Welsh Springer Spaniel

Mere om racen

Overblik

Welsh Springer Spaniel er en britisk stødende jagthund fra Wales, som FCI placerer i gruppe 8, sektion 2 sammen med de andre spaniels, der skal finde vildtet og jage det op foran jægeren. Racen kendes på den dybrøde og hvide pels og de forholdsvis små ører. Den er mindre end den udstillingsavlede engelske springer spaniel og er en mellemstor hund på 16 til 20 kg.

Welsh’en er munter, venlig og meget aktiv og knytter sig tæt til familien. Den har meget jagtlyst i behold, og DKK skriver, at den kræver en familie med hundeerfaring og et aktivt udendørs liv, hvis den skal trives som ren selskabshund. Racen er ikke almindelig: i Storbritannien registreres under 300 hvalpe om året, og i Danmark registreres færre welsh’er end engelske springere og cocker spaniels.

Historie og oprindelse

Rød og hvide spaniels har været kendt i Wales længe, men hvor længe er uklart. Ifølge The Royal Kennel Club er den slags walisiske jagthunde beskrevet i walisisk litteratur allerede i middelalderen, mens den britiske raceklubs historiker mener, at den rød og hvide spaniel i Wales kun kan spores sikkert tilbage til 1700-tallet.

Hundene skulle finde kaniner, fugle og andet vildt i underskoven og få det til at flygte, først for falken og senere for geværet, og det er den oprindelige betydning af “springer”. Racen blev også brugt til at drive kvæg og vogte får. The Kennel Club anerkendte den i 1902, og den nuværende britiske raceklub blev grundlagt i 1923.

Forholdet til den engelske springer er omstridt. DKK kalder de to racer nære slægtninge, mens den britiske raceklub understreger, at welsh’en ikke har mere med den engelske springer at gøre end med andre spaniels, og at navnet har skabt forvirring lige siden.

Første Verdenskrig ramte racen hårdt i Storbritannien, og kun få hunde førte den videre. De første welsh’er kom til Danmark fra Sverige i begyndelsen af 1970’erne og siden fra Wales. I 2013 var der 8 til 10 aktive opdrættere i Danmark, omkring 40 til 50 hvalpe om året og cirka 600 til 700 hunde.

Udseende og størrelse

Welsh’en er harmonisk og kompakt, ikke højbenet og tydeligt bygget til udholdenhed og hårdt arbejde. Ørerne er ansat moderat lavt, forholdsvis små og formet lidt som et vinblad. Halen var tidligere normalt kuperet; kupering er forbudt i Danmark, og standarden beskriver nu også den ukuperede hale, der er let behængt og aldrig bæres over ryglinjen.

Pelsen er lige eller fladt tilliggende, silkeagtig og tæt, aldrig ruhåret eller bølget, og krøllet pels er meget uønsket. Forbenene og bagbenene over haserne har moderate faner, mens ører og hale har lette faner. Den eneste tilladte farve er dyb rød og hvid, og de hvide områder har ofte røde fregner.

Den omtrentlige skulderhøjde er 48 cm for hanner og 46 cm for tæver. Hverken FCI-standarden eller den britiske standard angiver en vægt, men den canadiske kennelklubs standard sætter vægten til 35 til 45 pund, omkring 16 til 20 kg. Det gør welsh’en til en mellemstor hund.

Temperament

Racen er stærk, munter og meget aktiv med et venligt gemyt. Den må aldrig være nervøs, aggression er uacceptabel, og aggressive eller overdrevent sky hunde diskvalificeres. Den er livsglad og charmerende med en hale, der næsten altid er i gang, og som regel venlig og hengiven over for familien.

Welsh’en er meget social og søger kontakt. Mange følger ejeren fra rum til rum, og en del har brug for meget fysisk kontakt. Over for fremmede er den oftest afslappet eller ligefrem imødekommende, men nogle er lidt reserverede, så tidlig socialisering er vigtig. Den er også følsom og reagerer dårligt på hårdhændet behandling.

Jagtlysten er stærk. Welsh’en har en fremragende næse, og i områder med vildt kan det være svært at dæmpe dens lyst til at jage. På jagt arbejder den tæt på jægeren i et energisk siksaksøg, holder sig i ro, når vildtet letter, og apporterer på signal.

Motion og aktivering

Racen har brug for en hel del motion og mentalt stimulerende beskæftigelse hver dag. Den britiske raceklub anbefaler mindst én god tur om dagen, hvor hunden kan løbe frit, suppleret med opgaver til hovedet.

Man behøver ikke gå på jagt med en welsh. Jagtbehovet kan dækkes med opgaver, hvor hunden bruger næse, krop, hørelse og syn, både på egen hånd og sammen med ejeren, og racen konkurrerer i agility, lydighed og jagtprøver. Den er meget glad for vand.

