Greyhound

Mere om racen

Overblik

Greyhound er en stor, slank og kortpelset mynde fra Storbritannien. FCI placerer den i gruppe 10, sektion 3 blandt de korthårede mynder, med standardnummer 158. Hanner er 71 til 76 cm høje, tæver 68 til 71 cm, og vægten er omkring 27 til 32 kg.

Racen er blid, afbalanceret og kærlig og rolig i hjemmet, hvor den ifølge Myndeklubben kun fylder i sofaen. Udenfor kan den blive grebet af en ubetvingelig jagtlyst og skal derfor løbe frit i et sikkert, indhegnet område. Beskrivelsen følger FCI-standarden for udstillingstypen. Væddeløbshunde er lettere og omtales, hvor kilderne handler om dem.

Historie og oprindelse

FCI-standarden skriver, at eksperterne ikke er enige, men at racen kan stamme fra Mellemøsten. Hunde af greyhoundtypen er tegnet på vægge i ægyptiske gravkamre fra omkring 4000 f.v.t. De spredte sig til Europa, men det var i Storbritannien, at racen blev udviklet til en standard. DKK nævner, at kelterne havde mynder på de britiske øer allerede i 375 f.v.t., og at racen senere blev adelens jagthund. Racenavnet er et mysterium.

Væddeløb med greyhounds er kendt fra 1500-tallet, og i 1926 blev væddeløb med mekanisk lokkedyr indført. FCI skriver, at kun geparden er hurtigere, og at en væddeløbshund er målt til over 45 mph, omkring 72 km/t. Den britiske kennelklub skriver, at udstillingstypen er større og tungere end væddeløbshunden. FCI anerkendte racen endeligt i 1955.

Myndeklubben skriver, at der i Danmark ikke løbes væddeløb på samme niveau som i udlandet, og at mange pensionerede væddeløbshunde bliver adopteret i udlandet. Oplysningerne om pensionerede væddeløbshunde her kommer fra britiske og amerikanske kilder. De fleste går på pension mellem 3 og 5 år.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en kraftigt bygget og velproportioneret hund med lang hals og hoved, dyb brystkasse, let hvælvet lænd og smidige lemmer. Hovedet er langt med et fladt kranie og et svagt stop. Øjnene er klare, ovale og skråtstillede, helst mørke, og ørerne er små, rosenformede og fine. Halen er lang og bæres lavt med en svag krumning.

Pelsen er fin og tætsiddende. Farven kan være sort, hvid, rød, blå, fawn eller brindle, eller en af disse farver brudt med hvidt. Alle andre farver er uacceptable. Pelsen yder meget lidt beskyttelse mod kulde og regn, og racen har intet fedtlag under huden.

FCI-standarden angiver ingen vægt, men AKC’s standard giver 65 til 70 pund for hanner og 60 til 65 pund for tæver, altså 27 til 32 kg afrundet, og DKK nævner det samme. Racen hører derfor til de store hunde. I et britisk studie af greyhounds hos dyrlæge var gennemsnitsvægten for voksne 29,7 kg.

Temperament

Standarden beskriver en intelligent, blid, kærlig og ligevægtig hund med bemærkelsesværdig udholdenhed. DKK skriver blid og afbalanceret med en lidt tilbagelænet holdning til omgivelserne, kærlig og hengiven og venlig over for alle mennesker. Myndeklubben kalder dens væsen næsten terapeutisk roligt og mildt.

Over for fremmede er racen afdæmpet. Myndeklubben skriver, at den selv tager kontakt til nye bekendtskaber, og at de fleste ikke forsvarer revir. Den gør sjældent og er ikke vagtsom. Den er følsom over for hårde ord og reagerer dårligt på tvang.

Jagtlysten er det store forbehold. DKK skriver, at racen udenfor kan få en voldsom trang til at løbe efter alt, der bevæger sig, også katte og små hunde, og at den er svær at kalde tilbage. Myndeklubben skriver, at den kan leve godt sammen med katte indendørs, men kan jage dem udenfor. Greyhound Trust skriver, at mange pensionerede væddeløbshunde med positiv træning kan leve med katte og andre små kæledyr, men at et hurtigt, lille dyr stadig kan vække jagtinstinktet.

Motion og aktivering

Racen er en sprinter, ikke en udholdenhedsløber. DKK skriver, at den dagligt skal kunne løbe frit, men at behovet ellers ikke er så voldsomt, som den giver indtryk af. DKK’s pasningsvejledning for mynder nævner stærkt løb mindst et par gange om ugen, og Myndeklubben cirka tre sikre løb om ugen. PDSA nævner omkring en times motion om dagen med et par gode løb frem for lange ture, og Greyhound Trust to gåture på 20 minutter for pensionerede væddeløbshunde. Myndeklubben advarer om, at for meget motion, især til unge hunde, ofte skader mere, end det gavner.

