Entlebucher Sennenhund

Mere om racen

Overblik

Entlebucher Sennenhund er den mindste af de fire schweiziske sennenhunde: en kompakt, lidt aflang, korthåret og trefarvet kvægdriver fra dalen Entlebuch. FCI placerer den i gruppe 2, sektion 3, med standardnummer 47. Hanner måler 44 til 50 cm og tæver 42 til 48 cm, med en tolerance på op til 2 cm over. Standarden angiver ingen vægt. Den britiske raceklub nævner 23 til 30 kg, mens DKK skriver 20 til 25 kg.

Racen er livlig, selvsikker og meget arbejdsglad og knytter sig usædvanlig tæt til sin familie. Den er også vagtsom, gør gerne og har et stort behov for motion, beskæftigelse og selskab. Den er sjælden i Danmark og har ingen egen specialklub. DKK henviser til Klubben for Hyrde-, Kvæg- og Gårdhunde (KHKG).

Historie og oprindelse

Racen har navn efter Entlebuch, en dal i kantonerne Luzern og Bern. Den første beskrivelse under navnet “Entlibucherhund” er fra 1889, men i mange år skelnede man ikke mellem entlebucher og appenzeller. Om dagen drev og vogtede de kvæget, og om natten vogtede de gården.

I 1913 blev fire små kvæghunde med medfødt stumphale vist for professor Albert Heim på en udstilling i Langenthal, og på baggrund af dommerberetningerne blev racen optaget i den schweiziske stambog som den fjerde sennenhunderace. Efter Første Verdenskrig troede mange, at racen var uddød, men dyrlægen B. Kobler og Franz Schertenleib fandt enkelte typiske hunde ved at annoncere rundt om i Schweiz. Den 28. august 1926 blev den schweiziske klub for racen stiftet på Koblers initiativ, og den første standard kom i 1927.

Racen udviklede sig langsomt, og den var igen hårdt trængt under Anden Verdenskrig. Den fik ny fremgang, da man opdagede, at den ud over at være en utrættelig kvægdriver også var en fremragende brugs- og familiehund. FCI anerkendte racen endeligt i 1954. Den første entlebucher kom til Tyskland i 1952, og blandt de lande, den svenske raceklub sammenligner, fødes flest hvalpe i Tyskland, Schweiz og Holland. I 2008 fandt man efter en optælling kun omkring 18 entlebuchere i Danmark.

Udseende og størrelse

Entlebucheren er lige akkurat mellemstor, kompakt og kraftigt muskuleret, men ikke tung. Kroppen er lidt længere end høj, i forholdet 8 til 10, og benene er korte og solide. Den er meget adræt og behændig og har et opmærksomt, klogt og venligt udtryk. AKC fremhæver, at den lave, aflange bygning gør det lettere at nappe køerne i haserne og undgå spark.

Pelsen er en dobbeltpels, såkaldt stockhår, med kort, tætliggende, hård og blank dækpels over en tæt underuld. Grundfarven er sort med gule til rødbrune aftegn over øjnene, på kinder, næseparti og strube, på begge sider af brystet og på alle fire ben, altid mellem det sorte og det hvide. Den hvide blis går uafbrudt fra issen ned over næseryggen, og der er hvidt fra hagen over struben til brystet og på alle fire poter. Halen kan være naturlig lang eller medfødt kort, og standarden regner begge dele for lige gode. På en lang hale er en hvid spids ønsket.

Efter vægten er racen på grænsen mellem mellemstore og store hunde. Den britiske raceklub skriver, at tæver typisk vejer omkring 23 til 24 kg og hanner omkring 27 til 28 kg.

Temperament

Standarden beskriver en livlig, temperamentsfuld, selvsikker og frygtløs hund, der er godmodig og hengiven over for dem, den kender, og let mistroisk over for fremmede. Den er en vagthund, der “ikke kan bestikkes”, og den er munter og lærenem. Aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres.

Entlebucheren er loyal og stærkt knyttet til sin familie. KHKG fortæller, at racen kaldes “velcrohunde”, fordi de helst vil ligge helt tæt op ad deres mennesker. Over for fremmede er den reserveret og skal se dem an, men KHKG skriver, at mange entlebuchere efterhånden er blevet mere tillidsfulde.

Racen er temmelig gøende og stadig en vagtsom hund. Hunden fortalte i 2008, at mange entlebuchere har en generel tendens til aggression over for hunde af samme køn og ofte enes meget dårligt med fremmede hunde af samme køn, mens der sjældent er problemer mellem hunde af hvert sit køn eller hunde, der er vokset op sammen. DKK skriver, at racen er mindre interesseret i andre hunde.

