Field Spaniel

Mere om racen

Overblik

Field Spaniel er en mellemstor, sjælden jagtspaniel fra England. FCI placerer den i gruppe 8, sektion 2 (stødende hunde), med standardnummer 123, og DKK har den i samme gruppe. Standarden beskriver den som en velafbalanceret, ædel og rank sportsspaniel, bygget til aktivitet og udholdenhed. Både hanner og tæver er cirka 46 cm høje og vejer 18 til 25 kg, så racen hører til størrelsesklassen mellem. Pelsen er lang, flad, blank og silkeagtig.

Standarden kalder den en støvende og apporterende hund, der er ideel til almindelig jagt og som følgesvend for den, der bor på landet. Den tilføjer, at racen ikke passer til byen. DKK skriver, at den er livlig og meget energisk med et udpræget jagtinstinkt, og at den ikke egner sig som udelukkende selskabshund. Racen er stadig meget lille, så du skal regne med at søge og vente på en hvalp.

Historie og oprindelse

Field Spaniel hører til de gamle landspaniels. I slutningen af 1800-tallet brugte man ifølge RKC navnet field spaniel om alle landspaniels, som derefter blev delt efter størrelse og farve: de mindre blev til cockere, de større til springere, og de ensfarvede af de større blev kaldt fields. Standarden fortæller, at racen er et produkt af en krydsning mellem den dengang eksisterende sussex springer og cocker spaniel. DKK skriver, at den frem til 1892 blev regnet for en variant af cocker spaniel.

Racens historie er præget af modeluner. DKK og SKK beskriver, at opdrætterne en overgang avlede på en længere ryg og kortere, tungere ben, og at hunden blev lav og lang med dårlige jagtegenskaber. Standarden siger, at racen to gange næsten forsvandt, første gang omkring år 1900 og anden gang i 1950’erne, hvor bestanden var så lille, at det engelske Kennel Club inddrog championatstatus. Status blev genindført i 1969 efter en målrettet indsats fra opdrætterne. RKC oplyser, at Field Spaniel Society blev dannet i 1923, og at der i 1940’erne i gennemsnit blev registreret under ti hunde om året. En udkrydsning med engelsk springer spaniel gav ny livskraft.

Udseende og størrelse

Standarden ønsker en hund, der giver indtryk af stand og adel. Kraniet er veludformet med et tydeligt nakkeben og mager under øjnene, og standarden advarer om, at tykkelse her gør hovedet groft. Snuden er lang og mager, hverken spids eller firkantet. Øjnene er mandelformede og mørkt nøddebrune med et alvorligt, venligt udtryk, og ørerne er lavt ansat, moderat lange og rigt befjerede.

Kroppen er stærk og muskuløs med dybt bryst, og brystkassens længde er to tredjedele af kroppens. Benene er af moderat længde med lige, flade knogler. Halen er lavt ansat og bæres aldrig over ryglinjen. Den blev tidligere kuperet, men standarden beskriver nu både den kuperede hale og den ukuperede, der når cirka til haseleddet.

Pelsen er lang, flad, blank og silkeagtig, aldrig krøllet, kort eller trådet, og den er tæt og vejrbestandig. Der er rigelig fane på bryst, underkrop og bag benene, men ren fra haseled og ned. Tilladte farver er sort, sort med tan, blue roan, blue roan med tan, leverbrun, leverbrun med tan, liver roan og liver roan med tan. Hos de ensfarvede er hvidt eller roan på brystet acceptabelt. Orange, rød, gylden, sabel og klar sort eller leverbrun med hvidt er uacceptable. Højden er cirka 46 cm for begge køn, og vægten er 18 til 25 kg. SKK angiver de samme tal.

Temperament

Standarden beskriver racen som usædvanlig føjelig, aktiv, følsom og selvstændig. SKK tegner et lignende billede: den er frisk og ubekymret, men samtidig fornuftig og rolig, har et jævnt humør, stresser ikke op og skælder meget sjældent, men taler gerne. Racens mest markante træk er ifølge SKK dens integritet. Den accepterer ikke hvem som helst uden forbehold, og den må gerne være reserveret, men aldrig sky.

DKK skriver, at den er mere vagtsom end de andre spanielracer, og at den er parat til at afvise mennesker og hunde, den ikke kender. I familien er den rolig og venlig over for både voksne og børn. DKK beskriver den også som en enmandshund, der knytter sig stærkt til sin fører. SKK kalder den blød, ivrig efter at tækkes og af natur meget tro mod sin ejer. SKK tilføjer, at den er mere stædig end de fleste andre spaniels, men også mere fredsommelig.

