Anglo-Français de Petite Venerie

Mere om racen

Overblik

Anglo-Français de Petite Venerie er en mellemstor fransk drivende jagthund, som bruges til jagt på småvildt. FCI placerer den i gruppe 6, sektion 1.2, blandt de mellemstore drivende hunde, med standardnummer 325. Stokmålet er 48 til 56 cm, og DKK angiver en vægt på 16 til 20 kg. Det placerer racen i størrelsesklassen mellem.

DKK beskriver en blid, venlig og social hund, som er kærlig over for familien og tålmodig med børn. Under det milde ydre ligger et stærkt jagtinstinkt, et stort behov for at bruge næsen og en tendens til at gø kraftigt, hvis den er alene længe. Pelsen er kort og kræver kun jævnlig børstning. Der findes ingen dansk specialklub.

Historie og oprindelse

Racen kommer fra Frankrig. FCI’s standard indeholder ingen historiebeskrivelse, så oplysningerne her stammer fra andre kilder. UKC skriver, at racen er udviklet i Frankrig, formentlig fra 1500-tallet, ved krydsning af engelske og franske drivhunde, og at den er en støver til småvildt.

DKK skriver, at harrieren danner grundlaget for alle tre engelsk-franske drivhunderacer, og at typen har været kendt i landdistrikterne i det vestlige England i mindst 800 år. Harrieren var oprindeligt almindelige menneskers mindre og lettere udgave af overklassens foxhounds. Racerne er ifølge DKK i nær familie med beagle, men de bruges stadig som aktive jagthunde, mens beaglen i dag næsten udelukkende er selskabshund.

Standarden angiver brugen som støver til småvildt, og racen hører til de racer, der har arbejdsprøve i FCI’s system. Den franske oprindelse betyder, at udseendet skal læne sig mod en veletableret fransk drivhund, og det er også sådan standarden beskriver den.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en velafbalanceret og solidt bygget hund uden tunghed. Hovedet er langstrakt og ikke for bredt, med en svagt hvælvet, men ikke kuplet kranieoverflade og et næsten umærkeligt stop. Næsen skal være godt pigmenteret med åbne næsebor, og snuden er moderat langstrakt, lidt spids, med lige eller svagt buet næseryg. Overlæben dækker underlæben.

Øjnene er store og brune med et blødt, men livligt udtryk. Ørerne er sat fint under øjenhøjde, bløde, let drejede og af middel bredde, og de skal række mindst to fingerbredder forbi næsespidsen. Halsen er ren uden hudsæk. Ryggen er fast og lige, lænden ret kort og muskuløs, og brystkassen er dyb og når mindst til albuen. Flankerne er ret fyldte og kun lidt optrukne, uden et mynde-agtigt udseende. Halen er middellang, ret fin og tæt behåret.

Pelsen er kort, tæt og glat. Standarden tillader tre farvevarianter: trefarvet hvid og sort med klare tan-aftegn og sort næse, hvid og sort med lyse tan-aftegn og sort næse, samt tofarvet hvid og orange med brun, tobaksfarvet næse.

Stokmålet er 48 til 56 cm med en tolerance på 2 cm op eller ned for enkelte hunde. DKK angiver 46 til 58 cm, og UKC nævner 19 til 22 tommer, men standarden følges her. Standarden nævner ingen vægt, men DKK angiver 16 til 20 kg. Aggressive eller meget sky hunde og hunde med tydelige fysiske eller adfærdsmæssige afvigelser er diskvalificerende.

Temperament

Standarden har ikke noget afsnit om adfærd, så beskrivelsen af temperamentet bygger på DKK. Her er racen blid, venlig, omgængelig og social, kærlig og hengiven over for familien, tålmodig med børn og imødekommende over for fremmede og andre hunde.

Samtidig er den en jagthund. DKK skriver, at jagtinstinktet er stærkt, men at racen alligevel ofte kan tilpasse sig livet som selskabshund i en familie med meget udendørsaktivitet. Den er meget selskabelig og bliver let frustreret og reagerer med kraftig gøen, hvis den skal være alene i længere tid. Det er den vigtigste ting at overveje, hvis hverdagen indebærer lange dage uden selskab.

