Rottweiler

Mere om racen

Overblik

Rottweileren er en tysk brugs- og vagthund. FCI placerer den i gruppe 2, sektion 2.1 blandt molosserne, og standarden er mærket “med brugsprøve”. I Danmark bruges racen blandt andet i Hjemmeværnet og hos vagtselskaber, men de fleste er familiehunde og vogtere af hjemmet.

I modsætning til hvad mange tror, er rottweileren generelt en meget venlig hund, og den kan være en hengiven familiehund, hvis ejeren er indstillet på at opfylde dens behov. De behov er store, og hunden er samtidig så stærk, at det ifølge DKK kræver en vis fysisk styrke at håndtere den.

Rottweiler er ikke en forbudt race i Danmark. Den står ikke på hundelovens liste over de 13 forbudte racer, og loven nævner den slet ikke.

Historie og oprindelse

Rottweileren regnes for en af de ældste hunderacer, med rødder tilbage til romertiden. Romerske hære drev kvæg med sig som levende proviant, og hunde af denne type vogtede både folk og flokke på vejen over Alperne. I området omkring byen Rottweil i Württemberg blandede de sig med de lokale hunde.

Rottweil var et stort kvægmarked, hvor flere kvægveje mødtes. Her brugte slagterne hundene til at drive og vogte kvæget og til at forsvare deres herrer og ejendom. Racen blev derfor kendt som “Rottweil-slagterhunden”, og den blev også brugt som trækhund. Da jernbanen overtog transporten af kvæg, mistede hunden sit arbejde og gik stærkt tilbage.

Redningen kom i begyndelsen af 1900-tallet, da man testede forskellige racer til politiarbejde. Rottweileren klarede sig så godt, at den blev officielt anerkendt som politihund i 1910.

Den første rottweiler kom til Danmark i 1911, købt i Tyskland til Københavns politi. Rottweilerklubben Danmark blev stiftet i Odense i 1944 og blev anerkendt af DKK samme år, og det første danske rottweilerskue blev holdt i Vejle i juli 1945. I slutningen af 1970’erne indførte klubben sin egen mentaltest, som stadig spiller en stor rolle i avlen.

Udseende og størrelse

Rottweileren er en middelstor til stor, kraftig hund, der hverken er tung eller let og hverken højbenet eller spinkel. Brystet er bredt og dybt. Hovedet har et bredt kranie og en kraftig snude, læberne er sorte og fast tilliggende, og de trekantede ører hænger fremad tæt ind til hovedet. Halen skal være naturlig, og halekupering har været forbudt i Danmark siden 1. september 1991.

Pelsen består af et middellangt, groft og tæt dækhår, der ligger fladt, og en underuld, som ikke må ses igennem. Farven er altid sort med klart afgrænsede, varmt rødbrune aftegninger på kinder, snude, strube, bryst og ben samt over øjnene og under haleroden. Hvide aftegninger diskvalificerer.

Hanner skal måle 61 til 68 cm og veje omkring 50 kg, og tæver skal måle 56 til 63 cm og veje cirka 42 kg. Den korrekte størrelse er efter standarden 65 til 66 cm for hanner og 60 til 61 cm for tæver. Med de vægte havner racen her på grænsen mellem stor og meget stor.

Temperament

Rottweileren skal være godmodig, rolig af grundnatur, meget hengiven, lydig, let at føre og arbejdsvillig. Den skal være selvsikker, nervefast og frygtløs og reagere på omgivelserne med stor opmærksomhed, men uden at miste roen. Aggressive, ængstelige eller meget sky hunde diskvalificeres.

Kilderne lægger vægten forskelligt. DKK fremhæver, at racen er stabil og pålidelig over for alle, også fremmede. Den britiske kennelklub beskriver den derimod som territorial og beskyttende, og den kan være reserveret eller mistænksom over for fremmede. Begge dele hænger sammen med racens baggrund som vogter.

Over en periode på omkring tyve år har specialklubbens mentaltest bidraget til hunde, der er blevet venligere, mere omgængelige og mindre dominerende. Især hanner kan dog være selvhævdende og svare igen, hvis de føler sig udfordret. I en stor britisk dyrlægeundersøgelse (VetCompass) var aggression det hyppigst registrerede problem hos racen. Opdræt, socialisering og træning betyder derfor meget.

Motion og aktivering

Rottweileren er arbejdskrævende. Ejeren skal afsætte tid til rigelig daglig motion og mental stimulering, for det er en aktiv, smidig og udholdende brugshund. PDSA anbefaler mindst to timer om dagen fordelt på gåture med leg, tid i en sikker have og opgaver, der kræver, at hunden tænker. En lang gåtur, løbetur eller energisk leg hver dag er et godt udgangspunkt.

