Irish Glen of Imaal Terrier

Mere om racen

Overblik

Irish Glen of Imaal Terrier er en lav, kraftig og ruhåret terrier fra dalen Glen of Imaal i Wicklowbjergene i Irland. FCI placerer den i gruppe 3, sektion 1, blandt de store og mellemstore terriere, med standardnummer 302. Skulderhøjden er højst omkring 35,5 cm, og en han vejer højst omkring 16 kg. Tæver er tilsvarende mindre.

Racen er modig og loyal, men også blid og føjelig, når den ikke har noget at tage sig til. Den er ikke så let at ophidse som mange andre terriere, men den er selvstændig, jagtlysten og vil gerne afprøve, hvem der bestemmer. Den passer til en aktiv familie, der kan sætte tydelige rammer uden at bruge tvang. Pelsen børstes jævnligt og trimmes tre til fire gange om året.

Historie og oprindelse

Racen er gammel og stammer fra et lille område: Glen of Imaal i County Wicklow, som den har fået sit navn efter. FCI-standarden beskriver, hvordan egnens bønder, der nedstammede fra soldater, som i 1500- og 1600-tallet fik jord som betaling for tjeneste for den britiske krone, måtte klare sig i et barskt landskab. En hund, der ikke bidrog, blev ikke tålt.

DKK skriver, at racen er den sjældneste af de irske terriere og af ukendt oprindelse. Den blev brugt til gravjagt på grævling, ræv og odder, men også som apporterende hund ved fuglejagt og som vagthund og skadedyrsbekæmper på gårdene. Den britiske kennelklub (Royal Kennel Club) nævner, at en terrier af denne type har været kendt i dalen siden 1600-tallet, og at racen muligvis har fælles aner med irsk soft coated wheaten terrier, kerry blue terrier og irsk terrier. Det er en formodning, og FCI nævner ingen stamracer.

Irish Kennel Club anerkendte racen i 1934. I Irland skulle en glen frem til afskaffelsen af grævlingeprøverne i 1960’erne bestå en arbejdsprøve for at opnå titlen champion. FCI anerkendte racen endeligt den 17. september 1975. Den første hund kom til Danmark i 1985, og racen er stadig sjælden her.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en mellemstor hund med en mellemlang pels og stor styrke, der giver indtryk af maksimal substans i forhold til størrelsen. Kroppen er længere end høj, dyb og lav til jorden, og forbenene er korte, krumme og kraftige. Det gør racen karakteristisk: DKK kalder den “ikke nogen lille hund”, men en stor hund på små ben.

Hovedet er bredt med et tydeligt stop og et kraftigt, tilspidset næseparti. Næsen er sort, øjnene er brune, runde og sat bredt, og lyse øjne tæller som en fejl. Ørerne er små og rosenformede. Halen er stærk ved roden og bæres muntert. Standarden beskriver en kuperet hale, men tillader en naturlig hale i lande, hvor kupering er forbudt.

Pelsen er mellemlang med hård struktur og blød underuld og må tilrettes, så omridset ser pænt ud. Farven er blå brindle, som ikke må tone mod sort, eller hvedefarvet fra lys hvede til gyldent rødlig. Hvalpe kan fødes blå, hvedefarvede eller rødlige. Lyse hvalpe har ofte en blå maske og en blå stribe ned ad ryggen, på halen og på ørerne, og de mørke aftegninger forsvinder med alderen. Black and tan er diskvalificerende.

Standarden angiver en skulderhøjde på højst 14 tommer (35,5 cm) for hanner og en vægt på 35 pund (16 kg), og for tæver tilsvarende mindre. DKK nævner 15 til 17 kg. Tallene er derfor et loft, og mange hunde, især tæver, vejer mindre. Racen hører til de mellemstore hunde.

Temperament

Standarden beskriver en hund, der er aktiv, adræt og tavs, når den arbejder, og modig, når det kræves, men ellers blid og føjelig med en loyal og kærlig natur, der gør den til en god huskammerat. Den siges at være mindre let at ophidse end andre terriere, men er altid klar til at give jagt, hvis den bliver kaldt til det. DKK kalder den en uforfærdet vovehals.

En dansk opdrætter, der i 2003 blev interviewet i bladet Hunden, beskrev racen som rolig og aktiv på én gang. Den lægger sig gerne for sig selv og betragter verden, når nysgerrigheden er stillet, men er straks med, når der sker noget. Den er glad for mennesker og vil gerne snakke, også med fremmede. Den melder, når der kommer nogen, og tier så igen. Det er en enkelt, ældre og personlig beskrivelse, ikke en undersøgelse.

