Berner Sennenhund

Mere om racen

Overblik

Berner Sennenhund er en stor, langhåret og trefarvet hund fra Schweiz. FCI placerer den i gruppe 2, sektion 3, sammen med de øvrige schweiziske sennenhunde. Oprindeligt blev den brugt som vagthund, trækhund og kvæghund på gårdene i kantonen Bern, og i dag er den både familiehund og alsidig brugshund. Den er udadvendt og omgængelig og kan falde til i de fleste familier. Racens danske specialklub er Dansk Berner Sennen Klub.

Berneren er let at holde af, men racen lever kortere end de fleste andre racer, og en stor del af hundene dør af kræft. Det bør en kommende ejer sætte sig ind i før købet.

Historie og oprindelse

Berneren er en gårdhund af gammel herkomst, der vogtede, trak og drev kvæg i forbjergene og lavlandet omkring Bern. Især trak hundene mælkekærrer til mejerierne, og de fulgte bonden overalt.

Det første navn, Dürrbächler, kom fra landsbyen og kroen Dürrbach ved Riggisberg, hvor der var mange af disse hunde. Værtshusholderen Franz Schertenleib fra Burgdorf begyndte at samle hundene i 1890’erne. I 1907 stiftede opdrættere fra Burgdorf en klub for at renavle dem, og i 1909 skiftede klubben navn til Berner-Sennenhund-Klub efter forslag fra kynologen Albert Heim. Ved et skue i Burgdorf i 1910 mødte 107 hunde op.

De første bernere begyndte man at se i Danmark i 1950’erne og 1960’erne, og i 1970’erne kom flere danske opdrættere til.

Udseende og størrelse

Berneren er en langhåret, trefarvet, kraftig og adræt brugshund, lidt over middelstørrelse og med solide lemmer. Kroppen er snarere kompakt end lang, med forholdet 9 til 10 mellem skulderhøjde og kropslængde, og brystet er bredt og dybt.

Pelsen er lang, blank og glat eller let bølget, med en tæt og kraftig underuld. Grundfarven er kulsort med rødbrune aftegninger på kinder, over øjnene, på benene og på brystet samt hvide aftegninger på hoved og bryst og gerne på poter og halespids. Standarden diskvalificerer blandt andet kort pels og hunde, der ikke er trefarvede.

Skulderhøjden er 64 til 70 cm for hanner med 66 til 68 cm som ideal og 58 til 66 cm for tæver med 60 til 63 cm som ideal. FCI-standarden har ingen vægt, og de tal, man ellers finder, spænder vidt. Hunden nævnte i 2012 omkring 55 til 60 kg for hanner og 45 til 50 kg for tæver, mens DKK’s raceside i dag skriver 40 til 44 kg. Derfor er der ikke angivet en vægt her.

Temperament

Berneren er selvsikker, opmærksom, vagtsom og frygtløs i hverdagens situationer. Ifølge standarden skal den være “godmodig og hengiven over for sine egne”, selvsikker og rolig over for fremmede og have et middel temperament og en føjelig natur. Aggressive, meget sky eller ængstelige hunde diskvalificeres.

Over for alle, den kender, er den godmodig og hengiven, og den er venlig over for fremmede mennesker og andre dyr. Den kan være noget vagtsom, men det viser sig sjældent som skarphed. Berneren knytter sig meget til sine mennesker og kan se fremmede an, især på eget territorium. Et gammelt træk fra arbejdet med kvæg hænger stadig ved: nogle bernere forsøger at samle familien på tur ved at nappe efter hasene på børn og voksne.

Racen er følsom. Den svenske raceklub fortæller, at dommere fra 20 lande ved en international konference i 2023 bemærkede, at der i dag ses flere sky hunde end tidligere.

Motion og aktivering

Den unge berner er fuld af aktivitet og kræver en del beskæftigelse, men racen er ikke specielt løbeglad. En lang og frisk gåtur hver dag i al slags vejr dækker normalt behovet, og som voksen indretter hunden sig efter familiens tempo. PDSA anbefaler mindst en time om dagen fordelt på flere ture, suppleret med leg og træning, og mange bernere bevarer en hvalpeagtig energi langt op i alderen.

Med fornøjelse lader den sig spænde for en vogn, og Dansk Berner Sennen Klub tilbyder både vognkørsel og arbejdsprøver. Racen er avlet til et koldt klima og har svært ved varme, så motionen bør tilpasses på varme dage.