Motion og aktivering

Entlebucheren har et kæmpestort behov for motion og beskæftigelse. AKC anbefaler mindst en time om dagen, og den svenske kennelklub skriver, at den kræver meget beskæftigelse, både fysisk og mentalt. Den britiske raceklub kalder racen moderat krævende, men tilføjer, at man som regel selv bliver træt før hunden. Racen modnes sent, først som 3 til 4 år, og bliver ifølge Hunden først roligere omkring 6 til 7 års alderen.

Den passer til de fleste former for hundesport: lydighed, rallylydighed, agility, flyball, sporarbejde, nosework og redningsarbejde. Får den ikke nok at lave, bliver den “kreativ”, og SKK skriver, at man med tilstrækkelig beskæftigelse slipper for unødig gøen. Jagtinstinktet er meget behersket, så den holder som regel god kontakt og strejfer sjældent. Uden nok motion har den tendens til at blive overvægtig.

Træning og socialisering

Racen er arbejdsglad, god til at koncentrere sig og positiv over for al indlæring. Den lærer hurtigt og er blød af sind, så den trænes bedst med belønning og tåler ikke hårde irettesættelser. DKK anbefaler varieret træning i raskt tempo med skiftende belønninger.

Den tyske raceklub kalder racen meget let at føre, men skriver, at den på grund af sit livlige temperament kræver konsekvent opdragelse. SKK skriver, at ejeren bør have tidligere hundevane, og AKC, at uerfarne ejere kan blive overvældet af denne stærke og selvsikre hyrdehund.

Socialisering er vigtig. Entlebucheren levede længe i stalden og på markerne sammen med køerne, og dens vagtsomhed sidder stadig i. Hvalpen bør tidligt møde mange mennesker, hunde og miljøer, så reservertheden over for fremmede ikke vokser sig for stærk.

Familie og bolig

Godt socialiseret er entlebucheren en kærlig og legesyg familiehund og en trofast kammerat, også for børn. AKC skriver, at den er en robust legekammerat for større børn, men måske ikke passer i et hjem med små børn, fordi den som hyrdehund er beskyttende over for sin “flok”, også familien. Som alle hunde skal den have opsyn sammen med børn.

Racen har brug for at være sammen med sin familie det meste af tiden. SKK skriver, at ejeren bør være sammen med hunden det meste af døgnet, og at det ikke er et liv for en entlebucher at blive efterladt alene eller holdt i hundegård. Den britiske raceklub skriver, at den ikke egner sig til at være alene i lange perioder.

Det er en fordel med god plads, fordi racen har meget energi og ikke bryder sig om at gå i snor. En socialiseret entlebucher betragter gerne kaniner, får og høns som en del af flokken, der af og til skal drives sammen.

Pelspleje

Pelsen er robust og passer stort set sig selv. En gennembørstning med jævne mellemrum fjerner støv og løse hår, og ind imellem badene er det ofte nok at tørre hunden af med et fugtigt håndklæde.

Racen fælder som regel to gange om året og taber ellers forholdsvis få hår. I fældeperioden er en ekstra børstning en god idé, hvis man vil spare på støvsugningen. Standarden beskriver svagt udviklede, tætsluttende læber.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Den svenske kennelklub nævner progressiv retinal atrofi (PRA), en arvelig nethindesygdom der ender med blindhed, og ektopisk ureter som racens alvorligste sygdomme. Ved ektopisk ureter munder urinlederen forkert ud i blæren, hvilket kan give inkontinens, urinvejsinfektioner og nyreskader. I USA kaldes tilstanden Entlebucher urinary syndrome. Den britiske raceklub skriver, at ramte tævehvalpe sjældent overlever den første tid, mens hanner kan klare sig længere, og at forekomsten er faldet, siden ramte hunde blev holdt ude af avlen. Hofteledsdysplasi (HD) forekommer også, og AKC og den amerikanske raceklub nævner desuden patellaluksation. Andre øjensygdomme som grå stær (katarakt) og grøn stær (glaukom) er også fundet.

I Tyskland og Storbritannien undersøges avlshunde for arvelige øjensygdomme, får en DNA-test for PRA, scannes for ektopisk ureter og røntges for HD. Den britiske klub avler heller ikke på hunde med hjertemislyd. Den tyske raceklub kalder racen langlivet.

DKK kræver kun, at faderen har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. For Basis+ stambøger skal begge forældre have HD-status A, B eller C, være øjenundersøgt for arvelig katarakt, glaukom og PRA eller have en DNA-test for PRA, og have fået mindst Very Good på en udstilling. Racen er ikke nævnt i bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl. Halekupering er ikke tilladt, men medfødte stumphaler forekommer. Racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven og ligner ingen af de forbudte racer.

Spørg opdrætteren om forældrenes HD-status, øjenundersøgelser, PRA-test og undersøgelse for ektopisk ureter. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.