Løbet skal foregå uden vildt og trafik og bag et højt hegn, for voksne hunde kan springe omkring 2 m. DKK nævner lure coursing og banevæddeløb som udløb for trangen.

Træning og socialisering

Greyhounden lærer let og sætter pris på mentale udfordringer, men kan hurtigt kede sig. Træningen skal være venlig, og belønning med mad virker godt. Myndeklubben skriver, at præcisionslydighed ikke er racens force.

Indkald er hovedtemaet. Hunden hører normalt efter inden for rimelig afstand, men når byttet er i syne, kan indkald være næsten umuligt. DKK anbefaler at lægge hovedvægten på indkald, og PDSA og VCA, at hunden kun løber løs i indhegnede områder. Dens bygning gør det ifølge DKK vanskeligt at sidde i længere tid. Myndeklubben fraråder at slippe den løs sammen med mindre hunde.

Skal hunden leve med en kat, anbefaler Greyhound Trust at holde dyrene adskilt i dage eller uger, bruge mundkurv og snor under de første møder og træne et pålideligt “lad være”. Trusten vurderer hundene på forhånd, men det er ikke en garanti.

Familie og bolig

DKK kalder racen en behagelig selskabshund for en familie, der forstår at tilgodese dens behov for at løbe. Myndeklubben skriver, at den er godt selskab for børn, og Greyhound Trust, at den er lige så god med børn som enhver anden race og bedre end de fleste på grund af sin blidhed. VCA nævner, at dens selvstændige natur kan gøre leg frustrerende for børn. Myndeklubben kalder racen stærkt undervurderet som familiehund, også for førstegangsejere. DKK understreger, at det altid er de voksnes ansvar, at børn under 8 til 10 år aldrig er alene med en hund.

Over for andre hunde er racen som regel venlig. DKK og Greyhound Trust skriver, at den generelt kommer godt ud af det med andre hunde, mens DKK’s pasningsvejledning for mynder kalder mynder høfligt uinteresserede i fremmede hunde.

Hjemme er racen rolig og gør sjældent. Den har brug for en blød liggeplads, og Myndeklubben anbefaler bløde senge i flere rum, fordi racen er udsat for liggesår. Den egner sig ikke til at bo alene i hundegård eller kennel og bliver ifølge Myndeklubben ulykkelig, hvis den er væk fra ejeren alt for mange timer ad gangen. Greyhound Trust skriver, at nogle pensionerede væddeløbshunde har svært ved at være alene, men at de fleste vænner sig til det.

Pelspleje

Pelsen er let at holde. DKK anbefaler en daglig aftørring med et fugtigt vaskeskind, som fjerner de løse hår. PDSA og VCA nævner ugentlig børstning, og Myndeklubben en blød gummibørste et par gange om ugen, når pelsen fælder, og regelmæssig klipning af kløerne. Myndeklubben nævner fældning to gange om året, og VCA kalder den under gennemsnittet. Der er ingen trimning eller klipning.

I koldt og vådt vejr kan et dækken hjælpe. VCA skriver, at ejere ofte overfodrer racen, og at man bør kunne mærke ribbenene, uden at de er tydelige.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Myndeklubben kalder greyhounds generelt meget sunde, med skader fra løb og snitsår som de hyppigste problemer. I det britiske studie var tandsygdom hos 39 procent af hundene den hyppigste diagnose, og kræft var den hyppigste dødsårsag (21,5 procent af dødsfaldene med kendt årsag). Medianlevealderen var 11,4 år, og de midterste 50 procent levede 9,6 til 12,8 år. Myndeklubben skriver, at racen ofte bliver 10 til 12 år. Studiet omfatter mest britiske, sandsynligvis pensionerede væddeløbshunde, som forfatterne beskriver som en anden gruppe end udstillingshundene.

PDSA nævner mavedrejning, tandsygdom, progressiv retinal atrofi, knoglekræft og von Willebrands sygdom. Mavedrejning hænger sammen med den dybe brystkasse, og DKK anbefaler mindst to daglige måltider og ingen fodring de første 1 til 2 timer efter aktivitet. Den britiske kennelklub har en DNA-test for greyhound neuropati. DKK og Myndeklubben anbefaler at spørge dyrlægen, om han kender mynder, før hunden skal i narkose, da racen ikke tåler alle former for bedøvelse.

Greyhound er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven og er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl. DKK kræver, at hvalpenes far har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. Til Basis+ stambøger skal begge forældre desuden være præmieret med mindst Very Good på udstilling eller være godkendt på et eksteriørarrangement fra specialklubben.

Spørg opdrætteren om forældrenes sundhed og mentalitet. Sundhed varierer fra hund til hund, og spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.