Epagneul Français

Mere om racen

Overblik

Epagneul Français, på engelsk French Spaniel, er en elegant, middelstor og veltrænet fransk stående fuglehund. FCI placerer den i gruppe 7, sektion 1.2, blandt de kontinentale stående hunde af spaniel-typen, med standardnummer 175. Hanner måler 56 til 61 cm over skulderen og tæver 55 til 59 cm. Standarden angiver ingen vægt, men DKK skriver 20 til 25 kg, og det placerer racen i størrelsesklassen mellem. Pelsen er flad og silkeagtig med lange faner, hvid med brune partier.

Standarden beskriver en afbalanceret, rolig og føjelig hund, der er sociabel over for andre hunde og en ideel følgesvend under alle omstændigheder. SKK kalder den en jagthund, der ikke passer som ren selskabshund, og som trives bedst i aktive hjem med jagt, apportering eller andet krævende næsearbejde. SKK kalder racen sjælden i Sverige, og i Danmark hører den under Klubben for Jagthunde uden Specialklub. Kilderne er få, så flere af racefaktaene er bevidst uden vurdering.

Historie og oprindelse

Ifølge FCI-standarden stammer Epagneul Français fra de fuglehunde, som Gaston Febus beskrev, og som blev brugt i middelalderen. Standarden skriver, at dens forfædre med stor sandsynlighed ligger bag de forskellige varianter af jagtspaniels. Gennem udvælgelse blev den til den elegante og atletiske hund, der tager stand meget fast, og som i dag klarer sig fremragende ved prøver. Den første standard blev skrevet i 1891 af James de Connick og er siden revideret flere gange og tilpasset racens udvikling.

SKK beskriver det samme udgangspunkt og nævner hunde fra Oysel i Frankrig, som blev brugt i middelalderen, og at ophavet sikkert er forskellige jagtspaniels. De første individer blev registreret hos SKK i 1990. FCI anerkendte racen på definitiv basis i 1955, og den gældende standard er fra 2008. Specialklubben i Sverige skrev i 2012, at der på det tidspunkt kun var to registrerede tæver i landet, og at ingen af dem var gået i avl.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en middelstor hund, elegant og muskuløs, af middelstore proportioner og af braque-typen. Den balancerede bygning giver den energi og udholdenhed, den har brug for i arbejdet, og knoglerne er stærke uden at være grove. Kroppens længde er 2 til 3 cm større end højden over skulderen. Hovedet bæres stolt, uden tyngde og uden overdreven magerhed. Næsen er brun og velpigmenteret med vide næsebor. Overlæben slutter tæt, og mundvigen er kun lidt synlig og lukket. Halsen er muskuløs og let buet uden halshud. Øjnene er kanelbrune til mørkebrune, ret store og ovale og udtrykker venlighed og intelligens.

Ørerne er sat bagud i øjenhøjde og bæres tæt ind til kinderne med mere eller mindre lange, bølgede fimrehår. Halen er ikke kuperet og når haseleddet. Den bæres skråt, bøjer nedad ved roden og opad mod spidsen, og den har lange, bølgede, silkeagtige faner. Pelsen er lang og bølget på ørerne, bag benene og på halen, mens den er flad, silkeagtig og rigelig på kroppen med nogle få bølger bag nakken og over halens rod. På hovedet er den kort og fin.

Farven er hvid og brun med middelstore pletter, nogle gange så brunen er fremherskende, med uregelmæssige pletter, let eller moderat spættet og skimlet uden overdrivelse. Brunen varierer fra kanel til mørk lever. En hvid blis er velset, men fraværet af hvidt på hovedet er helt acceptabelt. Alle andre farver end hvid og brun diskvalificerer. Hanner er 56 til 61 cm og tæver 55 til 59 cm, med en tolerance på 2 cm over eller 1 cm under. DKK angiver en lidt anden højde i faktaboksen, men standarden er gældende.

Temperament

Standarden beskriver en afbalanceret, ligefrem, blid, rolig og føjelig hund, en begejstret jæger, som er sociabel over for andre hunde og en ideel følgesvend. Den er fremragende til stand og har samtidig talent for apportering. Aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres.

