Dunker Støver

Mere om racen

Overblik

Dunker Støveren, på norsk blot Dunker, er en norsk drivende jagthund, ofte med en blåmarmoreret pels. FCI placerer den i gruppe 6, sektion 1.2, blandt de mellemstore drivende hunde, med standardnummer 203 og brugsprøve. Hanner er 50 til 58 cm høje og tæver 47 til 54 cm, og DKK angiver en vægt på 16 til 22 kg. Racen er mellemstor, tydeligt rektangulær og kraftig, men ikke tung.

Norsk Kennel Klub (NKK) kalder racen en af syv norske racer og en meget god harehund. Den er rolig, mild og venlig i familien, men DKK skriver, at den har et voldsomt gåpåmod, når jagtlysten vækkes. Svenska Kennelklubben (SKK) skriver, at den er en udpræget jagthund, der også kan passe som selskabshund ved siden af jagten, men ikke som ren selskabshund, og at et stort jagtinteresse hos ejeren er et must.

Historie og oprindelse

Racen er opkaldt efter den norske kaptajn Wilhelm Conrad Dunker, som i første halvdel af 1800-tallet krydsede flere støverracer. Gruppen af dunkerhunde rummede ifølge NKK lokale harehundestammer fra hele landet, så avlsgrundlaget var i begyndelsen bredt og uensartet. DKK beskriver de norske støvere som en blanding af svenske og kontinentale støvere.

I 1902 blev Specialklub for norske harehunde stiftet, og samme år blev harehundene delt i to hovedgrupper, som vi i dag kender som dunker og hygenhund. DKK skriver, at de to racer en tid blev slået sammen og delt igen i 1934, og at den sorte farve da blev tilladt i begge.

Dunkeren har altid været kendt for den marmorerede, blågrå farve og de blåhvide øjne, de såkaldte glasøjne. DKK skriver, at ensidig avl på farven i begyndelsen af 1900-tallet truede racens overlevelse, fordi den gav hvide hvalpe, der både var blinde og døve. Standarden tillader også andre farver end den marmorerede.

Under anden verdenskrig faldt efterspørgslen, og det blev svært at føre en planlagt avl. Efter krigen steg interessen kraftigt, og den holdt sig til 1970’erne, hvor konkurrence fra udenlandske racer ifølge NKK fik interessen til at falde igen. I 1980’erne var dunkeren meget ensartet og havde meget gode jagtegenskaber, men den til dels kraftige indavl havde gjort de fleste hunde for nært beslægtede. Avlsrådet søgte i 1987 om at krydse andre racer ind, men fik afslag. I 1989 blev der givet grønt lys for en vis indkrydsning, og det har ifølge NKK givet racen langt bedre genetisk variation og sundhed, uden at de typiske egenskaber er gået tabt.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en mellemstor, tydeligt rektangulær og kraftigt bygget hund, der ikke må virke tung, og som skal give indtryk af udholdenhed. Brystets dybde er omtrent halvdelen af mankehøjden. Hovedet er rent og ædelt med god længde og parallelle linjer, bæres ikke højt og er ikke kileformet. Øjnene er klare og udtryksfulde med et roligt og alvorligt udtryk, og ørerne hænger fladt uden folder. Halen er sat i højde med rygliniens og kan nå ned til haserne eller lidt under.

Pelsen er lige, hård og tæt og ikke for kort. Farven er fortyndet sort med blege tan aftegn eller blåmarmoreret (merle) med blege tan aftegn og hvide aftegn. Skinnende sort med varm tan er mindre ønskelig, og 50 % hvidt eller mere er uønsket. Hvidt, der strækker sig op på skuldrene, under bugen og på benene som strømper, regnes for korrekt. DKK registrerer farverne harlekin og trefarvet.

Idealhøjden er 52 til 54 cm for hanner og 49 til 51 cm for tæver. NKK, DKK og SKK’s racedokument nævner til dels ældre højdetal, men standardens tal er dem, der gælder.

Temperament

Standarden beskriver en hund, som er karakteriseret ved stærke nerver og ved at være særligt omgængelig og tillidsfuld. Den regnes for den hårdføre og robuste støver fra gamle dage med et udmærket gemyt, og NKK kalder den en udmærket kombination af jagthund og familiehund. DKK skriver, at den er rolig, mild og venlig i familien, overbærende med børn og tolerant over for fremmede. SKK kalder den hengiven, venlig og social, men tilføjer, at den har meget energi og et stærkt jagtinstinkt.

