Tysk Wachtelhund

Mere om racen

Overblik

Den tyske wachtelhund er en mellemstor, langhåret og meget muskuløs jagthund fra Tyskland. FCI placerer den i gruppe 8, sektion 2, blandt de opstøvende hunde, med standardnummer 104 og brugsprøve. Hanner måler 48 til 54 cm og tæver 45 til 52 cm, og vægten ligger efter størrelse mellem 18 og 25 kg.

Racen er avlet af jægere til jægere. Den finder vildtet, driver det med hals, går eftersøg på anskudt vildt og apporterer fra både land og vand. Hjemme er den som regel rolig og venlig, men både DKK og SKK skriver, at den kun hører hjemme hos aktive jægere og ikke egner sig som ren selskabshund.

Historie og oprindelse

Jagtlitteraturen viser, at der i århundreder har været hunde, der lignede nutidens wachtelhund og blev brugt til at jage vildt op. Navnet betyder vagtelhund, men racen bruges i dag på alt vildt med fjer og pels.

I 1897 opfordrede Friedrich Roberth til at samle de sidste hunde af den gamle sydtyske type, og på Hubertusdagen i 1903 blev den tyske raceklub stiftet. Kilderne er ikke helt enige om forløbet. Den svenske raceklub skriver, at racen blev anerkendt i 1907, mens UKC og AKC sætter begyndelsen til 1880’erne og skriver, at resterne af den gamle stöber fra Bayern blev krydset med andre spaniels. Det nævner hverken FCI-standarden eller de europæiske klubber.

Avlen byggede på ti stamhunde. Den vigtigste var Lord Augusta, født 1898 og en udmærket drivende skovhund og apportør. Forstmanden Rudolf Frieß ledede avlen i over 50 år og delte den i en brun og en brunskimlet linje. De brune jagede oprindeligt tæt på jægeren, mens skimlerne gik længere på sporet. Forskellen gælder ikke længere, men opdelingen er bevaret som en reserve af ubeslægtet blod. FCI anerkendte racen endeligt i 1954. Evnen til at tage stand er aldrig blevet avlet frem.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en hund med ædelt hoved og kraftige knogler, der er længere end høj, men aldrig må se højbenet ud. Kroppen er omkring 1,2 gange så lang som skulderhøjden, og brystet når ned under albuen. Ørerne er højt og bredt ansat og når næsespejlet, når de lægges frem. Halen bæres i forlængelse af ryglinjen eller lidt nedad.

Pelsen er kraftig og tætsiddende, oftest bølget, af og til krøllet eller glat og lang, med tæt underuld. Der er faner på bagsiden af benene og på halen og ofte en krave på halsen. Racen findes i to farveslag. Det ene er ensfarvet brun, sjældnere rød, ofte med hvidt eller skimlet på bryst og tæer. Det andet er brunskimmel, sjældnere rødskimmel, hvor også brogede og tigrede hunde hører til. Røde aftegn over øjnene og på benene forekommer, mens sort er diskvalificerende. DKK registrerer farverne brun og brun med hvidt.

Med 18 til 25 kg er racen mellemstor. UKC’s standard angiver en lidt højere vægt, og den tyske klub regner tæver til omkring 20 kg og hanner til omkring 25 kg. Standarden beskriver halekupering i lande, hvor det er tilladt, men i Danmark må racen ikke kuperes.

Temperament

Standarden beskriver en livlig og lidenskabelig jæger, der er venlig, sikker, meget lærenem og tilpasningsdygtig og hverken nervøs eller aggressiv. Den har en stærk vilje til at finde vildt, følger sporet sikkert, giver pålideligt hals og har en fin næse. Den apporterer gerne, elsker vand og er skarp over for vildt og rovvildt.

Hjemme beskrives den som rolig, tryg, åben og venlig, mens den i skoven arbejder energisk og udholdende. Den svenske raceklub skriver, at aggression mod mennesker er meget sjælden, og at hunden typisk er tilgængelig, familiekær og let at træne. Forskellen mellem det bløde indtryk derhjemme og modet på jagt overrasker ofte. DKK kalder den mere bestemt af væsen end de engelske spaniels. I SKK’s adfærdsbeskrivelse, hvor 212 svenskfødte hunde er beskrevet, måtte kun to afbrydes på grund af frygt.

Motion og aktivering

DKK skriver, at racen har et stort behov for at blive brugt. Den skal have masser af motion, rig mulighed for at bruge næsen og tæt kontakt med en ejer, den har respekt for. SKK skriver, at den har brug for megen fysisk og psykisk stimulering, og at ejeren bør have adgang til et jagtterræn, der passer til en kortdrivende hund.