Træning og socialisering

Berneren er lærenem og samarbejdsvillig, så opdragelsen sjældent volder problemer og ikke kræver særlig erfaring. Venlig konsekvens og mange belønninger giver hurtige resultater, og træningen bør være varieret og foregå i korte sekvenser. Racen lærer hurtigt og reagerer bedst på belønning med godbidder.

Belønningsbaseret træning bør begynde tidligt, fordi en stor og stærk hund uden træning kan blive voldsom i sin adfærd. Da racen er følsom, er grundig socialisering med andre hunde, mennesker og mange slags oplevelser i hvalpetiden vigtig. Den svenske raceklub anbefaler, at avlsdyr gennemgår en adfærdsbeskrivelse (BPH), før de bruges i avl.

Familie og bolig

Berneren er tålmodig og overbærende over for børn, og den svenske raceklub kalder den en meget god børne- og familiehund med gode vagtegenskaber. PDSA er mere forsigtig og fraråder racen til familier med mindre børn, fordi en stor og til tider voldsom hund let kan vælte et barn. Samvær mellem hund og børn bør altid foregå under opsyn.

På grund af sin størrelse skal racen bo i et hjem med god plads. Den vil gerne opholde sig udendørs så meget som muligt, men er ikke en hundegårdshund, fordi den har brug for tæt kontakt med familien.

Berneren elsker og har brug for selskab og kan udvikle separationsangst. PDSA anbefaler, at den ikke er alene mere end fire timer ad gangen. Hvor meget den enkelte hund kan klare, afhænger af træning og gradvis tilvænning.

Pelspleje

Den lange pels kræver fast pleje, men ingen trimning eller klipning. DKK anbefaler en grundig omgang med børste og kam en gang om ugen og et bad en gang imellem, mens PDSA, der regner pelsen for forholdsvis plejekrævende, går ind for børstning flere gange om ugen.

Berneren fælder tydeligt, især i overgangsperioderne. Fældningen ligger over gennemsnittet, og man skal være forberedt på mange hår. Tæver fælder som regel to gange om året og hanner cirka en gang. PDSA nævner også, at nogle bernere savler meget, men det bekræftes ikke af de øvrige kilder.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Kort levetid og kræft er racens største sundhedsproblem. En schweizisk undersøgelse af 389 bernere født i 2001 og 2002 (Klopfenstein og kolleger, 2016) fandt en medianlevealder på 8,4 år. Den midterste halvdel af hundene døde mellem 6,9 og 9,7 år. Kræft var den registrerede dødsårsag hos 58 procent, men mange af diagnoserne var ikke bekræftet ved vævsprøve. Den svenske raceklub oplyser ud fra forsikringsdata fra Agria, at medianalderen ved død var 5,5 år i perioden 2016 til 2021, og at omkring 60 procent af bernerne i flere europæiske lande dør af tumorer.

Den vigtigste kræftform er histiocytært sarkom (HS), en meget aggressiv kræft i de hvide blodlegemer, der kan ramme flere organer på én gang, og som der endnu ikke findes nogen effektiv behandling af. Tidlige undersøgelser viste ifølge Dansk Berner Sennen Klub, at omkring 17 procent af bernerne døde af HS. Et genetisk risikotest fra Antagene inddeler hunde i grupperne A, B og C og bruges til at vælge parringer med lav risiko. Både den danske og den svenske klub fraråder at udelukke C-hunde helt fra avl, fordi det vil indsnævre den genetiske variation.

Andre lidelser i racen er hofte- og albueledsdysplasi, mavedrejning, degenerativ myelopati, progressiv retinal atrofi og korsbåndsskader samt to alvorlige nyresygdomme og problemer med fertilitet og fødsler.

Efter dansk lov (bekendtgørelse nr. 607 af 2025, bilag 2) skal en berner røntgenundersøges for både hofteledsdysplasi (HD) og albueledsdysplasi (AD), før den bruges i avl. DKK stambogsfører kun hvalpe, hvis begge forældre har HD-status A eller B (C kun sammen med en partner med A) og AD-status 0 eller 1, og faderens testikler skal være dokumenteret normale. For Basis+-stambog skal begge forældre desuden være præmieret med mindst Very Good på en udstilling eller avlsgodkendt af specialklubben.

Spørg opdrætteren om forældrenes HD- og AD-resultater, om HS-test og om, hvor gamle hundene i linjen er blevet. Dansk Berner Sennen Klub fører en liste over bernere, der er blevet mere end 10 år. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.