SKK beskriver racen på samme måde. Den har et afbalanceret temperament, er venlig, rolig og social og er i hverdagen en ideel følgesvend. Ved jagt arbejder den energisk, metodisk, selvstændigt og ihærdigt. Specialklubbens korte dokument fra 2012 kalder den rolig, mild og venlig og social over for andre hunde.

Motion og aktivering

SKK skriver, at racen kræver regelmæssig motion og mental stimulans og trives bedst i aktive hjem, hvor den får lov at arbejde, for eksempel med jagt, apportering, vildtspor eller andre krævende næsearbejder. Racen har stort jagtinteresse, og SKK anbefaler, at ejeren har adgang til jagtmarker. Ingen kilde angiver et bestemt antal timer om dagen.

Racens arbejde er at finde, markere og tage stand for vildt og derefter apportere efter skuddet. Standarden beskriver en let, smidig, jævn og energisk bevægelse, der alligevel er elegant, og ben, der bevæger sig i kroppens akse uden at rulle. DKK beskriver franske spanielracer i fælles tekst som glade for at svømme og kun moderat motionskrævende, så længe de får lov at bevæge sig frit og bruge lugtesansen.

Træning og socialisering

Standarden beskriver racen som føjelig, og SKK kalder den social og afbalanceret. DKK skriver i en tekst, der deles af alle de franske spanielracer, at hundene er samarbejdsvillige og glade for at lære, så opdragelsen sjældent volder problemer. Den anbefaler tempofyldt og varieret træning, skift mellem miljøer og belønninger og apporteringsøvelser som ekstra belønning. Der skal en tidlig og vedholdende opdragelse til for at holde jagtlysten på et acceptabelt niveau.

Det er et godt udgangspunkt for en hund, der skal være både jagthund og følgesvend. Kilderne siger ikke noget særligt om socialisering af hvalpe.

Familie og bolig

Standarden kalder racen en ideel følgesvend under alle omstændigheder, og SKK siger det samme om hverdagen. De siger ikke noget om børn, og DKK nævner dem kun i en fælles tekst om de franske racer. Ingen kilde siger, hvordan racen klarer at være alene hjemme, hvor meget den gør, eller om den passer til lejlighed. Som alle hunde skal den have opsyn sammen med børn.

En jagthund med et behov for regelmæssig motion og mental stimulans passer bedst til et hjem med daglige ture og adgang til naturen. Racen er ikke beregnet til en ejer, der kun vil have en selskabshund.

Pelspleje

Pelsen er flad og silkeagtig med lange faner på ører, ben og hale. SKK skriver, at den er let at holde, men skal børstes regelmæssigt for at holde filtre væk. Specialklubbens dokument kalder den let at pleje. Standarden regner krøllet pels på kroppen og manglende faner for alvorlige fejl.

Ingen kilde siger, hvor meget racen fælder, eller hvor meget den savler. Standarden beskriver en overlæbe, der slutter tæt, og lukkede mundvige.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

SKK skriver, at der er så få hunde i Sverige, at man ikke med sikkerhed kan bedømme racens helbredstilstand. Vi har ikke fundet en raceklub, en dyrlægeundersøgelse eller en forsikringsstatistik, der nævner sygdomme, som er typiske for netop denne race, og vi nævner derfor ingen. Standarden kræver, at kun funktionelt og klinisk sunde hunde med racetypisk bygning bruges i avl, og at hanner har to tilsyneladende normale testikler.

DKK kræver, at faderen til et kuld har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. DKK stiller ikke krav om HD-, AD- eller øjenundersøgelse, men Hundeweb angiver 12 måneder som tidligste alder for røntgen af hofter og albuer. Epagneul Français er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl. Standarden siger, at halen ikke er kuperet, og racen er ikke blandt de fem racer, hvor halekupering af hvalpe er tilladt i Danmark.

Epagneul Français er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven. Hundelovens § 1 a forbyder 13 racer og krydsninger af dem, og racen er ikke blandt dem. Spørg opdrætteren, om forældrene er hofteundersøgte, og om du kan møde dem og se dem arbejde. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.