Griffon Fauve de Bretagne

Mere om racen

Overblik

Griffon Fauve de Bretagne er en mellemstor fransk drivende jagthund fra Bretagne med ru, hvedegylden til rødbrun pels. FCI placerer den i gruppe 6, sektion 1.2, blandt de mellemstore drivende hunde, med standardnummer 66 og brugsprøve. Standarden angiver en højde på 48 til 56 cm for begge køn, og DKK angiver en vægt på 20 til 30 kg.

Standarden kalder hundene lidenskabelige jægere, men godmodige, selskabelige, kærlige og jævne over for mennesker. SKK beskriver en intensiv jagthund, men venlig og rolig i kontakten med mennesker, som ikke passer som ren selskabshund. DKK siger, at hundene kun kan tilpasse sig familielivet, hvis de får masser af meningsfyldte opgaver. SKK kalder antallet af hunde i Sverige meget lille.

Historie og oprindelse

Standarden kalder racen en af de ældste franske drivende racer. En herre ved navn Huet des Ventes havde allerede i 1300-tallet en kobbel af disse hunde. Racen blev brugt til ulvejagt i Bretagne indtil 1800-tallet og gik tilbage, da ulvene forsvandt. For at bevare de efterhånden sjældne hunde stiftede Marcel Pambrun Club du Fauve de Bretagne i 1949. Siden 1980erne har klubben under Bernard Vallée gjort griffonen og den afledte basset fauve de Bretagne til faste navne blandt de franske drivende racer. Klubbens motto er “hunting first”.

Den svenske rasklub skriver i sin avlsstrategi fra 2023, at racen i 1400-tallet blev brugt i store kobbel og regnedes for de bedste hunde til ulvejagt, dengang var de meget større, omkring 70 til 75 cm. Racen blev erklæret næsten uddød i 1928, og klubben reddede den i 1981. De små hunde, der blev født i kuldene og skænket til bønder, blev til basset fauve. DKK skriver, at typen har været kendt i Frankrig i mindst 800 år og især været udbredt langs Atlanterhavskysten fra Bretagne til Pyrenæerne, og at racerne flere gange har været truet af udryddelse, både af den franske revolution og af de to verdenskrige. FCI godkendte racen på definitivt grundlag den 5. oktober 1954.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en kraftig og muskuløs hund, der er meget modstandsdygtig over for vejr og træthed og særligt velegnet til vanskeligt terræn. Hovedet har et ret langt kranium med markeret baghoved, et let stop og en let aftagende snude, ikke helt rektangulær. Næsen er sort eller mørkebrun, læberne dækker underkæben godt uden overskud, og overskæg og skæg er kun lidt rigelige. Tunge, hængende overlæber er en alvorlig fejl. Øjnene er mørkebrune med et livligt udtryk, og ørerne sidder fint ansat, når lige til snudespidsen, når de trækkes frem, ender i en spids, drejer indad og er dækket af finere og kortere hår end resten af kroppen. DKK skriver, at de store, ofte foldede ører hænger tæt ind til hovedet, og at håret i øregangen skal holdes fri.

Halsen er forholdsvis kort og muskuløs, ryggen kort og bred og aldrig svajet, og brystet dybt og bredt med ret runde ribben. Halen bæres let segllignende og når over ryggens linje i bevægelse, hvor den svinger regelmæssigt fra side til side. Pelsen er meget ru, hård og forholdsvis kort, aldrig uldet eller krøllet, og ansigtet må ikke være for busket. Farven er fawn fra gyldent hvede til teglrød, og enkelte sorte hår på ryg og ører tolereres. En lille hvid stjerne på brystet forekommer af og til, men eftertragtes ikke. Dugkløer er en diskvalificerende fejl, fordi racen altid er fri for dem.

Højden er 48 til 56 cm for begge køn med en tolerance på 2 cm for enestående hunde. SKK nævner det samme, og DKK angiver 46 til 58 cm, hvor tolerancen er regnet med. Standarden og SKK angiver ingen vægt. DKK angiver 20 til 30 kg. Standarden diskvalificerer blandt andet aggressive og overdrevent sky hunde, over- eller underbid, manglende pigment og lang, uldet pels.

Temperament

Standarden skriver, at hundene er lidenskabelige jægere, men godmodige over for mennesker, selskabelige, kærlige og jævne. De tilpasser sig let til alt terræn og alt vildt og er under jagt modige, snedige, vedholdende og stabile. De er foretagsomme og effektive, men lige så evnet til at vende tilbage til føreren, og når de er godt ledet, er de lydige og kommer villigt tilbage.