Motion og aktivering

Racen har et stort behov for at bruge sin fremragende lugtesans. DKK skriver, at det skal respekteres og tilfredsstilles gennem mange søgeopgaver. Derudover har den brug for nærhed, meget motion og en tidlig og vedholdende træning med hovedvægt på indkald.

Racen er skabt til at jage selvstændigt og i flok, ofte over store afstande, og jagtlysten er stadig intakt. Hunden har en god fornemmelse for, hvor ejeren befinder sig, men den kan være svær at kalde tilbage, hvis den får fært af vildt. Derfor er et effektivt hegn om haven nødvendigt. Ingen af kilderne angiver et bestemt antal timers motion om dagen.

Træning og socialisering

Racen er opmærksom og samarbejdsvillig, så længe næsen ikke fanger noget, der er mere interessant. DKK anbefaler at begynde tidligt, helst indendørs eller i en kedelig have uden dufte, der kan distrahere, og derefter skifte mellem forskellige træningsmiljøer. Man bør være ubetinget venlig, men konsekvent, og belønne rigeligt, gerne med snuselege afvekslende med korte træningssekvenser.

Indkald er det centrale mål. Racens sociale sind er en fordel, men kilderne siger ikke noget om særlige socialiseringsbehov ud over, at DKK beskriver den som imødekommende over for fremmede og andre hunde.

Familie og bolig

DKK kalder racen tålmodig med børn og beskriver en hund, der kan fungere som selskabshund i en familie med meget udendørsaktivitet. Som med alle hunde bør børn ikke efterlades alene med den.

Ingen kilde taler direkte om bolig i lejlighed. Racen er mellemstor, har et stort behov for søgeopgaver og motion, kan gø kraftigt, når den er alene, og kræver et effektivt hegn i en have. Det taler for et hjem med adgang til udeliv og for en ejer, der kan være hjemme store dele af dagen. Kilderne nævner ikke katte eller smådyr, men racen er avlet til at jage småvildt, så man bør tænke sig om, hvis der bor andre små dyr i hjemmet.

Pelspleje

Pelsen er kort, tæt og blank med noget underuld, hvis tykkelse varierer med årstiden. DKK skriver, at den er vandafvisende og beskytter godt, men at racen fælder en del, hvis den ikke jævnligt børstes grundigt igennem, for eksempel med en gummibørste. Der er ikke behov for trimning eller klipning.

Ørerne falder tæt ind til hovedet og skal ifølge DKK holdes omhyggeligt rene for at undgå infektioner. Standarden beskriver kun, at overlæben dækker underlæben, og ingen af kilderne siger noget om savl.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Sundhedsbilledet er det svageste punkt i vidensgrundlaget. DKK nævner kun, at ørerne skal holdes rene for at undgå infektioner. Standarden og UKC beskriver fejl og diskvalifikationer, blandt andet underbid og overbid, og UKC opfordrer opdrættere og dommere til at undgå overdrivelser, der er skadelige for hundens sundhed og velfærd. Det lykkedes ikke at finde en racespecifik sundhedsundersøgelse fra en klub, en dyrlægeundersøgelse eller en videnskabelig artikel, og der er heller ikke fundet en kilde til levetiden. Derfor nævner siden ingen enkeltsygdomme ud over ørerne.

DKK stiller to krav til avl. Hvalpenes far skal have dokumenterede normale testikler, enten med dyrlægeattest eller en præmie ved en anerkendt udstilling eller eksteriørbedømmelse, og DKK’s etiske avlsregler skal følges. Standarden anfører desuden, at kun funktionelt og klinisk sunde hunde med racetypisk bygning bør bruges i avl.

Racen er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl. Den er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven.

Der findes ingen dansk specialklub, kun Klubben for Jagthunde uden Specialklub, så man må selv sætte sig grundigt ind i, hvem man køber fra. Spørg opdrætteren om forældrenes sundhed og mentalitet. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.