Når det gælder andre hunde, peger kilderne i lidt forskellig retning. Standarden og NKK kalder racen særdeles omgængelig, mens DKK skriver, at den accepterer andre hunde, men ikke normalt jager i flok og derfor ikke er specielt selskabelig i forhold til artsfæller.

Motion og aktivering

DKK skriver, at dunkeren behøver rigelig fysisk krævende motion og mange opgaver, hvor den kan bruge sin fremragende lugtesans. Racen er skabt til jagt på hare, som den opsporer med næsen og driver gøende foran sig. Den er robust, udholdende, selvstændig og jagtivrig, men holder generelt god kontakt til sin fører.

NKK fremhæver racens særligt stærke poter, som tåler is og skare, så jægerne kan fortsætte jagten, hvor andre harehunde må give op. SKK beskriver den som kendt for sin udholdenhed. NKK skriver, at ejere skal sørge for, at hunden får tilstrækkelig fysisk og mental stimulering. Ingen kilde angiver et fast antal timers motion om dagen.

Træning og socialisering

NKK skriver, at racen er let at træne på grund af sit gode gemyt og sit åbne væsen, og standarden siger det samme. DKK skriver, at den som regel er positiv over for indlæring og samarbejdsvillig, når blot dens jagtlyst bliver respekteret. Indkald skal trænes venligt, vedholdende og konsekvent fra den tidligste hvalpealder, og både træningsmiljø og belønning bør skiftes ofte.

Racen arbejder ifølge NKK godt og nært sammen med sin ejer ude i skoven og fører en tydelig los, det vil sige et tydeligt skald på sporet. Mange dunkere har klaret sig godt på jagtprøver. Det er et godt grundlag for træning, men SKK minder om, at et stort jagtinteresse hos ejeren er et must.

Familie og bolig

DKK skriver, at dunkeren er rolig, mild og venlig i familien og overbærende med børn. SKK kalder den en afholdt familiehund. Som alle hunde skal den have opsyn sammen med børn.

Ingen af kilderne taler direkte om bolig eller om at være alene hjemme. DKK skriver, at racen behøver et godt socialt liv og nær kontakt med sine mennesker, og at den tilpasser sig vanskeligt et liv kun som selskabshund. SKK siger, at den ikke er egnet som udelukkende selskabshund. Den, der ikke jager, bør derfor tænke over, hvordan hunden kan få en reel opgave.

Pelspleje

Pelsen er let at passe. DKK skriver, at en daglig omgang med et fugtigt vaskeskind eller en gummibørste er nok til at holde den i orden. Den beskytter ikke meget mod kulde og fugt, men hunden tåler alligevel al slags vejr, så længe den er i bevægelse. SKK skriver, at den korte pels er let at passe og bades efter behov, og NKK skriver, at pelsen ikke kræver omfattende stell. Ingen kilde angiver, hvor meget racen fælder.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Ingen af de gennemgåede kilder nævner en bestemt sygdom hos racen. SKK skriver, at der er så få hunde i Sverige, at racens helbredstilstand ikke kan vurderes med sikkerhed, og Svenska Stövarklubbens racedokument fra 2015 siger, at dyrlægedata ligger på niveau med de øvrige støverracer. NKK skriver, at indkrydsningen fra 1989 har givet bedre genetisk variation og sundhed. DKK nævner kun den historiske risiko ved avl på den marmorerede farve, hvor hvide hvalpe kunne være blinde og døve. Det er klub- og kennelklubudsagn og ikke undersøgelser med tal.

Det største problem er størrelsen. NKK skriver, at der de seneste år er registreret mellem 130 og 180 nye hvalpe om året i Norge, og at tallet er så lavt, at racen bør vokse noget for at kunne føre en sund og effektiv avl. Racedokumentet nævner 251 hunde registreret i Sverige fra 1990 til 2013, heraf 17 importeret, og en indavlsgrad over fem generationer, der svingede mellem 5,4 og 0,4 % i 2004 til 2014 med et gennemsnit på 2,2 %. Racens lille bestand giver problemer med den effektive population, og i Norge kører der krydsningsprojekter, især mellem de norske racer.

I Danmark kræver DKK, at faderen til et kuld har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. DKK stiller ingen krav om HD-, AD-, OCD- eller øjenundersøgelse, og specialklubben er Dansk Drever Klub. Dunker Støver er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl. Racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven.

Spørg opdrætteren om forældrenes helbred, om hvor beslægtede de er, og om hvordan hvalpene er tænkt brugt. Sundhed varierer fra hund til hund, og spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.