SKK kalder racen modig, sej og hårdfør uden at være dumdristig. Den kan være egensindig og har stærk jagtlyst, hvilket kræver tålmodighed og en konsekvent, men venlig hånd under træningen. Den svenske rasklub skriver, at hunden er en intensiv jagthund, men meget mild i kontakten med mennesker, social og kærlig og med et jævnt temperament. DKK siger, at hundene i alle situationer er behagelige og omgængelige.

Motion og aktivering

SKK skriver, at racen kræver meget motion og passer bedst til aktive ejere, der kan give både fysisk og mental stimulering. DKK siger, at hundens stærke lyst og fremragende evne til at følge duft hele tiden skal tilfredsstilles gennem varierede søgeopgaver. Racen er skabt til jagt på al slags vildt, som den selvstændigt opsporer og driver foran sig. Den vedholdende gøen fortæller ifølge DKK jægeren, hvilken retning driven går. Ingen kilde angiver et bestemt antal timer om dagen.

Den svenske rasklub skriver, at hundene i Sverige mest bruges som enkeltdrivere, og at de har både drivende og stillende egenskaber. De driver med et meget sporstædigt drev og lave hastigheder, og de arbejder klogt med viltet og holder afstand. En del er også brugt til eftersøgning af såret vildt. Racen anvendes i Frankrig udelukkende som jagthund, og hundene jager der i flok på omkring seks til otte hunde.

Træning og socialisering

DKK skriver, at det kræver en tidlig og meget vedholdende træning, hvis man skal have håb om, at hundene kommer tilbage, når der bliver kaldt. Hvis jagtlysten tændes, slår hørelsen fra. Ellers er de lærevillige og imødekommende, når træningen er venlig, varieret og konsekvent. Den svenske rasklub er mere positiv og siger, at racen er samarbejdsvillig og dresserbar, at den arbejder med god førerkontakt og oftest er let at kalde ind, og at hundene har haft let ved at bryde drev på det forkerte vildt. Kilderne er altså ikke enige om, hvor let det er at få hunden til at komme tilbage.

DKK siger, at hundenes jagtinstinkt stiller krav til indhegning og opdragelse. Hundene er samtidig selskabelige og sætter pris på omgang med artsfæller og nær social kontakt med mennesker.

Familie og bolig

DKK kalder hundene behagelige og omgængelige, men mindre egnede som udelukkende selskabshunde. Hvis de skal kunne tilpasse sig familielivet, er det en forudsætning, at de tilbydes masser af meningsfyldte opgaver. SKK kalder racen en udpræget jagthund, der ikke passer som kun selskabshund, men venlig og rolig over for mennesker. Ingen kilde siger noget om børn, katte eller andre små dyr, og jagtlysten er stor.

Ingen kilde taler direkte om at bo i lejlighed eller om at være alene hjemme. DKK siger, at racen sætter pris på nær kontakt med mennesker, og at jagtinstinktet stiller krav til indhegning, så en lejlighed uden lange ture og en have uden sikkert hegn passer dårligt til beskrivelsen.

Pelspleje

DKK skriver, at den ruhårede pels har underuld og beskytter godt mod al slags vejr samt mod rifter fra tætte, tornede buske. Den skal jævnligt børstes grundigt igennem, men kræver kun lejlighedsvis en let trimning. Ørerne skal holdes fri for hår i øregangen. SKK kalder pelsen let at passe og siger, at den børstes og bades efter behov. Ingen kilde siger, hvor meget racen fælder.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Den svenske rasklub skriver i 2023, at helbredstilstanden i Sverige er god, og at der ikke er rapporter om alvorlige sundhedsforstyrrelser. I de seneste år er der dog rapporteret om to tilfælde hver af epilepsi, patellaluksation og cherry eye. Klubben vil følge op med nye sundhedsundersøgelser. Racen er ikke omfattet af noget sundhedsprogram i Sverige, fordi Sverige har valgt at gøre som hjemlandet Frankrig, der ikke har nogen. SKK skriver, at antallet af hunde i Sverige er så lille, at sundheden ikke kan vurderes med sikkerhed. Der var omkring 250 hunde i Sverige ved udgangen af 2022. Vi har ikke fundet undersøgelser af dyrlæger eller data fra forsikringsselskaber og ingen levealder fra en troværdig kilde.

I Danmark kræver DKK, at faderen til et hvalpekuld har dokumenterede normale testikler på normal plads, og at DKKs etiske regler for avl overholdes. DKK stiller ingen krav om HD-, AD- eller øjenundersøgelse. Racen er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl. Racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven.

Den, der overvejer en griffon fauve, bør spørge opdrætteren om forældrenes helbred og om indavlsgraden, som den svenske rasklub anbefaler holdes under 6,25 procent per kuld. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.