Tysk Langhår

Mere om racen

Overblik

Tysk langhår er en alsidig stående jagthund fra Tyskland. FCI placerer den i gruppe 7, sektion 1, blandt de kontinentale stående hunde af spanieltypen, og den har standardnummer 117. Den hedder internationalt Deutsch Langhaar og på engelsk ofte German Longhaired Pointer. Herhjemme kaldes den også langhåret hønsehund eller bare langhår, og den er den langhårede af de tre tyske hønsehunde ved siden af den korthårede og den ruhårede.

Racen er avlet til at klare alt arbejde i mark, skov og vand, både før og efter skuddet. Derhjemme er den rolig, godmodig og knyttet til familien, men jagtlysten er stor og skal have afløb. Den passer bedst til en aktiv jæger eller en familie, der kan give den jagtlige opgaver og meget motion, og den er ikke skabt til at være ren selskabshund.

Historie og oprindelse

Langhårede jagthunde har en lang historie i Tyskland. Middelalderlige jagtbilleder viser hunde, der ligner racen, og der findes tyske kobberstik fra 1560 af hunde, der apporterer harer. Omkring 1720 blev samme type omtalt som den mest almindelige jagthund. For omkring 200 år siden var den en altmulighund på jagten, kendt som “Der Alte Försterhund”, den gamle forstmandshund, og værdsat for sporarbejde, hals under jagten og sikker apportering.

Ifølge FCI-standarden forener racen blodet fra fuglehunde, falkehunde, vandhunde og bracker, og det er forklaringen på dens alsidighed. Omkring 1850 blev der også blandet engelske hunde ind. Målrettet renavl begyndte i 1879, og samme år blev racen vist på en udstilling i Hannover. Den første specialklub kom i 1893, og FCI daterer den første standard, skrevet af Freiherr von Schorlemer, til 1897. Langhårsklubbens historieside sætter standarden til 1879. Racens mest prestigefyldte avlsprøve er opkaldt efter Schorlemer.

Efter verdenskrigene var avlsmaterialet begrænset, men efter Tysklands genforening kom der nye blodlinjer frem fra det tidligere Østtyskland. De første langhår, man med sikkerhed kender i Danmark, blev importeret fra Tyskland til Gisselfeld i 1969, og det første danske kuld kom i 1970. Langhårsklubben blev stiftet i 1979. FCI anerkendte racen endeligt i 1954.

Udseende og størrelse

Tysk langhår er kraftig og muskuløs med flydende linjer. Mindre hunde skal have masser af substans, men for massive og klodsede hunde er ikke ønsket. Næseparti og kranie er lige lange, ryggen er lige og fast, og halen bæres vandret med den sidste tredjedel let opadbøjet. Bevægelsen er jordvindende med godt fraskub bagfra.

Standarden lægger “the greatest importance” på korrekt pels. Håret er 3 til 5 cm langt på ryg og sider, glat eller let bølget, tætsiddende og tæt med god underuld, og det er længere på halsens underside, bryst og bug. Ørerne har bølget, befjeret hår, bagbenene bærer faner, der danner “bukser”, og halen har en fyldig fane helt ud til spidsen. For mange faner er ikke ønsket. Farven er brun: ensfarvet brun, brun med hvide eller skimlede aftegninger, mørk eller lys brunskimmel, hvid med mange små brune pletter eller brun og hvid. Hovedet er altid brunt, eventuelt med blis eller stjerne.

Skulderhøjden er 60 til 70 cm for hanner, ideelt 63 til 66 cm, og 58 til 66 cm for tæver, ideelt 60 til 63 cm. Standarden angiver en gennemsnitsvægt på 30 kg, og DKK angiver 28 til 35 kg, så racen hører til de store hunde.

Temperament

Standarden beskriver et ligevægtigt og roligt temperament og en godmodig hund, der er let at føre. Aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres. Langhårsklubbens motto er “I Roen ligger Styrken”. Hjemme er hunden rolig og behersket og hengiven over for både voksne og børn i familien. Den følger med i, hvad der sker, uden at miste evnen til at slappe af.

Over for fremmede er den venligt stemt. Den er vagtsom, når nogen nærmer sig, men ellers omgængelig, og når den har hilst, går den typisk hen og lægger sig for sig selv. Den knytter sig tæt til den person, der arbejder med den, men har det bedst, når hele familien er samlet. Jagtlysten er enorm, og en langhår, der får sine behov opfyldt, beskrives som blid, tålmodig, nervefast og psykisk stabil.

