Manchester Terrier

Mere om racen

Overblik

Manchester Terrier er en kompakt, elegant og solid sort og tan terrier fra England. FCI placerer den i gruppe 3, sektion 1, blandt de store og mellemstore terriere, med standardnummer 71. Hanner er ideelt 41 cm over skulderen og tæver 38 cm. Standarden angiver ingen vægt, men DKK skriver 8 til 10 kg, så racen hører til størrelsesklassen lille. Pelsen er kort, blank og glat.

Racen blev avlet til at fange rotter og gør det stadig hurtigt og effektivt, ifølge standarden. Den er livlig, knytter sig stærkt til sin familie og bryder sig ikke om at være alene. Pelsplejen er minimal, men jagtinstinktet er kraftigt. SKK skriver, at den ikke er en passende førstegangshund, og DKK beskriver den som en god selskabshund for sporty mennesker med nogen hundeerfaring.

Historie og oprindelse

Navnet fortæller, hvor racen kommer fra, og standarden skriver, at der sandsynligvis er noget whippet i stamtavlen. Den blev avlet som rottefanger. Rottedrab nåede sit højdepunkt i midten af 1800-tallet, og de udstillinger, der fandtes dengang, blev ofte holdt på værtshuse. I Manchester blev de en ugentlig begivenhed, og terrieren fik snart sine egne klasser og dermed navnet Manchester Terrier.

DKK fortæller, at glathårede sort-røde terriere har eksisteret i Storbritannien i århundreder og blev brugt mod rotter og andre skadedyr. Der blev ligefrem arrangeret konkurrencer i rottebid, hvor tilskuerne kunne vædde. Til kaninjagt krævedes hurtigere hunde, så terrierne blev krydset med små mynder. SKK skriver, at racen oprindelig hed black and tan terrier, og at den også blev brugt til rævejagt, før whippet blev krydset ind omkring Manchester. Da rottekampene blev forbudt, blev hundene brugt til at udrydde de rottehære, der var almindelige i Englands byer.

The Royal Kennel Club understreger, at racen i modsætning til mange terriere ikke blev avlet til landlivet, men har sine rødder i byen. Forbuddet mod øreklipning i 1898 gjorde ifølge klubben racen mindre populær, og moderne skadedyrsbekæmpelse truede racens overlevelse. I 1945 var der kun 11 registrerede hunde. I dag vokser racen igen, men The Royal Kennel Club kalder den stadig en sårbar hjemlig race. FCI anerkendte den endeligt i 1954.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en kompakt, elegant og solid hund med substans. Kraniet er langt, fladt og smalt og kileformet uden fremtrædende kindmuskler, og snuden er veludfyldt under øjnene og tilspidset. Næsen er kulsort, og læberne er stramme. Øjnene er forholdsvis små, mørke og funklende og mandelformede. Ørerne er små og V-formede, bæres højt over hovedlinjen og hænger tæt ind mod hovedet.

Halsen er forholdsvis lang og let buet i nakken uden løs hud. Kroppen er kort med let hvælvet lænd, velvoksede ribben og et tydeligt opdrag bag ribbenene. Halen er kort, tyk ved roden og tilspidset, og den bæres højst i rygniveau. Bevægelsen er lige, fri og afbalanceret med god fremgriben og drivkraft bagfra.

Pelsen er tætsiddende, glat, kort og blank med fast struktur. Farven er kulsort og rig mahognifarvet tan efter et detaljeret mønster. Snuden er tan helt til næsen, og der er en lille tan plet på hver kind og over hvert øje, en tydelig tan V på strube og underkæbe, tan på benene fra knæet og ned og et sort tommelfingermærke over poterne. Sort og tan må ikke løbe ind i hinanden. Alle andre farver er uacceptable.

Standarden angiver en ideel højde på 41 cm for hanner og 38 cm for tæver. DKK nævner 40 til 41 cm for hanner og 38 cm for tæver og en vægt på 8 til 10 kg. Standarden og SKK nævner ingen vægt.

Temperament

Standarden beskriver en ivrig, vågen, glad og sportslig hund med sans for at vurdere og stor hengivenhed. Aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres.

