Grosser Schweizer Sennenhund

Mere om racen

Overblik

Grosser Schweizer Sennenhund er den største af de fire schweiziske sennenhunde. Den er en kraftig, korthåret og trefarvet gård- og trækhund med svær benbygning og meget muskulatur. FCI placerer den i gruppe 2, sektion 3, sammen med berner, appenzeller og entlebucher sennenhund, med standardnummer 58. Hanner måler 65 til 72 cm og tæver 60 til 68 cm. Standarden angiver ingen vægt, men DKK nævner 55 til 60 kg, og racen står på den danske liste over gigantracer.

Oprindeligt var den vagthund og trækhund på gårdene, og i dag er den især familie-, vagt- og ledsagerhund. Den er rolig, pålidelig og godmodig over for sin familie, men også vagtsom og lidt afmålt over for fremmede. Racen er sjælden i Danmark, og den er ikke den letteste hund for en førstegangsejer.

Historie og oprindelse

Racens forfædre var de store slagter- og kvæghunde, som engang var udbredt i Mellemeuropa. Slagtere, kvæghandlere, håndværkere og bønder brugte dem som vagthunde, til at drive kvæg og til at trække kærrer med kød og mælk. I 1800-tallet kaldte man dem Metzgerhunde, slagterhunde. DKK kalder racen den største og muligvis ældste af sennenhundene og skriver, at den formodentlig nedstammer fra romernes mastiffer. Det er en udbredt teori, men ikke den eneste, og kilderne fremlægger den som en formodning.

Omkring år 1900 var der kun få hunde tilbage, muligvis fordi motorkøretøjer overtog trækarbejdet. På den schweiziske kennelklubs jubilæumsudstilling i Langenthal i 1908 blev to korthårede hunde vist som berner sennenhunde. Dommeren, kynologen Albert Heim, så dem i stedet som repræsentanter for den gamle, store sennenhund og ville give dem deres egen race. Allerede året efter blev de første hunde skrevet ind i den schweiziske stambog, og i 1912 blev raceklubben stiftet. DKK nævner 1910 som året for anerkendelsen. FCI offentliggjorde den første standard i 1939.

Racen voksede langsomt. Under og efter anden verdenskrig gjorde den tjeneste i den schweiziske hær som træk- og bærehund, og det gav den et opsving. Den amerikanske raceklub anslår, at der i 1945 fandtes 350 til 400 hunde. I 1956 og 1957 blev der krydset med berner sennenhund, og hvalpe fra de kuld gik videre i avlen.

Den første grosser blev registreret i DKK i 1959. KHKG anslår, at der findes omkring 150 hunde i Danmark, og der fødes kun få kuld om året her i landet.

Udseende og størrelse

Grosseren er trefarvet, kraftig og svær i knoglerne, men trods størrelse og vægt både udholdende og adræt. Forskellen på hanner og tæver er tydelig. Kroppen er lidt længere end hunden er høj, i forholdet 10 til 9, og brystet er bredt og når ned til albuerne. Hovedet er kraftigt uden at være tungt, og læberne er svagt udviklede og hænger ikke.

Pelsen er en dobbeltpels med en tyk, mellemlang dækpels og en tæt underuld, der helst skal være mørkegrå eller sort. Grundfarven er sort med symmetriske rødbrune aftegninger mellem det sorte og det hvide på kinder, over øjnene, på benene og under halen. Det hvide sidder som blis og på snuden, ubrudt fra strube til bryst, på poterne og i halespidsen. Kort pels uden underuld, lang pels og andre farver end trefarvet diskvalificerer.

Hanner måler 65 til 72 cm og tæver 60 til 68 cm. DKK’s raceside angiver 55 til 60 kg, og med den vægt hører racen til de meget store hunde på denne side.

Temperament

Ifølge standarden er grosseren “selvsikker, opmærksom, vagtsom og frygtløs i hverdagens situationer”, godmodig og hengiven over for dem, den kender, og selvsikker over for fremmede. Temperamentet er middel, og aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres.

Hjemme er den rolig og harmonisk. Over for familien er den pålidelig, kærlig og loyal, mens den er lidt afmålt over for fremmede. Vagtinstinktet er godt bevaret, og hunden vogter alle, der hører til familien. Den er opmærksom og modig som vagthund, men den svenske raceklub beskriver en hund med god vagtinstinkt og ikke megen kamplyst.

Over for andre hunde er den ofte ikke særlig venlig. Jagtinstinktet er derimod meget behersket, og den er ikke tilbøjelig til at strejfe. KHKG nævner med et glimt i øjet, at mange grossere snorker, fiser og stjæler mad.