Motion og aktivering

DKK skriver, at racen skal tilbydes masser af motion, beskæftigelse og nær menneskelig kontakt. Den arbejder selvstændigt og udholdende selv i vanskeligt terræn, og sammen med artsfæller kan den ifølge DKK være næsten overdrevet aktiv. Ingen af kilderne angiver et bestemt antal timer om dagen, så tallet skal du finde ved at lære din egen hund at kende. Standarden beskriver en hund bygget til aktivitet og udholdenhed, så korte ture alene er næppe nok.

Racens arbejde er at søge efter vildt i et siksakmønster tæt på jægeren. Når vildtet letter eller løber op, og der skydes, skal hunden stoppe og derefter apportere på kommando. SKK nævner, at racen har en veludviklet næse og gerne laver nosearbejde. Den er også glad for vandring, jagt, vildtspor, nosework, rallylydighed og hemmatrix. Hovedsagen er ifølge SKK, at den må være med til det, familien laver. DKK peger på, at lysten til at følge et spor og til at apportere kan bruges som belønning i træningen.

Træning og socialisering

DKK skriver, at opdragelsen kræver tålmodighed og venlig konsekvens, men sjældent volder vanskeligheder. Racen har brug for tidlig socialisering med mennesker og andre dyr. SKK siger, at hunden er original i sin måde og har brug for en tryg, konsekvent og tydelig opdragelse fra hvalpetiden. Standarden kalder racen følsom, og SKK kalder den en blød hund, der gerne vil tækkes.

SKK oplyser, at racen udvikler sig langsomt, både fysisk og psykisk. Tæver er først fuldt udvoksede ved to til tre år og hanner ved cirka fire år. Fordi racen er reserveret over for fremmede og kan afvise ukendte hunde, bør socialiseringen være bred og vedvarende.

Familie og bolig

Ifølge DKK er racen rolig og venlig over for voksne og børn i familien, men den egner sig ikke som udelukkende selskabshund. SKK kalder den en tilpasningsdygtig familiehund, der trives, når den får lov at være med i det, familien finder på. Ingen af kilderne siger noget direkte om, hvor længe en Field Spaniel kan være alene, men DKK nævner et behov for nær menneskelig kontakt og beskriver racen som en enmandshund.

Standarden siger, at racen er en ledsager for den, der bor på landet, og at den ikke passer til byen. Ingen kilde nævner lejlighed direkte, men kombinationen af et stort motionsbehov, et behov for beskæftigelse og en hund, der er bygget til arbejde i marken, taler for et hjem med adgang til natur og en aktiv ejer.

Pelspleje

DKK skriver, at den forholdsvis lange, blanke og glatte pels er silkeagtig og uden underuld, og at den kræver en hel del arbejde med kam og børste. SKK beskriver gennemkamning til hverdag, bad efter behov og klipning af poter og ørehuler cirka en gang om måneden.

Som hos alle spaniels skal ørerne ifølge DKK holdes pinligt rene og fri for hår i øregangen for at undgå infektioner. Ingen kilde siger noget om, hvor meget racen fælder eller savler, og standarden beskriver kun pelsens struktur og længde, ikke læberne.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

SKK skriver, at Field Spaniel generelt er en sund race, men at hofteledsdysplasi forekommer. RKC anbefaler, at opdrættere tester hofter med BVA/KC’s hofteskema, albuer med albueskemaet og øjne med øjenskemaet, og RKC placerer racen i Breed Watch kategori 1. Det betyder, at ingen racespecifikke punkter har fået særlig opmærksomhed hos dommerne ud over standardens almindelige krav. Ingen af kilderne giver tal for, hvor mange hunde der er syge.

DKK kræver, at faderen til et kuld har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. For at få Basis+ stambøger skal begge forældre have HD-status A, B eller C registreret i DKK, være øjenundersøgt og fundet fri for PRA og arvelig katarakt og have mindst Very Good på en udstilling eller være eksteriørgodkendt. Øjenundersøgelsen kan tidligst foretages ved 12 måneder, og attesten må ikke være ældre end 12 måneder ved parring. Field Spaniel er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen bestemte undersøgelser før avl.

Field Spaniel er ikke blandt de 13 racer, der er forbudt efter hundelovens § 1 a, og den ligger ikke tæt på en forbudt type. Spørg opdrætteren om forældrenes hofte-, albue- og øjenresultater og om, hvordan hun eller han tager hensyn til den lille bestand. Spørgsmål om din egen hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.