DKK kalder den livlig. Den knytter sig stærkt til sin familie, ofte især til et enkelt medlem, og kan have en udtalt uvilje mod at blive ladt alene. Over for familiens børn er den hengiven og beskyttende, mens fremmede bliver set lidt an. SKK beskriver en sportslig, hurtig og vagtsom hund, som er meget hengiven og kælen over for familien, livlig og legesyg og let kan gå i omdrejninger. Den er også egensindig og selvstændig og færdes gerne over store arealer langt fra sin ejer. Mange individer vogter hus og hjem og er vagtsomme over for fremmede. SKK nævner, at racen ofte har en meget stærk kønsdrift.

Motion og aktivering

DKK skriver, at racen kræver rigelig motion og et godt socialt liv i tæt kontakt med mennesker. Især sætter den pris på afveksling i hverdagen med mange forskellige opgaver, som den finder meningsfulde. SKK siger, at den vil have et aktivt og indholdsrigt liv og fungerer godt i hundesport som agility og lydighed. The Royal Kennel Club angiver op til en time om dagen.

Jagtlysten sætter rammer for turene. DKK skriver, at racen reagerer selvstændigt og lynhurtigt på alt, hvad der bevæger sig. Den er skabt til jagt på rotter og kaniner, men interesserer sig for al slags småvildt, og jagtlyst og mod gør det svært at færdes med den uden line, hvor der er vildt og trafik.

Træning og socialisering

DKK skriver, at racen er opmærksom og som regel positiv over for indlæring. Man skal blot huske det lidt rastløse terriervæsen og træne venligt, konsekvent, tempofyldt og varieret med skiftende belønninger. DKK anbefaler, at den tidligt vænnes til andre hunde.

SKK skriver, at racen er let at træne, men at den ikke er en passende førstegangshund. Tålmodighed er en god egenskab hos en kommende ejer, fordi en del individer udvikler sig langsomt, og en tydelig, konsekvent opdragelse er vigtig. Kombinationen af hengivenhed og selvstændighed betyder, at en ejer med hundeerfaring har lettere ved at sætte rammerne.

Familie og bolig

DKK beskriver en hund, der er hengiven og beskyttende over for familiens børn, men også en hund, der egner sig bedst til sporty mennesker med nogen hundeerfaring. SKK kalder den meget kælen med sin familie. Som alle hunde skal den have opsyn sammen med børn. Fordi den knytter sig stærkt og kan have udtalt uvilje mod at være alene, passer den dårligt til et hjem, hvor den er alene størstedelen af dagen.

The Royal Kennel Club kalder racen velegnet til livet i byen og vurderer, at den passer til et lille hus med en lille til mellemstor have. Den er lille og kræver minimal pleje, så en lejlighed kan fungere, hvis motionen og jagtlysten håndteres udenfor hjemmet. Ingen kilde siger noget om, hvor meget racen gør.

Pelspleje

Pelsen er kort, tæt, glat og glansfuld, og DKK skriver, at den kun kræver minimal pleje. En daglig aftørring med en opvredet klud fjerner nemt både støv og løse hår. SKK skriver også, at pelsen kræver minimal pleje og kan kæmmes og bades efter behov. The Royal Kennel Club nævner, at racen fælder, men ingen kilde siger, hvor meget.

Pelsen yder kun lidt beskyttelse, så ifølge DKK kan hunden være lidt kuldskær i koldt og fugtigt vejr. Standarden beskriver stramme læber, og ingen kilde omtaler savl.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Kilderne er ikke helt enige om racens sundhed. SKK skriver, at racen anses for sund og ofte lever længe, at 12 til 14 år ikke er ualmindeligt, og at der ikke er kendte racebundne sygdomme. The Royal Kennel Club angiver en levealder på over 12 år, men anbefaler samtidig, at opdrættere som minimum DNA-tester for von Willebrands sygdom (type I), juvenil dilateret kardiomyopati og xanthinuri (type II) og lader forældredyrene øjenundersøge. Klubben peger ikke på særlige bekymringspunkter for dommere.

DKK kræver, at faderen til et kuld har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. For at få Basis+ stambøger skal begge forældre være præmieret med mindst Very Good eller eksteriørgodkendt. DKK stiller ikke krav om røntgen eller øjenundersøgelse. Standarden siger, at kun funktionelt og klinisk sunde hunde med racetypisk bygning bør bruges i avl.

Manchester Terrier er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl. Racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven. Spørg opdrætteren, om forældrene er testet for de nævnte sygdomme, og lad en dyrlæge vurdere den enkelte hunds helbred.