Hamiltonstøver

Mere om racen

Overblik

Hamiltonstøveren er en svensk drivende jagthund, trefarvet med sort mantel, tan og hvide aftegn. FCI placerer den i gruppe 6, sektion 1.2, blandt de mellemstore drivende hunde, med standardnummer 132 og brugsprøve. Hanner er 53 til 61 cm høje og tæver 49 til 57 cm, og DKK angiver en vægt på 23 til 27 kg, så racen er mellemstor.

Racen regnes som Sveriges nationalrace blandt støvere og er ifølge Svenska Kennelklubben (SKK) til antallet den største svenske støverrace. Den bruges til jagt på hare og ræv som selvstændig, skalddrivende hund, det vil sige en hund, der følger sporet med næsen og giver lyd under driven. Hamiltonstøveren er venlig, jævnmodig og let at træne, men den har en meget stærk jagtlyst. Både SKK og DKK skriver, at den ikke egner sig som ren selskabshund.

Historie og oprindelse

Støvere fandtes i Sverige siden 1500-tallet. Jagten var indtil 1789 et privilegium for adel og kongehus, og først i slutningen af 1700-tallet fik almuen lov til at jage. Hundene, som adelen havde holdt, blev dermed spredt i bredere kredse. FCI’s standard beskriver hamiltonstøverens baggrund som en blanding af støvere fra Sydtyskland og Schweiz samt foxhounds og harriers. SKK nævner desuden, at de svenske støvere nedstammer fra kontinentale hunde af østeuropæisk type, som kom til landet med soldater hjem fra de store krige i 1600- og 1700-tallet.

På Sveriges første hundeudstilling i 1886 blev der vist 189 støvere. Blandt dem var en hanhund og en tæve, Pang og Stella, som ejedes af greve Adolf Patrik Hamilton, grundlæggeren af Svenska Kennelklubben. Parret regnes for racens udspring. Hunden hed i begyndelsen svensk støver, og først i 1921 fik den navnet hamiltonstøver til minde om greven.

I 1920’erne blev det uensartede svenske støvermateriale delt i hamiltonstøvere og de såkaldte B-støvere. Til de sidste hørte blandt andet kopparbergsstøveren. Senere gæstede også den gule gotlandsstøver hamiltonstøvernes rækker, skriver Svenska Stövarklubbens avlsstrategi.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en rektangulær, velproportioneret hund, der giver indtryk af stor styrke og udholdenhed, men aldrig er tung. Kønsforskellen skal være tydelig. Hovedet er langstrakt med lang, kraftig snude, sort næse og mandelformede, mørkebrune øjne med et roligt udtryk. Overlæberne er tynde, stramme og let overhængende, mest hos hannerne. Ørerne er bløde og hænger fladt ind til kinden. Halen når til haserne og bæres lige eller let svunget som en sabel.

Pelsen er hård, ikke for kort og ligger meget tæt ind til kroppen. På hoved, ører og forbenenes forside er den meget kort og glat, og under halen og bag på lårene kan den være lidt længere. Farven er trefarvet: en sort mantel fortsætter op over nakken og på halens overside, og tan sidder på hoved, ører og ben, på siderne af halsen, på skuldrene, under kroppen, på lårene og under halen. Tan kan spænde fra gyldent til dyb rustrødt. Hvide aftegn tolereres som blis, på hals og bryst, på halespidsen og på de nedre dele af benene. Tofarvede hunde, altså gulhvide, sorthvide og sorttan, er diskvalificerende.

Idealhøjden er 57 cm for hanner og 53 cm for tæver. SKK beskriver pelsen som kort og blank og farverne som markante.

Temperament

Standarden kalder hunden venlig og jævnmodig og diskvalificerer aggressive eller overdrevent sky hunde, ligesom den også diskvalificerer en hund, der er meget tilbageholdende. SKK beskriver en venlig, loyal og stabil hund med et roligt temperament, og Svenska Stövarklubbens avlsstrategi skriver, at en typisk hamiltonstøver har et udpræget roligt temperament. Hundene skal ifølge avlsstrategien være rolige, ikke let stressede, venlige og sociale.

DKK skriver, at racen generelt er venlig og imødekommende over for mennesker og artsfæller. Samtidig er den selvstændig, og både SKK og DKK understreger, at jagtinstinktet er meget udpræget. Hamiltonstøveren arbejder oftest alene sammen med sin fører og følger sporet i højt tempo. Stemmen er vigtig for racen: SKK skriver, at den skal være klar og skarp, så den kan høres langt og lede jægeren. Det er jagtens redskab, og ingen af kilderne siger, hvor meget hunden giver lyd i hverdagen.

Motion og aktivering

Racen er bygget til lange jagtdage. Svenska Stövarklubbens avlsstrategi skriver, at en støvers jagtdag omfatter mindst fem timer, og at den skal kunne jage to hele dage i træk. Det kræver både fysik og mentale egenskaber som jagtlyst.

