Lancashire Heeler

Mere om racen

Overblik

Lancashire heeleren er en lille, kraftig og robust kvæghund fra det nordvestlige England. Den er lavbenet, en anelse længere end høj og altid sort og tan eller leverbrun og tan. FCI har anerkendt racen foreløbigt i gruppe 1, sektion 1, blandt hyrdehundene, med standardnummer 360. Idealhøjden er 30 cm for hanner og 25 cm for tæver, og DKK angiver en vægt på 6 til 10 kg.

Racen er den mindste af hyrdehundene. Den driver kvæg, men har også terrierens instinkt for at jage rotter og kaniner. Standarden beskriver en modig, glad og hengiven hund med en forbløffende mængde energi i en lille krop. I dag er den mest en aktiv familiehund og en ivrig sportshund.

Historie og oprindelse

En heeler er en hund, der driver kvæg ved at nappe dyrene i haserne. Lancashire heeleren var lav nok til at slippe for de sparkende klove og dukkede sig, når den havde nappet. Den gik bag flokken og drev den frem, mens collier holdt styr på siderne.

Racens oprindelse er ikke sikker. Ifølge FCI-standarden og den britiske kennelklub mødte corgier, der drev kvæg fra Wales til markederne og slagterierne omkring Ormskirk i Lancashire, den lokale manchester terrier. Fra corgien skulle heeleren have den lave bygning og drivertrangen, fra manchesteren tommelfingermærket på forbenene. Den amerikanske raceklub skriver, at det er omstridt, om heeleren overhovedet er i familie med corgien, og peger på den gamle engelske black and tan terrier, der i århundreder var gårdhund og rottefænger i området.

I generationer var den kendt lokalt som slagterhund, Ormskirk heeler eller blot black and tan. Den britiske raceklub skriver, at den var meget populær i Lancashire i 1950’erne og 1960’erne. DKK beskriver det anderledes og skriver, at den gamle heeler uddøde, da jernbaner og biler overtog dyretransporten, og at nutidens race blev genskabt i 1960’erne ved at krydse welsh corgi med manchester terrier.

En raceklub blev stiftet i 1978 og skrev racens første standard, og den britiske kennelklub anerkendte racen i 1981. Stambogen bygger på få hunde, og den britiske kennelklub regner i dag racen for en sårbar britisk race. Racen kom til Sverige i 1985, og FCI anerkendte den foreløbigt i 2016.

Udseende og størrelse

Heeleren er lille, kraftig og solidt bygget. Kraniet er fladt og bredt mellem ørerne, og snuden smalner af mod næsen. Ørerne er opretstående eller står med et tydeligt løft, og hængende ører uden løft er uønsket. Halen er højt ansat og bæres i en let bue over ryggen, når hunden er opmærksom. Den er ikke kuperet.

Pelsen består af en fin underuld under et kort, tykt, hårdt og tætliggende dækhår, der modstår regn og blæst. Dækhåret er lidt længere på halsen, og lang eller meget bølget pels er højst uønsket.

Farven er sort og tan eller leverbrun og tan. Tanfarven sidder på kinderne og ofte over øjnene, på snuden og brystet, på benene fra knæet og ned, på indersiden af baglårene og under halen. Et tydeligt sort eller brunt tommelfingermærke lige over forpoterne er ønsket, og en lille hvid plet på brystet tolereres. Med en vægt på 6 til 10 kg hører racen til de små hunde. Den svenske raceklubs målinger viser, at mange hanner er lidt mindre end idealet.

Temperament

Heeleren er modig, glad og hengiven over for sin ejer. DKK kalder den venlig, livlig og selvbevidst, SKK gladlynt og trofast. Den er intelligent og ivrig efter at gøre ejeren tilfreds. AKC nævner det såkaldte heelersmil, hvor hunden trækker læberne tilbage, når den er glad.

Hunden knytter sig tæt til sin familie og følger ejeren som en skygge. Over for fremmede kan den være reserveret i starten, men hilser glad, når den er blevet præsenteret. Den kan være vagtsom på sin egen grund og melder, når der kommer nogen. Ifølge den svenske raceklub gælder det, selv om det bare er katten.

Terrierblodet giver racen sin jagtlyst og en vis skarphed. DKK skriver, at den lejlighedsvis er oplagt til slagsmål, og at skarpheden må dæmpes. Hyrdearven viser sig ved, at heeleren kan nappe i hælene, når der er leg og uro, og SKK råder ejere til at holde øje med den adfærd i hverdagen.