Mangler den beskæftigelse, finder den selv på noget, for eksempel at grave eller gø. Som hvalp og unghund kan den være meget voldsom og kræve stor tålmodighed, men en voksen, trænet welsh falder til ro, når ejeren gør.

Træning og socialisering

Welsh’en er selvstændig, men glad for at arbejde og samarbejdsvillig. Træningen skal være lystbetonet, varieret, venlig og konsekvent, og ros virker bedre end skæld ud. Den keder sig hurtigt ved gentagelser, så korte og hyppige træningspas virker bedre end lange. Racen har et blidt sind, og med positive metoder giver almindelig opdragelse sjældent problemer.

Den britiske raceklub advarer dog om, at welsh’en ofte betragter kommandoer som valgfrie, og at det skal håndteres tidligt med en fast, men blid tilgang. Indkald bør trænes fra første dag, fordi racen kan komme langt væk. Nogle hunde knytter sig mest til én person.

Welsh’en trives med faste rutiner og kan let blive stresset i et hjem uden fast rytme. Hvis motion, træning og mentale opgaver mangler, kan der opstå problemer som overdreven gøen, problemer med at være alene eller uhensigtsmæssig adfærd over for andre hunde.

Familie og bolig

Welsh’en kan være en god familiehund. Den er glad for at lege med familiens børn og bliver gode venner med dem, når der er respekt begge veje. Unge hunde er dog meget livlige, og hvalpe og helt små børn giver sjældent et roligt hjem. Racen er ikke den letteste at eje og kræver meget tid, især de første år.

Ingen af kilderne tager direkte stilling til lejlighed. Racen passer bedst til et aktivt liv med meget tid udendørs, og haven skal være godt indhegnet, fordi hunden er adræt og gerne graver.

Welsh’en gør for at melde om alt, den synes ejeren bør vide, både når nogen går op ad havegangen, og når børn løber forbi på gaden, men skelner som regel mellem kendte og fremmede. Den vil skuffe som vagthund, for den hilser gerne på alle. Den egner sig ikke til hundegård, og mange timer alene hjemme gør den ulykkelig. Den britiske raceklub anbefaler, at tilknytningen håndteres fra hvalpealderen for at undgå separationsangst.

Pelspleje

Den silkeagtige pels er overkommelig at holde i hverdagen. En grundig gennembørstning en gang om ugen er normalt nok, og derudover skal ører, poter og faner trimmes og neglene klippes. DKK nævner to til tre gange om året, mens Spaniel Klubben anbefaler trimning mindst hver tredje måned. Pelsen er selvrensende, så tørret mudder falder af, men det havner så på gulvet.

Kilderne er uenige om fældningen. Spaniel Klubben skriver, at pelsen kun fælder ubetydeligt, DKK at den fælder moderat til middel to gange om året, og den britiske raceklub advarer om totter af hår rundt i huset.

Hold øje med ørerne. Tilbagevendende ørebetændelse og meget ørevoks var blandt de hyppigst indberettede problemer i en britisk sundhedsundersøgelse af racen.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Den britiske raceklub beskriver racen som overordnet sund, men en lille del af hundene har arvelige sygdomme. Raceklubbernes fælles sundhedsgruppe har arbejdet med primær epilepsi, primær grøn stær (glaukom) og hofteledsdysplasi. The Royal Kennel Club anbefaler før avl øjenundersøgelse med gonioskopi for misdannelse af kammervinklen (PLA), som hænger sammen med grøn stær, hensyn til genetisk variation og røntgen af hofterne.

I en britisk ejerundersøgelse fra 2024 med 938 hunde var de hyppigst indberettede problemer belægninger på tænderne, kløe og hudirritation, tilbagevendende ørebetændelse, meget ørevoks og slidgigt. Den hyppigste øjenlidelse var distichiasis (ekstra øjenhår), efterfulgt af grøn stær og forandringer i kammervinklen. Tallene bygger på ejernes egne oplysninger, ikke på dyrlægejournaler.

I Danmark kræver DKK, at faderen til et kuld har normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl overholdes. Til Basis+-stambog skal begge forældre desuden have HD-status A, B eller C, være øjenundersøgt og fundet fri for PRA og arvelig katarakt og have mindst Very Good på en udstilling eller være eksteriørgodkendt. Racen er ikke omfattet af lovkravet om HD-undersøgelse før avl i bekendtgørelse nr. 607 af 2025, og den er ikke på listen over forbudte racer.

Den britiske raceklub angiver en normal levealder på 10 til 15 år. Spørg opdrætteren om forældrenes sundhedsresultater, og tal med en dyrlæge om den enkelte hunds helbred.