I hverdagen kræver hamiltonstøveren ifølge SKK meget motion og mental aktivering, og den har brug for pasning og aktivitet hele året og ikke kun i jagtsæsonen. DKK skriver, at den har brug for rigelig fysisk krævende motion og opgaver, hvor den kan bruge sin fremragende næse. Der er ingen kilde, der angiver et fast antal timer for en hund uden jagt, men begge kilder peger på en hund, der skal have et reelt udløb for det, den er avlet til.

SKK mener, at den passer bedst hos en ejer, der vil kombinere en venlig familiehund med en aktiv jagthund. Den, der ikke jager, bør tænke over, hvordan jagtinstinktet kan få plads i hverdagen.

Træning og socialisering

SKK kalder racen let at træne, men skriver, at den kræver tålmodighed og konsekvent opdragelse. DKK mener, at den blandt de mellemstore støvere måske er den nemmeste at opdrage. Den er positiv og forholdsvis lydhør, når den trænes med venlighed og konsekvens, og DKK anbefaler at lægge hovedvægten på indkald og belønne rigeligt og varieret.

Selvstændigheden er det vigtigste forbehold. Hunden arbejder af natur selvstændigt, og derfor lægger DKK hovedvægten på indkaldet.

DKK nævner, at racen har en stærk flokfornemmelse og behøver et godt socialt liv. Det er et udsagn om racen og ikke en målt tolerance, og ingen af kilderne siger noget direkte om at være alene hjemme.

Familie og bolig

SKK kalder hamiltonstøveren en udmærket familiehund, og avlsstrategien skriver, at den anses for en meget god og rar familiehund. DKK skriver, at den finder sig fint til rette i en familie med et aktivt friluftsliv, som kan tilfredsstille dens jagtinstinkter. Som alle hunde skal den have opsyn sammen med børn.

Racen er altså ikke bygget til at ligge i sofaen hele dagen. SKK skriver, at den ikke er egnet som udelukkende selskabshund, fordi den har så stor lyst til at spore og drive vildt, og DKK skriver, at den trives dårligt som ren selskabshund. Med den jagtlyst bør man være opmærksom, hvis der er katte eller andre smådyr i husstanden. Ingen kilde taler direkte om bolig eller lejlighed.

Pelspleje

Pelsen er let at passe. DKK skriver, at den kun kræver en daglig aftørring med et fugtigt vaskeskind. Om vinteren har hunden en let, men tæt underuld, og i overgangsperioderne skal den jævnligt børstes igennem med en gummibørste. SKK skriver, at pelsen kræver normal pleje, og at hunden bades efter behov. Ingen kilde angiver, hvor meget racen fælder, men børstningen i pelsskiftet peger på sæsonbetinget fældning.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

SKK anser hamiltonstøveren for en sund race uden racespecifikke sygdomme, men skriver, at hofteledsdysplasi (HD) forekommer. Svenska Stövarklubbens avlsstrategi fra 2025 siger, at racen ikke har nogen enkeltstående hyppig defekt. HD-røntgen er et krav i avlen, men racens hunde viser ifølge avlsstrategien ingen kliniske tegn på hoftesygdom. Kun en lille del af hundene er dog røntgenfotograferet, og klubben har som mål at øge andelen til 35 %, så HD-forekomsten kan vurderes. Avlsstrategien nævner desuden meget få tilfælde af epilepsilignende anfald, kløe, tumorsygdomme og kryptorkisme, nogle halsinfektioner samt hudproblemer som uforklaret kløe, pletvist hårtab og eksem, og enkelte tilfælde af en hjertesygdom, persisterende ductus arteriosus. Det er klubbens egne erfaringer og ikke undersøgelser med tal.

Der registreres mellem 122 og 262 hvalpe om året i Sverige, 148 i 2025. Indavlsgraden har ifølge avlsstrategien ligget mellem 0,6 og 1,3 % om året, og klubben arbejder for at øge den genetiske variation. Krav til avlsdyr er svenske klubregler og ikke danske krav: hunde skal have jagtprøve og udstillingsresultat, HD-røntgen før parring, hanner må højst have fem kuld og tæver tre, og indavlen i en enkelt parring må højst være 2 %. Hunde med HD-resultat C må kun parres med en A- eller B-hund.

I Danmark kræver DKK, at faderen til et kuld har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. DKK stiller ingen krav om HD-, AD-, OCD- eller øjenundersøgelse, og specialklubben er Dansk Drever Klub. Hamiltonstøver er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl. Racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven.

Spørg opdrætteren om forældrenes HD-status, om hundenes jagtprøver og om, hvordan hvalpene er tænkt brugt. Sundhed varierer fra hund til hund, og spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.