Motion og aktivering

Racen er energisk og udholdende og har stadig masser af hyrdeinstinkt. DKK skriver, at den kræver rigelig mulighed for udfoldelse og en del motion, både fysisk og mentalt. SKK skriver, at behovet for mental stimulering er større end behovet for fysisk motion.

Gåture et par gange om dagen, boldleg og træning dækker meget, men heeleren skal have noget at lave. Den går gerne lange ture og vandreture og kan følge med i stalden eller på rideturen. Den er en dygtig og glad sportshund i agility, lydighed, rally, sporarbejde, nosework og freestyle, og nogle bliver stadig testet på kvæg og får. Den amerikanske raceklub nævner også, at den er en ivrig tygger.

Træning og socialisering

Heeleren lærer hurtigt, også uvaner. DKK anbefaler korte, varierede træningspas med rigelig belønning. Ejeren skal være udpræget konsekvent, men undgå hårdhed, som kan fremme den skarphed, der af og til findes i racen. Standarden skriver, at den trives bedst med en fast, men venlig ejer, og AKC, at den kan have sin egen vilje.

Den amerikanske raceklub kalder racen en arbejdshund med stærk drivkraft og selvstændighed, som passer bedst til en erfaren ejer, der forstår god træning. Klubben understreger, at den kræver vedvarende socialisering og træning. Tidlig socialisering og konsekvent opdragelse gør den ifølge DKK til en aktiv og charmerende selskabshund.

Familie og bolig

Heeleren er meget kærlig over for sin familie og vil gerne være med i alt, hvad der sker. Den har vundet popularitet som familiehund og passer til en aktiv familie. Børn og hund kan sagtens leve sammen, når børnene lærer at respektere hunden. Den amerikanske raceklub minder om, at enhver hund kan bide, hvis den bliver provokeret. Som alle hunde skal den have opsyn sammen med børn.

Racen jager gerne mus, rotter, kaniner og harer, så smådyr i husstanden kræver opmærksomhed. Den svenske raceklub beskriver dog en hund, der holder sig hjemme på gården i stedet for at gå på egne ture.

Størrelsen taler for et liv i lejlighed, men energien og gøen stiller krav til ejeren og naboerne. Det er klogt at øve alene-tid gradvist fra hvalpealderen.

Pelspleje

Den korte, hårde pels er let at holde. Den tørrer hurtigt og ryster snavset af sig. En ugentlig gennembørstning og et bad, når hunden er blevet beskidt, er som regel nok. Kløer, ører og tænder skal tjekkes jævnligt.

Racen fælder en til to gange om året og kan i de perioder fælde noget. Den amerikanske raceklub anbefaler børstning et par gange om ugen, især når pelsen skiftes. Om vinteren bliver pelsen ofte lidt længere på halsen og bag på lårene. Standarden beskriver faste læber.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Racen regnes generelt for sund og langlivet. Den britiske raceklub skriver, at mange heelere bliver 15 år eller mere. Øjensygdomme fylder mest i racens sundhedsprogrammer: primær linseluksation (PLL), hvor linsen i øjet går løs, og collie eye anomaly (CEA), en medfødt fejl i øjets bagvæg. Den britiske kennelklub anbefaler øjenundersøgelse og DNA-test for begge sygdomme før avl. Den britiske raceklub nævner også arvelig grå stær, rester af pupilmembranen (PPM) og patellaluksation, hvor knæskallen glider ud af leje.

I den svenske raceklubs avlsstrategi fra 2023 var 4 af 629 DNA-testede hunde syge med PLL og 103 bærere. For CEA var 10 af 381 testede syge og 45 bærere. Af de hunde, der blev knæundersøgt i Sverige fra 2014 til 2023, havde 20 af 277 patellaluksation, de fleste i mild grad. Den svenske raceklub anbefaler desuden DNA-test for amelogenesis imperfecta, en arvelig fejl i tandemaljen, der kan forveksles med tandsten. Den amerikanske raceklub vil anbefale røntgen af hofter og albuer, blandt andet for at udelukke Legg-Perthes sygdom.

DKK kræver, at faderen til et kuld har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. For at få Basis+ stambøger skal begge forældre have fået mindst Very Good på en udstilling. DKK stiller ikke krav om øjenundersøgelse eller DNA-test, og racen har ingen egen specialklub i Danmark. Lancashire heeler er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl. Halekupering er ikke tilladt, og racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven.

Spørg opdrætteren om forældrenes øjenundersøgelse og DNA-resultater for PLL og CEA og om deres knæstatus. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.