Racen er også selvstændig. DKK nævner, at den er jagtlysten, og at kontakten og forholdet mellem hund og ejer derfor er vigtigt. Opdrætteren fremhæver, at hunden prøver grænserne hele livet, men at den er en nem hund, når lederskabet er på plads.

Motion og aktivering

DKK skriver, at racen behøver motion og beskæftigelse, men at den som regel tilpasser sit krav til familiens aktivitetsniveau. Den har altså ikke et ekstremt motionsbehov, men den skal bruge både krop og hjerne. Opdrætteren i Hunden anbefaler at give den opgaver og udfordringer frem for at fratage den sin historie som arbejdshund.

Racen elsker vand og er ifølge DKK en kraftfuld og udholdende svømmer. Opdrætteren nævner sporarbejde og agility som mulige aktiviteter, men mener, at den er for egensindig og fysisk tung til at blive en toppræsterende agilityhund.

Træning og socialisering

DKK anbefaler en konsekvent opdragelse uden tvang. Træningen skal veksle med leg i korte, tempofyldte sekvenser. Racen skal have en ejer, der kan sætte klare grænser for, hvad hunden selv må bestemme, og det gælder også i forhold til andre hunde.

DKK siger, at tidlig socialisering med andre hunde er en fordel, og at legekammeraterne til den voksne hund bør vælges omhyggeligt. Det hænger sammen med racens baggrund som en hård og selvstændig arbejdshund. Opdrætteren i Hunden finder klikkertræning meget velegnet, fordi hunden så selv skal tænke og gerne vil tro, at den selv har fundet på tingene. Det kræver en konsekvent ejer, fordi en terrier hele tiden afprøver reglerne.

Familie og bolig

Standarden kalder racen en blid og føjelig familiehund. DKK beskriver den som en god ledsager for en aktiv og sporty familie, der kan give den en tilværelse med opgaver. Ifølge opdrætteren i Hunden elsker den at lege, og børn gør det særligt sjovt for den. Selv glenner, der ikke bor sammen med børn, kan finde på at opsøge dem. DKK’s pasningsvejledning for terriere understreger, at det altid er de voksnes ansvar, at børn under 8 til 10 år aldrig er alene med en hund.

Racen er rolig hjemme og gør ikke unødigt, så den kan trives i en bolig uden have, hvis dens behov for motion og beskæftigelse bliver dækket udenfor. Ingen af de gennemgåede kilder siger noget om, hvordan den klarer at være alene, så det må ejeren vurdere for den enkelte hund. Jagtlysten og erfaringen som gravjæger gør, at man skal tænke sig om, før hunden skal bo sammen med smådyr. Kilderne siger ikke noget om samliv med katte.

Pelspleje

DKK beskriver en ruhåret pels, der er næsten vandtæt og beskytter mod alt slags vejr. Den skal børstes regelmæssigt og trimmes tre til fire gange om året. DKK kalder den en af de terriere, hvor man forholdsvis let kan lære at gøre det selv. DKK’s pasningsvejledning for terriere nævner, at de ruhårede racer almindeligvis trimmes hos en hundefrisør.

Når pelsen er velpasset, fælder racen kun ubetydeligt. Den gode effekt afhænger altså af, at pelsen holdes ved lige.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Den britiske kennelklub (Royal Kennel Club) peger på to undersøgelser, der anbefales før avl i racen: en DNA-test for progressiv retinal atrofi, PRA (crd3), og øjenundersøgelse efter den britiske øjenordning BVA/KC/ISDS. Kilderne giver ikke tal for, hvor udbredt sygdommen er i racen. Mere om sundhed i racen kan man få hos opdrætteren og hos Dansk Terrier Klub, som er DKK’s specialklub for racen.

Irish Glen of Imaal Terrier er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl. DKK kræver, at hvalpenes far har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. Til Basis+ stambøger skal begge forældre desuden være præmieret med mindst Very Good på udstilling eller være eksteriørgodkendt. Racen er ikke blandt de fem racer, der må halekuperes, så halekupering er ikke tilladt i Danmark, selv om standarden beskriver en kuperet hale. Racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven.

Spørg opdrætteren om forældrenes sundhed og mentalitet, og om de er undersøgt efter relevante ordninger, herunder øjenundersøgelse og DNA-test for PRA. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.