning er samtidig vigtig mental motion.

Familie og bolig

Racen er venlig og overbærende sammen med børn og en god familiehund, der gerne vil være med i alt og kommer godt ud af det med børn og andre husdyr. De fleste er meget gode med små børn og andre hunde. Racens energi gør, at den passer bedst til en aktiv familie, og leg mellem hund og børn bør altid foregå under opsyn.

Ingen af kilderne tager direkte stilling til lejlighed, men motionsbehovet betyder, at hverdagen skal bygges op om lange ture. En indhegnet have eller hyppige gåture er en fordel.

Springeren kan godt fungere som alenehund, hvis hvalpen trænes i det fra begyndelsen. En veltrænet springer klarer sig godt alene, men en kvik hund kan finde på ballade, hvis den keder sig. Racen har brug for et godt socialt liv med nær kontakt, og DKK’s pasningsvejledning fraråder generelt at have hund, hvis den skal være alene mere end 6 til 8 timer i døgnet.

Pelspleje

Pelsen er mindre plejekrævende end hos visse andre spanielracer, fordi behængene er moderate. En grundig gennembørstning om ugen og lejlighedsvis bad, klipning og trimning er nok, mens PDSA og VCA anbefaler børstning en til to gange om ugen og en tur hos trimmeren med nogle måneders mellemrum. Udstillingstypen har mere pels og kræver mere pleje end arbejdstypen.

Pelsen er selvrensende, fordi mudder falder af, når den tørrer. Hårene mellem trædepuderne bør holdes korte, især om vinteren. Racen er en moderat fælder.

Ørerne kræver særlig opmærksomhed. Hold øregangen fri for hår, og rens ørerne jævnligt, for ørebetændelse er et problem hos racen på grund af de lange ører.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Springeren er overordnet en sund race. Mulige problemer er hofteledsdysplasi, albueledsdysplasi, progressiv retinal atrofi (PRA) og ørebetændelse, og racen bliver let overvægtig. The Royal Kennel Club anbefaler før avl røntgen af hofter og albuer, øjenundersøgelse og DNA-test for blandt andet acral mutilation syndrome (AMS), fucosidose og PRA (cord1).

Britiske tal fra dyrlægepraksis giver et billede af levealderen. En VetCompass-undersøgelse præsenteret i 2012 fandt en medianlevealder på 13,4 år for 107 døde springere, og den midterste halvdel døde i alderen 10,4 til 14,8 år. En senere livstabelundersøgelse (Teng og kolleger, 2022) beregnede en forventet levetid ved fødslen på 11,9 år for springer spaniels. Den amerikanske raceklub angiver 12 til 14 år.

I Danmark kræver DKK for stambogsføring, at faren har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. Til Basis+-stambog skal begge forældre have HD-status A, B eller C, være øjenundersøgt fri for PRA og arvelig katarakt og have mindst Very Good på udstilling eller være eksteriørgodkendt. Racen er ikke blandt dem, som dyrevelfærdsbekendtgørelsen fra 2025 kræver HD-undersøgt før avl.

Spørg opdrætteren om forældrenes resultater, og om hvalpen kommer fra udstillings- eller arbejdslinjer. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.