På jagt søger den selvstændigt tætte bevoksninger igennem og driver det vildt, den finder, med hals. Den tyske klub skriver, at hundene typisk jager 20 til 40 minutter og derefter vender tilbage til føreren, mens SKK angiver drivtider på 5 til 30 minutter. Ved jagt på vildsvin holder den dyret og melder med standhals.

Ingen kilde angiver et antal timer om dagen. Den tyske klub anbefaler, at den unge hund får megen fri bevægelse det første år, men ikke tvinges til at løbe ved cykel eller bil, før skelettet er udvokset ved omkring et års alderen.

Træning og socialisering

DKK skriver, at venlighed og konsekvens kombineret med en god portion hundeerfaring hos ejeren er vejen til samarbejde med den positive og lærevillige hund. Træningen bør begynde tidligt og skifte mellem forskellige miljøer og belønninger. SKK anbefaler en konsekvent opdragelse og en hundevant ejer.

Hvalpen kommer til sin nye ejer i otte til ni ugers alderen, og den tyske klub skriver, at ejeren skal erstatte kuldet og bruge megen tid på leg og kontakt i socialiseringsperioden. Hvalpelegedage, kontakt med andre socialiserede hunde og mange indtryk, også i byen, anbefales. Selve dressuren begynder som regel først i andet leveår. Klubben advarer mod at gøre hvalpen skudsky ved uforsigtig skydning tæt på den, og skudsky hunde må ikke bruges i avl.

Familie og bolig

Racen falder ifølge DKK godt til i familien, og UKC kalder den en loyal familiehund, der trives bedst med at bo inde i hjemmet. Ingen af kilderne siger noget direkte om børn, og som alle hunde skal den have opsyn sammen med dem.

Kilderne siger heller ikke noget om lejlighed, om at være alene hjemme eller om gøen uden for jagten, så de punkter er ikke vurderet. Racens skarphed over for rovvildt betyder, at katte og smådyr i husstanden kræver opmærksomhed, men ingen kilde beskriver samliv med dem. I Tyskland sælges hvalpene ifølge UKC og AKC kun til jægere og jagtbetjente.

Pelspleje

Pelsen er en pels til alt vejr, kraftig, ikke for lang og tætsiddende. Underulden skifter tykkelse med årstiden, og DKK skriver, at hunden derfor fælder en del et par gange om året. Plejen indskrænker sig ifølge DKK til jævnlig gennembørstning. SKK skriver, at pelsen kun skal børstes og bades efter behov og ikke trimmes, men at håret mellem tæerne af og til skal klippes.

Ørerne fortjener opmærksomhed. Standarden regner for snævre øregange som en fejl, fordi de giver tilbøjelighed til øreproblemer, og SKK nævner øregangsbetændelse som et problem i racen. Læberne skal være stramme og tørre, men ingen kilde siger noget om savl.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Den svenske raceklub kalder racen en sund jagthund uden kendte racespecifikke sygdomme. Ifølge klubben viser forsikringsdata fra Agria, at skader er den hyppigste grund til dyrlægebesøg, med næsten 20 % højere risiko end hos hunde i alt. SKK nævner øregangsbetændelse og allergi som problemer i racen, og standarden regner hudbetændelse og atopi som en alvorlig fejl. Allergi bliver ifølge klubben stadig almindeligere.

Hofteledsdysplasi (HD) var et problem. Den tyske klub har krævet røntgen af avlshunde siden 1970, og i Sverige havde omkring 40 % af de få røntgede hunde HD før 1990. Blandt hunde født 2019 til 2023 og røntget i Sverige havde 59,6 % HD-status A, 29,4 % B, 9,4 % C og 1,6 % D eller E. For albuerne var 91,8 % uden anmærkning, mens 4,8 % fik den højeste grad af albueledsdysplasi. Progressiv retinal atrofi (PRA) har ikke været påvist i 25 år, og epilepsilignende symptomer forekommer kun sporadisk. Tallene er svenske og dækker de hunde, der er røntget.

Den svenske klub kræver HD-status A eller B og fri albuer hos avlshunde. Det er svenske klubregler og ikke danske krav. DKK kræver, at faderen til et kuld har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt, men stiller ingen krav om HD-, AD- eller øjenundersøgelse. Racen har ingen egen specialklub i Danmark. Tysk wachtelhund er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025 og er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven.

Halekupering er ikke tilladt i Danmark, fordi racen ikke er blandt de fem racer, bekendtgørelsen undtager. En halekuperet hund må efter samme bekendtgørelse ikke udstilles eller fremvises til bedømmelse af sit ydre, sine brugsegenskaber eller færdigheder, medmindre Fødevarestyrelsen har givet dispensation, fordi kuperingen skete af veterinære grunde.

Spørg opdrætteren om forældrenes HD- og albuestatus, om jagtprøveresultater og om, hvordan hundene bruges. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.