Motion og aktivering

Racen kræver regelmæssig motion og god beskæftigelse, men den er ingen udholdenhedsatlet. AKC kalder motionsbehovet moderat: en tur rundt om blokken eller en tur i skoven er som regel nok, og den passer bedre som makker på vandreture end på cykel- eller løbeture. Hvalpe og unghunde skal motioneres med forsigtighed, mens de vokser.

Træk er racens gamle arbejde, og mange grossere elsker at trække kærre eller slæde. Sporarbejde og søg er også gode måder at aktivere den på, og den svenske raceklub har en egen træk- og arbejdsprøve. Den tætte pels gør, at racen tåler varme dårligt, så motionen bør lægges tidligt eller sent på varme dage.

Træning og socialisering

Grosseren kan virke lidt langsom i opfattelsen, men den er glad for at lære, og det, den har lært, glemmer den ikke. Træningen skal følge hundens eget tempo og belønnes rigeligt, for pres gør den bare stædig. Den er meget motiveret af godbidder, men har også en stædig side, så ejeren skal være konsekvent. Ensformige øvelser, der gentages igen og igen, er ikke racens stærke side.

Tidlig socialisering er vigtig, så vagtinstinktet ikke tager overhånd. Hvalpen skal møde mange mennesker, hunde og situationer. DKK skriver, at racen alene på grund af størrelsen næppe passer til en førstegangsejer, og SKK anbefaler, at man har erfaring med hunde. AKC fraråder at bruge en sele til gåture, fordi en trækhund i sele blot trækker endnu hårdere.

Familie og bolig

Racen er især værdsat som familiehund på grund af sit rolige og pålidelige væsen, og KHKG skriver, at den beskytter børn. Størrelsen er dog en reel udfordring: den store hund kan let vælte børn og ældre mennesker, og samvær mellem hund og børn skal altid foregå under opsyn.

Grosseren har brug for en hel del plads omkring sig, så en lille lejlighed passer den dårligt. Den holder sig gerne til sit eget område, men en indhegning er en god idé. Først og fremmest vil den være sammen med sine mennesker. Den passer ikke til at være meget alene og er helt uegnet til et liv i hundegård. Alene-tid skal øves gradvist fra hvalpealderen.

Pelspleje

Den korte pels er nem at holde. En grundig gennembørstning om ugen fjerner støv og løse hår. Racen smider underulden, som regel to gange om året, og i de perioder hjælper et bad og en grundig børstning med en river. Resten af året er et bad en gang imellem nok. Kløer, ører og tænder skal passes jævnligt. Standarden beskriver svagt udviklede, tætsluttende læber.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Som mange store racer har grosseren problemer med leddene. Den svenske raceklub opgør, at 19 procent af de røntgenfotograferede svenske hunde født 2016 til 2021 havde hofteledsdysplasi (HD), og lige så mange albueledsdysplasi (AD). Osteochondrose i skulderen (OCD) er ifølge klubben mere udbredt end både HD og AD i Tyskland. Epilepsi forekommer hyppigt i racen, og arvegangen er ukendt.

Racen er også udsat for mavedrejning og for miltdrejning, som ellers er sjælden hos hunde. Begge dele er livstruende og kræver akut dyrlægehjælp. Den amerikanske raceklub nævner desuden urininkontinens, som er almindelig hos unge, voksende tæver og hos steriliserede tæver, samt ekstra øjenhår (distichiasis), indadrullede øjenlåg, grå stær og anfald, hvor hunden febrilsk slikker og spiser genstande. Enkelte hunde har blødt usædvanligt meget ved operationer, så dyrlægen bør kende til det. Overvægt er et af racens største sundhedsproblemer.

Efter dansk lov (bekendtgørelse nr. 607 af 2025, bilag 2 og 3) skal en grosser røntgenundersøges for både HD og AD, før den bruges i avl, og som gigantrace tidligst som 18 måneder for HD. DKK stambogsfører kun hvalpe, hvis begge forældre har HD-status A eller B (C kun med en partner med A), AD-status 0 eller 1 og en officiel OCD-status, og faderens testikler skal være dokumenteret normale. For Basis+-stambog skal begge forældre desuden være OCD-fri og præmieret med mindst Very Good på en udstilling.

Racen er ikke forbudt i Danmark og ligner ingen af de forbudte racer. Spørg opdrætteren om forældrenes HD-, AD- og OCD-resultater og om epilepsi i linjen. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.