Motion og aktivering

Så kraftig og muskuløs en hund kræver meget motion og meningsfulde opgaver, og den egner sig ikke som ren selskabshund. Den har brug for at udfolde sig fysisk og mentalt hver dag, og jagt er den mest naturlige aktivering. Racen er skabt til både søg og stand og til arbejdet efter skuddet, og den er særligt god i skov og vand. Pelsen gør det muligt at apportere fra vand selv i frostvejr.

Schweissarbejde, hvor hunden opsporer skadet vildt, er en anden oplagt opgave, og racen er efter sit antal godt repræsenteret i det danske schweissregister. Uden praktisk jagt kan apportering, sporarbejde og jagtlige prøver give hunden noget at bruge næsen og hovedet til. DKK anbefaler at variere både miljøer og belønninger i træningen.

Træning og socialisering

Langhåren er opmærksom, samarbejdsvillig og lærer let, og som hvalp er den utrolig nem at opdrage. Netop derfor er det fristende at slække på træningen, men den skal fortsætte længe og være meget konsekvent. Ellers går det galt, når der kommer vildt ind i billedet, for jagtlysten er så stor, at hunden ikke hører efter, medmindre lydigheden sidder rigtig godt fast.

Den bør socialiseres tidligt med mennesker og andre hunde og trænes konsekvent hele livet. Langhårsklubben arbejder for at sælge hvalpene til aktive jægere, der vil bruge hunden til det, den er skabt til, og klubbens motto er “Avl blandt jægere til jægere”. DKK’s avlsanbefalinger nævner en række jagtlige prøver for racen, fra unghundetest til fuldbrugsprøve.

Familie og bolig

Med jagtlysten og motionsbehovet dækket fungerer tysk langhår rigtig godt som familiehund. Den er hengiven over for børnene i familien, blid og tålmodig, og Langhårsklubben lægger vægt på, at hundene er lette at omgås og en glæde at have i huset. Samvær mellem hund og børn bør altid foregå under opsyn.

Racen trives bedst hos energiske mennesker, der kan tilfredsstille dens jagtinstinkt. Et raceportræt i DKK’s blad Hunden advarer om, at en langhår, der spærres inde i en lejlighed og kun får et liv som almindelig familiehund, kan blive så frustreret, at den æder dørkarmene op. Kilderne siger intet om, hvordan racen klarer at være alene, eller om den lever godt med katte og smådyr.

Pelspleje

Pelsplejen er overkommelig. Den tætte pels med god underuld er bygget til arbejde, så hunden kan apportere i koldt vand uden at fryse, og behovet for pleje er lille. Kilderne angiver ikke, hvor ofte den skal børstes. Hverken standarden, DKK eller klubben nævner trimning eller klipning, og standarden ønsker ikke for mange faner. Kilderne siger ikke, hvor meget racen fælder.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Standarden diskvalificerer hunde med udad- eller indadvendte øjenlåg, også hvis de er opereret. Langhårsklubben oplyser, at grå stær (katarakt) forekommer hos nogle hunde. Klubben kender til tre tilfælde blandt omkring 1.200 hvalpe født siden 2000, hvor sygdommen har nedsat hundens funktion, og anbefaler en øjenundersøgelse hos en specialdyrlæge før avl. Blandt hunde af hollandsk afstamning er der påvist arvelig skjoldbruskkirtelkræft: et hollandsk studie (Yu og kolleger, 2022) fandt 54 tilfælde, de fleste i nært beslægtede hunde, og de syge hunde var mere indavlede end de raske. Klubben fraråder derfor import og avl med hollandske og belgiske linjer og opfordrer ejere til et årligt dyrlægetjek af halsen.

Tysk langhår er nævnt i bilag 2 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver, at hunden er røntgenundersøgt for hofteledsdysplasi (HD) før første parring. DKK kræver desuden, at begge forældre har HD-status A eller B, eller C hvis partneren har A, at begge er øjenundersøgt af en godkendt øjendyrlæge, at hvalpenes far har dokumenteret normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. Til Basis+ stambøger skal begge forældre også have bestået jagtlige prøver og være præmieret på to udstillinger, og indavlen må ikke være for høj. Halekupering er ikke tilladt for racen i Danmark. Ingen af de gennemgåede kilder angiver racens levealder.

Spørg opdrætteren om forældrenes HD- og øjenresultater, jagtlige resultater og afstamning. Sundhed varierer fra hund til hund, og spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.