Harrier

Mere om racen

Overblik

Harrieren er en mellemstor, britisk drivende jagthund, der oprindeligt blev brugt i flok til jagt på hare. FCI placerer den i gruppe 6, sektion 1.2, blandt de mellemstore drivende hunde, med standardnummer 295. Stokmålet er 48 til 55 cm, men 48 til 50 cm foretrækkes, og DKK angiver en vægt på 22 til 27 kg. Det placerer racen i størrelsesklassen mellem.

Standarden beskriver en venlig og livlig hund, og DKK en blid og social hund, der er tålmodig over for børn og åben over for fremmede og andre hunde. Under det rolige ydre ligger en stærk jagtlyst og et stort behov for motion, næsearbejde og selskab. DKK skriver, at racen bliver frustreret og gør højlydt, hvis den er alene længe. Pelsen er kort og tæt og kræver kun regelmæssig børstning.

Historie og oprindelse

Harrieren kommer fra Storbritannien. DKK skriver, at typen har været kendt i mindst 800 år i Englands landlige vestlige grevskaber, hvor den blev holdt som en mindre og lettere udgave af foxhounden. AKC regner med rødder i 1200-tallet og nævner et hundehold ved Penistone Hunt i Yorkshire i 1260 som det tidligste eksempel på en mindre drivhund af harriertypen.

Haren blev populær som jagtbytte i 1700-tallet, da de store vildtarter som vildsvin og kronhjort var gået tilbage. Dogs Victoria placerer racens udvikling i 1700- og 1800-tallet, så kilderne er ikke enige om, hvornår racen blev til. AKC nævner, at indkrydsning med foxhounds i 1800-tallet gjorde harriers svære at skelne fra dem andre steder end i Wales.

DKK beskriver harrieren som grundlaget for de tre engelsk-franske drivhunderacer, som alle er tæt beslægtet med beagle, og som stadig bruges til jagt. Dogs Victoria skriver, at flokkene stort set er opløst, og at kun få entusiaster i dag holder racen. AKC nævner, at racen i 2024 lå som nummer 183 af 202 racer efter registreringer, så den er sjælden også i USA.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en stærk og let hund, der er mindre kraftig og mere fornem end foxhounden. Læberne dækker underkæben. Øjnene er altid mørke, af middel størrelse og ikke fremtrædende, og ørerne er V-formede, næsten flade, ret korte og sat højt.

Halsen er lang og let buet i den øvre del. Ryggen er ret og muskuløs, lænden stærk og svagt buet, og brystkassen er dybere end den er bred. Forbenene er rette og lodrette, bagbenene har lange og velmuskuløse lår, og bevægelsen skal være smidig og jævn. Halen er middellang med lidt længere og grovere hår mod spidsen og bæres godt.

Pelsen er glat af engelsk type, altså flad og ikke for kort. DKK beskriver den som kort, tæt og blank med en vandafvisende underuld, hvis tykkelse skifter med årstiden. Standarden tillader alle anerkendte drivhundefarver og aftegn, og DKK nævner hvid med sorte til orange pletter samt trefarvet hvid, tan og sort.

Stokmålet er 48 til 55 cm for begge køn, men 48 til 50 cm foretrækkes. Dogs Victoria angiver 48 til 53 cm, og UKC 19 til 21 tommer, men standarden følges her. Standarden nævner ingen vægt, men DKK angiver 22 til 27 kg. Aggressive eller meget sky hunde, hunde med tydelige fysiske eller adfærdsmæssige afvigelser, afpigmenteret næse og underbid er diskvalificerende.

Temperament

Standarden kalder racen venlig og livlig og skriver, at aggression og nervøsitet er uacceptabelt. DKK beskriver en blid, venlig og social hund, der er hengiven over for sin familie, tålmodig med børn og imødekommende over for fremmede og andre hunde. Dogs Victoria bruger næsten de samme ord: en venlig og social hund, der ikke må være sky. UKC skriver, at aggression mod andre hunde ikke tolereres hos en flokhund.

Samtidig er harrieren en jagthund. DKK skriver, at den har en stærk jagtlyst, men at den kan tilpasse sig livet som familiehund, især i hjem med meget aktivitet udendørs. Dogs Victoria understreger, at dens sans for duft og jagt stadig er stærk.

Racen er meget social og knytter sig tæt til sine mennesker. DKK skriver, at den let bliver frustreret og gør højlydt, hvis den er alene i lang tid, og Dogs Victoria, at den ikke trives, hvis den er isoleret. Det gør den til en dårlig match for en hverdag, hvor hunden skal være alene det meste af dagen.