Det mentale arbejde er mindst lige så vigtigt. En rottweiler, som man ikke arbejder og samarbejder med, bliver ofte en besværlig hund, også når den først og fremmest er familiehund. Hunden bør heller ikke gå alene i haven uden noget at lave.

Når behovene er dækket, er rottweileren en rolig og opmærksom hund i hjemmet, i tråd med den rolige grundnatur, som standarden kræver.

Træning og socialisering

Rottweileren er arbejdsglad og let at opdrage, men DKK anbefaler, at den hele livet trænes venligt og med ubøjelig konsekvens, mange opgaver og tæt kontakt. Racen lærer hurtigt, men på grund af sin styrke har den brug for en erfaren ejer og belønningsbaseret træning.

Socialisering fra hvalpealderen er afgørende. For en hund af denne størrelse og styrke er træning og socialisering ikke valgfrit, som den amerikanske raceklub udtrykker det. Specialklubben anbefaler at begynde træningen, når hvalpen er færdigvaccineret, typisk i tre til fire måneders alderen, fordi indlæring tidligt i livet sidder bedre fast.

Familie og bolig

Som familiehund vurderes racen forskelligt. DKK skriver, at rottweileren er præcis lige så glad for børn som de fleste andre racer, og i specialklubbens danske gengivelse af standarden står der, at den elsker børn. En hunds forhold til børn afhænger dog helt af de erfaringer, den har fået som hvalp. PDSA fraråder racen til familier med små børn og babyer, men mener, at den kan være et godt familiedyr med større børn, hvis den får nok motion og træning. Den er legesyg og generelt god med børn, men den kan blive overbeskyttende over for dem, når der er fremmede til stede. Børn og hund bør altid være sammen under opsyn.

Ingen af kilderne omtaler lejlighedsliv direkte. Størrelsen, styrken og behovet for daglig aktivering betyder, at hverdagen skal kunne rumme en stor og arbejdsivrig hund.

Rottweileren er tæt knyttet til sine mennesker og trives ikke med at være alene det meste af dagen. Til gengæld er den ikke mere tilbøjelig end andre hunde til at gø eller ødelægge ting, når den er alene. Den melder dog gerne, når nogen kommer og går.

Pelspleje

Den korte, tætte pels er nem at holde, og plejen er ubetydelig: en gennembørstning en gang om ugen er nok til at fjerne løse hår og støv. Pelsen skal hverken trimmes eller klippes.

Underulden betyder, at racen fælder. Om mængden er kilderne ikke helt enige. Ifølge PDSA fælder den ikke ret meget, men mere forår og efterår, VCA kalder fældningen gennemsnitlig, og AKC taler om moderat fældning med kraftigere perioder. I fældeperioderne kan det være en fordel at børste oftere.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Hofteledsdysplasi (HD) og albueledsdysplasi (AD) er kendte problemer hos racen. Efter dansk lov (bekendtgørelse nr. 607 af 2025, bilag 2, afsnit 2) skal en rottweiler røntgenundersøges for både HD og AD, før den bruges i avl. DKK stiller desuden krav om, at begge forældre har HD-status A eller B (C kun sammen med en A-partner) og AD-status 0 eller 1, at de har bestået en dansk mentalbeskrivelse eller klubbens avlskåring, og at faderen har normale testikler. Andre kendte problemer er entropion og ektropion, kryptorkisme, navlebrok, tandfejl og korsbåndsskader.

Hertil kommer hjertesygdommen subaortastenose (SAS), juvenil larynxparalyse og polyneuropati (JLPP), arvelige øjensygdomme, osteochondrose og kræft, og den britiske kennelklub anbefaler DNA-test for JLPP og LEMP-2 samt øjenundersøgelse før avl. En fagfællebedømt gennemgang (Ontiveros og Stern, 2021) placerer rottweileren blandt de racer, der oftere end andre får SAS. Knoglekræft (osteosarkom) er et særligt problem: i en VetCompass-undersøgelse offentliggjort i 2023 havde rottweilere omkring 27 gange så høj risiko som blandingshunde, og racen udgjorde næsten hver femte af alle tilfælde.

I VetCompass-undersøgelsen af over 5.000 britiske rottweilere (O’Neill og kolleger, 2017) var kræft den hyppigste dødsårsag, og den mediane levealder var 9,0 år, 9,5 år for tæver og 8,7 år for hanner. Den midterste halvdel af hundene døde i alderen 7,2 til 10,5 år.

Spørg opdrætteren om forældrenes HD-, AD- og mentalresultater. Sundhed varierer fra hund til hund, og spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.