Motion og aktivering

DKK beskriver et højt aktivitetsniveau og en hund, der har brug for at bruge sin fremragende næse, helst gennem mange duftopgaver. Racen er avlet til at jage selvstændigt og i flok over store afstande, og den har brug for meget motion. Dogs Victoria skriver, at den er aktiv og energisk, men også kan falde til ro indendørs, og at en daglig tur er det, man bør regne med. Kilderne angiver ikke et bestemt antal timer.

Harrieren har et stort aktionsradius. DKK skriver, at den som regel ved, hvor ejeren er, men at den kan være svær at kalde tilbage, når den først har fundet en spændende duft. Derfor skal den normalt holdes i snor, og både DKK og Dogs Victoria understreger, at et effektivt hegn er nødvendigt, hvis hunden skal have lov til at gå i have.

Træning og socialisering

DKK beskriver en opmærksom og samarbejdsvillig hund, som dog let lader sig aflede af en spændende duft. Træningen bør begynde tidligt, helst indendørs eller i en kedelig have uden forstyrrende lugte, og derefter varieres i flere miljøer. DKK anbefaler, at man er konsekvent venlig og belønner generøst, og at indkald er det centrale træningsmål.

Standarden og DKK lægger vægt på en venlig, åben hund. Gode oplevelser med mange forskellige mennesker og hunde fra tidlig alder hjælper racens naturlige sociale sind på vej. Dogs Victoria skriver, at den som regel kommer godt ud af det med andre hunde.

Familie og bolig

DKK beskriver harrieren som tålmodig over for børn, og Dogs Victoria kalder den egnet til familier, men understreger, at børn altid skal være under opsyn sammen med hunde. Det gælder uanset race. DKK skriver, at racen passer bedst i hjem med meget udendørsliv.

Ingen kilde taler direkte om bolig i lejlighed. Racen er mellemstor, har et højt aktivitetsniveau og et stort motionsbehov og kan gø højlydt, når den er alene. Dogs Victoria skriver, at den kan falde til ro indendørs og tilpasse sig både indendørs og udendørs liv, men at den ikke bliver hjemme uden godt hegn. Kilderne beskriver ikke, hvor meget racen gør i hverdagen i øvrigt.

Har man katte eller smådyr, bør man tænke sig om. DKK nævner kun, at harrieren er imødekommende over for andre hunde og siger ikke noget om katte og smådyr, men racen er avlet til at jage hare, og AKC kalder den en hurtig, byttedrevet flokhund.

Pelspleje

Pelsen er kort, tæt og blank, og plejen er enkel. DKK anbefaler grundig og regelmæssig børstning, for eksempel med en gummibørste, for at holde fældningen i skak. Underulden er vandafvisende, og tykkelsen skifter med årstiden, så der kan komme perioder med mere hår end ellers. Dogs Victoria skriver, at pelsen skal børstes grundigt en gang om ugen, og at hunden af og til skal bades.

Ørerne er hængende og ligger tæt ind til hovedet. DKK understreger, at de skal rengøres omhyggeligt for at forebygge infektioner. Der er ikke behov for trimning eller klipning.

Standarden siger kun, at læberne dækker underkæben, og ingen af kilderne siger noget om savl.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Sundhedsbilledet er det svageste punkt i vidensgrundlaget. Dogs Victoria skriver, at harrieren generelt er en sund hund, hvor der af og til forekommer sygdomme, og at man bør spørge opdrætteren om sundhedstest. Dogs Victoria angiver også en gennemsnitlig levetid på 12 til 15 år. DKK’s racebeskrivelse siger intet om sygdomme eller levetid, og det lykkedes ikke at finde en racespecifik sundhedsundersøgelse fra en klub, en dyrlægeundersøgelse eller en videnskabelig artikel. Derfor nævner siden ingen enkeltsygdomme for racen.

DKK stiller to krav til avl. Hvalpenes far skal have dokumenterede normale testikler, enten med dyrlægeattest eller en præmie ved en anerkendt udstilling, og DKK’s etiske avlsregler skal følges. Standarden anfører desuden, at kun funktionelt og klinisk sunde hunde med racetypisk bygning bør bruges i avl.

Harrieren er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl. Racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven.

Racen er sjælden, og der findes ingen dansk specialklub, så det kan være svært at finde en opdrætter. Spørg opdrætteren om forældrenes sundhed og mentalitet, og om de er undersøgt efter relevante ordninger. Sundhed varierer fra hund til hund, og spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.